Lykken er at sidde under et skyggefuldt træ - snakke , synge og strikke.

Vi kørte langt, langt ud på landet. Hytter med græs på taget, flettede hønsehuse, høns og kyllinger i vejgrøften på de røde sandveje. Vi er på vej til en af landbrugsskolen WutomiAgris tidligere elever.
Vi bliver modtaget af hele familien, og får lov til selv at gå rundt på gårdspladsen, og kikke ind i alle husene. Her er mange spændende ting. Huse til beboelse, huse til at koge mad i, flettede huse til at holde høns i – selv om hønsene og kyllingerne oftest løber rundt på gårdspladsen.

Flettede huse med toilet (hul i jorden) og bad (spand med vand), og desuden et destilleri hvor man laver brændevin af mangofrugter – det smagte udmærket – men ikke ligefrem fantastisk.

 Vi får frokost på bondegården. Ris og xima (som er en meget stiv majsgrød, som folk i Mozambique spiser meget i det daglige), samt stegt kød fra gris.

Midt i frokosten som spises udendørs, vælter regnen ned. Gårdspladsen omdannes på få øjeblikke til en stor sø. Da regnen stopper, er vi parate til at tage af sted.

Vi følges til dørs af familien, som synger og danser for os. Især er familiens bedstemor aktiv. Eftermiddagskaffen drikkes på vej til en ny familie.

Vi spiser aftensmad i et stort og flot hus – men huset er ikke færdigt, vi sidder i et rum som engang vil blive en flot, men nu er et tomt, lidt uhyggeligt, rum.

Efter en god, og tiltrængt, nats søvn besøger vi igen landbrugsskolen WutomiAgri.
Vi skal strikke. Kvinderne kommer nærmest præcist – og der er sket noget siden vi sidst sad i skyggen under træet. Kan man forestille sig noget mere fantastisk end at sidde i skyggen af et stort træ, 12 kvinder - 6 fra Danmark og 6 fra Mozambique – snakkende 4 forskellige sprog, syngende nogle at de sange, som vi og de kan udenad.

Det er en dejlig oplevelse – jeg kunne fortsætte i dagevis. I morgen, onsdag, er der 48 års bryllupsdag på holdet. Det fejrede vi allerede i dag med lækker mad til frokost, rejer, pomfritter, ris og salat.