En lille billedserie fra mit besøg på Musira Island.

Et meget spændende besøg. Der bor mange unge mænd – med eller uden familier. De tjener gode penge på fiskeriet. Fisken nedises og sælges især til Europa og USA. En af fiskerne fortalte – til min guide, som oversatte: - ” De spiser kødet i de rige vestlige lande, vi får kun benene.” Desværre er det sådan, at de unge mænd fisker om natten, sover og drikker om dagen. – Hvis de har familier - hvad en del af dem har - går deres børn sjældent i skole. Som guiden sagde - hvad skal de bruge skolen til? De går bare og venter på, at blive gamle nok til at starte med at fiske. Om aftenen kan jeg se lyset på bådene, når de ligger på vandet og fisker.

Øen har tidligere været brugt som fængsel. Jeg var en tur rundt på øen, så huler hvor de kriminelle har boet - besteg toppen. Bare så du ikke er i tvivl - det er menneskeboliger du ser på billederne.

I øvrigt går der ingen færge til øen – kun fiskerbådene. Der står så meget i Lonely Planet – men det passer ikke alt sammen.  Der er langt op i sådan en fiskerbåd og endnu længere ned – især for en gammel kone som mig. Der var mange der fik sig et billigt grin. Sluttede af med en virkelig flot sejltur rundt om øen – i en fiskerbåd fyldt til randen af mennesker! Hende den hvide (mig) havde betalt for turen, så det var en gratis tur. – Nogle af øens beboere havde aldrig set bagsiden af øen – og så fik de jo også en gratis tur til Bukoba.

I morgen skal jeg så se vandfald huler og varme kilder – tror jeg - måske!

Mange kærlige hilsner Bodil

Et lille PS skal I også have i dag.

Jeg købte jo matematikbøger den første dag, jeg var her. Har læst en del i dem – især når jeg har siddet og ventet på at få mad på hotellet. Jeg har godt nok undret mig! En gang om ugen skulle jeg have fysik lige efter matematiktimen. Matematiklæreren var aldrig færdig med undervisningen – så jeg stod næsten hver gang i døren og ventede på, at han skrev det sidste på tavlen. Mærkeligt tænkte jeg, nu underviser han igen i andengrads beviset – men det er selvfølgelig også svært for eleverne. – Forleden aften bladede og rodede jeg rundt i form 2 matematikbogen – men andengrads beviset er der ikke! Det er først i løbet af form 3. – Matematiklæreren er en af dem der kommer 20 minutter for sent til timen - slår eleverne i mindst halvdelen af den resterende del af tiden, (der er forskelligt antal minutter pr. lektion – for det meste – 40 eller 80) og - ja, jeg har en grum mistanke – eller vist ikke bare mistanke…….

Nej, det blev bestemt ikke kedeligt!

It takes a woman to raise the nation - det er Bweranyanges motto.

Nu har jeg været sammen med 289 piger I næsten 3 måneder. Det har været fantastisk! Fantastisk dejligt når de har været sjove, søde og samarbejdsvillige – fantastisk irriterende når de har været provokerende, ugidelige og ikke har villet samarbejde i timerne. – Ja, de har vel været sådan som piger, i den alder, nu engang er både her i Tanzania og i Danmark. Der er gods I de piger, så de kan - raise the nation – det både tror og håber jeg.

Det har været en fantastisk oplevelse at være sammen med dem, men nu er det slut. Der er blevet holdt, ikke mindre end, tre afskedsfester for mig. Der er blevet holdt taler, sunget, danset, givet gaver – og drukket sodavand – en af mine afskedsgaver til skolen var 317 sodavand med skruelåg – så de kunne gemmes.

Pigerne er ikke vandt til at få sodavand sådan som danske unge – så det vakte stor jubel. – Men - uddelingen - kære viceinspektør – den skulle du absolut stå for - næste gang gør jeg det selv – det havde du ikke ret meget styr på……..

Ja, helt slut er det jo ikke. Jeg regner med at rejse tilbage i september eller oktober for en kortere periode. Jeg håber, at kunne samle noget dansk udstyr til fysikundervisning – og penge til ca. 80 bøger ville også være godt – jeg har talt med boghandlen i dag - de har lovet, at give rabat – mindst 10 %.– Jeg kom for resten til at købe matematik bøger til form 1, 2 og 3 - så måske…………. – Jeg glæder mig allerede til at se både piger og lærere igen.

 En af de sidste dage fik vi også gang i hæklenålene og stoppenålene – og pigerne fik repareret deres skole trøjer.  – Jeg var nødt til at tage undervisningstid – der er simpelthen ikke noget der hedder fritid på Bweranyange. Jeg forsøgte ellers, flere gange, med søndag eftermiddag – prøvede at lave aftaler med vagtlærerne – der stod private studier på skemaet i to timer. Men hver gang skulle der slås græs, pudses vinduer, hakkes kanter af, fejes eller vaskes gulve. Så til slut, og for at vi ove

rhovedet fik brugt hæklenålene m.v., blev det altså et par biologitimer, som vi brugte. Mange af pigerne er ganske ferme til at bruge en hæklenål og en stoppenål – og de vil gerne lære at reparere skoleuniformen. – 

Hvis du har nogle synåle og noget brunt tråd, så tager jeg det gerne med - så går vi i gang med at reparere nederdelene – der er nok at tage fat på. Vi kan også sagtens bruge flere hæklenåle. Maskerne på trøjerne løber lystigt – gad vide om dem der strikker trøjerne husker at hæfte enderne. –Jeg har kikket efter og svaret er nej! Pigerne skal lære at hæfte en ny skoletrøje, inden de tager den i brug.

Nu er jeg så i Bukoba – bor på et rigtig fint værelse med en dejlig altan – har den mest fantastiske udsigt – jeg kan ligge i min seng om morgenen og se solen stå op – det er vildt!! Lige nu spejler månen sig i søen.

Påskedag i domkirken i Bukoba,

De laver dejlig mad på Hotel Kolping – den første aften havde de godt nok kun fisk – ingen kød – UPS tænkte jeg – jeg har, da vist, fået alt den fisk, jeg behøver for den næste lange tid – og valgte en vegetar burger. Men allerede aftenen efter var der kød på menuen, og i aften fik jeg pizza.

Mange kærlige hilsner og glædelig påske til alle.

 Bodil

PS: Stakkels Sister Zeulia ringede i eftermiddag – Bodil er rejst – men endnu værre, Dina (min unge pige) er også rejst – nu er Sister Zeulia alene i huset? – Hvem skal nu lave mad, vaske op, vaske tøj, gøre rent, passe haven og hakke i shambaen?

Dina er ved at lave mad

I aftes sad jeg og læste i Lonely Planet. (turistbog - bl.a. om Bukoba)– Hvad kan man lave i Bukoba? – Der ligger en lille ø lige ud for byen - ude i Victoria søen. Jeg kan se at færgen koster 1000 tz shilling (omkring 3,50 kr.) måske er det steget lidt efter at bogen udkom. – I dag var jeg så på turistbureauet – de ville gerne arrangere færgeoverfarten for mig, det ville koste 60 US dollars. (omkring 450 kr.) Jeg tror godt, jeg selv kan finde ud af at købe en færgebilletbillet – måske endda lidt billigere. Har senere i dag lavet aftale om en fiskerbåd, som skal sejle mig derud.  – Jeg skal også se nogle huler et sted her i nærheden – det bliver spændende – og noget dyrere end de 3,50. I øvrigt ringede turistbureauet her til aften - de kunne lave turen til øen for 35 dollars - - men, men, men det var for sent - og stadig for dyrt – og en fiskerbåd - det lyder da meget mere spændende end en almindelig færge.

En dødkedelig blog om fysikundervisningen på Bweranyange.

Hvor er den tid dog blevet af? Jeg har kun tre dage tilbage på Bweranyange. En dag med undervisning og to dage med prøver. Det er vemodigt, at skulle tage afsked med pigerne. Men det er også tankevækkende, at min undervisning ikke har givet større resultater. Jeg har været ”efterskolelærer” i tre måneder og er ikke helt tilfreds med min indsats i fysik. Jo, jeg har gjort det så godt jeg kunne – og sommetider også bedre end jeg troede jeg kunne. – Jeg har brugt lang tid på at læse og gennemtænke alle muligheder – fået nogle af de bedste elever til at gentage på swahili – så jeg troede, alle elever forstod. Alligevel har jeg, gang på gang oplevet, at eleverne ikke har forstået, eller ikke kunne huske, det vi lige har snakket om.

De sidste prøver var, som jeg tidligere har skrevet, heller ikke alt for gode. Noget nemmere er det gået med biologi – pluk et bananblad og der er undervisningsmateriale til flere timer – prøvekaraktererne, i biologi, var også noget højere.

Ikke bare jeg, og mine elever, men hele skolen har et problem. Elevtallet falder kraftigt og elevernes karakterer falder lige så kraftigt. Jeg har tænkt meget over hvorfor – og selvfølgelig er det svært at undervise 58 elever i fysik uden bøger og apparatur, men det gør de jo også på de andre skoler – og det står endnu værre til i matematik – og det forstår jeg ikke. Selvfølgelig mangler det fag også bøger, men matematik er et helt teoretisk fag – det burde være muligt. Men hvad ved jeg?

Ja, der er 58 elever i min form 2 klasse – men i form 3 og 4 er fysik valgfrit, og rigtig mange vælger det fra. Det betyder, at nogle lærere kun har ca. 15 elever i klassen. - Jeg tror, at det er de elever, der er bedst til fysik, der vælger det til. Alligevel er deres fysikkarakterer noget lavere end karaktererne på form 1 og form 2. Det vil jeg tænke over, inden jeg vender tilbage igen i september eller oktober, forhåbentligt med en kuffert fuld af hjælp til undervisningen. Jeg skal også have købt nogle matematikbøger, når jeg kommer til Bukoba. –Jeg skal forstå hvorfor matematik er bundskraberen - hver gang – og hvorfor Bweranyange ligger noget lavere, i matematik, end andre tilsvarende skoler -

- - HOV! – Ja - jeg har læst de fleste af de der statistikker - som jeg syntes var så unødvendige - - - - når de nu alligevel var lavet!

Her er solen og varmen og tørvejret for alvor sat ind. Vi har ikke fået regn i to uger. Når jeg går hjem fra skole, kan jeg se, at de små bønneplanter er begyndt at hænge. Det er ikke godt – men det er ikke nemt at finde ud af, hvornår det regner og hvornår det ikke regner. – Klimaforandringerne har skabt store ændringer i regn- og tørtiden her og det kan få store konsekvenser for befolkningen i og omkring Bweranyange. Årsagerne kan vi diskutere på science lærerværelset – men kan vi gøre noget ved det? Er det Danmarks og de andre industrilandes skyld?

Det har været en fantastisk oplevelse at bo, og være volontør, i Bweranyange. Pigerne og lærerne har været dejlige, sjove og spændende at tale med og være sammen med. Og det har været dejligt med freden og roen, i Sister Zeulias hus, når jeg endelig havde fri.

Jeg er blevet forkælet med rigtig dejlig mad. Naturen er også helt fantastisk heromkring, når jeg har haft tid, har jeg gået lange ture - kikket ind i Rwanda – hilst på primary school elever – og på en masse andre. Vejene heromkring er lettere at gå på end at køre på.

Nu glæder jeg mig til at holde påske i Bukoba – ved Victoriasøens bred – tage, nogle dage, til Kyerwa og hilse på gamle venner, men også til at vende tilbage til Danmark til foråret og de lange lyse sommerdage og sommernætter.

Mange varme og kærlige hilsner Bodil   

PS: Da vi fik elektrisk lys, kunne jeg godt se, at min unge pige i huset havde adskillige grå hår. I går havde hun så besøg af et barnebarn. Dina er mor til 4 børn - de tre er gift og det yngste barn – en dreng -  går på form 3. Så helt ung er min unge pige i huset ikke! Men dygtig og venlig det er hun!

Og så fik vi gang i hæklenålene og stoppenålene. Adskillige skoleuniformer er blevet repareret. Der er mange af pigerne, der er ganske ferme med en hæklenål. Jeg tror der er bedre internet i Bukoba, så kommer der billeder.

Vi læses ved i Bukoba. - Og så skal jeg da lige love for, at at vi fik vandet de bønne-planter!

Hold da lige op hvor vi tænker forskelligt!

Min nabo på lærerværelset - biologi og kemilærer - fortalte mig, at han havde haft form 2 med i kemilaboratoriet – det havde været en stor succes. Ja? Sagde jeg – kemilaboratoriet? - Kan man lave spændende kemi eksperimenter i kemilaboratoriet? Nej da, sagde han – men bare det at vi har et kemilaboratorium og kan gå derop – og sidde på taburetterne og jeg skriver på tavlen der. Så ved eleverne, at vi har et laboratorium og at kemiundervisning hører til i et laboratorium - også selv om vi ikke rigtig kan lave nogle eksperimenter. Øh - ja, sagde jeg. Jeg har godt nok ikke brugt hverken fysik- eller biologilaboratoriet. – jo, det store biologilaboratorium lige uden for døren - også kaldet naturen – men ellers ikke. Det er ikke mange skoler, der kan prale af at have science laboratorier – og ikke mange skoler der har så mange lokaler som Bweranyange, – det kan vi godt være stolte af – sagde han. – Jeg tror jeg kan tælle det op til 8 kontorer, to laboratorier inkl. opbevaringsrum, 10 klasselokaler (vi har 6 klasser – og der kan max blive 8 klasser.)– et bibliotek, et stort værksted, to lærerværelser, et konferencerum, spise og foredragssal, samt diverse sovesale. Derudover garage og skur til nattevagten.

Den ”overhaling” vi fik på sidste lærermøde, har knyttet science lærerne tættere sammen. Jeg har taget deres parti – og for det meste er vi også ret enige – men indimellem diskuterer vi også forskellige synspunkter. Efter afrikanske forhold er det faktisk en ganske flot skole – science lærerværelset og det ene klasseværelse er lige blevet sat i stand – og resten er også i pæn stand.

Men bruger vi resurserne og pengene på den rigtige måde? Får vi nogen dygtige elever ud af de flotte klasselokaler og mange kontorer? Det er vel det det drejer sig om? …………..Eller hvad? Kunne man nøjes med ét science laboratorium – og så også have fået lidt udstyr til det? – Jeg har længe undret mig over, at jeg aldrig kunne komme på biblioteket – der er en hel, meget stor, bygning til bibliotek. – Jo, jeg kikkede ind en af de allerførste dage, jeg var på skolen.

I dag spurgte jeg så den akademiske master (det er heller ikke titler, der mangler her på skolen) om jeg måtte låne nøglen og gå op, og kikke i biblioteket. Neeej – joooh  øøøøh – joo hvis jeg lovede ikke at lukke nogle elever ind, kunne jeg vel godt kikke ind. Jeg fik en nøgle og låste mig ind på biblioteket.

Der er fyldt med rod – men der er også mange gode ting. Bl.a. står der 10 fysik bøger, som mine form 2 piger har rigtig meget brug for – men som de ikke kan låne – hvorfor? Spurgte jeg selvfølgelig den akademiske master. Jaaaaah  joooh meeen det er altså sådan, at der ikke rigtig er nogen, der har ansvar for biblioteket i øjeblikket, så eleverne kan ikke komme på biblioteket. Jeg så også en bog hvor man skrev hvem der havde lånt bøger – den sluttede midt i 2015. Hvis de havde spurgt mig, havde jeg gerne åbnet biblioteket nogle timer om ugen.

Walimu Bomba, walimu Mtubi, walimu Nkangazi - og jeg - Walimu Bodil - diskuterede denne eftermiddag. Hvordan drive skole? – Hvorfor er eleverne ikke superdygtige, når vi har så mange fine faciliteter?  Hvad er vigtigst lokaler eller lærere?  Kunne man have købt bøger, i stedet for at bygge klasselokaler som ikke bliver brugt? Vi er ikke enige! – For afrikanerne er skolens bygninger, kontorer, og laboratorier vigtige, også selv om de ikke kan bruges efter formålet – eller slet ikke bliver brugt.

Vi kan vise, at vi har en flot skole! Vigtigt at nogen passer på kopimaskinen og sodavandskassen. – Alligevel er det irriterende, for lærerne, at have mange gode undervisnings Cd’er og så bliver fjernsynet ikke repareret.  Irriterende at få nej til at få en fotokopi når man har brug for en – og i stedet må skrive af en time. – Men - faktisk kan de godt se fordelen ved at have et computerrum – også selv om computerne ikke virker – det giver skolen – og lærerne på skolen - prestige.

Vi bliver til sidst enige – det er regeringens skyld – (det vil sige, jeg har ikke rigtig nogen mening om Tanzanias regering) – at tingene fungerer som de gør – at der ikke er apparatur i laboratorierne, en kompetent person til at styre biblioteket osv.  Lærerne fortæller, at politikerne er ligeglade med uddannelse – de sender bare deres egne børn til Europa eller USA for at få en god uddannelse og hvis politikerne, eller deres familier, bliver syge rejser de samme vej. De - politikerne – tænker kun på at tjene penge til sig selv. Diskussionen slutter med lidt snak om demokrati, om at være et ungt demokrati, om undervisning i demokrati men også om den allestedsnærværende korruption. Tak for en spændende diskussion til mine tre gode science kolleger.

Mange kærlige hilsner Bodil.

PS: Så kom resultaterne for sidste prøver. Trist læsning - især for form 4 – som jo er færdige til november– omkring 8 % får F – det betyder, at de ikke har bestået. 88 % ender med karakteren D – det er bestået, men bestemt ikke godt. Så kan I selv regne ud hvor mange procent der er tilbage til A, B og C. Det er især matematik og fysik, som det er galt med – mine form 2 fysik elever fik D. – Det er jeg bestemt ikke stolt af! Der må skaffes nogen bøger og noget apparatur - og så skal de altså lærer at regne – de piger - helt simple ting. – Hvordan regner man 50 cm om til meter? For slet ikke at tale om cm² til m^2. Når 2X = 8 hvad er så X? Og lignende problemstillinger. Det skal man altså kunne på form 2 (ca. 9. klasse)

Solen begynder at gløde. - Mørket i verden har tabt.

 – Det nye elektriske lys virker ikke altid. Jeg får lov til, endnu engang, at opleve en morgensang og morgenbøn hvor solen står op og fylder rummet med lys. I dag den smukkeste solopgang man kan forestille sig – ledsaget af sang og bøn på swahili. Smukkere kan det ikke blive.

Efter morgenparade skal jeg have fysik - pigerne arbejder godt, spørger når der er noget de ikke forstår. De er slet ikke til at kende fra starten, hvor jeg ofte måtte skælde ud. Desværre mangler de nogle helt grundlæggende færdigheder for at forstå stoffet – og skolen mangler både bøger og apparatur til undervisning i fysik.

Efter timen får jeg stukket en seddel i hånden. Det er et spørgsmål, som de ikke forstår, tænker jeg - der er en del af pigerne, der afleverer skriftlige spørgsmål - det kan de bedst lide. Da jeg åbner sedlen står der.

( ikke oversat og ikke rettet – i tillid til at de fleste af jer kan lidt engelsk)

To madam.

Good morning madam!! I hope you are okay. Back to ma side I am okay. The aim of this message is just to give you thanks - thank you so much madam. May God bless you and give you blessing. Thank you so much madam.

From form two.

Alle de foregående dage snyd og bøvl er pludselig ligegyldige. Hvor jeg dog holder af de piger. For anden gang i dag har mørket tabt. Jeg kommer til at tænke på en morgensalme, som vi så tit sang på min tidligere skole. Citeret efter hukommelsen – men jeg har sunget den så mange gange, at jeg tror den er rigtig - eller i det mindste næsten rigtig.

Solen begynder at gløde.
Mørket i verden har tabt.
Lad os gå ud for at møde
lyset Gud lige har skabt.

Små bitte dråber af glæde
hænger i græsset. Vi tror
det er Guds vilje at træde
ud på den hellige jord.

Her på den dugvåde klode
Gud i sin glæde har skabt,
vil vi i dag kun det gode.
Mørket i verden har tabt.

Har desværre glemt hvem der er forfatter.     

 

I aftes fik jeg en lang snak med min nabo præsten.

Han sidder i skolebestyrelsen og har gode forbindelser til Den Lutherske Kirke i Tyskland. Ville jeg sponsorere et antal computere til skolen? Jeg fortalte ham om mit projekt med at samle materiale til fysiklaboratoriet.– AHA – en container fyldt med fysikinstrumenter!! Jaaaaaah – altså, mindre kan vel også gøre det. – En kuffert fuld måske – hvis jeg er heldig. - Lidt snak om de der containere som Danmission, måske, sender/ har sendt engang – jeg ved faktisk ingenting om det.

Egentlig tror jeg ikke så meget på computerprojektet. Et klasseværelse fyldt med computere som ingen kan bruge – ingen kan undervise i, og med kun ekstremt langsomt internet. Den Tyske Kirke har allerede sponsoreret 7 computere – og der er flere på vej. - De står ikke i et klasseværelse tilgængelig for eleverne, men på kontoret. Kan være lidt bange for at det kan gå som med biologi, fysik og kemi laboratorierne – ingen bruger dem, for der er ingenting der virker. Jeg synes det ville være bedre med bøger, flere lærere, mindre klasser, og måske lidt bedre mad til eleverne. Men hvad ved jeg? – Det lyder jo fint med et computerlokale – måske kan det skaffe flere elever.

Mange kærlige hilsner Bodil

.

PS: Om aftenen, sent, kommer præsten ind igen – denne gang noget forfjamsket. Hans svigersøn har været involveret i et motorcykeluheld, han ved ikke hvor slemt det er. Sister Zeulia og han kører af sted for at besøge familien i Bukoba. Jeg håber ikke det er alt for slemt. - Det er det desværre - det ved jeg nu - han har brækket kæben flere steder – mistet mange tænder og har andre alvorlige læsioner i ansigtet. – Han er overført til et hospital i Mwanza - det ser ikke godt ud. Det er også et alvorligt økonomisk problem, i et land hvor man selv betaler for læge og hospital.

I dag 8. marts er de to unge science lærere travlt beskæftiget med at skrive den statslige læseplan af – det foregår på sirligt udførte papirark - det er jo i morgen de skal afleveres. Og i overmorgen prøvespørgsmål til midtvejsprøven – men det er der jo lang tid til…………..

Fokus på undervisning. - Eller - Måske er jeg for naiv.

Der er rigtig mange gode, glade og positive oplevelser her på Bweranyange. Indimellem sker der også ting, som er så barske. at jeg har mest lyst til at løbe væk herfra – i dag skal du høre om det mest barske, jeg har oplevet, medens jeg har været her - og til sidst tage stilling til, om jeg bare er lidt for nem at narre.

Jeg vil fortælle om et lærermøde, som jeg var med til i tirsdags. Mødet blev indkaldt med 3 minutters varsel – jeg var allerede gået til time, men blev hentet. Efter nogle indledende bemærkninger gik vi i gang. Hvorfor havde nogle lærere ikke afleveret deres undervisningsplaner? Undervisningsplaner er digre værker, som hver lærer afleverer, hvis nogen skulle spørge, hvordan han underviser og hvornår.

Her er en lærer ved at afskrive en undervisningsplan.

Der er bare ingen der spørger, og derfor opbevares de i et tomt klasseværelse i et stort rod. Jeg sagde fra starten af mit ophold nej til at lave dem – og det blev accepteret. Men der blev gået hårdt til de andre lærere. - Er det for at drille kontoret? Er det for at modarbejde forstanderen og skolen? De tre lærere som det gik hårdest ud over, var mine science kolleger. – Jeg deler lærerværelse med dem. Det er to helt unge og en midaldrende lærer – alle mænd. Jeg ser dem hver dag - jeg ved at de knokler! – Vi har prøver hver 4. uge, de skal forberedes, rettes - der skal laves rettelsesark og karakterark. Der er 58 elever i min form 2 klasse - lidt flere i form 1 og lidt færre i form 3 og 4. Den 10. marts skal alle opgaver fra sidste prøve være rettet – de nye opgaver skal samme dag være klar. Sådan er det hele tiden – foruden det daglige arbejde selvfølgelig. Alligevel blev fristen for aflevering af undervisningsplaner sat til henholdsvis 9. og 11. marts. Her brød den første lærer grædende sammen – den midaldrende science lærer.

Da dette punkt var overstået gik vi videre til næste. En masse statistik blev hentet frem - uddelt – pludselig vidste jeg hvad de mange skolesekretærer (der er 5) laver – de laver statistikker – vi så bjerge af skemaer med forskellige hold – opstillet efter forskellige statistiske metoder. Generelt viste de, at der var for mange dårlige karakterer. Det kunne vi nok have gennemskuet, med bare det ene skema som eleverne får. Det er især matematik og fysik det er galt med. Og så gik det løs igen – science lærerne var selvfølgelig igen i fokus. Hvorfor underviser lærerne ikke på en måde, så eleverne får gode karakterer? Lærerne er dumme og dovne – de skulle skamme sig! – Her brød den anden lærer grædende sammen – det var viceinspektøren (matematiklærer) - ham jeg har omtalt i en tidligere blog. - Eleverne skal straffes, indtil de får gode karakterer.

Her var det så, at jeg sagde noget – normalt ville jeg have tiet stille – jeg har kun været her et par måneder – jeg er ukendt med tanzaniansk kultur. – Jeg sagde, at jeg ikke troede, man kunne lære at regne med brøker, bare fordi man blev straffet (læs: fik tæv). At jeg forventede at lærere, som en selvfølge, mødte op til undervisningen og var forberedt, det behøvede vi ikke at skrive læseplaner for – men når man tog imod alle piger – hvilket jeg synes, er en rigtig god ide - ville der være nogle som fik dårlige karakterer. Det var jo ikke lærernes skyld – og i øvrigt var det ikke så let at undervise i fysik uden at have nogen som helst redskaber. De grinede alle sammen – og jeg blev rigtig gal – det er ikke en måde at debattere på, at grine – nedladende - af hinandens synspunkter. – Når Edina griner, griner alle. - Aftalen blev, at jeg, når jeg er færdig på skolen, afleverer en skriftlig redegørelse for mit synspunkt. Forstanderinden fastholdt dog, at hvis bare vi slog børnene hårdt nok, og tit nok, skulle vi nok få udryddet de dårlige karakterer.

Klokken var næsten 20, jeg rejste mig og gik hjem – mødet havde varet 6 timer – og fortsatte. Det var nogle trætte og rødøjede lærere, der mødte op onsdag morgen. 

Hvad vil jeg så skrive i den rapport? Tjah noget er galt – eleverne er slet ikke på niveau med danske elever – skolen bruger rigtig mange timer på - - - statistikker, papir og ingenting. De timer kunne være brugt på bedre undervisning.

Her lørdag nyder jeg tilværelsen i Kayanga. Shopper, spiser god mad, nyder solen – varmen, og de kolde juicer. Og hvem møder jeg så i byen? Ja, næsten alle lærere har taget deres motorcykler og er kørt til byen. - Jeg har hilst på dem. Øh - hvis jeg havde så travlt som de sagde de havde, så,,,,,,,,,,,,, –  Hvad tænker du? Er jeg er lidt for nem at narre? Lidt for naiv? Eller hvad?

Undskyld den lange blok – der var noget jeg trængte til at få luft for. – Næste blok bliver positiv, det lover jeg!

Mange kærlige hilsner Bodil.

Medens jeg sidder og håndskriver en kladde til denne blog, kan jeg høre, at der bliver slået og skreget i klassen ved siden af science lærerværelset – min søde form 2 klasse. – Egentlig skulle eleverne have engelsk, men de bliver sikkert vildt gode til engelsk, når bare de får tæv nok (ironi). Gad vide om man også kan banke noget swahili ind i hovedet på mig?