Da eleverne mødte op, her efter ferien, havde alle fået nye
skoletrøjer. Ingen masker løb. Pigerne var blevet anmodet om at komme med nye
skoleuniformer – og det gjorde de så. Jeg har dog allerede observeret de første
masker der løber, så jeg skal nok få brug for hæklenålene. Håber så, pigerne
har lidt tid til, at lære hvordan man masker en strikket skoletrøje op – fritid
har de godt nok, ikke meget af. Men stoppenålene dem har jeg brugt til
fysikforsøg – magnetisme – man kan lave rækker af små stoppenåle, som hænger
fast i hinanden ved hjælp af magnetisme. – Jeg har lånt en magnet – uden angivelse
af poler – men dog en magnet – men havde ikke noget at bruge den til, hvis jeg
ikke havde haft stoppenålene – så tusind tak for dem.
Var i kirke i søndags – denne gang fik jeg oversat til
engelsk – og jeg fik lov til at komme med i søndagsskolen. – Ville jeg
undervise børnene? På swahili eller kinjambo? Øh…….næææh – det gik nok ikke! - Har aftalt, at jeg lærer dem en sang næste
gang – det er vist det eneste jeg kan - selv om min musikalitet ikke ligefrem er
legendarisk.
Søndagsskolelæreren gjorde det godt, hun holdt børnene i sin hule
hånd i en halv time. Hun brugte Else og Fredericks materiale – vi fik historien
om den fortabte søn – ja, det er ikke lige den historie hun fortæller på billedet - en lidt anden fortolkning end den jeg er vant til – men
det kan sagtens være oversettælsesproblemer.
Bagefter, til auktionen, købte jeg
en pose avokadoer til søndasskolelæreren - og hun kvitterede ved at købe en
stor og helt speciel frugt til mig. – Jeg har aldrig set den i Danmark – ved
ikke hvad den hedder - men jeg ved, at jeg ikke kan ikke lide den – jeg synes
den lugter som terpentin og smager endnu værre – og så er den klæbrige på en
ganske utiltalende måde. Heldigvis kan Edina, hendes søster og børnene godt
lide den – så spist, det bliver den. Hyggeligt i øvrigt, at møde skolens lærere
i kirken.
I dag er jeg så flyttet til ”mit” nye hus. Jeg har fået ung
pige i huset!! – En fra sister Siolias familie. – Jeg kan ikke snakke med hende
– men det kan sister Siolia. Hun laver
mad – det jeg ikke får på skolen - samt vasker for mig. Det er rigtig fint!
Hvem skulle nu have troet, jeg nogensinde ville få ung pige i huset.
Jeg har længe glædet mig til at flytte. Ikke fordi jeg ikke
er blevet forkælet i Edinas hus - for det er jeg - Edina og Edinas søster har
gjort alt for, at jeg skulle have det godt. Men tanzanianske børn skriger og
græder helt som danske børn gør – det gør naboens børn også - og der er meget
lydt mellem husene. Tanzanianske børn spilder også, helt lige så meget som danske
børn, når de spiser – men tanzanianske børn spiser på gulvet – og så går, det
vi kalder blebørnene, uden ble eller underbukser – så indimellem har jeg måttet
være meget forsigtig med hvor jeg trådte på gulvet. Men jeg skal ikke klage, vi
har levet 6 mennesker sammen i et lillebitte hus. – De har været fantastiske
imod mig – vidste simpelthen ikke, det gode de ville gøre for mig.
Nu bor jeg så i Gudrun Vests stenhus midt i en fyrre- og
eukalyptusskov – fuglene og cikaderne synger – her dufter fantastisk af
eukalyptus – mit værelse er lille – men huset er rigeligt stort til os tre som
bor her.
Edina siger, at de har fået regn nok her i Bushangaro, så nu
må solen og varmen gerne snart komme.
Mange kærlige hilsner Bodil
 |
| Når tågen pludselig dækker alt, så kommer regnen i løbet af nogle få minutter. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar