Og der skal blive lys!

Så er der trukket ledninger i konference ruet.

Rigtig elektrisk lys. Skolen har fået strøm – gennem ledninger - fra et elektricitetsværk. Indtil i dag har de kun haft solceller på taget – og det er bestemt også en god løsning, når der nu ikke er andre muligheder. Men i dag kom der altså rigtig elektrisk lys, ligesom vi alle sammen har det i Danmark.–

Lysmaster - med 220 volt.

Her hvor jeg bor, har vi godt nok stadig solceller I morges, da jeg stod op, lidt før kl. 6, ville lyset på mit værelse ikke virke. Jeg fandt en lommelygte og bevægede mig ud på badeværelset – jo du læste rigtigt, der er et  badeværelse her i huset – vestligt toilet, og en afdeling med brusere – nå ja, der er ikke vand hverken i toilettet eller i bruserne – vi er vel i Afrika – det hele klares med en kande samt nogle store tønder med vand – og det er også en udmærket løsning. Men i morges var der heller ikke lys på badeværelset. Og det var helt mørkt udenfor - så det var en meget mørk morgen. Heldigvis var der lidt lys i stuen, hvor jeg spiste morgenmad – men lyset over spisebordet virker aldrig. Jeg ved ikke, om der skal elektrisk lys, i huset hvor jeg bor – vi får se. I øvrigt fortalte Edina mig, at det er meget dyrt med det nye elektriske lys. Ligesom med taletid til telefoner køber man nogle kuponer – som man så kan sætte ind på sin elmåler, og når der ikke er flere penge, er der heller ikke mere lys – De fleste steder, også på skolen og hjemme hos Edina, har man bevaret solcellerne og har derfor to forskellige systemer.

I dag har der været månedsprøver på skolen. Hver måned bruger man tre – fire dage på at kontrollere om eleverne nu også har lært noget. I dag og i morgen har eleverne 4 forskellige skriftlige prøver - på lørdag tre – hver af ca. 2 timer – det betyde, at de sidste er færdige kl. 22 hver aften - de heldigste måske allerede kl. 21. Jeg har været vagt i dag ved tre prøver – swahili, samfundskundskab og engelsk – i alt 6 timer med en masse mellemtimer.  Puha - eleverne slider i det på skolen, medens jeg sidder herhjemme og venter på aftensmaden, samtidig med at jeg skriver denne blog. Klokke er kun 19 - så der er to timer til aftensmaden.

Jeg nyder mine daglige gåture mellem huset og skolen. Hver dag følges jeg med en flok skolepiger – lidt forskellige piger - men normalt en 7-10-stykker - som skal til og fra den lokale primary schoole – hvis det ikke lige passer, at vi kan følges, venter de på mig, eller løber indtil de har indhentet mig.  De første dage fnisede de bare – men fulgtes alligevel med mig. Men nu afprøver vi - især deres engelsk - men også mit swahili - og nogle af dem er faktisk ret gode til engelsk! – Jeg vil tro, at de er 10-12 år gamle.

Nyder dagene her på skolen – men regner alligevel med at holde weekend i Kayanga næste uge, så jeg kan få fornyet mit internet – det er der nemlig ingen der kan hjælpe mig med her på skolen – og min egen mobiltelefon kan heller ikke. Jeg tror også, jeg godt kunne tænke mig at se en butik igen – et marked – opleve vand i en bruser – få lov til at sove længe uden at have dårlig samvittighed - og, nå ja, bare komme lidt væk fra skolen. Håber hotellet har et værelse i tre dage.

Mange kærlige hilsner

Bodil

PS: Det regner og tordner stadig, afgrøderne har fået nok, så………….

Storke i solnedgangen.

Kære venner - tak for stoppenålene. - Og for hæklenålene selvfølgelig.

Da eleverne mødte op, her efter ferien, havde alle fået nye skoletrøjer. Ingen masker løb. Pigerne var blevet anmodet om at komme med nye skoleuniformer – og det gjorde de så. Jeg har dog allerede observeret de første masker der løber, så jeg skal nok få brug for hæklenålene. Håber så, pigerne har lidt tid til, at lære hvordan man masker en strikket skoletrøje op – fritid har de godt nok, ikke meget af. Men stoppenålene dem har jeg brugt til fysikforsøg – magnetisme – man kan lave rækker af små stoppenåle, som hænger fast i hinanden ved hjælp af magnetisme. – Jeg har lånt en magnet – uden angivelse af poler – men dog en magnet – men havde ikke noget at bruge den til, hvis jeg ikke havde haft stoppenålene – så tusind tak for dem.

Var i kirke i søndags – denne gang fik jeg oversat til engelsk – og jeg fik lov til at komme med i søndagsskolen. – Ville jeg undervise børnene? På swahili eller kinjambo? Øh…….næææh – det gik nok ikke!  - Har aftalt, at jeg lærer dem en sang næste gang – det er vist det eneste jeg kan - selv om min musikalitet ikke ligefrem er legendarisk.

Søndagsskolelæreren gjorde det godt, hun holdt børnene i sin hule hånd i en halv time.  Hun brugte Else og Fredericks materiale – vi fik historien om den fortabte søn – ja, det er ikke lige den historie hun fortæller på billedet - en lidt anden fortolkning end den jeg er vant til – men det kan sagtens være oversettælsesproblemer.

Bagefter, til auktionen, købte jeg en pose avokadoer til søndasskolelæreren - og hun kvitterede ved at købe en stor og helt speciel frugt til mig. – Jeg har aldrig set den i Danmark – ved ikke hvad den hedder - men jeg ved, at jeg ikke kan ikke lide den – jeg synes den lugter som terpentin og smager endnu værre – og så er den klæbrige på en ganske utiltalende måde. Heldigvis kan Edina, hendes søster og børnene godt lide den – så spist, det bliver den. Hyggeligt i øvrigt, at møde skolens lærere i kirken.

I dag er jeg så flyttet til ”mit” nye hus. Jeg har fået ung pige i huset!! – En fra sister Siolias familie. – Jeg kan ikke snakke med hende – men det kan sister Siolia.  Hun laver mad – det jeg ikke får på skolen - samt vasker for mig. Det er rigtig fint! Hvem skulle nu have troet, jeg nogensinde ville få ung pige i huset.

Jeg har længe glædet mig til at flytte. Ikke fordi jeg ikke er blevet forkælet i Edinas hus - for det er jeg - Edina og Edinas søster har gjort alt for, at jeg skulle have det godt. Men tanzanianske børn skriger og græder helt som danske børn gør – det gør naboens børn også - og der er meget lydt mellem husene. Tanzanianske børn spilder også, helt lige så meget som danske børn, når de spiser – men tanzanianske børn spiser på gulvet – og så går, det vi kalder blebørnene, uden ble eller underbukser – så indimellem har jeg måttet være meget forsigtig med hvor jeg trådte på gulvet. Men jeg skal ikke klage, vi har levet 6 mennesker sammen i et lillebitte hus. – De har været fantastiske imod mig – vidste simpelthen ikke, det gode de ville gøre for mig.

Nu bor jeg så i Gudrun Vests stenhus midt i en fyrre- og eukalyptusskov – fuglene og cikaderne synger – her dufter fantastisk af eukalyptus – mit værelse er lille – men huset er rigeligt stort til os tre som bor her.

Edina siger, at de har fået regn nok her i Bushangaro, så nu må solen og varmen gerne snart komme.

Mange kærlige hilsner Bodil

Når tågen pludselig dækker alt, så kommer regnen i løbet af nogle få minutter.

Sikke en dag.

Viceinspektøren  er manden til højre - klik på billedet.
.

Ups! Jeg blev kaldt på viceinspektørens kontor i dag. Jeg er vist ikke skrap nok – hvad mine tidligere elever nok vil stå noget uforstående overfor. Børn har godt af at få tæv! Eller har de? Jeg var ikke enig med ham – og det kom noget bag på ham, at jeg bare sagde ham imod.

Tror jeg virkelig, at eleverne kan lære noget, hvis jeg ikke straffer dem? Ja, det tror jeg faktisk for fuld alvor på. Så ville han også lige vise mig, hvordan man underviser på den rigtige måde – jeg skulle udfylde skemaer, logbøger - men altså for min egen skyld, og ikke så meget for elevernes skyld. Og så skulle der ikke grines så meget i mine timer! Og OK, eleverne griner, når der er noget som jeg ikke lige kan finde ud af – og det er temmelig tit. Det fortalte jeg ham ikke – man må vel også have nogle hemmeligheder.

OK! Den første dag jeg var her, ydmygede jeg ham foran alle hans elever. Han sagde til mig at vi lige skulle snakke sammen – jeg kunne lige gå med. Men han skulle have matematik og havde regnet med at placere mig bag i klassen - men det syntes jeg ikke lige var sjovt – så jeg rejste mig op og gik ud – sagde at jeg gik en tur på skolen, indtil han havde tid. Eleverne grinede og han så lidt forbløffet ud.

I dag fik jeg vist tak for sidst – men jeg kommer altså ikke for at lære, hvordan man underviser i Tanzania. Jeg håber, jeg kan plante nogle små frø af dansk undervisning i Tanzania. Lærerne bruger meget tid på forberedelse af undervisningen, som ikke har spor med undervisningen at gøre. Jeg oplevede mange gange, at de ikke helt havde styr på det, de skulle undervise i, da jeg var her sidste år.

Mange elever ligger på knæ - klar til at få tæv af en lillefingertyk kæp.

I morges oplevede jeg en elev, som lå på knæ foran en lærer, medens han slog på hende med en kæp. Det er første gang, i år, at jeg har oplever det. Jeg vendte mig og gik ud igen. Jeg ved ikke hvad hun havde gjort – men det var altså et menneske, som han slog på - hvis det var mig, der havde været udsat for den behandling, tror jeg, at jeg var blevet både vred og trodsig.

Lang debat bagefter med flere lærere. Må man ikke slå børn i Danmark?– Heller ikke forældrene? Må en mand så heller ikke slå sin kone? Altså i Danmark render vi ikke rundt og slår hinanden – sagde jeg. Men hvordan får jeg, som mand, så banket, ind i hovedet på kvinder og børn at jeg er den stærkeste og derfor altid har ret. (Sætningen er ændret lidt men meningen er god nok.)

Kvinder og piger i Afrika – hvor længe finder I jer i det?

Her i eftermiddag var der så lærermøde, der skal være ”terminsprøver” – det er der i slutningen af hver måned. Lærerne vrider sig lidt – det koster både forberedelse og rettearbejde bagefter – men sådan bliver det altså - og kan vi lave det en fredag, lørdag, søndag? Ikke godt, det er jo Kirkes skole så søndag formiddag er ikke så godt. Men fredag, lørdag, søndag eftermiddag og aften? - Spredte protester – lovning på mad lørdag og søndag - både frokost og aften – lidt knurren i krogene – da forstanderinden siger, at det er så en aftale. Planer om en ny struktur på skemaet. Eleverne har 40 timers undervisning om ugen, 8 timers rengøring, foruden tid i shambaen, maling af mel til ugali.  Parade og morgensang en time hver morgen. De har to gange 40 minutters spisepause hver dag - de reduceres til 20 minutter hver. Rengøring flyttes til tidlig morgen og efter aftensmaden – som på skolen serveres kl. 20 – det giver plads til otte yderligere timer. Og kunne man så ikke også lægge nogen studietimer ind i løbet af lørdagen og hvad med søndag eftermiddag? Så kan de jo vaske tøj m.v. om aftenen. Spredte protester og lidt knurren fra lærere – men som forstanderinden siger, så prøver vi det bare som en forsøgsordning. Så det…………

Ikke fordi Edina, forstanderinden, er diktatorisk, men hun har ikke en chance for at lede skolen hvis hun ikke skærer igennem.

Så kommer pigerne op på en skoletid omkring 50 timer - plus alt det andet. Var der nogen ser synes, at danske elever og lærere arbejder for meget?

Kærlig hilsen Bodil

Ps: I morges lå omkring 75-100 elever på knæ i et kvarter inden der var en lærer der tog en lillefingertyk kæp og slog dem  - ikke sådan noget pjat, han slog hvad han kunne - hvor er det ubehageligt - som dansker er det ikke til at forstå.

Stille dage i Bushangaro.

Jeg kan huske, at der engang var en kommende elev på Kongeådalens Efterskole, som, da forstanderen fortalte hende, at hun selv skulle gøre rent på værelset,  spurgte, hvem der så skulle gøre rent og tømme papirkurv på hans kontor. Heldigvis kunne han fortælle, at det gjorde han selv, og lærerne gjorde rent på lærerværelset.

Det er lørdag formiddag, jeg er gået en tur til landsbyen - den ligger lige ved siden af det hus som jeg forhåbentlig snart skal flytte ind i.  Der bor flere mennesker i den lille landsby, end der gør både ved skolen Bweranyange og lidt udenfor skolen hvor jeg bor i øjeblikket. Faktisk er der en lille butik hvor man kan købe små fornødenheder – vand, sæbe, kiks og sodavand – og sikkert en god del andet. Det er ca. en halv times gåtur til landsbyen, opad forstås – av min kondi - men så er det jo nedad hele vejen hjem. Jeg købte en sodavand, og satte mig udenfor butikken.  - Jeg ved ikke hvad du forestiller dig, når jeg siger butik – men det er altså en lille trædør i et lerklinet hus. Indenfor er der en lille disk samt nogle hylder, af gammelt flosset mørket træ. Man kan købe vand, sodavand og diverse pakker som jeg ikke lige kunne gennemskue hvad der er i.

Da jeg sidder på en sten udenfor butikken og drikker min sodavand er der straks 20-25 børn. De siger mange ting, måske både på kinjambo og swahili, og er lidt forskrækkede når de kikker på mig. – Rækker jeg hånden ud løber de mindste væk, medens de største med glæde tager hånden. Det udvikler sig til et kursus i engelsk og swahili. Desværre ikke med så mange ord - især navne på de ting som man lige kan se – sten, sol, træ og hus. Og så de ord jeg kan på swahili – og det er ikke mange – men det var sjovt og hyggeligt.

Og hvad var der så med den efterskoleelev som jeg startede med. Jo, da jeg kom hjem var huset fuld af elever – de havde gjort rent, vasket gulv. De var i gang med opvasken for det meste af en uge – ja, Edina har mange gryder – da de gik smilede de og sagde tak!  En af pigerne var hende som, i et år, har prydet profilbilledet på min Facebookside. Jeg har lovet, at hun får billedet at se, næste gang jeg er på nettet.

I dag er det søndag. – Jeg har været i kirke i Bushangaro. Det er en stor, pæn og ren kirke. Lige før gudstjenesten fejede menigheden – her er ingen kirketjenere - kirken med store bundter af eukalyptusgrene – sikke en duft. Kl. 10 skulle gudstjenesten starte - men da vi startede kl. 10, 15 var vi 7 personer, evangelist og kor inklusiv.  Alle skævede til hende den store blege dame på bagerste række – men ingen sagde noget – gudstjenesten gik sin gang - salmer, prædiken, kor, meddelelser m.v. Heldigvis har jeg Elses gennemgang af gudstjenesten så jeg kunne følge nogenlunde med.

Efter gudstjenesten – vi var nu oppe på omkring 100 deltagere - var der auktion udenfor – desværre kun med få ting, og alle i sorte poser.  Ham der ledede auktionen fortalte hvad der var i poserne, men viste det ikke frem– de fleste ord kendte jeg ikke. Jeg købte en pose med 3 mahindi, til mia tano shilling – der var også narnia – men de var solgt, da jeg endelig var klar til at byde.  – altså - jeg købte 3 majs  for 500 tz shilling – men tomaterne fik jeg ikke. Der var (ca.) en ud af de omkring 100 som kunne engelsk.



Vi snakkede lidt og jeg hilste på søndagsskolelæreren, der var ikke søndagsskole i dag, men hun overvejer, at det skal der være næste søndag – og nej, jeg må ikke besøge søndagsskolen – voksne skal høre på prædikenen – jeg fortalte, at jeg har nogle små spejdere som jeg gerne ville hilse fra – men nej! Søndagsskolen er for børn, ikke for voksne. Jeg må vist forberede en sang til dem – og prøve igen.

Mange kærlige hilsner her fra Bushangaro

Bodil

PS: Så er der kommet en håndværker fra skolen – jeg undrede mig godt noget over hvad det var for nogle galger som han bar ind på mit værelse – men det er til myggenet – herligt! I aftes jagtede jeg en myg i lang tid – og jeg har ikke turdet åbne vinduerne om natten – hvis der var myg. Det kan jeg gøre nu. ØH…….. jeg  håber at nettet også kommer.

Fniiiiiiiiis!!

Herligt at være blevet efterskolelærer igen. Herligt at se pigernes venskab, se dem hjælpe hinanden, fnise og grine sammen. Desværre på swahili – så jeg forstår ikke hvad de fniser af – mig? Eller måske det samme som danske teenagere fniser af - ingenting.

Der er nok ikke 300 piger på Bweranyange – men 250 er her i hvert fald, alle mellem 14 og 18 år.

Jeg har fået mit skema, biologi og fysik i form 2 – som svarer til 9 klasse. Jeg har allerede haft en del timer – dejlige piger - men de er alt for generte til at sige noget, når den store hvide dame spørger - jeg håber det kommer.

Jeg har brugt lang tid på at læse, især, fysik. Jeg har jo godt nok læst fysik på engelsk i en fjern fortid – men jeg har glemt hvad spændingsforskel, strømstyrke, capasitorer (hedder det sådan på dansk?) og en helt masse andet hedder på engelsk – så der er lang, lang vej gennem bøgerne. Lidt lettere går det i biologi. De skal lære om menneskekroppen og ernæring – det er ikke så svært.

Har også været i fysiklaboratoriet – og fundet………absolut intet. Nå jo der var masser af voltmetre, men ingen ledninger, ingen strøm, ingen magneter, og ingen……… - men så var der to stopure, nogle reagensglas – uvaskede forstås - samt bjerge af støv. Heldigvis har jeg selv medbragt et menneske til biologi.

Jeg nyder meget at være her, bor hos forstanderinden – Edina – som er en fantastisk kvinde. – Hun formår at styre både elever og lærere med venlighed og opmuntrende bemærkninger. Sidste år blev der slidt adskillige tykke kæppe ved at slå på pigerne – det har jeg ikke oplevet endnu – håber det varer ved.

Edina bor i et lille fint - nyere - hus. Jeg har ikke et billede af hendes hus - desværre. 

Jeg bor som sagt hos Edina – forstanderinden – jeg har et dejlig stort lyst værelse. Jeg glæder mig til at flytte i Gudrun Vests hus – og det tror jeg også Edina gør. Hun vil gerne have sin lillesøster og søsterens to drenge samt hendes eget yngste barn til at flytter ind i huset. – Jeg fylder jo lidt rigeligt – i et hus på omkring 40m2 har jeg de 10. Desværre ser Gudrun Vests hus forfærdelig ud, så slemt at sister Siolia – som ellers er fuldblods tanzanianer - er flyttet ud af huset og over i gæsteboligen. Jeg håber håndværkerne snart er færdige med huset.

Nu er maden snart færdig. Vi får god mad her - på skolen som regel ris og bønner i en sovs med ægplanter, løg og gulerødder. Hos Edina, kogte bananer, ris og kylling kogt sammen med grøntsager, og somme tider kartofler. Edina har købt æbler fordi jeg skulle komme – de er dyre og ikke den bedste slags frugt man kan få – men hun har helt sikkert gjort det for at være ekstra god ved mig.

Her er ikke ret meget strøm eller net. Derfor er der ingen billeder – de kommer når jeg kommer hjem.

Der kan også godt være diverse fejl i teksten – jeg skal gemme inden batteriet løber ud – det bliver også rettet når jeg får mere strøm – måske hjemme i Haderslev.

Mange kærlige hilsner - fra, det igen varme og solbeskinnede, Tanzania

Bodil

Om ananas, sne, psykiatriske hospitaler og Bushangaro.

Ligger på min seng og venter på en bil fra Bweranyange, i nat har der været et kæmpe regnvejr både her og i Bweranyange - så vejene, som i forvejen er dårlige, er blevet endnu værre - bilen er forsinket. Glæder mig til at komme ud på skolen. Men det er godt, at der er kommet regn til Bweranyange – eller Bushangaro - som det også hedder. De har ikke fået ret meget regn sidste regntid og alt er tørt. Bønnehøsten er slået fejl og det betyder store økonomiske problemer - i værste fald sult.

Jeg har været her i Kyanga siden i går eftermiddags. Else satte mig af på vej hjem til Kyerwa. Vi havde en familie med, som desværre måtte hente deres psykisk syge datter på en skole i Bukoba – det var meningen, hun skulle læse til lærer, men sygdommen var brudt ud igen – hun måtte hentes hjem til landsbyen. En trist skæbne – hvad skal der blive af den stakkels familie og den stakkels pige. Jeg kunne ønske, at der havde været et psykiatrisk hospital, hvor vi kunne have afleveret hende og hvor de kunne hjælpe hende, men der findes et eller to hospitaler for psykisk syge i hele Tanzania– og ingen her i nærheden.

Ananas er næsten lige som sne! –Hvis man aldrig har set eller smagt den ægte vare, så ved man ikke hvad det er. Jeg har igen spist disse vidunderlige ananas – søde på en helt fantastisk måde – hvis man aldrig har smagt en ananas som er groet og blevet moden her i varmen - og som bliver spist der hvor den har groet – så ved men ikke hvor helt fantastisk de smager. Helt anderledes end dem vi køber i Danmark.

Gik tur i Kyanga i går eftermiddags, det er en lidt speciel oplevelse – alle vil hilse på den store blege dame - og de fleste siger good morning - hele dagen. Jeg købte lidt tallerkner, skeer og gafler – samt et krus. Jeg kan huske, fra sidste gang, at det havde de ikke for meget af på lærerværelset. Fik en del kortere samtaler med nogle der kan en smugle engelsk og en lang samtale med en ældre mand som var god til engelsk. Hvor skulle jeg hen?? Bwerenyange - ….ahhhh……what..….næh det havde han aldrig hørt om  - - - Bushangaro  - ja, det er jo der jeg kommer fra – sagde han – nå ja, Bwerenyange det kendte han da godt. Det udtales Bweranyange - sagde han – ja, Bweranyange, sagde jeg – nej, Bweranyange sagde han. Det er altså et svært ord at udtale for en dansker, BW er helt umuligt, men resten er nu heller ikke nemt. Så er Bushangaro væsentlig nemmere.

Jeg venter stadig – godt halvanden time forsinket – african time hedder det vist – og jeg som stod tidligt op i morges for at nå i banken og få morgenmad inden jeg blev hentet kl. 9 – men nu er klokken 11 – og ingen bil i sigte.

Så er jeg vel ankommet til Bwerenyange – bilen, som var en stor lastbil – kom først kl. 15,40. På vejen samlede vi 3 elever op. Købte majs, bananer frugt, kørte en omvej med en god ven af chaufføren, besøgte chaufførens søster i en god time, og mange andre ting, så klokken var over otte da vi nåede frem. Så vel bil som passagerer var begravede i bananer papir, kiks, vand, bambus pinde, kufferter og meget andet. Forruden var halvt dækket til af toastbrød – man skulle nemlig hvad besøg af en af de der blege fra Danmark - så må der noget ekstra til. Godt det ikke var i Danmark vi kørte – så ville politiet have stoppet os ganske hurtigt.

Mange kærlige hilsner Bodil

Tanzania - glæder mig til oplevelser i dette skønne land.

Så kom dagen endeligt da jeg skulle rejse til Tanzania. Efter en perfekt flyvetur landede vi i Entebbe – Uganda – helt rettidigt – og med bagagen i god behold. Kaptajnen på flyet fortalte at der var 32 graders varme i Kampala. Det var noget af en overgang fra det kolde Danmark, som jeg havde forladt kun 12 timer forinden.

Lang køretur gennem Uganda og Tanzania til ELCT Hotellet i Bukoba. Dejligt at få lov til at sove 10 - 12 timer i træk.

Fredag – hen på formiddagen - var jeg klar til at gå til byen i Bukoba. Jeg skulle især købe telefontaletid og internet, men også en tur på markedet og i et ”supermarked” for at købe tørgær – hvad hedder det på swahili? Eller på engelsk for den sags skyld. Men det lykkedes!

Fredag aften var Else og jeg inviteret op til Anne Marie Wemmelund – sammen med to af Anne Maries venner - til aftensmad. Det blev en hyggelig aften med mange forskellige samtaleemner.

Lørdag startede som fredag. Lækker morgenmad på hotellet – brød, æg, syltetøj, frugt, kaffe - og ikke at forglemme masser af vand. Stor nydelse sammen med den smukkeste udsigt ud over Victoriasøen. Og så gik det til byen igen – mit internet fungerede ikke. Efter 3 timers venten i Airtel forretningen havde de skaffet et nyt modem, som passede til min computer. – Jeg håber meget at det fungerer, så jeg kan blive ved med at skrive blogs og læse mails. Lørdag aften var jeg med på besøg hos Elses Tanzanianske familie. Det er altid en fantastisk oplevelse at besøge ganske almindelige familier.

Nu sidder jeg så, og venter på at køre sammen med Else og en anden familie til Kayanga – der skal jeg overnatte på et andet hotel, inden jeg i morgen kl. 9 bliver hentet af en bil fra Bweranyange.  - - - Eller Bushangalo – det er væsentlig lettere at udtale.

Jeg håber snart der kommer flere blogs – og måske med lidt mere indhold.

Måske bilver det det sidste billede inden jeg kommer hjem til Danmark igen.

Mange varme og kærlige hilsner Bodil