Da jeg var barn, mente min mor, helt bestemt, at jeg skulle
være lærer – men det skulle jeg i hvert fald ikke - mente jeg.
Og det var helt tilfældigt, at jeg endte i skoleverden. Der
var mange ting, som jeg var ret vild med, da jeg var barn – spejder, idræt,
Røde Kors – eller bare de andre unger ude på gaden - frikvartererne frem for
timerne. – Så lærer – nej tak! Jeg fik dog lært at regne, læse og skrive, fik
også en uddannelse – og valgte så at blive efterskolelærer - bare for et år –
jeg skulle, selvfølgelig, arbejde som geolog, når det nu var det, jeg var
uddannet som. Et år på efterskole blev til to år, blev til 3 år, blev
til……….blev til 13 fantastiske år som efterskolelærer – det ene år tog bare det
andet. Resten af mit arbejdsliv kom også til at handle om undervisning og jeg
kom aldrig rigtig til at arbejde som geolog.
Efter at jeg gik på pension, var der så meget, som jeg
skulle nå – alt det som der ikke havde været tid til i et travlt arbejdsliv – bøger som
skulle læses - foredrag der skulle høres – seniorvolontør i dialog i Indien -
pædagogmedhjælper i Honduras - kvinder og børn i Tanzania - en kort tid på
skoler og landbrug i Bangladesh og Mozambique – nå ja, foruden alt det andet –
mine små spejdere – sogneklubben og sandelig også en sognecafé – min
besøgsveninde – familiefødselsdage og……. Alt sammen til stor glæde og fornøjelse
for mig selv.
Men så kom jeg til Bweranyange – kostskole for 300 piger ca.
14-18 år. Pludselig var jeg tilbage i efterskoleverdenen – og endnu engang blev
jeg grebet af det – kunne slet ikke holde op igen – tager lige en omgang til –
også her på Bweranyange.
I går besøgte jeg Karagwe Secondary School – stor skole,
mange elever - så mange at forstanderinden ikke engang ved hvor mange – men
6-700 piger og drenge fra 8. klasse og op til studentereksamen – efter danske
forhold. Spændende at se bygninger og snakke med lærerne – men allerbedst at gå
alene rundt på området og snakke med eleverne – disse herlige unge mennesker –
fyldt med boblende livsmod og -glæde parate til at gå ud og erobre hele verden
– også selv om deres verden er knap så nem at erobre som vores. Mødte et par
der sad og så hinanden dybt i øjnene – måtte jeg tage et billede? – Nej, helst
ikke! – Man har vel også en smule privatliv her midt mylderet af kammerater.
Nu har jeg været på Bweranyange i 5 måneder – og jeg synes
slet ikke, jeg kan få nok af samværet med pigerne. Har tit lidt ondt af dem –
det tror jeg faktisk ikke, de selv har – måske er det kun mig, der indimellem
synes, det er synd for dem – for dem er det bare sådan hverdagen er. Jeg
forstår ikke tanzaniansk (skole)kultur. Bedst som jeg tror, pigerne studerer
flittigt – så har de gang i alt muligt andet – nå ja, sådan var det vist også,
da jeg gik i skole i Danmark - så det bør jeg vel forstå. Men netop som jeg troede, at lærerne var
begyndt at komme lidt mindre for sent til timerne - så kommer de slet ikke til
timerne - der er lige noget, der er vigtigere - eller sjovere. Netop som jeg tror, at lærerne snakker
venligt til eleverne, høres der slag og høje skrig.
Jeg har, her under prøverne, haft god tid til at tænke over
tingene, og det virker som om lærerne og eleverne ikke arbejder hen mod samme
mål - at give pigerne så god en uddannelse som muligt. Når jeg underviser
lærerne i fysik, er jeg chokeret. De kan skrive flotte og indviklede formler af
på tavlen – men de mest simple sammenhænge kender og forstår de ikke. Jeg troede,
at det var hovedregning 1600:8 = 200 – fordi 16:8 =2 – er det 2. klasse i
Danmark? Og så er der de to nuller, som bare skal sætter bagefter. Men det
måtte skrives som et rigtigt ”dividerstykke”. – Vi taler om en matematik- og
fysiklærer!
Jeg tænker sommetider, at sciencelærerne virkelig er dårligt
uddannede, når de slår, eller nedværdiger pigerne, så er det for at forsvare
sig selv – for ikke at indrømme at de ikke ved, eller kan forstår, det som
pigerne spørger om, eller ikke kan forklare det, som pigerne har lavet fejl. Pigerne
får ikke de svar, som de har brug for – tør ikke spørge – er bange for at få
tæv – det får de så alligevel – eller bliver nedværdiget på anden vis. Det er en ond cirkel! – Hvordan får vi den
brudt?
Det er ikke første gang, jeg stiller mig selv de spørgsmål –
da jeg var på børnehjemmet Emmanuel i Honduras med Impact – var både fysisk og
psykisk vold også hverdagen der – jeg skrev om det i min rapport, men blev ikke
taget alvorligt: -” Ja altså - sådan er det nu engang på det sted.” Nu må jeg,
på samme måde, spørge hvorfor Danmission ikke går i dialog med vores samarbejdspartnere
ELCT her i landet? Ja, det gør de jo også - fordi jeg, som seniorvolontør i
Danmission, gør det. Men hvordan kan man samarbejde med, og støtte, en organisation,
der har skoler, hvor vold mod børn er en del af dagligdagen?
Jeg er på Bweranyange lidt tid endnu, men jeg glæder mig
allerede til at komme tilbage til mine piger med flere bøger og flere
fysikinstrumenter – det er vigtigt for pigernes uddannelse - men det andet –
det med fysisk, og psykisk, vold,det er mindst lige så vigtigt.
Kærlig hilsen Bodil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar