Den dag jeg blev bortført

Eller – Nu stiger kunsten.

Søndag er kirkedag, aftalen er hel klar, jeg skal besøge en kirke sammen med Andreas som er dansk volontør i Indien. Jeg skal være på Quo Vadis kl. 8.  Som fuldblodsdansker kommer jeg kl. 7,58

Der står en person klar til at hente mig, jeg bliver straks puttet ind i en bil, kørt til et samlingssted, og derfra i en anden bil kørt til en kirke. Fin gudstjeneste, 3 salmer jeg kan synge med på - på dansk - jeg kan dem udenad! Vi følger helt den danske liturgi, dog er oblaterne, for sådan nogle er der også, ikke lavet på diakonissestiftelsen – det er tydeligt. Det problem kunne vel forholdsvis let rettes.

Efter gudstjenesten er der søndagsskole – kan jeg fortælle en historie? Ja, jeg kender en om et bjerg, meget passende, og nogle termitter – men jeg kan ikke huske hvad termitter hedder på engelsk, så historien kommer til at handle om nogle myrer i et bjerg. De takker pænt.

Godt hjemme ringer min telefon, hvor har jeg været i formiddag? Har jeg overhovedet været i kirke? Helt i overensstemmelse med sandheden siger jeg – ja! – Men tilføjer dog ikke hvor jeg har været. Et øjeblik efter får jeg spørgsmålet - hvor? Det ved jeg faktisk ikke.  - - - -Jeg skulle have været et andet sted!! – Utroligt, at man bortfører gamle koner, for at få dem med til sin egen gudstjeneste. Jeg bliver aldrig færdig med at undres.

I aften skal vi ud og se indisk kultur. Vi skal mødes kl. 5.30 p.m. Vi er mange - 20 tyske unge i en gruppe, og mindst lige så mange indere i forskellig alder. Hvor er det dejligt med så mange frivillige, indiske unge. Glæder mig til at vandre rundt om bjerget sammen med dem når det bliver fuldmåne.  Vi kører af sted – Indien time - 6.30 p.m. Indien time – betyder, at vi er mellem 30 minutter og 1,5 time forsinket. Vi kører og kører, holder en pause for at spise og kører så igen. Jeg tror de Indiske kører-/ hviletidsbestemmelser er meget skrappe, vi holder i hvert fald mange tepauser. Kl. 11,30 p.m. er vi fremme! Her er en scene, hvor der foregår nogle meget voldsomme optrin, de slår hele tiden hinanden ihjel. Foran er der nogle jordmarken med mange sten, her kan publikum sidde. Jeg spørger en af tamilerne hvad der foregår, men får at vide, at det er vanskeligt at forklare, og at det alligevel snart er slut. Sååå deeet.

Bagefter kommer der nogle unge, som spiller trommer. Der er flot, kræver ingen sprogkundskaber. Helt suverænt!! Så kommer der skyggeteater, sjove figurer, men igen taler de et sprog jeg ikke forstår, og så slår de også hele tiden hinanden ihjel – der er selvfølgelig mange mennesker i Indien, men alligevel. Klokken er blevet 2,30 a.m. vi har været her i 3 timer, de fleste vil gerne hjem. Vi går som det sidste over, og ser skolen hvor de unge lærer at være kunstnere.

Vi aftaler, at dem der vil hjem går til busserne nu, og bliver kørt hjem nu, resten venter en time og ser skuespillet færdigt, og bliver så kørt hjem. De fleste går til busserne. Der venter de en time, indtil vi alle samlet kører hjem. (vi er i tre busser)

Vi har det fantastisk hernede – men en tur på næsten 12 timer i en meget gammel bus, en rigtig indisk bus, for at se noget som vi ikke forstår, er måske lidt rigeligt. Og en gudstjeneste som i Danmark - men på tamil – jeg er målløs – (dog ikke i ordets egentlige betydning!) Så hvis der fornemmes en anelse ironi, så er den god nok.

Kærligste hilsner Bodil