Besøg hos børnearbejdere

Jeg er træt i aften. Har været på besøg i en klasse for børnearbejdere. Man oplever mange ting som turist i Sydindien. Det var på alle måder en anderledes oplevelse.

Quo Vadis´ store bil kørte mig til skolen. Først var vi ude at hente en lærerinde til en anden skole og køre hende på arbejde, og så gik turen til den skole hvor klassen for børnearbejder var - Danish Mission school. Mange dyt foran en lukket låge! Jeg kan sandelig ikke gå de 5 meter fra gaden til kontoret. (Ironi)

Jeg skal se hvad to danske volontører Laura og Christine arbejder med til dagligt. 10 vilde drenge bliver anbragt på gulvet på måtter, og så går morgenbønnen i gang, derefter morgengymnastik. Derefter er der matematik, det er volontørerne der underviser. Det drejer sig om tal i almindelighed, og areal i særdeleshed. Jeg sidder i lang tid på gulvet sammen med en lille fyr og tæller tern i et kvadrat, han kan tælle til ti, og et kvadrat på 7x7 kræver at man kan tælle til 49. Så vi tæller og skriver tal. Drengen er en rigtig sød og charmerende lille fyr, jeg får senere at vide, at han og hans bror har mistet deres far, og derfor var nød til at skulle arbejde, nu går de i skole, sover og spiser her – håber meget de får et godt liv. Der er meget forskel på både drengenes alder og standpunkt, fortæller volontørerne mig.

Efter matematik er der fri leg - i omkring 3 timer – vi spiller forskellige spil, løber rundt på gulvet, afprøver volontørernes og mit kamera, og de spil der er i telefonerne, råber meget højt, og en masse andet. – Omkring kl. 14 bliver middagen serveret. Indere spiser bjerge af ris, hertil daal, og nogle kogte krydrede grøntsager. Glimrende måltid, der er mange grøntsager i dag, samt et kogt æg.

Efter middagen er det meningen at vi skal have aktuelle nyheder og derefter naturvidenskab, men tegnepapiret bliver hentet frem og der blev forsøgt at kalkere fra diverse bøger. Vi voksne skal tegne, for børnene, og derefter farvelægge, medens de ser på, mener børnene.  Som gammel formningslærer er jeg en smule overrasket, og slet ikke villig til at tegne og male for børnene. Til sidst havde vi musik. Her er volontørerne på igen. Der blev klappet takter, og der blev sunget og klappet, If you are happy and you knew it clap your hands….. både på engelsk og på tamil. Til sidst får børnene lov at prøve volontørernes guitar – en stor oplevelse.

Jeg synes det er vigtigt at få børnearbejderne til at gå i skole. Det kan godt være at de stadig arbejder en gang i mellem, det har familierne sikkert stor behov for. Her på skolen kan de lære at læse, regne, skrive og lidt andet, og senere kan de lære et håndværk og klare sig i det indiske samfund – det er rigtig godt.

Hatten af for de volontører, de gjorde en formidabel indsats den dag jeg besøgte skolen – de var fantastiske. Det var den faste lærerinde desværre …….

Se lige det lille søde, og fromme, billede som Laura har tegnet til børnene:

Sidder en aften hjemme i mit hus og skriver, lige overfor ligger der en lille kiosk, der er de ved at svejse et eller andet. Det blinker voldsomt i lyset i mit hus, håber det holder. Nu går jeg ud og laver aftenskaffen hvis strømmen skulle gå.

Kærlig hilsen til alle, og tak for en fantastisk oplevelse til Christina og Laura.

Bodil

Om myggebalsam, aske og en masse andet.

Har snakket med JP`s kone om forskelligt (JP er lederen af centeret Quo Vadis). Hun er lige kommet hjem efter en rejse til Danmark. Jeg tror hun har fået en oplevelse, der ikke er mindre end den, jeg regner med at få.

Vi snakkede om løst og fast – myggebalsam er bedre i Indien end i Danmark, og ja, når jeg smører med den myggebalsam som hun gav mig, så er der ikke en myg der kommer mig nær - gad vide hvad den indeholder.

Vi snakkede også om kvinders og mænds forhold i Indien. Jeg tror ikke det er let at være kvinde i Indien, kvinderne tager alt det hårde arbejde. På en tur omkring tempelet så jeg et byggeri. Der skulle flyttes sten blandet med sand og cement, tror jeg. To kvinder og to mænd arbejdede der. I den ene ende der hvor materialet skulle samles op stod der en mand han pegede på dyngen, kvinden samlede det op i et stålfad, tog det på hovedet og bar det derhen hvor det skulle, der stod den anden mand, han pegede og hun læssede af og gik tilbage efter mere. De to kvinder slæbte, og mændene pegede. Jeg har hørt at kvinderne sandsynligvis fik 200 rupis om dagen, og mændene 300 rupis. Og her arbejder man hele dagen, måske lige bortset fra den allervarmeste tid om middagen, ikke noget med 37 timer.

 

I går var jeg igen på besøg i Ramana Asram og fik noget at vide. Et asram er som et kloster. Her, på bjerget, har Guruen Ramana og hans mor boet, eller gør det faktisk endnu – de er bare ude af legemet. Man kan se Ramanas ret spartanske stue, nu sidder der en skulptur i sengen. Her foregår daglige oplæsninger og pujaer, og her kommer mange mennesker. Her er også en stor boghandel, spisesal, bitte små soverum m.v. Derefter var vi henne i et andet asram for at spise indisk morgenmad.

I dag gik jeg så igen hen for at kikke på det asram hvor vi spiste morgenmad.

Satte skoene og gik ind. Lutter smil og venlighed, flot sted. Kom ind i en stor meditationshal, her var mange statuer af guruer på rad og række, jeg kikkede nysgerrigt.   Så kom der en mand, han fangede mig hurtigt, jeg skulle sætte aske i panden, åbne munden, hvorefter han hældte masser af aske i munden på mig. Derefter kom han med en måtte som han lagde på gulvet, viste mig hvordan jeg skulle sidde – det er hårdt at sidde i skrædderstilling i ret lang tid af gangen – og så gik han. Jeg sad lang tid og så på guruerne, kunne læse hvad de hed, men kendte dem ikke.  Lidt sjovt at guruerne alle var klædt i sari, jeg tror de alle var mænd – hjemme i Danmark går præster, også de mandlige, også i kjole. Da jeg ville gå, kom han igen og forsøgte at holde på mig med masser af ord og fagter, det så ikke ud som om der skulle ske noget, men jeg satte mig lydigt på gulvet igen. Efter lidt tid gik jeg dog igen – og denne gang den anden vej – han vinkede efter mig, kom tilbage, men jeg valgte at gå. Jeg vil komme tilbage en anden dag og se hvad der sker.

Det er tirsdag middag nu, jeg sidder i caféen, her har ikke været så mange i dag, og skriver, der er ikke strøm, så computeren kan ikke ret meget mere.

Kærlig hilsen Bodil

Dagligliv i Tiruvannamalai

Jeg er gået ind af bagdøren til Quo Vadis.

Der er gang i forberedelserne i cafeen. Sætter mig på trappestenen sammen med dem der laver mad.

I dag er det noget grønt som stilkene skal tages af, i går var det hvidløg som skulle pilles. Maden er stærk, men god her i cafeen. Her er lutter smil under forberedelsen af maden, desværre taler jeg ikke tamilsk, og forstår ikke så meget.

En morgen, lørdag, startede jeg dagen med stillemeditation hos Mother of the World, Sri Siva Sakthi Ammaiyar. Hendes Asram ligger tæt ved mit hus. Vi var vel en 35-40 mennesker, næsten alle vesterlændinge, som sad stille på en pude på gulvet. En lille dame kom stille ind, gik stille rundt mellem os – smilede til os, og lavede nogle håndtegn – og gik så igen. Da jeg gik ud fik jeg et papir med mig. En dame, som hviskende hjalp mig da jeg kom, havde helt tjek på, at jeg var der for første gang. Det var et budskab til verden – handlende om klima. På grund af menneskenes karma roterer jorden hurtigere, det påvirker klimaet, heldigvis går det hovedsageligt ud over ubeboede områder! (Gad vide om der ikke skulle være enkelte som er uenige - f.eks. i Japan – Pakistan og mange andre steder.) Fra 2012 bedres situationen, og i 2022 er alt helt i orden igen. Jeg undrer mig - - - - - - hvorfor udtaler hun sig overhovedet om det?

Til frokost mødte jeg en mand fra Portugal som også var til stillemeditation, han spurgte hvad jeg følte - somme tider kunne man mærke helt specielle vibrationer. Men nej, ikke for mig, ikke lige i dag!

Senere gik jeg selv rundt på Ramana Asram, her var igen temmelig mange vesterlændinge. Det var nu en tamilsk familie jeg fik kontakt til. Far, to sønner, to svigerdøtre, og nogle børnebørn. De var på udflugt. Der skulle tages fotografier, ville jeg ikke godt være med på deres familiefotografi – hvor mange børn havde jeg? – ingen? – ikke gift?– jamn´ hvordan kan en kvinde da klare sig uden en mand?? Alle jer der kan læse dette, altså læse dansk, kender godt svaret.

Senere var jeg også til ofring i Asrammet. Der var mange mennesker, og de var kommet med blomster og frugt som blev givet til guderne. Guderne blev også vasket, tørret og pakket ind i stof – Jeg forstod ikke helt hvad der skete, så det må jeg prøve igen.

I dag er det søndag, og da jeg ved, at der er en del som er ansat i folkekirken derhjemme som læser med, så vil jeg fortælle om at være til gudstjeneste, i en lille skolestue lidt ude på landet. Jeg startede hjemmefra kl. 8.15 bag på en motorcykel – det er godt nok mange år siden jeg sidst har prøvet det - efter ca. 30 minutter skiftede jeg motorcykel, og kl. 8,58 ankom vi til kirken. Gudstjenesten skulle begynde kl. 9. Heftig klokkeringning. Præsten hilser venligt på mig. Efter ca. 10 minutter kommer der en præst mere, og så bliver der serveret te.

Kort efter kommer der aviser, dog ikke nogen jeg kan læse.  Omkring kl. 10,15 kommer første kirkegænger, en ung mor med to små børn.

Så bliver der serveret kiks til teen. Alle tilbydes kiks. Ny heftig klokkeringning. Petersen (det hedder han faktisk, selv om han er tamil) som kørte mig derud, trækker nu i alba, og viser sig at være præst, men fortæller, at han har overladt prædikenen til en anden. Mere klokkeringning. Folk begynder at strømme til, vi er vel ca. 10 voksne og 10 børn. Gudstjenesten går i gang, jeg forstår ikke noget - men det er utroligt hyggeligt, salmer og tekstlæsninger afløser hinanden, så meget kan jeg da forstå, og Petersen, synger messesang, det lyder ret flot.



Uden at forstå ret meget får jeg en rigtig god oplevelse denne søndag morgen.

Kærligste hilsner Bodil

Der er meget smukt i Indien.

Er det ikke rigtigt?

Tanker på et tag.

Sidder her til morgen, onsdag, på første sal på Quo Vadis, her er helt stille. - - - -OK! Stille og stille, her er masser af lyde, trafikken dytter konstant rundt om centeret, her i Tiruvannamalai bruger man hornet hele tiden. En ko brøler, nogen snakker i det fjerne. Men ellers er her stille!

Der er ikke så varmt her til morgen, og det blæser dejligt. Her hvor jeg sidder, er der en herlig duft af noget som måske er røgelse, måske duft af det træ som hytten er bygget af, men kun ganske svagt og behageligt.

Der er tid til at sidde og overveje og undres.

Og det er underligt. For to år siden besøgte jeg tre små kristne skoler i det nordlige Bangladesh. Skoler hvor lærerne er både kristne, muslimer og hinduer. Jeg blev meget betaget af de skoler. Havde rigtig meget lyst til at komme tilbage til dem, nu hvor jeg havde tid. Praktiske ting gjorde det umuligt. 

Og nu er jeg altså her – næsten samme princip, et kristent center, men med medarbejdere fra forskellig tro – et center i dialog mellem de forskellige religioner.  Her tales der om tro! Ikke for at omvende folk til kristendommen, men for at lære hinanden at kende og lære af hinanden. Det er egentlig underligt, i folkekirken, derhjemme, tales der ikke om tro. Ikke ret meget i hvert fald.  - Jo, jeg har gjort det, jeg har fået løn – som sognemedhjælper - for at gøre det. Men generelt er vi tavse, tro er noget meget privat.

Forleden dag sad jeg et par timer på en trappe ved Ramana Asram. Det er et stort Asram - tror jeg - der kom i hvert fald mange mennesker. De fleste var tamiler, men der var også mange af de der store, blege vesterlændinge, de er lette at spotte. Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvorfor kommer de der?  Lige nu har jeg ingen svar, kun spørgsmål.  Jeg forstår det ikke – i hvert fald ikke lige nu - Hvorfor finder de ikke det de søger i deres egen kultur og religion? Kan det skyldes vores tavshed?

Et jordegern leger i træet lige ved siden af mig, fascinerende, det vil jeg kikke på, så slut for nu.

Kærligste hilsner fra Bodil

Så er jeg landet i Indien.

Tiruvannamalai, en by ca. 200 km sydvest for Chennai, det er her jeg bor nu. Et lille fint Indisk hus, omgivet af en minihave, få skridt fra Quo Vadis. Hver dag kommer der en dame og tegner fine mønstre foran mit hus.

Blev hentet i Chennai lufthavn ved midnatstid. Fantastisk at nogen kører 4 timer til Chennai - og fire timer hjem igen og så om natten - for at hente mig, føler mig virkelig velkommen. Klokken var fire om natten da vi nåede mit hus. Bemærk det er mit hus – sådan opfatter jeg det i hvert tilfælde - selv om jeg stadig har vanskeligt ved at finde det.

I går morges var jeg så uforsigtig at åbne dørene til mit hus. Det var hyggeligt at sidde og kikke ud på gadens liv, samtidig med at jeg spiste morgenmad. Lige udenfor lå der en ko og tykkede drøv. Men pludselig var der et vældigt postyr i træerne, det var aber – jeg synes egentlig det var lidt eksotisk, sådan med aber i forhaven. Jeg fik at vide at jeg skulle være forsigtig, hvis de kom ind i huset, ville de pille alt i stykker – på bordet foran mig ligger der nu en slangebøsse, den kan jeg true dem med, hvis de vil ind i huset – og så må jeg måske holde døren lukker for fremtiden.

 Jeg har også været på besøg hos danskere som bor i byen, og på travetur på hovedgaden lige i den varme middagstid – så har jeg lært det, det var godt nok varmt – men også så spændende, at jeg  er sikker på at jeg  kan finde på at gøre det igen. Og ja, jeg gjorde det faktisk allerede igen i dag, mandag.

I går aftes var jeg på Quo Vadis til meditation. Vi var en stor flok. Der er en flok Indiske teologistuderende på besøg lige i øjeblikket. Sang - ledsaget af musik fra et lille orgel samt trommer, læsninger fra Koranen, fra hinduernes hellige skrifter, og fra bibelen.  Samt stilhed. En god oplevelse.

Efter meditationen var jeg ude at spise sammen med de fire unge volontører som er her. Det var hyggeligt. Vi var på en restaurant med en tagterrasse – flot udsigt over byen.

I formiddag, mandag, var jeg på besøg på et hjem for enker – det var også spændende. De dyrker markerne, og de tvinder garn, og væver ved store gamle skaftevæve. Glæder mig allerede til, at jeg kan få min skaftevæv sat op.

Tiruvannamalai er et spændende sted. Her er liv det meste af døgnet, jeg glæder mig virkeligt til at leve, bo og være her de næste måneder.  Billeder har jeg ikke taget nogen af endnu, men de kommer snart, I skal nok få nogle at se.

Der er så mange ting som man kan gå og tænke på her. Jeg er endnu ikke rigtig klar til at skrive om dem – men det kommer også.

De kærligste hilsner fra Bodil

Tiruvannamalai

Sådan hedder byen hvor jeg rejser til på lørdag. Byen ligger i det sydlige Indien - i Tamil Nadu. Her skal jeg de næste tre måneder være turist og suge til mig af oplevelser.

 I øjeblikket ved jeg selvfølgelig ikke ret meget om stedet, har aldrig været der, kun læst en masse om det. Men hvis jeg skal tro hvad jeg har læst, så bliver det meget, meget spændende.

Jeg har f.eks. læst om Quo Vadis, som er et center oprettet af Danmission og den lutherske kirke på stedet - Arcotkirken. Formålet er interreligiøs dialog med lokale hinduer, muslimer og kristne, samt med alle de vesterlændinge som kommer til Tiruvannamalai for at være der et par dage, måneder eller år.

Quo Vadis ligger midt mellem templer, asrams og klostre, og her er alle mulige religiøse tilbud.  Quo Vadis arrangerer dialoggrupper, studieture og meget andet - her er bl.a. også en cafe.

Quo Vadis er et sted hvor folk diskuterer religion med hinanden, og det er ikke kun kloge folk der diskuterer, vi er alle velkomne til at være med. Formålet med Quo Vadis er, gennem dialog, at fremme forståelse og fredelig sameksistens. Dette er skrevet 11. september på 10 årsdagen for angrebet på World Trade Center - forståelse og fredelig sameksistens er så vigtig som nogensinde.

Her er også er center for børnearbejdere – har jeg læst. Små børn kan lære at læse, regne og skrive og større børn kan f.eks. blive uddannet til snedkere eller mekanikere.

Her er ca. 70 velfungerende børneparlamenter, drevet af Arcotkirkens skoleprojekt.  Børn kan lære om deres rettigheder og om demokrati. Danmission støtter også  dette.

Endelig vil jeg nævne et arbejde, som sigter på at give kvinderne i de fattigste familier mulighed for at håndtere vanskeligheder i familien, og som også hjælper med at bekæmpe fattigdom, ved at hjælpe med at skabe en indkomst så familien kan klare sig.

Foreløbig har jeg kun læst om det. Måske er der noget som jeg ikke har forstået helt rigtig Nu glæder jeg mig meget til at se og opleve det hele.

Mange hilsner Bodil

Nu rejser jeg snart til Indien.
Dette billede er ikke fra Indien, det er fra Bangladesh. Det er et meget spændende land, og jeg håber at opleve lige så meget i Indien.