Der sad engang 50 kvinder under et træ og broderede.

Nu sidder de i læ for sol, regn og blæst i et hus,

men stadig på gulvet – det kan de nemlig bedst lide. De samarbejder gennem business to business – fremstiller bl.a. de mest fantastiske tæpper, af strimler, af stof, fra de tøjstykker som kvinderne bruger som en slags slå om nederdele. Jeg håber meget, at der en dag ligger sådan et tæppe på mit gulv – man kan også købe dem i Danmark – det vil jeg forsøge. Hvis jeg får fat i et, så er i vedkomne til at besøge mig - jeg giver kaffe. Og nej, billedet er ikke fra fabrikken - men jeg får snart billeder fra besøget. Mit kamera gik i stykker midt i rejsen  - jeg får nogle af de andres billeder - snart.

Vi har også besøgt et plejehjem. Det er ikke almindeligt at komme på plejehjem i Mozambique. Her passer familierne selv deres gamle. Men enkelte er uden familie, og så kan de bo på plejehjemmet. Det var dejligt at besøge de gamle. Først dansede de en afrikansk dans for os. Så fortalte de lidt om sig selv, og endelig var der rundvisning på hjemmet. De gamle bor i hver sin hytte, pænt indrettet med senge og madrasser, nogle har skabe og kommoder – alt i alt et godt hjem, med pæne boliger og mad hver dag.

 
På WutomiAgri går det godt, grisestien er næsten færdig, skiltet er klar til at hænge op, marmeladen er kogt, og vi strikker for sidste gang på mandag – vi er inviteret hjem til Mimi. Jeg glæder mig.

I dag - lørdag - er fridag. Vi kørte til stranden – og hvilken strand. Hvidt sand og palmer.

En båd sejlede os ud til en næsten uberørt strand. Sandet var næsten som at træde i nyfalden sne – helt uberørt – det var skønt. Vi drak vores medbragte kaffe og badede – og brugte masser af tid på bare at holde fri. På vej hjem købte vi honning. Søndag er gudstjenestedag- Vi er til en meget festlig og afrikansk gudstjeneste i Circumbane - der er både sang, dans og strikning.

 

Mandag er der afsked med WutomiAgri og deres medarbejdere. Og så går turen igen hjemad.
Gudstjenesten afsluttedes med en dejlig frokost. Gad vide om jeg nogensinde lærer at sidde ordentlig på en stol!

Mange kærlige hilsner Bodil.
 

Lykken er at sidde under et skyggefuldt træ - snakke , synge og strikke.

Vi kørte langt, langt ud på landet. Hytter med græs på taget, flettede hønsehuse, høns og kyllinger i vejgrøften på de røde sandveje. Vi er på vej til en af landbrugsskolen WutomiAgris tidligere elever.
Vi bliver modtaget af hele familien, og får lov til selv at gå rundt på gårdspladsen, og kikke ind i alle husene. Her er mange spændende ting. Huse til beboelse, huse til at koge mad i, flettede huse til at holde høns i – selv om hønsene og kyllingerne oftest løber rundt på gårdspladsen.

Flettede huse med toilet (hul i jorden) og bad (spand med vand), og desuden et destilleri hvor man laver brændevin af mangofrugter – det smagte udmærket – men ikke ligefrem fantastisk.

 Vi får frokost på bondegården. Ris og xima (som er en meget stiv majsgrød, som folk i Mozambique spiser meget i det daglige), samt stegt kød fra gris.

Midt i frokosten som spises udendørs, vælter regnen ned. Gårdspladsen omdannes på få øjeblikke til en stor sø. Da regnen stopper, er vi parate til at tage af sted.

Vi følges til dørs af familien, som synger og danser for os. Især er familiens bedstemor aktiv. Eftermiddagskaffen drikkes på vej til en ny familie.

Vi spiser aftensmad i et stort og flot hus – men huset er ikke færdigt, vi sidder i et rum som engang vil blive en flot, men nu er et tomt, lidt uhyggeligt, rum.

Efter en god, og tiltrængt, nats søvn besøger vi igen landbrugsskolen WutomiAgri.
Vi skal strikke. Kvinderne kommer nærmest præcist – og der er sket noget siden vi sidst sad i skyggen under træet. Kan man forestille sig noget mere fantastisk end at sidde i skyggen af et stort træ, 12 kvinder - 6 fra Danmark og 6 fra Mozambique – snakkende 4 forskellige sprog, syngende nogle at de sange, som vi og de kan udenad.

Det er en dejlig oplevelse – jeg kunne fortsætte i dagevis. I morgen, onsdag, er der 48 års bryllupsdag på holdet. Det fejrede vi allerede i dag med lækker mad til frokost, rejer, pomfritter, ris og salat.

Så er der dømt weekend her i Mozambique..

Lørdag morgen får vi lov til at sove længe, der er først morgenmad kl. 8,30. – Dejligt at sove længe for en gangs skyld.

Kl. 10,00 går turen til et stort marked. Her er alt hvad hjertet begærer. Jeg har købt batikfarvet stof – og så har jeg købt tre plastikvaskebaljer. Forleden dag skulle jeg hjælpe med at lave aftensmad. Vi ribbede græskarblade, som blev hakket helt fint. Derudover lavede vi selv kokosmælk, af friske kokosnødder, Da vi havde vredet alt saften og kraften ud af kokossen, skulle jeg smide kokosmel-resterne i skraldespanden – og bang, så gik den store plastbalje i to stykker. Nu har jeg så købt tre nye baljer – den ene dekoreret med flotte blomster – til den fyrstelige sum af knap 10 kroner - i alt. Man kunne også købe købe sko, brudekjoler, hatte, frisk frugt og kød næsten uden fluer – hvis vi ellers havde haft lyst til det.

Da vi havde kikket på markedet, i nogen tid, besøgte vi en kirke, bygget af halm – flot kirke, men halm er ikke det mest solide byggemateriale, så forfaldet var i fuld gang.

Efter en gang power shopping i et supermarked gik vi på restaurant og spiste omelet og salat – lækkert!

Da vi ikke havde været så tidlig oppe, hyggede vi med snak og strikketøj efter aftensmad og aftenskaffen.

 

Det er søndag, og så gik den ikke længere med at sove længe, Vi spiste morgenmad, kl. 6,30 og kørte  mod Xai-Xai – vi skal i kirke. Meget speciel – bl.a. rytmisk dans, musik og sang. Efter gudstjenesten, som varer omkring 2½ time, går turen mod stranden.

Badetur i Det Indiske Ocean – det er dejligt – varmt, salt vand og skønt bølgebrus. Efter en lækker is, og en mindst lige så lækker frokost, på en fantastisk restaurant, med udsigt over havet, tager vi hjem. En dejlig søndag slutter med aftensmad og hygge på Honey Pot.

I morgen skal vi på besøg hos en af landbrugsskolens tidligere elever – Jeg håber, og tror,  at vi skal besøge et autentisk afrikansk landbrug.
Jeg glæder mig.
Mange kærlige hilsner Bodil

Så går det atter sydpå.

Denne gang går turen til Mozambique. Der er langt – først tre timer til Kastrup lufthavn – derefter to timer til Paris, og så godt 10 timer til Johannesburg i Sydafrika – derefter omkring 9-10 timers kørsel til Malelane  - stadig i Sydafrika - hvor vi overnattede på et flot lille hotel.

Tirsdag nåede vi grænsen mellem Sydafrika og Mozambique. Det var en voldsom kontrast. Vi havde kørt gennem kæmpestore majsmarker, set både kul og guldminer på vores tur – faktisk havde man på fornemmelsen, at man kørte i Sydeuropa eller USA. Men så kørte vi ind i Mozambique – så kom vi til Afrika!

 

Her er små boder langs vejen – lavet af lidt rafter og et stykke hullet plastik. Her sælges alt muligt, bananer, sko, elektronik, mad, tøj, cola og Fanta, kun fantasien sætter grænsen. Igen, tirsdag kørte vi mange timer og fik de fleste af vores oplevelser via bilruden.  Men hen under aften, og efter mange timer på landevejen nåede vi endelig til Honey Pot – et hyggeligt lille sted med hytter. Her skal vi bo det meste af tiden i Mozambique.

Efter en god nats søvn – vi fik lov til at sove længe - der var først morgenmad klokken 7!! Her i Mozambique er man nødt til at bruge de kølige timer om morgenen til at arbejde og opleve noget – lidt op ad dagen bliver det simpelthen alt for varmt.

På WutomiAgri blev vi modtaget med dans og sang. Efter rundvisning og byggemøde gik vi i gang – med kaffen og bollerne.  Nå ja, der skulle også arbejdes lidt. Vi skal bygge en svinesti, lave et skilt og strikke med nogle afrikanske damer. Vi startede med svinestien – udgravninger, blanding af beton – jeg kommer til at save jernstænger – Efter ganske få minutter stod der en ung afrikaner, og ville overtage arbejdet, det er ikke kvindearbejde! Så var jeg kun ”hold ved montør”. Spændende, at møde medarbejderne på skolen.  Torsdag besøgte vi et katolsk børnehjem - med kun få børn – det var spændende, og noget af en kontrast til det børnehjem som jeg var på i Honduras. Vi besøgte også rismarker lavet af kineserne, spiste på restaurant og meget andet.

 

I dag skulle vi undervise i strikning og hækling på landbrugsskolen, det var spændende om der var nogle der havde lyst til at være med. Det var der! - Der kom 6 kvinder. Der sad vi så - 5 kvinder fra Danmark og 6 kvinder fra Mozambique - og strikkede sammen under et stort skyggefuldt træ. Det var hyggeligt!! Kvinderne er gode til at lære at strikke og hækle – efter kort tid gik snakken og sangen lystigt.

I eftermiddag har jeg købt ny bil! Nogle vil vide,

at det har jeg snakket om i længere tid. Jeg regner med at putte den i kufferten hjem. Der kommer et billede af bilen – når jeg kommer hjem.

Og så de flotte fuglereder fra væverfuglen.

 

Kærlig hilsen Bodil.

Du er min ven resten af livet.

Sådan sagde hun – på korrekt engelsk - to dage før jeg rejste fra Emmanuel.

Hun havde haft fødselsdag, var blevet 13 år, vi havde været i tiendaen, og hun havde fået en sodavand og en stor pose chips. 

Noami er speciale need pige. Selv om hun er 13 år kan hun hverken læse, skrive eller regne.  Man har ikke tilbudt hende reel skolegang – jeg tror hun er velbegavet – hun snakker rimelig engelsk – men hun kan ikke sidde stille på en stol, og holde mund, i ret lang tid af gangen.  Jeg er bange for, at hun er dømt til et liv på Emmanuel eller allernederst i samfundet.

I mine måneder på Emmanuel har jeg arbejdet med børn og unge, som har fået betegnelsen speciale need. Hun er ikke den eneste, der er flere, som sagtens kan lære noget og få et godt og selvstændigt liv.

Jeg elsker at tage ud i verden - rejse til Afrika, Asien og nu også til Honduras i Mellemamerika. Det er spændende at arbejde i 3. verdens lande – religionsdialog i Indien, pædagogmedhjælper i Honduras. Jeg nyder det! Oplever fremmede ting, får kontakt med mennesker, der lever et helt andet liv end mig.  Jeg har vel aldrig gjort særlig meget gavn de steder jeg har været, men vel heller ikke været til skade. Jeg tror ikke på, at jeg kan redde verden. – Til gengæld har jeg altid delt mine oplevelser, når jeg er kommet hjem.

For første gang, nogen sinde, overvejer jeg, om det har været i orden, det jeg har gjort. – Har min indsats i Honduras været til skade for børnene? Gå ind i børns liv og så trække sig ud igen. Børn der har oplevet svigt på svigt i deres liv – nu også fra mig. Ville vi nogensinde tilbyde danske børn den opvækst?  - En opvækst præget af et andet lands værdier end det land som er deres. Vi volontører udgør en stor del af personalet – børnene knytter sig til os – i 3 til 6 måneder – og derefter til en ny - og en ny - og en ny -  og…………… Hvordan skal de børn der vokser op  på Emmanuel,  nogensinde blive hele mennesker, og klare sig i det Honduranske samfund? Hvordan lærer de at få tillid på folk – som mig?

Jeg har været glad for at være på Emmanuel, har nydt mit samvær med især speciale need børnene – det er dejlige børn – som alle børn - overalt i verden – jeg ønsker alt det bedste for dem. Jeg tror og håber, at man om få år vil overveje, og ændre, forholdene på børnehjem som Emmanuel - og give honduranske gadebørn en værdig og honduransk opvækst. En fremtid der gør dem klar til at gå ind i det honduranske samfund – det honduranske demokrati..

Tak for 3 spændende måneder i Honduras. Godt nytår.

Kærlig hilsen Bodil