Du skal bringe lyset til Danmark.

Så er jeg kommet til det mørke og kolde Danmark. Kæmper med lidt der ligner influenza - så de første dage er mest gået med at ligge på sofaen. Men nu går det bedre, og jeg glæder mig til at fejre jul sammen med familien.

Det har været en fantastisk oplevelse at bo i Tiruvannamalai. Den sidste eftermiddag holdt Quo Vadis en flot "afskedslunch" for mig. Dejlig mad, masser af kød, gode ord med på vejen fra alle. Tak skal I have allesammen - både for ordene og for maden.
Her hjemme i mit gode, solide hyggelige og varme hus står en lille lysestage som jeg fik som gave fra Quo Vadis, sammen med ordene fra JP - du skal bringe lyset til Danmark.
Jeg havde købt en stor til mig selv - så - ja, det vil jeg forsøge at gøre, både i direkte og overført forstand.

Det har været vanskeligt at fotografere lysestagerne - brændeovnen var den bedste baggrund.

Hvad vejer et menneskehjerte? Jeg har tabt 3 kg i vægt medens jeg har været i Indien. Mon ikke det passer med at jeg har tabt mit hjerte til Indien, til Nilgiris, til Mudumalai, til Pondicherry, til Tiruvannamalai men mest af alt til Quo Vadis. Tak for venlighed, gæstfrihed, hjælpsomhed overbærenhed, og meget mere. Tak for en stor oplevelse - jeg vender snart tilbage.
Den sidste aften jeg var i Indien var jeg til juleshow på Carmel Bordingschool. Masser af børn optrådte med sang, dans, brakedance, hiphop drama og meget mere. Det sidste nummer var juleevangeliet - startende som et almindeligt skuespil,, men til slut dansede Maria og Josef, Jesusbarnet, hyrder, engle m.v. samt  tre nisser til moderne rytmer. Det var så dejligt at se de børns glæde ved dansen - det var virkelig juleglæde. Ingen kan vise julens glæde bedre end de børn  gjorde.

Glædelig jul

Kærlig hilsen Bodil

Kom og se!

Selv om jeg har skrevet, at I ikke fik mere på min blog inden jeg kom hjem, skal I nu alligevel have en god historie. Det er ikke min egen, men en som JP fortæller.

En kristen officer i hæren rejste, efter sin pensionering, tilbage til den landsby hvor han var født og opvokset. Hans tjener Munian, som var hindu og forældreløs, rejser med og tog ophold i officerens hus. Da  nu officeren havde bedre tid, begyndte han at interessere sig for religion og at tage det seriøst, den slags sker ofte når folk kommer lidt op i årene. Han begyndte især flittigt at gå i kirke. En bestemt dag prædikede præsten over dåbsbefalingen, Math: 28,18-20. I konklusionen sagde han: ” Har du i dit liv, omvendt en eneste til Jesus Kristus gennem dåben?”  Han tilføjede, at Gud bliver ked af det, når vi ikke opfylder Hans ønsker, og vil dømme os efter det. Officeren blev meget ked af det, og tog opfordringen særdeles alvorligt. Han ønskede at omvende mindst en person inden han døde. Helt naturligt tænkte han på tjeneren – han brød sig nemlig ikke særlig meget om at skulle ud på gader og stræder - eller til naboen.

Derfor kaldte han på tjeneren Munian, og spurgte ham om han ikke godt ville ændre sit navn i kirken. Den stakkels tjener sagde: ”Du er min mester og herre - mit et og alt, jeg er din slave og din ordre er min lov. (Sådan svarer en fattig tjenere ofte i Indien)

Muniam vidste ikke hvad der skete omkring ham, men den følgende søndag blev han bragt til kirken og døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Præsten sagde også til ham, at nu af var hans navn ikke Muniam mere - men John.
Efter gudstjenesten blev præsten inviteret til officerens hus. Her skulle man holde en fest for at fejre tjenerens omvendelse. Menuen til festmiddagen var Sydindisk Fish-carry, en ret som især præsten satte stor pris på. Tjeneren John forberedte middagen, medens officeren og præsten snakkede – men hvad var det der duftede af?  Det var i hvert fald ikke fisk, det duftede af fra køkkenet. Tjener John forsikrede, at det var fisk som han var ved at forberede. Da middagen blev serveret viste det sig alligevel at være kylling og ikke fisk som blev serveret. Tjeneren blev kaldt ind og blev bedt om en forklaring. Tjeneren forsikrede imidlertid at det var fisk! Han havde selv købt den, tilberedt den og serveret den, det var fisk! Det gjorde officeren meget  vred, men lige før han skulle til at slå tjeneren, forklarede tjeneren:” Da jeg kom fra kirken var al fisken udsolgt, og der var kun kylling tilbage. Jeg købte kyllingen tog den med hjem, og døbte den i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og sagde til kyllingen, fra nu af er du ikke længere kylling men fisk!!!!

Der følger en lang forklaring til historien - Jeg synes det er en god historie, og for mig  fortæller den, at det at være kristen er så meget andet end et navn, og at vi nok har fokuseret for meget på antallet af omvendte og døbte.

 Vores interreligiøse dialog med især hinduer her på Quo Vadis, er ikke en ny strategi for at omvende folk, men ægte nysgerrighed: ” Hvad tror de på, de mennesker der sidder lige ved siden af mig?”  Et ønske om, at blive venner med dem, og et stort ønske om at leve i fred og fordragelighed med folk fra hele verden.

Med kærlig hilsen fra Bodil

Så går det atter hjemad.........

3 dage tilbage – blandede følelser – der er så dejligt her i Indien – Quo Vadis er et  fantastisk sted, fantastiske mennesker - sidder lige nu og ser på palmer, lotusblomster her er så smukt - menneskene er så åbne og venlige – så smukke.

På den anden side glæder jeg mig til at komme hjem og holde jul, til en lidt, (meget) lavere temperatur, måske til lidt julesne. Jeg glæder mig til at se mit hus igen.

De sidste dage har jeg været på vandring omkring bjerget. I forbindelse med deepam vandrede de 130.000 indbyggere og de 2 millioner turister/pilgrimme omkring bjerget. De startede onsdag d. 8.december, og der var så mange menneske, så man næsten ikke kunne gå, det ville have taget rigtig mange timer at gå de 14 km. Fredag var så fuldmånedagen hvor man officielt skulle gå. Jeg havde aftalt med en tysk dame at vi skulle gå sammen, og det gjorde vi så, men der var ikke så mange der gik. Der var en rigtig dejlig tur med plads til at kikke ind i templerne, og ikke mindst til at kikke på månen, som vi så skifte fra fuldmåne til total måneformørkelse og tilbage til fuldmåne på den tid vi gik. Desværre ikke rigtig godt for mit fotografiapparat.

Lørdag var jeg nede og handle lidt omkring templet. Boderne var helt ombygget og man kunne købe en masse sære ting for meget små penge.  Jeg skal i templet mindst en gang mere inden jeg rejser hjem.

Søndag var to af de unge volontører og jeg til en meget lille privat, katolsk messe – vi var 5 personer. Det var en meget anderledes, men også meget stemningsfuld og højtidelig messe. Om aftenen var jeg til meditation på Quo Vadis. Det har jeg været hver uge, lige på nær den uge jeg var i Nilgiris. Det er altid meget stemningsfuldt – det kommer jeg til at savne rigtig meget.

Faktisk kommer jeg til at savne Quo Vadis, Tiruvannamalai og Indien rigtig meget. Jeg har mødt de venligste mennesker, de smukkeste steder, den dejligste mad, den største åbenhed, ærlighed og hjælpsomhed. Og jeg har mødt de mest støjende byer, den værste trafik, de mest væmmelige lugte, den største fattigdom. – Jeg har mødt noget af Indiens mangfoldighed – men må her de sidste dage erkende, at jeg har mødt, men slet ikke forstået Indien.

Jeg laver jo hver dag min egen morgenmad, den kan I se her, kaffe, havregryn med mælk samt nogle af de små søde bananer, det er hyggeligt, dansk og så holder det min mave i orden – tror jeg.

Der kommer ikke flere blogs her fra Indien, men de(n) sidste blog kommer fra Danmark når jeg kommer hjem -helt hjem til Hadeslev.
Der er små øgler, nogle af dem er op til en halv meter lange, i Indien. Så fik jeg et billede.
Nu mangler jeg kun jordegern, de er så søde, der er mange af dem,  men de er meget sky - jeg håber endnu at få et billede af dem.

Kærlig hilsen Bodil

Happy Deepam.

Der er fest i byen, ja over hele Tamil Nadu. Det er Deepam, en indisk - hinduistisk lysfest. Da jeg kom tilbage fra ferie var byen og især templet oplyst at lyskæder. Her er også voldsomt mange mennesker, man siger at der er kommet ca. 2 millioner mennesker ekstra til byen for at fejre Deepam her.

Det var her myten startede, og måske har jeg fortalt noget af historien tidligere, men nu får I den lige en gang til. De tre guder Shiva, Visnu og Brahma var kommet op at diskutere om, hvem af dem der var den største. Den slags kan også ske i gudernes verden. Derfor skabte Shiva sig om til en ildsøjle, og så sagde han til Visnu og Brahma at de Ikke kunne finde enderne på den - for den var endeløs. Brahma skabte sig derfor om til en svane og fløj højt, højt op – Visnu skabte sig om til et svin, og gravede sig dybt ned i jorden for at finde enden der. Brahma kom tilbage og sagde, at han havde fundet enden, men det var jo løgn, for ildsøjlen var uden ende. Derfor blev Brahma straffet, og der er næsten ingen brahmatempler i Indien. Da ildsøjlen kølede af stod bjerget der som en perfekt manifestation af Lord Shiva – et Shiva lingam.

Deepam opstod altså i Tiruvannamalai, og folk valfarter her til byen for at fejre deepam. I går var så dagen, hvor man tænder ild på toppen af bjerget. Om formiddagen gik jeg en tur til templet, for at se på folk, og måske snakke med dem. Når man så over mod bjerget, var det som om to små geledder af myrer bevægede sig op ad bjerget. Det var folk på vej til toppen af bjerget. Nede ved templet myldrede det med mennesker. Jeg tror aldrig jeg har stået/gået så tæt. Da jeg ønskede at dreje af op ad en vej, hvor der var lidt færre mennesker, lænede jeg mig lidt til den side hvor vejen var, blev trykket lidt i den rigtige retning, det var umuligt at falde. I aftes var vi inviteret til fest hos JP og Penita på Lebanon. Jeg tog en otto sammen med en tysk dame på min egen alder. Vi betalte 3 gange normal dagspris for en otto, alt er steget i pris disse dage.

 Vi sad på en tagterrasse på toppen af Lebanon, fik kaffe og kage, så at de tændte ild på toppen af bjerget til minde om ildsøjlen, og derefter bragede fyrværkeriet løs ligesom på en god nytårsaften derhjemme. Efterfølgende gik vi tur i byens gader, og så hvordan folk havde pyntet deres huse med lys og de flotteste kolams– et helt eventyrland at gå igennem.

I en gade boede der hovedsagelig hindupræster og deres familier, vi var på besøg i et hjem hvor vi så pujarummet, og fik kager.

Vi sluttede med lækker mad på terrassen.

I morgen aften skal jeg ud at gå rundt om bjerget, jeg har en aftale med to tyske damer. Vi starter kl. 18 så er vi hjemme inden 22,oo.

Nu vil jeg gå en tur i byen, jeg håber der sker noget spændende, og at der er nogle spændende mennesker at tale med. Der foregår alt muligt i byen i disse dage. Mere om det senere.

                                                                        Penita og Rakel

De kærligste hilsner Bodil

Har du altid drømt om at gøre noget stort og rent? - ferie 3

Vask en elefant!

Lørdag kørte jeg igen på serpentinevejen, på vej til en udkikspost. Vi gik lidt ned i skoven, og lyttede til, og så på fugle.

 Her er mange flotte fugle, bl.a. så vi en lille helt sort fugl som udelukkende lever af vilde honningbier – vi så også biernes kuber, kæmpe store. Der var også væverfuglenes reder.  Kørte hjem og lidt forbi huset, ned til en mængde bambus som gror omkring en bæk. Det var et helt ubeskriveligt smukt område – se billederne. Der var også en fugl med en meget lang hale – meget sjælden, og helt utrolig smuk.

Efter lunch kører vi forbi Elefant Care Center og videre ad vejen til Kanataka, og til Kaerla, nå ja – bare for at have været der! Der er igen masser af dyr langs med vejene – samba, spottedyr, vildsvin og elefanter, og de smukkeste ”bambus træer”

- - - men ingen tigre – heller ikke denne gang. Det er en meget smuk tur, men vi kommer lidt for tidligt til centret, og sætter os ved en flod og kikker på kvinder fra Toda-folket som fisker, samt en elefant som bliver vasket i floden.

Det er fascinerende at se mand og elefant arbejde sammen. Den forstår engelsk den elefant. Den gør som han siger og den nyder helt tydelig at blive skrubbet med en børste. SMUKT.

Besøger Elefant Care Center – her bliver de elefanter som har været til fare for mennesker, og som man har fanget, passet og plejet. De får ordnet negle puslet om små rifter og sår, og de får mad som er vejet og tilpasset den enkelte elefant. Lækker mad venter også mig - som altid - til aftensmad.

Vågner tidligt, kl. 6 morgen venter en Jeep.  Jeg skal endnu en tur i junglens inderste. Skøn morgen, mens tågen letter, ser vi masser af dyr, og igen vilde elefanter, men stadig ingen tigre. Om eftermiddagen går jeg endnu en tur i bambushytterne ved floden – sidder der længe og stille, den flotte fugl med den lange hale er her stadig. Det er rigtig smukt. Om aftenen kører jeg med familien til Candellight supper  i Ooty– øh nej service  - altså gudstjeneste hvor kirken kun er oplyst af stearinlys – en rigtig julegudstjeneste, alt på engelsk – meget engelsk – familien er aktive medlemmer af den anglikanske kirke. Smukt og stemningsfuldt - ja – men ikke særlig indisk – endnu engang må jeg spørge mig selv, hvad er indisk kristendom? Hvor finder jeg den?

Kommer hjem til lækker supper – ris kogt i kokosmælk, tilsat krydderier – rigtig lækkert. Bruger sidste dag til at vandre lidt rundt i området, sidde lidt på terrassen, kikke på dyr og planter – nyde stilheden.

Kl. 15 henter en chauffør mig, og kører mig til Mettupalliam, hvorfra jeg igen skal med tog til Katpati – det der med tog i Indien det er let. Igen er det rimelig komfortabelt, der er rent sengetøj – og der er flere børnefamilier end der er ballademagere. Faktisk er der slet ingen ballademagere.  Det er helt trygt. Og det er 3. klasse.

Kl. 5 om morgenen er jeg hjemme, tager min madras og går op på tagterrassen for at få en times ekstra søvn. En rigtig dejlig ferie er slut.

Men nej, den så jeg ikke.

De kærligste hilsner Bodil

Dage med store oplevelser - ferie 2

Vi kører igen på de snoede serpentinerveje, jeg har været både i Norge og Alperne, men jeg har  aldrig set så stejle og snoede serpentinerveje. Udsigten er fantastisk!

 - stadig mange blomster, agaver i blomst, vandfald. bl.a. besøger jeg en botanisk have - elefanterne er ikke ægte, men det er børnene, og som I kan se er jeg her stadig.

Her møder jeg også for første gang de oprindelige folk fra Nilgiris området. Toda folket. -  Nogle af dem lever af at sælge ting til turisterne.  Jeg møder dem heldigvis på en anden måde senere.

Vi ser også lige på en te plantage -  jeg er stadig med som I kan se.

Ser og besøger mange bygninger fra den engelske kolonitid, de er smukke, hvis man ikke går for tæt på, de er stærkt forfaldne, på den ene side er det ærgerligt, for det er smukke bygninger, på den anden side er de meget engelske og slet ikke indiske.

Vi besøger også Ashot og Michelles private hjem, et af deres elskede træer er væltet, og Ashot kan ikke få sin lige så elskede bil ud, kan vi gøre noget? Tjah jeg kan kun fotografere! Ashot er meget stolt af sit hus, men for en dansker er der nok lidt for meget plastik, og lugten er heller ikke behagelig. hans træer er smukke, og som I kan se er han glad for dem.

Sidst på dagen besøger vi det tog som jeg så gerne ville have kørt med. Dampmaskinen i toget er brudt sammen, og når der alligevel ikke kører tog mellem Mettupaliam og Ooty så er der jo ingen grund til at rydde sporet. Derfor er sporene dækket af mudder. Og hvorfor reparere dampmaskinen når der alligevel er mudder på sporet.

Den engelske bygning som er langt over 150 år gammel er meget smuk - og engelsk.

Den mørkeblå vogn er den ældste.

På vej hjem skal vi lige købe lidt mælk, vi standser tilfældigvis ud for en mekaniker som er ved at lappe et hjul. Som jeg tidligere har skrevet, så er det farligste hernede ikke skorpioner eller slanger -  det er trafikken, se lige den slidbane. Hjulet er til en lastbil.

Jeg har ikke tjekket slidbanen på Ashots bil, men gennem de mange hårnålesving spænder jeg alligevel sikkerhedsselen. Forleden kørte en turistbus gennem "autoværnet" og dybt, dybt ned. der var 42 passagerer, de 14 blev dræbt, og chaufføren savnes. Vi kommer hjem til lækker mad, hver dag kræser Michelle op med indiske specialiteter. I dag fik jeg gedelever - heldigvis kan jeg godt lide lever, så det var lækkert.

Endnu en dag med lang udflugt. I dag er vi i Coonoor. Det betyder at vi hver dag kører gennem det fantastiske, men også farlige bjerglandskab. Vi besøger endnu en naturpark med træer, der er 12 hektar - det er 120000m2 eller ca. 120 store villagrunde - i hvert fald i Sønderjylland  - græs - klippet og meget smukt - græsset må ikke betrædes! Jeg så kun én plæneklipper.

I dag besøgte jeg også en te plantage, og smagte bl.a. chokoladete. og ja, jeg er stadig med.

 Teen fremføres automatisk fortalte guiden.!

Så rammer tågen - aben og jeg spejder efter de smukke udsigtspunkter.

Vi kører gennem helt spøgelsesagtigt landskab.

Og dagen slutter med flere smukke men forfaldne engelske kolonibygninger.

Der kommer snart mere!

Glæd dig til at vaske en elefant.

Kærlig hilsen Bodil