Ferie - på den bengalske facon!

Så er vi stået af hjuldamperen Rocket i Dhaka, og vi skal tilbage til vores hotel – Bon Vivant – og have pakket om til de sidste tre dage.  - Er der mon mere rent tøj? Hurtig shoppingtur i Dhaka inden vi når flyet til Cox Bazar. Vores tur ender i Bangladesh’ ”ferieland”.  I Cox Bazar går vi en tur på stranden. – Her kan kvinder kun bade med alt tøjet på. Medens mændene gerne må bade i badetøj. – Det er nu kun de danske mænd der gør det, alle andre bader i lange bukser og T-shirt. Vi kvinder skal kun soppe, har vi bestemt!! Men efter få minutter er de tre af os ude at bade med alt tøjet på. Ikke så værst endda, vandet er dejlig varmt, meget salt og så er der en fantastisk brænding. Aftentur i basaren – det bliver jeg aldrig træt af, og endnu engang er der noget, jeg lige mangler at få købt.

Næste dag skal vi igen tidlig op. – Hvor mange kan der være i en minibus til 9 personer? Tjah - mindst 12 – eller alt for mange!  Efter 2 timers kørsel når vi Teknaf – og en fin ny færge. Dejlig sejlads til St. Martin´s Islands. – Fint hotel og masser af tid til at dase på stranden, og bade i badetøj – godt nok med mange tilskuere.

Om aftenen går vi en fantastisk tur ud i mørket. Månen er næsten fuld, stjernerne glimter, temperaturen er behagelig, og vi går for det meste i stilhed.  Vi skal ud og se, om vi kan se æglæggende havskildpadder. – Det vil jeg rigtig gerne se engang – det må være en fantastisk oplevelse – men desværre går vi hjem uden at have set noget. Det er dejligt, at gå langs stranden tilbage til hotellet. Elin og jeg beslutter at overnatte på stranden. Jeg ligger længe, og nyder månen der spejler sig i havet – og småfryser lidt, inden jeg falder i søvn og sover trykt.

 

 

 

Efter forholdsvis sen morgenmad, tager vi to speedbåde ud til et par koraløer. Og altså hovedparten af øerne er vulkansk basalt, som nogle muslinger har boet - og bor - i og ude i havet lever koralerne så, og når de er døde kan de skylle i land. Vi fandt koraler, spiste fisk og krabber – de spises med skal - lidt specielt, drak kokosnødder.

 

Hjemme igen tager vi færgen tilbage til Teknaf, og bussen tilbage til Cox Bazar. Turen er snart slut - desværre.

 

Sidste dag starter vi på fiskemarkedet, her er masser af både, og masser af fisk – rokker, hajer, sværdfisk, og så meget andet godt, Det er spændende at se på. Og til sidst når vi lige et besøg på et buddhistisk kloster. Det er underligt, man også rart, at opleve et fredfyldt og stille sted her midt i den urolige by.

 

Vi tager fly tilbage til Dhaka. Kører til vores hotel og pakker om – og her er min tålmodighed lige ved at slippe op. Jeg er ved at pakke om, et stort publikum, af bengaler, overværer min ompakning. På et tidspunkt er der en dame som begynder at flytte om på tingene i min kuffert – og for første gang snerrer jeg efter en bengaler: ” I want to do it myself:”

Vi nåede flyet til Danmark i god tid, og når endda et besøg i Den Nordiske Klub i Dhaka. På første flyvetur til Doha, var der ikke fyldt i flyet, og jeg fik min nattesøvn liggende på tre sæder – det var dejligt.

D. 26. november landede vi i Kastrup. Hvor er her dog mørkt og koldt. Glæder mig til at rejse tilbage til Bangladesh i efteråret.

Det har været en fantastisk tur.

Kærlig hilsen, glædelig jul og godt nytår til alle.

Bodil

De fattige.....

 En herlig aften går vi om bord på et skib i Mungla. Aftensmaden består af den traditionelle ris, grøntsager med karry og dall, men i aften er der også fisk – og det smager skønt.  Så bliver køjerne fordelt, og de er vist lidt hårde – mener nogle! Mon ikke mændenes er de hårdeste?  Det er der et par stykker, af de herrer, der lige kontrollerer. Jeg ved ikke hvad resultatet blev, men der er nogle, som selv mener, at det er meget synd for dem – skal de virkelig sove på de hårde madrasser. Hov, hvor forsvandt de hynder til stolene lige hen? Skal besætningen virkelig sove direkte på de hårde stole eller på gulvet?

 

Efter aftensmad sejler vi lidt væk fra Munglas støj, og ligger for anker natten igennem. – Jeg sover godt trods de lidt hårde madrasser. Jeg er ved at være vant til det. Vi sejler hele dagen, det bliver en stille dag med flot natur. Vi får bl.a. mulighed for at komme ned i en lille robåd, og komme helt tæt på naturen i mangroven. Vi ser masser af aber, fugle og en varan - eller er det en lille krokodille?  Ved middagstid når vi en af skovvæsnets stationer. Her ser vi især masser af røde krabber og fugle, men også mange tigerspor – Desværre er tigeren ikke lige hjemme i dag, den gider vist ikke æde turister, en bengalsk brændehugger smager meget bedre. Vi fortsætter sejladsen resten af dagen, ser mange af de truede floddelfiner, kikker på de store skibe, som mange gange er læsset, så de ligger dybt, dybt i vandet. Hen ad aften når vi Mungle igen. Vi overværer også en dragebådssejlads, et stort tilløbsstykke.

Vi går en tur på Munglas marked. Der er altid mange spændende ting på de mange markeder i Bangladesh. Vi får igen shoppet lidt her og der. Vi møder også en tigger – ja, dem møder vi faktisk en masse af.  Men i aften møder vi en ganske ung pige - 14-15 år gammel. Med et toårigt barn på hoften. Hun forøger at tigge, men vi har vænnet os til at afvise tiggere. Vi får dog senere historien om hende (Filip, vores rejseleder, kan snakke bangla). Hendes far er død, og derfor er hun, som meget ung – 12 år -  blevet giftet væk, til en mand som er afhængig at bl.a. narkotika. Derfor har hun forladt ham sammen med deres søn. Hun lever nu af at tigge, og har fået lov til at bo under et halvtag et sted i byen. Da vi møder hende, har hun ikke fået noget at spise den dag, og hendes søn, ikke siden om morgenen.  Heldigvis forstår Filip hende og giver hende penge til mad – men der er tusinder - mange tusinder - der er i hendes situation i Bangladesh. Det er ikke rart at tænke på at mennesker, lever så fattigt.

 

 

 

Efter endnu en nat på båden og endnu en dejlig fiskemiddag, tager vi afsked med besætningen. Vi bliver sejlet i land, hvor bilerne venter på os. Formiddagen går med besøg i moske, hos en lidt sløv krokodille, en lille samling af handikappede mennesker, en almindelig folkeskole, inden vi spiser frokost på en folkehøjskole, som er opbygget efter inspiration fra danske folkehøjskoler og Grundtvigs tanker.  Vi kører tilbage til Mungla, hvor vi skal bo på et hotel om natten, inden vi næste dag går om bord på Rocket for at sejle til Dhaka.

Om eftermiddagen går jeg en tur alene i byen – en lang tur. Efter at være drejet omkring adskillige hjørner kommer jeg til at tænke på, om jeg kan huske hvad hotellet hedder – det kan jeg ikke!!  Heldigvis kan jeg huske turen, og kan gå den baglæns – og genkende hotellet – puha – jeg må huske at få et kort på hotellerne, næste gang, inden jeg går nogen steder.

Tidlig morgen, af sted fra hotellet, vi skal først køre et par timer, og så gå om bord på Rocket inden kl. 9 om morgenen. Det er et spændende skib vi bliver indkvarteret på. Øverst ligger 1- klasse, hvor vi skal bo. Fine tjenere, bløde senge – tillader jeg mig at mene, selvom jeg ved nogen er uenige – lige ved siden af ligger 2. klasse. – Her er også senge, ikke så rene og pæne som første klasse. Her er mange mennesker, men ikke så stort mylder, som nede på 3. klasse – og gratisklassen. Her ligger folk helt tæt, kun med et tæppe på det hårde gulv. Her ligger de helt op ad maskinerne og de store skovlhjul, Her er masser af mennesker, drønende larm, ingen rigtig beskyttelse ud mod vandet, her er masser af fattige mennesker – og tre meter over dem bor jeg, bløde senge, tre måltider serveret af fine tjenere, masser af plads – det gør indtryk - oplevelser som jeg må overveje med mig selv. Jeg går flere gange ned til dem – de er meget venlige, meget nysgerrige, der er ikke så mange der kan snakke engelsk, men jeg får utallige håndtryk, smil og masser af forsøg på af gøre sig forståelig – hvad er jeg dog for et mærkeligt menneske.

 

 Jeg snakker bl.a. men en ung mand, som er på rejse med hans søster, en helt tilsløret ung kvinde, jeg kan kun se øjnene, men hun rækker en behandsket hånd frem mod mig. Hun smiler med øjnene. – Normalt kan jeg godt undre mig over de helt tilslørede, og behandskede kvinder, synes at de er lidt mærkelige, men her var det var så dejligt at holde hendes hånd i min – en kvinde så forskellig, men alligevel helt ligesom mig selv.

Jeg har det lidt svært med den opdeling – hvorfor er det lige netop mig der skal sove i de bløde senge, have plads nok, have nok at spise, penge nok – i hvert fald til de nødvendige ting? Er det rimeligt at jeg kan rejse om på den anden side af jorden – og være, nå ja, rig – medens de mennesker som jeg møder her sover på det hårde gulv, lyttende til en voldsom larm fra maskinerne, kæmpende for overhovedet at få noget at spise??

 Vores tur fortsætter i ren luksus med flyvetur til Cox Bazar badning og tur til en koralø. Mere om det senere.

Kærlig hilsen Bodil

 

 

Så går turen sydpå.

I dag tager vi så afsked med kostskolen Saraswatipur. I aftes var vi til aftengudstjeneste/-andagt i skolens lille kirke. Jeg har de sidste morgener hørt børnene synge i kirken - medens jeg har ligget halvsovende i min seng – men i aften var jeg der - og som de kan synge de børn. Det var en 12 årig pige, der lede andagten. Jeg forstod selvfølgelig ikke noget som helst af, hvad hun sagde, men hun gjorde det godt, det var der ingen tvivl om – og alle de andre elever hørte efter og var stille og koncentrerede. Det var en fantastisk oplevelse.

Vi har haft flere gode oplevelser på skolen, hvor vi har spist sammen med eleverne og også været på et spændende marked.

 

 Men i dag skal vi videre til Pabna. På turen kommer vi forbi silkefabrikken Sopura. Vi ser først, hvordan man producerer silke.

 

 

 Helt fra larverne der forpupper sig, de øvede hænder der kan fange de tynde silketråde og tvinde den til tykkere tråde, hvordan man laver den lange, lange trend. Vi hører og ser hvordan man væver silken, batikfarver den, broderer på den, og forarbejder den på mange forskellige måder. Bagefter kan vi købe silke. Der bliver shoppet igennem – sådan hedder det vist på nudansk.

 På vores lange biltur gør vi endnu et ophold,  hvor vi først spiser på en kinesisk restaurant, og derefter tager på besøg hos kostskolen Saraswatipurs leder Lillian. Lillian er hjemme i Rajshahi i dag – hun skal fejre hendes mands dødsdag!! Det sker, så vidt vi kunne finde ud af, med god mad og mange mennesker i huset. Lillian bor i et fint hus sammen med mange børn og børnebørn. Hun er en af de få i Bangladesh som vedligeholder sit hus. – Da vi er der, er en maler i gang med at male huset udvendigt. Vi fortsætter vores tur mod Pabna, hvor vi ankommer efter mørkets frembrud, vi finder vores hotel.  Et efter forholdene, udmærket hotel. Vi spiser aftensmad i restauranten, ris, dall, kylling karry, grøntsager i karry – og gedekød – ged smager dejligt!

Næste morgen går turen videre sydpå – vi skal nå Mungla  i dag. Det er en lang tur, der er dårlige veje mange steder. Ved mørkets frembrud går vi om bord på den båd som vi skal sejle med, og sove på de næste knap to døgn – mere om det senere.

Mange kærlige hilsner Bodil

På oplevelse i Dhaka og det nordlige Bangladesh.

Så er resten af gruppen kommet. Det blev sent om natten.  Vi var ude at hente dem i lufthavnen, og var hjemme igen kl. ca. 3 om natten.

 Efter en kort søvn er vi klar til nye eventyr. Først tager vi på frihedsmuseet. Indien, og derunder Bangladesh, blev fri af de engelske kolonisters undertrykkelse i 1947. Indtil 1971 var Bangladesh sluttet sammen med Pakistan som et land, Vest- og Østpakistan.

 

 Efter konflikter om både sprog, rettighederne til nødhjælp og generel undertrykkelse af landet Bangladesh, kom det til en kort, men meget blodig, krig – bl.a. førte man alle intellektuelle i Bangladesh – alle dem som kunne protestere imod Vestpakistans undertrykkelse - til Dhakas stadion, hvor man henrettede dem alle sammen. Vi så også Sheik Mujibur Rahmans museum. Museet er hans private bolig, hvor han, og hele den del af hans familie som var i huset, blev dræbt. Kun en datter Sheik Hasina, som på dette tidspunkt studerede i London, blev ikke dræbt. Hun er nu ministerpræsident i Bangladesh.

 Efter dette indblik i Bangladesh´ historie spise vi frokost – Dosa – det er lækkert - jeg kender dem fra Indien. 

 Derefter var vi en tur i byen - og på markedet på Gulshan 2 – det er altid spændende. Perler, gamle messingting, tæpper, kunst, frugt og grønt, tekstiler, kød og fisk – alt muligt.

 Sidst på eftermiddagen var vi på besøg på Den Danske Ambassade. Vi blev modtaget af Svend Olling som er ambassadør i Bangladesh. Det var meget spændende, og også opmuntrende, det vi fik at vide. Vækstraten er meget højere end i Danmark, der kommer flere og flere børn i skole, og hver kvinde får nu kun lidt over to børn. Eksporten af bl.a. tekstiler er på vej op. Alligevel er der store problemer, befolkningstallet stiger stadig, klimaforandringerne kan betyde, at ca. 1/3 af Bangladesh forsvinder i det i forvejen tætbefolkede land, og korruption er stadig et meget stort problem. Alt i alt ser det ud som Bangladesh er på vej i den rigtige retning, men der er endnu lang vej.

 

 

 I dag – den dag jeg skriver dette -  er vi stået på toget, og er på vej nordpå, vi skal til Saidpur, det tager 9 timer - og derfra med bil Koshalpur. Her skal vi overnatte i lerhuse – meget specielt . Medens vi er der, besøger vi  igen de to skoler, som jeg har skrevet om tidligere.

 Efter to overnatninger i lerhusene går turen sydpå, til en kostskole som hedder Saraswatipur. På vejen besøger vi en fattig muslimsk familielangt, langt ude på landet. Meget spændende og meget andersleds – vi får mange forskellige slags fedtkogte kager og brød, det smager dejligt. Hele byen er samlede i familiens gård for at kikke på os.  Medens vi bor på Saraswatipur besøger vi et gammelt hindutempel Kantinagar, og et endnu ældre buddhisttempel Parapur.

 

Mange kærlige hilsner fra Bodil