Ekstrem fattigdom er blevet halveret siden 1990! – Men……………….

Det stod der på min Facebook-side for et par dage siden. Nu er der kun 1,4milliarder mennesker der lever for under 1,25 dollars pr. dag!

40 % af alle mennesker, på jorden, lever for under 2 dollars om dagen. – og det tal er næsten ikke faldet siden 1990. Jeg tror, jeg har mødt nogen af verdens allerfattigste mennesker. Man er i hvert fald fattig, når man skal vælge mellem at få noget at spise eller sende sine børn i skole - og så håbe på, at ingen i familien bliver syge, for der er ikke penge til at komme til læge eller på sygehus.

Påskelørdag, en af de sidste dage jeg boede i Elses hus, lød det forsigtigt hodi hodi udenfor huset. Da der blev svaret karibu – kom hun ind. Vi er i gang med morgenmaden, og hun spørger forsigtig, om hun må få lidt penge til mad i påsken. Hun er en af dem som arbejder i Elses mark – ja arbejder er måske så meget sagt, for hun har ingen kræfter til at arbejde med. Ved første blik kan man se at hun er en stakkel. Hun går og falder om, hun har muligvis epilepsi – men det er ikke rigtig undersøgt, for undersøgelse og medicin koster penge, og det har hun ikke. Else snakker lidt med hende - på swahili – hun har ingen jord - kunne hun evt. låne lidt jord af en eller anden – dyrke lidt søde kartofler? Hun har ikke kræfter til at dyrke bananer, bønner, kassava eller majs – hvad skal der blive af hende? Der er ingen steder hun kan få hjælp. – Jo hos Else – men……

Påskedag sidder jeg igen i en liggestol ved Elses hus – ved siden af mig sidder Lazarus. Eller den gamle Lazarus som de kalder ham. Han er født i 1922 - det er lidt usædvanligt, at han ved det. Men det gør han, så han bliver 93 her i maj. Lazarus har været ansat her i Karagwe stift som en slags postbud, der har gået med post fra provst til præst og til andet godtfolk – selvfølgelig altid på gåben.  Nu er han gammel, og håber, han kan leve til efter maj så han når at blive 93. Lazarus bor i en lille landsby, må gå langt efter vand, har aldrig været gift, og har ingen børn, tjener ingen penge, og får dårlig mad.

Derfor kommer han indimellem til Elses hus i Kyerwa – her er god mad, her er nogen at snakke med, Claudia og Johanna vasker hans tøj, her er en god seng at sove i - og her er også altid nogle penge at hente. Efter nogle dage tager han hjem igen – med minibus og gående.

Her i området er der mange skæbner. Her er ingen sikkerhedsnet, som vi er vandt til i Danmark. – Svigter regnen, kan det let betyde, at nogen må sulte. Klimaforandringer har gjort, at regnen er ustabil Vi har fået alt for lidt regn i år – håber det er kommet efter at jeg er rejst hjem.

Det er en underlig verden vi lever i, hvor Lazarus på 93 må gå mange kilometer for at hente vand – medens jeg har et hus, med mange vandhanerog både koldt, varmt og kogende vand. Jeg har et køleskab fyldt med mad – og hvis det bliver tomt ligger købmanden lige om hjørnet.  Hvis ikke regnen er kommet, i rigelige mængder, så er der risiko for sult i Karagwe.  Det er mindre end 10 timers flyvetur fra Danmark.  –De er mennesker som os! Men har ikke de samme muligheder som os.

Tak for tre fantastiske, men også meget tankevækkende, måneder i Tanzania.

Kærlig hilsen Bodil                    

Kan tro flytte bjerge?

Det er titlen på en bog, som Edith Aller er ved at skrive. Jeg glæder mig til at læse den.

I går var vi med til en mindehøjtidelighed for hendes mand Aksel Bjørn Aller. Han blev skudt d. 22. marts 1994, medens han udførte humanitært arbejde for flygtninge. Edith Aller solgte sommerhuset og inviterede 7 børnebørn en tur til Tanzania, for at markere 20 års dagen.

Vi kørte tidligt hjemmefra. Bilen var fyldt med mennesker. Præsten skulle til møde i Nkwenda – og tre skulle til hospitalet i Lukajanga – og så var Else og jeg også med. Vi skulle med til mindehøjtideligheden. Vi skulle møde ved et kors på en øde vej - ikke så langt fra Bukoba.

Første stop var Karagwe stift. Her er kontorer, og biskoppen bor i et hus lige ved siden af stiftets bygninger. Vi hilste både på biskoppen og generalsekretæren – var et smut omkring banken – og i en isbutik - med nogle meget, meget lækre is.

Middagsmaden blev indtaget hos Anne og Brighton samt deres fire børn. Derefter kørte Else, Brighton, Anne og jeg af sted for at deltage i mindehøjtideligheden. - En tur med forhindringer – på vejen lå pludselig to store lastbiler - på tværs – og en lang stribe lastbiler holdt i kø. Vi måtte over marker – gennem bananplantager – over grøfter og gennem mudder, inden vi nåede ud på den anden side af uheldet – godt vi kører i en kraftig firhjulstrækker, og har en erfaren chauffør. Så kørte og kørte vi – langt – meget længere end vi havde regnet med. Endelig nåede vi korset, hvor Aksel Aller var blevet skudt, og hvor mindehøjtideligheden skulle være.  En lidt anderledes forsamling - 15 hvide -, og en håndfuld sorte mennesker – samt to maskinpistolbevæbnede vagter. Der blev holdt en kort højtidelighed.

 

Vi sang to salmer, Brighton – som er præst – holdt en tale, og et af børnebørnene spillede tapto på trompet som afslutning. Edith Aller og nogle af børnebørnene talte, og der blev taget billeder. Så startede hjemturen. Der var heldigvis blevet lavet plads, så vi kunne komme forbi lastbilerne.  Vi satte Anne og Brighton af, hvorefter turen fortsatte, i mørket, efter Kyerwa.  Pludselig kom der en mærkelig lyd fra bilen – vi var punkteret – det er 5. gang, medens jeg er her i Kyerwa. – Nu holdt vi – to gamle damer på en mørk vej med et punkteret hjul. Hjulet lå nederst, under 100 salmebøger, sække med kartofler og mange meter pigtråd – ud kom tingene, og ud kom hjulet – og dunkraften!

Heldigvis stoppede en motorcykel for at hjælpe os. Uheldigvis var dunkraften, som Else lige havde købt den samme dag - ikke lang nok!!  Det gav store problemer. Efterhånden var tre mænd og en kvinde standset for at hjælpe os, og efter lidt tid kunne turen fortsætte – på det hjul som vi ikke havde nået at skifte, siden det sidst var blevet repareret.

På trods af problemer og uheld, var det en rigtig god dag og en rigtig fin mindehøjtidelighed for en mand, for hvem det kostede livet at arbejde med humanitært arbejde blandt flygtninge.

 

Jeg vil slutte med en tekst fra mindehøjtideligheden – den står hos Esajas 21, 14—15

I, der bor i Themas land,
Bring vand ud til de tørstende,
Gå flygtningene i møde med brød!
De er flygtet for sværdet, for det dragne sværd
Og den spændte bue, for krigens tunge byrde.

Ja, jeg tror på, at tro kan flytte bjerge!

Mange kærlige hilsner - og rigtig glædelig påske fra Bodil