skip to main |
skip to sidebar
Nu sidder de i læ for sol, regn og blæst i et hus,
men stadig
på gulvet – det kan de nemlig bedst lide. De samarbejder gennem business to
business – fremstiller bl.a. de mest fantastiske tæpper, af strimler, af stof,
fra de tøjstykker som kvinderne bruger som en slags slå om nederdele. Jeg håber
meget, at der en dag ligger sådan et tæppe på mit gulv – man kan også købe dem
i Danmark – det vil jeg forsøge. Hvis jeg får fat i et, så er i vedkomne til at
besøge mig - jeg giver kaffe. Og nej, billedet er ikke fra fabrikken - men jeg får snart billeder fra besøget. Mit kamera gik i stykker midt i rejsen - jeg får nogle af de andres billeder - snart.
Vi har også besøgt et plejehjem. Det er ikke almindeligt at
komme på plejehjem i Mozambique. Her passer familierne selv deres gamle. Men
enkelte er uden familie, og så kan de bo på plejehjemmet. Det var dejligt at
besøge de gamle. Først dansede de en afrikansk dans for os. Så fortalte de lidt
om sig selv, og endelig var der rundvisning på hjemmet. De gamle bor i hver sin
hytte, pænt indrettet med senge og madrasser, nogle har skabe og kommoder – alt
i alt et godt hjem, med pæne boliger og mad hver dag.
På WutomiAgri går det godt, grisestien er næsten færdig,
skiltet er klar til at hænge op, marmeladen er kogt, og vi strikker for sidste
gang på mandag – vi er inviteret hjem til Mimi. Jeg glæder mig.
I dag - lørdag - er fridag. Vi kørte til stranden – og
hvilken strand. Hvidt sand og palmer.
En båd sejlede os ud til en næsten
uberørt strand. Sandet var næsten som at træde i nyfalden sne – helt uberørt –
det var skønt. Vi drak vores medbragte kaffe og badede – og brugte masser af
tid på bare at holde fri. På vej hjem købte vi honning. Søndag er gudstjenestedag- Vi er til en meget festlig og afrikansk gudstjeneste i Circumbane - der er både sang, dans og strikning.
Mandag er der afsked med WutomiAgri og deres medarbejdere. Og så går turen igen hjemad.
Gudstjenesten afsluttedes med en dejlig frokost. Gad vide om jeg nogensinde lærer at sidde ordentlig på en stol!
Mange kærlige hilsner Bodil.
Vi kørte langt, langt ud på landet. Hytter med græs på taget,
flettede hønsehuse, høns og kyllinger i vejgrøften på de røde sandveje. Vi er
på vej til en af landbrugsskolen WutomiAgris tidligere elever.
Vi bliver
modtaget af hele familien, og får lov til selv at gå rundt på gårdspladsen, og
kikke ind i alle husene. Her er mange spændende ting. Huse til beboelse, huse
til at koge mad i, flettede huse til at holde høns i – selv om hønsene og
kyllingerne oftest løber rundt på gårdspladsen.
Flettede huse med toilet (hul i
jorden) og bad (spand med vand), og desuden et destilleri hvor man laver
brændevin af mangofrugter – det smagte udmærket – men ikke ligefrem fantastisk.
Vi får frokost på bondegården. Ris og xima (som er en meget
stiv majsgrød, som folk i Mozambique spiser meget i det daglige), samt stegt
kød fra gris.
Midt i frokosten som spises udendørs, vælter regnen ned.
Gårdspladsen omdannes på få øjeblikke til en stor sø. Da regnen stopper, er vi
parate til at tage af sted.
Vi følges til dørs af familien, som synger og
danser for os. Især er familiens bedstemor aktiv. Eftermiddagskaffen drikkes
på vej til en ny familie.
Vi spiser aftensmad i et stort og flot hus – men
huset er ikke færdigt, vi sidder i et rum som engang vil blive en flot, men nu
er et tomt, lidt uhyggeligt, rum.
Efter en god, og tiltrængt, nats søvn besøger vi igen
landbrugsskolen WutomiAgri.
Vi skal strikke. Kvinderne kommer nærmest præcist –
og der er sket noget siden vi sidst sad i skyggen under træet. Kan man
forestille sig noget mere fantastisk end at sidde i skyggen af et stort træ, 12
kvinder - 6 fra Danmark og 6 fra Mozambique – snakkende 4 forskellige sprog,
syngende nogle at de sange, som vi og de kan udenad.
Det er en dejlig oplevelse
– jeg kunne fortsætte i dagevis. I morgen, onsdag, er der 48 års bryllupsdag på
holdet. Det fejrede vi allerede i dag med lækker mad til frokost, rejer, pomfritter,
ris og salat.