De myrer har en god karma.

De sidste par dage har vi været i Pondicherry. En ”lille” by ved den Indiske østkyst.

Vi startede et meget specielt sted – Auroville 10 km. nord for Pondicherry. På jord fra 124 lande byggede man i 1968 en landsby. Her bor der i dag 1800 mennesker. Vi mødes ved indgangen med tyske Ingrid – hun har boet her i mange år. Hun fortæller lidt om stedet. Landsbyen blev grundlagt at The Mother – en fransk kunstner. Her var det meningen, at folk skulle leve i fred og harmoni, leve af håndværk, landbrug, alternativ teknologi m.v. Husene er flotte, alt er velordnet – her er rent.

Ingrid fortæller, at hvis man kommer til stedet og har lyst til at bo her, så skal man vurderes af fællesskabet efter et år – 2/3 af beboerne er vesterlændinge – jeg kunne ikke lade være med at se, at der er hegn omkring landsbyen - solidt hegn. Et spørgsmål til Ingrid – hvad lever du af. Hun tog sig af gadehunde, men hun kunne kun leve og overleve i Auroville fordi hun havde en tysk pension. En tysk pension rækker rigtig langt her i Indien. Lige som Aurovill er jeg rigtig 68´er – blev 20 år i 68 – har en tendens til at sætte spørgsmålstegn ved alting. Jeg synes egentlig ikke så godt om tanken – et fællesskab hvor der ikke er plads til alle - et fællesskab for de stærke. Turister er ikke direkte ønskede, men her er både restaurant og butikker som man kan handle i. 

Så tager vi af sted for at finde vores overnatningssted. Skønt sted, høje palmer, lyden af høje bølger. Overnatning i stråhytter på 1. sal med udsigt over havet. Desværre er der vist ikke plads i stråhytterne, så jeg kommer til at overnatte i bestyrerens dagligstue – lige midt mellem akvariet og fjernsynet – specielt, og spændende.  Det viser sig efter lidt trykken på en fjernbetjening, at fjernsynet godt kan slukkes. Men fiskene skal have ilt -grrrrrpppppppppppgrrrrrr host host  grrrrrrrpppp………. hele natten –nå, jeg er god til at sove, så problemet er ikke så stort. På 1. sal er der en terrasse med udsigt over havet. Det er fantastisk at sidde og kikke ud over havet i mørket. Indien er fantastisk, foruroligende, forvirrende, der er nok at ting at tænke over, og forsøge at få sat på plads.

I dag (torsdag) har jeg været i Aurovilles åndelige hjerte. Matrimandir en flot, flot bygning, en stor gylden golfbold. Indeni er den af hvidt marmor, og med tykke hvide tæpper på gulvene. Øverst oppe et der et interreligiøst meditationsrum. Der er en lysstråle som kommer ind i rummet og rammer et meget stort krystal, det er smukt. Jeg bruger mange overvejelser på at finde ud af, hvad jeg selv mener om de ting jeg oplever.

Hun er også en del af Indiens virkelighed. En kvinde på min egen alder, men med så helt anderledes muligheder.

Fredag skal vi hjem, jeg kører med Quo Vadis teamet, vi er mange i bilen, men det er hyggeligt. Her i Indien er der skorpioner og slanger, men det farligste er trafikken.

Vel hjemme i mit hus kan jeg se, at der er usædvanlig mange myrer.

Vi var i templet for et par dage siden, helt inde i det allerinderste, og -helligste. Der fik vi blomsterkranse, billeder at Shiva, samt nogle specielle småkager – alt sammen helt særligt og velsignet. Da jeg kom hjem i dag var myrerne ved at spise småkagerne – det må deres karma have godt af. De bliver nok født som køer i deres næste liv. Nej, spøg til side! Jeg har også været i templet, det var en voldsom og foruroligende oplevelse, jeg er ikke parat til at skrive om det endnu – men det kommer.         

Kærligste hilsner

Bodil