Quo hvad? Quo Vadis!

Quo Vadis er latin og betyder hvor går du hen. – Livet er en rejse – hvor er du på vej hen?  Nu har jeg skrevet Quo Vadis et utal af gange, uden at forklare noget som helst.

hovedindgangen

Her er lågen som jeg går gennem flere gange om dagen – hvis jeg ellers ikke lige smutter ind af bagdøren –

bagindgangen

 de er slemme til at glemme at åbne bagdøren, og så må jeg udenom. (højst 100 skridt ekstra!) En smuk indgang til et flot område med palmer, krukker med planter, lotusblomster og velholdt beplantning, rent og pænt.

Vagten

Det første man ser, er to magelige lænestole, det er oftest her jeg sidder når jeg sender mails, eller lægger min blog på nettet. Ved siden af er der en reception, det er Vimalas arbejdsplads. Gå med længere ind.

 Her møder vi den lille røde hytte som var den første bygning på Quo Vadis – arkitekten som byggede resten af centret mente at det var synd at rive den ned. Det er jeg helt enig med ham i. Det er en helt utrolig smuk og unik hytte. Her kan man gå ind for at finde stilhed, og ro, der brænder altid en flamme herinde – teoretisk set altså – i praksis er det oftest noget andet.

 

På taget er der en rod, som blomsterne dog helt har dækket. Herinde holdes der meditation hver søndag aften, eller man kan bare gå herind og sidde lidt og tænke. 

Udenfor stod der engang et træ, og det måtte man jo lave noget ud af, da det skulle fældes. 

 Foran hytten er der et bassin med de smukkeste lotusblomster, og bænke til dialog. Gå med videre frem så kommer vi til cafeen. Et dejligt sted, bygget som en indisk mantapam. 

 Her serveres hver dag virkelig veltillavet mad – for ca. 3,5 danske kroner får man en stor portion ris og 5 forskellige skåle med vegetariske retter, grøntsager, curry, daal samt pappadams – tynde sprøde brød, næsten som kæmpestore chips, og alt det drikkevand man vil have (husk her kan man ikke drikke vandet fra vandhanen). Et virkelig godt måltid.

 Ovenpå cafeen er det tag, hvor jeg har siddet og tænkt, medens jeg har set på dette specielle billede af Jesus der mediterer. Lige ved bagdøren er køkkenet hvor den dygtige kok og hans medhjælpere arbejder.
Tilbage igen ved indgangen kan vi gå op på første sal, her er chefens kontor, og i forkontoret  er det specielle bord med en rod nedenunder – på Quo Vadis skal man ikke glemme sine rødder – bordpladen er en glasplade- her er det ikke muligt at gemme noget under bordet, alt er synligt, her er ingen skjulte dagsordner.  Bemærk også at bordet er rundt, der er ingen der sidder for bordenden og bestemmer. Her i Indien kan der godt være lidt forskel mellem teori og praksis – fuldstændig som i Danmark. Se også de gamle flotte stole, dem har tidligere danske missionærer siddet i.

Lige overfor er biblioteket – her er man lige nu ved at afprøve på hvor mange måder man kan stille godt 2000 bøger – det bliver et enormt tal – nej det er selvfølgelig noget sludder. Biblioteket er bare et stort rod, og det er ærgerligt, det ville være dejligt med et lille velordnet bibliotek.

Øverst oppe er der en dejlig tagterrasse med udsigt til byen og det hellige bjerg.

Man kan ikke se templet derfra så det er man nødt til at gå ind og se. Jeg var der i dag - igen, ærgerligt at man ikke må tage billeder inde i templet. Jeg kom til det alligevel, jeg taler jo ikke tamil og hvis de spørger på engelsk er jeg bange for, at jeg ikke helt har forstået, at jeg ikke må fotografere. Så her er nogle få billeder. Elefanten som velsigner folk. Bemærk de tre vandrette streger i panden – det betyder at den tilslutter sig Shiva.

Og så et par billeder fra tempelgården, med bjerget i baggrunden. Og så ikke flere! Der var fuld af store børn i templet i dag, teenagere, i deres stiveste puds, sammen med far, mor og andet familie. Jeg snakkede med flere af dem, de store børn er generelt rimelige til engelsk.  De skulle i templet og så ud at spise, med familien bagefter. Jeg forstår desværre ikke altid hvad jeg ser og hører. Jeg fornemmer mest jeg var til et ritual der kan sammenlignes med vores konfirmation. Da jeg senere skulle finde et sted at spise var restauranten fyldt med glade familier. Jeg fandt dog et lille bord sammen med en anden gammel kone. Vi kunne ikke snakke sammen med ord, men med fingrene gik det helt fint. Vi spiste begge thali - altså ris og tilbehør i små skåle - med fingrene, samtidig med at vi fægtede med de samme fingre i luften for at forstå hinanden. Supersjovt.

Så kærlig hilsen, til jer derhjemme, her fra Tiruvannamalai.

Bodil

Fuglesang, røde fløjlsbiller og smukke skove.

– eller - 

Øv, for min dårlige kondi.

Tiruvannamalai er en dejlig, men også støjende by. Forleden var vi fire danskere der gik rundt om bjerget Arunachala  - på den indre vej -  Billeder?  Nej desværre, det var en pludselig indskydelse, at vi gik, jeg havde ikke mit kamera med. Jeg håber at gå turen engang i lidt langsommere tempo, så skal I bare se.

Vi vandrede ca. 10 km. gennem græs over klipper og gennem skyggefulde lunde, et sted var der en kunstner der havde anbragt sten med billeder af de dyr der lever på bjerget.  Da jeg var på bjerget sidste gang så jeg en stor slange, den var nok 2 meter lang og temmelig tyk. Og nej det er ikke den lille fyr der er på billedet her

jeg blev forskrækket - stod stille lang tid - indtil den var væk, tænkte slet ikke på at fotografere. Vi blev enige om, at det var en rottesnog, så er den ufarlig. SKØNT! Så tør jeg godt gå på bjerget igen. Videre så vi små røde biller med fløjelsryg, større biller sorte med hvide prikker, køer der pludselig spærrede vejen, blomster og træer plantet på række. Vi gik gennem et pas, smukt, smukt!

Vi kravlede over klipper mellem træer og buske, og her gik det lidt for meget opad til min kondition, de andre måtte holde en pause  for at få mig med.  Det var en rigtig smuk tur, jeg vil gå den igen snart.

Om aftenen fik vi besøg af en stor gruppe amerikanere. Det er et college, hvor man tager et semester ud - dvs. 5 måneder – og rejser verden rundt, opholder sig bl.a. en måned i Indien, og altså 2 dage på Quo Vadis.

I aftes var vi til ”Dine and dialog” Vi blev kørt til et stort hotel, her var der sat borde op til spisning og gjort klar til lejrbål. Vi satte os ved bordene i blandede grupper.  Godt med spejdervand og der kom ild i bålet.  Vi fik besøg af en gruppe indere med trommer. Jeg har set dem før, de er rigtig dygtige.

Amerikanerne og de studerende underholdt også, maden var god, så det blev en vellykket aften.  Det er ikke så let med dialog når der kører en god underholdning. Ved mit bord fik vi hovedsagelig styr på forskellen på vejret i Wisconsin og Danmark og var helt enig om, at der bare er så varmt i Indien.

Nu skal jeg jo desværre snart flytte ud af mit rigtig indiske hus. I dag har jeg snakket med JP om hvor jeg skal flytte hen – jeg har fortalt ham,  at jeg nyder at bo i huset. Hvornår får jeg igen lov til at bo i et rigtig indisk hus? Hvis han kunne finde et lille værelse til mig med de samme kvaliteter såååååå. Men OK, kan han ikke det, så flytter jeg på Quo Vadis, der har de to værelser jeg kan vælge mellem. The Nest eller Lebanon, i den anden del af byen, der har jeg ikke så meget lyst til at bo, det er for langt væk.

Det regner i dag, det startede lige over middag, så jeg nåede lige en tur i byen og i Ramna Asram her til morgen og formiddag, ellers her jeg mest lavet ingenting resten af dagen – dvs. læst, og skrevet lidt. Nu vil jeg gå på Quo Vadis og læse mails, og så finde et sted at få noget at spise i aften.

Kærlig hilsen til jer der læser med – og tak for de kommentarer som jeg får på min mail. Det er enormt hyggeligt at høre fra jer.

Bodil

Jeg har været på besøg i Kattukoil i dag.

 - Gode dage starter stadig tidligt om morgenen! - Jeg mødte 7,30 på Quo Vadis, helt samme tid som chaufføren som skulle køre bussen – han skulle altså bare lige i bad først.– Klokken blev omkring 7,50 bussen fik et skub, motoren gik i gang, vi var på vej til Lebanon. Her mødte vi de studerende, de skulle også lige være færdige til at tage af sted, og have deres morgenmad, ville jeg med og have morgenmad en gang til? Nej tak, havregrynene fyldte stadig fint i maven. Vi kom af sted, bussen var på indisk vis fyldt til langt over sidste plads. Jeg tror der var sæder til 14 men vi var 21 i bussen.  Heldigvis er der ikke så langt til Kattukoil. Kattukoil er en katolsk vejside alter.

Der var en gudstjeneste i gang, der blev tændt mængder af lys, der blev lavet masser af mad, der blev pumpet vand, hængt takkebreve op for f.eks. børnefødsler eller bryllup, sovet, spist, handlet og alt mulig andet.

 – Pludselig begyndte det at regne, hurtigt ind i bussen, og vi kørte af sted for at se stedets hovedkirke - indendørs.

Tilbage igen, i tørvejr,  var der dialog med den katolske præst. 

 Jeg fik en ekstra dialog med en af de studerende – han spurgte mig hvor meget jeg egentlig forstod af den indisk kultur jeg så her. Jeg måtte sige: ”Ikke ret meget” Så forklarede han mig om stedet, om de hinduer der kom til stedet, for at hænge en tak op for at spise, for at mødes og være sammen.

De er enormt søde de studerende, jeg får rigtig meget ekstra at vide – ting som er helt naturligt for dem, men helt fremmede for mig.  Det kan de godt gennemskue.

Og nu skal du, der læser med her også have lidt ekstra at vide: Gennem århundreder har der ikke eksisteret nogen dialog mellem de forskellige religioner. Tværtimod kan man sige. Religionerne har ignoreret hinanden, der har været talrige konflikter og krige – også i Guds navn. Ja, det finder i høj grad stadig sted den dag i dag - desværre.  I forbindelse med 2. Vatikanerkoncil (1962-1965) tilskyndes katolikker til at skabe positive relationer til tilhængerne af jordens andre religioner, det kan f.eks. gøres med dialog, venskab, respekt og samarbejde. Man anerkender at der også findes sandheder i andre religioner.  Den katolske kirke har haft stor succes med det, og er langt foran vores lutherske kirke i forhold til interreligiøs dialog.

Dagen her i kattukoil sluttede forholdsvis brat, da det igen pludselig begyndte at styrtregne, vi skyndte os til busserne og kørte mod Tiruvannamalai – Nå ja, en tepause fik vi tid til. Da vi ankom til Tiruvannamalai var regnen ophørt, vi kørte til Lebanon hvor de studerende bor, og holdt hvilepause. Jeg gik en tur i marken så på planter og dyr, men blev hentet – sådan en som mig kan man virkelig ikke have til at rende rundt ude i markerne – det var venlig ment, man ville gerne tilbyde en stol, og også gerne snakke med mig, men det er somme tider lidt irriterende, at man ikke kan få lov til at snuse lidt rundt, uden at nogen absolut vil hjælpe – tage sig af – tage hensyn til.

Jo, jeg er her stadig.

Dagen sluttede på et asram – Jeg har ikke været der før, og jeg kendte det ikke, fik kun navnet på tamil. - Vi fik et langt og spændende indlæg fra en munk. Desværre havde han meget indisk accent, og regnen var vendt tilbage, den trommede kraftigt på bliktaget, så selv om jeg gjorde mig stor umage, så fik jeg langt fra fat i alt. Fik dog fat i enkelte spændende facts.  Har senere hørt, at der også er en rigtig "spændende" skandalehistorie knyttet til det asram. De studerende grinede rigtig meget da vi kørte derfra. Vi middagsmad bestående af ris og nogle forskellige  småretter af carry-sovs, daal, grøntsager – alt serveret på et metalfad, og spist med fingrene.

De studerende har været i Ramsuratkumar Asram, der har jeg været mange gange, så jeg hoppede over. I aften var der vist undervisning på taget, det opdagede jeg for sent – jeg tror også jeg havde fået nok oplevelser og informationer for i dag.

Sidder i min lækre bambusstol i mit hus. Rundt om huset bulder og brager det som om det var nytårsaften – det er diwali (vistnok engelsk stavemåde) en fire dages lysfest med nyt tøj, gaver, fyrværkeri, olielamper m.v.

Jeg plejer at slutte med en blomst, men i dag skal I have noget andet. Se lige vores bus!

og forruden.

Hvorfor skulle man så overhovedet overveje at gøre noget ved bussen?

Kærlig hilsen til jeg der læste med og nåede så langt.

Bodil