DYYYYYYYYYYT:

Når man har været i Indien i et godt stykke tid, er blevet godt etableret, og hverdagen efterhånden har indfundet sig, kan det godt blive lidt vanskeligere at skrive blog – for hvad skal jeg lige skrive om?

I går var jeg en tur på bjerget, det er altid smukt. Men det har jeg skrevet om så mange gange.

I dag var jeg en tur ved templet – der er så mange afspærringer ved templet, så jeg var ikke inde. I løbet af et par uger kommer der et par millioner mennesker til Tiruvannamalai for at fejre deepam – så tænder de et stort bål på toppen af bjerget, og vi skal alle gå rundt om det.

Dyyyyt Dyyyyt – man skal passe på trafikken her i byen. Og der er hele tiden trafik - uden ophold – jeg tænker somme tider, at når jeg skal over på den anden side af vejen, så kaster jeg mig bare ud i trafikken, der er ikke andre muligheder, for der er ingen ophold.

Det vigtigste udstyr på et køretøj er hornet. Pyt med bremser, slidbaner, lys og den slags uvæsentlige ting, bare hornet virker.

Sound horn står der bag på mange biler, så det gør de - hele tiden – dag og nat. Ligegyldig hvor du går, så kan du høre DYYYYT DYYYT DYYYT.

Jeg tog nogle foto da jeg i dag gik til templet. Her er tusindvis af motorcykler – men ingen bruger styrthjelm. Her er oksetrukne vogne, busser fyldt til bristepunktet, de sidste hænger udenpå. Her går køer overalt, bilerne kører udenom, nogle køer lægger sig venligst i vejkanten, men andre lige midt på vejen.

                                       

Der hvor jeg drejer af fra hovedveje når jeg skal hjem, er der et tempel her kan man få velsignet sin lastbil. Da jeg kom forbi i dag holdt der en lastbil lige parat til at puja, og man var ved at lave puja på en ny motorcykel. Hvis man ikke har noget at køre i så må man jo gå.

Og hvad tror I så jeg mødte på min vej? Komøg - samlet sammen på vejene - klistret op ad væggen - skal bruges til at brænde.Man kan se fingermærkerne i det.

Det blev en lille blog, og der bliver en lille pause nu, tror jeg. På mandag rejser jeg til Mudumalai Nationalpark – med nattog, 3. klasse uden aircondition.(Det var det eneste jeg kunne købe). Det bliver sikkert en stor oplevelse – især bagefter.

Til gengæld har jeg bestilt en værelse i selve parken - Jungle Bungalow – har set billeder, det ser rigtig spændende ud – jeg skal ud at se elefanter, bison, bjørne, hjorte, og vilde hunde, masser af fugle – og helst også tigre. Det ser ikke ud som om der er internet, så jeg tager nok ikke min PC med – så vi ”ses” efter ferien – med masser af naturbilleder.

Kærlig hilsen Bodil

In Krishna we are one.

Eller

I denne weekend faldt jeg I søvn til frøernes kvækken.

Jeg har været på weekend I Pondicherry med Junior Ministry (JMI) - søsterorganisation til FDF. Andreas fra Danmark er volontør her i 6 måneder. Vi boede på et, meget smukt, katolsk center.

Fredag var jeg blevet bedt om at være klar kl. 12 middag, Og der sad jeg så til kl. 15.30 hvor jeg blev hentet og kørt ud til JPs hus, hvor vi var flere, der ventede, drak te, men endelig kl. 17 kom bussen – vi kørte af sted. – Ja du har du gættet rigtig – jeg har endnu ikke vænnet mig til ”indian time”. Har problemer med min danske tålmodighed!

I Løbet af weekenden lavede vi en vision for JMI, som er en del af Arcot Lutheran Church (ALC). Det har været spændende at deltage, vi har arbejdet i grupper, og hørt på masser af ord – det meste selvfølgelig på tamil. Til min overraskelse opdagede jeg, at hvis jeg koncentrerede mig, og hørte godt efter, kunne jeg godt få sammenhængen i nogle af diskussionerne. Der er så mange låneord fra engelsk i tamil, at man, for det meste, kan få en sammenhæng ud af det – især hvis den der snakker tænker på, at vi danskere også gerne vil forstå hvad der bliver sagt.

Fra starten mener ca. halvdelen at JMI er perfekt - intet skal ændres, resten synes, at JMI skal være mere strømlinet.  Man vil gerne have flere præster til at involvere sig, og så vil kvinderne ikke lave mad hele tiden.

I løbet af dagene ændres debatten - Skal der være plads til folk af anden tro end den kristne? Hvad med den skarp opdeling mellem mænd op kvinder både i ALS og i JMI? Hvordan med de menneskelige værdier og moralen? Hvordan med økonomien? Det er tydeligt, at der er store problemer. Især mange problemer omkring børn af anden tro. Den fremtrædende mening er, at de der kommer i JMI skal omvendes til kristendommen. Som en siger (In Christ we are one) – I Kristus er vi et – eller i Krishna, eller i Muhammed kunne nogle - der ikke var med til mødet – hævde. Jeg tror det er svært at være mindretalskirke, de er bange for at miste medlemmer og identitet.

Sent lørdag ligger en vision klar: We want to be committed to create a space where children, youth and grown up of all faiths can come together as an inclusive community being guided by Christian values with Jesus Christ as a model. ( Frit oversat - vil man skabe et rum, hvor mennesker af forskellig tro kan blive vejledt af de kristne værdier med Jesus som rollemodel )

Det betyder, at man altså har en vision om at optage børn af anden tro i JMI – uden at forsøge at omvende dem. Det synes jeg, er en rigtig god vision.

Vi fik også mad, her ses min morgenmad.

Idli, og noget stærkt grøntsagsdaal.

Jeg kender ikke så meget til JMI, kun fra denne weekend – men ALC er noget indspist – Magtbegær er ikke ukendt – jeg er mere end dig!!. For nogle uger siden hilste jeg på en mand, han startede samtalen med at sige: I am the bishop (Jeg er biskoppen). Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe men..........  Jeg troede, at janteloven var et dansk fænomen, men den trives rigtig godt her i Indien.

Vi arbejdede sent lørdag med ideer. Søndag igen diskussion. Det er hårdt at forsøge at forstå, kun på de engelske låneord. Søndag over middag gik jeg tur i Pondicherry. Fra tagterrassen kunne jeg se ud over nogle meget smukke engarealer og helt til havet. Jeg forsøgte at gå til havet ad nogle stier, som jeg forestillede mig gik ud mod havet – og pludselig gik mudderet oven i mine sandaler. Havde jeg tænkt mig om vidste jeg det godt – frøerne kvækkede lystigt hver aften - en skøn lyd at falde i søvn til, men når der er frøer, er der også vand og måske mudder. Jeg måtte finde vejen igen, og tilbage.  Gennem byen fandt jeg det smukkeste strandparti man kan forestille sig.

 Kun få billeder - batteriet var næsten fladt.  Jeg havde aftalt med JP, at jeg skulle være tilbage kl. 16 for da kørte vi hjem. På centeret havde en mand holdt foredrag hele eftermiddagen – da jeg kom tilbage snakkede han stadig, det gjorde han også kl. 17,30. – Da han var færdig, kom han hen til mig, og spurgte om jeg kunne kende ham – det kunne jeg ikke – men det var nok ikke så godt, tænkte jeg – så jeg gættede. Nej han var ikke en af de præster der havde været med ved Dammen – Han var den øverste skoledirektør for Danish Mission skolerne – UPS - det blev han ikke glad for! Vi kørte hjemad kl. 19. fik en lækker aftensmad på vejen, og var hjemme omkring midnat. Herligt at være tilbage i sin egen ”bløde” seng efter en god og tankevækkende weekend.

Det har været børnenes dag. Her i Inien fejrer man det.

Jesusbarnet fik en ny kjole!

Og Maria en ny sari!

Kærlig hilsen Bodil

Han holdt ind til siden, da han snakkede i mobiltelefon.

Nej, det er bestemt ikke en selvfølge, heller ikke her i Indien!

Lørdag spurgte jeg Petersen rigtig mange gange– for det var nemlig ham, der var her - om han ikke havde en spændende kirke til søndag. Hver gang svarede han meget venligt - for Petersen er en venlig mand – Naaaaaahhhh – og så blev det derved. Lørdag aften en halv time før han kørte hjem, besluttede jeg, at det skulle han altså finde ud af for mig. Han sad netop og ”skypede” med sin tyske kæreste, men hun måtte vente. Så OK da, JR – en ung pige - ville tage med mig ud i en landsby – når det nu ikke kunne være anderledes. Men hvis jeg ikke ville transporteres bag på en motorcykel – uden styrthjelm – i vanvittig trafik - så kostede en otto altså 300 rupis!!?? Det er ca. 33 danske kroner – eller en indisk dagløn til en mand – jeg sagde ja og tak, og så var den aftale i hus, Kæresten kunne få den sidste snak uden yderligere afbrydelser. Jeg skulle møde kl. 8 ved porten til Quo Vadis. Kl. 8.30 kom ottoen, kørte til landsbykirken, hvor gudstjenesten sluttede netop da vi kom.

Jo, det er beboelseshuse.

Præsten skulle videre til næste gudstjeneste, også i en landsby – ville jeg med? Ja, det ville jeg gerne. Forhandlinger med otto chaufføren på tamil, jeg forstod det ikke, med fik forklaret, at han ville have 100 rupis mere for at køre videre, og præsten og hans medhjælpere havde presset ham ned til 90 – de havde presset ham omkring 90 øre i danske penge!! Jeg skyndte mig at sige ja, og så sagde jeg 400 - og så måske et lidt skævt smil hos chaufføren. Så er vi oppe på 44 danske kroner. Han kørte til den næste landsby, med en kirke bygget som et tempel. Der var en halv time inden gudstjenesten startede, så vi gik rundt i landsbyen.

JR har et hus i landsbyen, det var jeg inde at se –

snakkede med nogle skolebørn som sad på muren til skolen – søndag er fridag i Indien - på grund af kolonitiden under England. Næsten alt er åbent søndag, men skoler og offentlige kontorer m.v. er lukket.

Jeg hilste på JRs bedstemor, en smuk gammel dame – jeg kender også JRs far, jeg tror bedstemoderen er på alder med mig. Hilste på forskellige børn og voksne – men så blev det kirketid. Udsigt fra tagterrassen

– Gudstjenesten var, som den slags nu engang er. Det er dejligt at der ikke er orgel og ansat en organist - det er ikke altid vellyd der kommer ud af de orgler– på den anden side lykkedes det menigheden at synge så falsk, at jeg kunne høre det. Og som mange af jeg vil vide, skal der noget til. MEN - Det var en superdejlig gudstjeneste, jeg nød den, selv om jeg intet forstod, stemningen i kirken var helt fantastisk. Det kunne jeg sagtens både forstå og mærke.

Vi sagde farvel, og begyndte at køre hjem, gennem marker, landsbyer, skøn natur, jeg nød turen. Da vi var næsten hjemme holdt chaufføren ind til siden – jeg tænkte hvad nu - jeg bor ikke her – men telefonen havde ringet – han kørte ikke otto, samtidig med at han talte i telefon – fuldstændig fantastisk – det har jeg aldrig oplevet før!!

Da turen sluttede, havde han kørt i ca. halvanden time og ventet i 2 timer - altså 3,5 time for 44 kroner. Jeg gav ham 500 rupis (55 kroner) - jeg blev så glad for det med mobiltelefonen. Men undskyld til jer der skal ud op praje en otto, når jeg er taget hjem.

Har nydt min aftensmad - i lang tid - på Hotel Ramanas tagterrasse, skøn, skøn udsigt over hele byen. Dejlig restaurant  - næsten uden myg.

I morgen kommer der endnu et hold teologistuderende. Det er spændende når der sker noget her på Quo Vadis. Det må I høre om næste gang – jeg skulle også gerne få tid til at købe en togbillet til Mudumalai nationalpark, jeg vil så gerne se elefanter, tigre, mangrove og alt det der. – Sidst jeg hørte om det, var hele området regnet væk – nu får vi se. Se lige hvad chauffæren lavede i kirketiden.

Bemærk benene på den ene side og lidt af hovedet på den anden.

Middagen forberedes.

Mange kærlige hilsner til alle fra Bodil

Dialog i dialogforum.

Det er jo et dialogcenter som jeg bor på, derfor er der naturligvis også et dialogforum. Det bestå af ca. 20 voksne mænd og især kvinder. Næste alle er lærere. I går var de så blevet bedt om at tage en med - det kunne være en nabo, en kollega, eller en anden, men en af anden tro end de kristne medlemmer. Jeg havde også inviteret en med - en lærer fra Sydkorea. Vi var rigtig mange, nok en 35-40 stykker. Det var JP samt Agnete fra Danmission der stod for aftenen. Vi brugte meget tid på at præsentere hinanden og os selv, og blev så delt op i grupper. Her skulle vi diskutere hvad vores tro betød for os i vores hverdag, hvad der var det bedste ved vores egen tro, samt hvad vi fandt smuk ved den anden tro. I den gruppe jeg var i var der 3 hinduer, 1 muslim samt 2 kristne.  – nu er det tredje gang, jeg bliver stillet overfor den opgave medens jeg er her – men det er alligevel en spændende udfordring. Og efter rigtig mange samtaler må jeg sige, at jeg synes der er mange smukke ting i hinduismen.

 Jeg sad en aften ved Ramana Asram, en mand kom hen og snakkede med mig. Han var træt af at være hindu, når han blev genfødt næste gang ville han gerne fødes som muslim eller kristen i Sydamerika!! Jeg spurgte interesseret hvorfor. Jo han ville have lov til at spise kød, det kan han ikke som hindu – samtidig landede en myg på min arm Jeg klappede den øjeblikkeligt, og jeg slog den ihjel selv om han forsøgte at lægge sig imellem. Den kan jo ikke gøre for, at den er født som myg!! Den fangede jeg ikke lige med det samme, men jeg må vel sige, at jo, det kan den godt – ifølge hinduismen. Jeg synes hinduernes syn på naturen er flot, de forsøger at beskytte alt liv. I går aftes sagde hinduerne i min gruppe samstemmende, at de så Gud i deres familie og børn, i børnene i deres skoler. Hinduer tror at Gud er menneskenes sjæle, er det evige, og det eneste eksisterende. Det synes jeg er flot, på den måde er vi alle knyttet sammen som en slags søskende. Hvis vi ser alle mennesker som vores brødre og søstre, vil vi få mere fred i verden – tror jeg – eller håber jeg.  

Onsdag formiddag var jeg ude at besøge en af dialogforums medlemmer, en skoleinspektør på en DM Primary skole, det er dejligt at besøge skoler med engagerede lærere, og velfungerende elever, også midt i de fattigste kvarterer. Skoleinspektør Rubi er en dygtig og venlig dame.  

Skolegården og skoleleder Rubi

Har været i Yogi Ramsuratkumar mange gange. Finder næsten altid en at snakke med, således en dansk kvinde for et par dage siden. Vi snakkede om yogien. Der er nogle hinduer der bruger ordet far om Gud. Ramsuratkumar er en af dem. Hun viste mig nogle skilte – havde godt lagt mærke til dem. I den store meditationshal er der billeder af masser af guruer. Heriblandt Jesus, og også nogle billeder fra Islam, (se tre billeder ovenfor - de lader sig ikke flytte. jeg ved ikke hvorfor. ).

Hun var meget overrasket over, at jeg ikke lige var enig med hende om at der ikke fandtes andre religioner i verden end hinduismen. Hinduismen har meget let ved at inkludere andre religioner i deres religion. Men alligevel……..

Da jeg var i Ramsuratkumar Asram så jeg også lidt på det der skete udenfor. Der er et byggeri i gang. Som jeg tidligere har skrevet, er det ikke altid sjovt at være kvinde i Indien. Hårdt arbejde til lav løn – se bare her.

Jo, her er også en mand!!

Nå ja, så var vi to som gik rundt om bjerget i aftes. Jeg tror der var lidt færre mennesker end sidste gang. Vi gik 14 km. Men det var hyggeligt.

Så må geologen igen på banen - et rigtigt ulvefodstræ - en meget, meget gammel trætype - jeg har aldrig tidligere set sådan et træ.



De kærligste hilsner Bodil

PS: Computeren lider også i varmen, og somme tider er den også lidt sær - men det kan vel ske for selv den bedste.