Ekstrem fattigdom er blevet halveret siden 1990! – Men……………….

Det stod der på min Facebook-side for et par dage siden. Nu er der kun 1,4milliarder mennesker der lever for under 1,25 dollars pr. dag!

40 % af alle mennesker, på jorden, lever for under 2 dollars om dagen. – og det tal er næsten ikke faldet siden 1990. Jeg tror, jeg har mødt nogen af verdens allerfattigste mennesker. Man er i hvert fald fattig, når man skal vælge mellem at få noget at spise eller sende sine børn i skole - og så håbe på, at ingen i familien bliver syge, for der er ikke penge til at komme til læge eller på sygehus.

Påskelørdag, en af de sidste dage jeg boede i Elses hus, lød det forsigtigt hodi hodi udenfor huset. Da der blev svaret karibu – kom hun ind. Vi er i gang med morgenmaden, og hun spørger forsigtig, om hun må få lidt penge til mad i påsken. Hun er en af dem som arbejder i Elses mark – ja arbejder er måske så meget sagt, for hun har ingen kræfter til at arbejde med. Ved første blik kan man se at hun er en stakkel. Hun går og falder om, hun har muligvis epilepsi – men det er ikke rigtig undersøgt, for undersøgelse og medicin koster penge, og det har hun ikke. Else snakker lidt med hende - på swahili – hun har ingen jord - kunne hun evt. låne lidt jord af en eller anden – dyrke lidt søde kartofler? Hun har ikke kræfter til at dyrke bananer, bønner, kassava eller majs – hvad skal der blive af hende? Der er ingen steder hun kan få hjælp. – Jo hos Else – men……

Påskedag sidder jeg igen i en liggestol ved Elses hus – ved siden af mig sidder Lazarus. Eller den gamle Lazarus som de kalder ham. Han er født i 1922 - det er lidt usædvanligt, at han ved det. Men det gør han, så han bliver 93 her i maj. Lazarus har været ansat her i Karagwe stift som en slags postbud, der har gået med post fra provst til præst og til andet godtfolk – selvfølgelig altid på gåben.  Nu er han gammel, og håber, han kan leve til efter maj så han når at blive 93. Lazarus bor i en lille landsby, må gå langt efter vand, har aldrig været gift, og har ingen børn, tjener ingen penge, og får dårlig mad.

Derfor kommer han indimellem til Elses hus i Kyerwa – her er god mad, her er nogen at snakke med, Claudia og Johanna vasker hans tøj, her er en god seng at sove i - og her er også altid nogle penge at hente. Efter nogle dage tager han hjem igen – med minibus og gående.

Her i området er der mange skæbner. Her er ingen sikkerhedsnet, som vi er vandt til i Danmark. – Svigter regnen, kan det let betyde, at nogen må sulte. Klimaforandringer har gjort, at regnen er ustabil Vi har fået alt for lidt regn i år – håber det er kommet efter at jeg er rejst hjem.

Det er en underlig verden vi lever i, hvor Lazarus på 93 må gå mange kilometer for at hente vand – medens jeg har et hus, med mange vandhanerog både koldt, varmt og kogende vand. Jeg har et køleskab fyldt med mad – og hvis det bliver tomt ligger købmanden lige om hjørnet.  Hvis ikke regnen er kommet, i rigelige mængder, så er der risiko for sult i Karagwe.  Det er mindre end 10 timers flyvetur fra Danmark.  –De er mennesker som os! Men har ikke de samme muligheder som os.

Tak for tre fantastiske, men også meget tankevækkende, måneder i Tanzania.

Kærlig hilsen Bodil                    

Kan tro flytte bjerge?

Det er titlen på en bog, som Edith Aller er ved at skrive. Jeg glæder mig til at læse den.

I går var vi med til en mindehøjtidelighed for hendes mand Aksel Bjørn Aller. Han blev skudt d. 22. marts 1994, medens han udførte humanitært arbejde for flygtninge. Edith Aller solgte sommerhuset og inviterede 7 børnebørn en tur til Tanzania, for at markere 20 års dagen.

Vi kørte tidligt hjemmefra. Bilen var fyldt med mennesker. Præsten skulle til møde i Nkwenda – og tre skulle til hospitalet i Lukajanga – og så var Else og jeg også med. Vi skulle med til mindehøjtideligheden. Vi skulle møde ved et kors på en øde vej - ikke så langt fra Bukoba.

Første stop var Karagwe stift. Her er kontorer, og biskoppen bor i et hus lige ved siden af stiftets bygninger. Vi hilste både på biskoppen og generalsekretæren – var et smut omkring banken – og i en isbutik - med nogle meget, meget lækre is.

Middagsmaden blev indtaget hos Anne og Brighton samt deres fire børn. Derefter kørte Else, Brighton, Anne og jeg af sted for at deltage i mindehøjtideligheden. - En tur med forhindringer – på vejen lå pludselig to store lastbiler - på tværs – og en lang stribe lastbiler holdt i kø. Vi måtte over marker – gennem bananplantager – over grøfter og gennem mudder, inden vi nåede ud på den anden side af uheldet – godt vi kører i en kraftig firhjulstrækker, og har en erfaren chauffør. Så kørte og kørte vi – langt – meget længere end vi havde regnet med. Endelig nåede vi korset, hvor Aksel Aller var blevet skudt, og hvor mindehøjtideligheden skulle være.  En lidt anderledes forsamling - 15 hvide -, og en håndfuld sorte mennesker – samt to maskinpistolbevæbnede vagter. Der blev holdt en kort højtidelighed.

 

Vi sang to salmer, Brighton – som er præst – holdt en tale, og et af børnebørnene spillede tapto på trompet som afslutning. Edith Aller og nogle af børnebørnene talte, og der blev taget billeder. Så startede hjemturen. Der var heldigvis blevet lavet plads, så vi kunne komme forbi lastbilerne.  Vi satte Anne og Brighton af, hvorefter turen fortsatte, i mørket, efter Kyerwa.  Pludselig kom der en mærkelig lyd fra bilen – vi var punkteret – det er 5. gang, medens jeg er her i Kyerwa. – Nu holdt vi – to gamle damer på en mørk vej med et punkteret hjul. Hjulet lå nederst, under 100 salmebøger, sække med kartofler og mange meter pigtråd – ud kom tingene, og ud kom hjulet – og dunkraften!

Heldigvis stoppede en motorcykel for at hjælpe os. Uheldigvis var dunkraften, som Else lige havde købt den samme dag - ikke lang nok!!  Det gav store problemer. Efterhånden var tre mænd og en kvinde standset for at hjælpe os, og efter lidt tid kunne turen fortsætte – på det hjul som vi ikke havde nået at skifte, siden det sidst var blevet repareret.

På trods af problemer og uheld, var det en rigtig god dag og en rigtig fin mindehøjtidelighed for en mand, for hvem det kostede livet at arbejde med humanitært arbejde blandt flygtninge.

 

Jeg vil slutte med en tekst fra mindehøjtideligheden – den står hos Esajas 21, 14—15

I, der bor i Themas land,
Bring vand ud til de tørstende,
Gå flygtningene i møde med brød!
De er flygtet for sværdet, for det dragne sværd
Og den spændte bue, for krigens tunge byrde.

Ja, jeg tror på, at tro kan flytte bjerge!

Mange kærlige hilsner - og rigtig glædelig påske fra Bodil

ÅH NEJ!!!

Nu er der kun 12 dage tilbage, så skal jeg forlade Tanzania for denne gang. Det er ikke rart at tænke på – men jeg er helt sikker på, at jeg vender tilbage igen – Tanzania er en fantastisk oplevelse. 

Sagde farvel til kvindegruppen i Kachato i går. De sang og dansede for os - Claudia og mig – lidt uretfærdigt, fik Claudia en pose ærter, medens jeg fik en fin håndlavet måtte. De sagde, at alle kvinderne havde været med til at lave den. – Den er jeg meget glad for. Glæder mig til at kikke på den, hver dag, hjemme i Danmark og mindes kvinderne i Kachato. I går var jeg med på sidste søndagsskolekursus. 17 lærere var samlet i en lille kirke langt ude på landet. Det har været enormt hyggeligt at være med til - og sjovt. Det kommer jeg til at savne - rigtig meget.

På kurset snakkede jeg om, at man også kunne lave bagtæpper til dukketeatret – men det blev ikke oversat til swahili. - - Hvor skulle de få de papkasser fra?  Spurgte Else. Gamle papkasser er ikke bare noget man smider ud her i Tanzania – de bliver bl.a. brugt til at opbevare tøj i husene – og hvis du ikke har en papkasse, så må du købe den.  Alt bliver brugt her – mærkeligt at tænke på alle de ting som vi bare smider ud i Danmark – her er der mennesker der mangler alt.

Lige i øjeblikket sidder en af Elses unge piger, her ved siden af mig, og forsøger at slå masker op – hun skal lige have styr på det, inden jeg rejser. Hun har gjort det før, men når man kun har gjort det nogle få gange, er det svært at huske, på hvilken side af – kidolle gumba – tommelfingeren - garnet lige skal placeres. Men nu går det fint – der er startet på en Kofia wa mtoto - hue til et barn. Nu sidder vi, her i Elses hyggelige gård, og strikker eller skriver. Foran os står 6 store tomme malingsspande. Det betyder, at den nye bygning ved Tumainicenteret er færdig – kun det udendørs område mangler.

Malebøtterne? – Jo, de skal gemmes. De er gode at hente vand i. - Nej, her er ikke en vandhane i hvert hus – vandet skal hentes – og sommetider bæres over store afstande – sommetider kun fra en privat vandtank, tæt på huset, og ind i huset.

På mit sidste søndagsskole kursus og på kvindemødet følte jeg næsten, at jeg fik for meget opmærksomhed. Hvad er det der adskiller mig fra alle de andre? Jo, jeg var så heldig at blive født i Danmark – at få alt den skolegang som jeg kunne klare – den lægehjælp som jeg behøvede – og alle mine andre behov dækket. Men hvordan det kvalificerer mig til al den opmærksomhed - og alt den tak som jeg har fået – det forstår jeg ikke.

Jeg håber ikke, det bliver sidste gang, jeg besøger Tanzania. Har vist allerede besluttet mig for at tage til Bweranyange i 2016 – Hvis de ellers har lyst til at have besøg af mig. – Jeg har købt bøger, så jeg kan undervise i biologi og fysik. Og så har jeg rigtig meget lyst til at tage med på søndagsskole kursus, og besøge strikkedamerne, og alt det andet.

Og hvorfor er det så lige, at jeg skal opleve Tanzania – og folk fra Tanzania ikke skal opleve Danmark???? Det er der ingen god grund til – så det kunne vi godt lave om på.

 De kærligste hilsner Bodil

Så er der vist dømt almindelig hverdag her i Tanzania.

Jeg synes dagene går hurtigt. – Der er strikkekursus, undervisning i skolen, anderledes dage med evangelister, søndagsskoler og så er der jo min egen swahiliundervisning.  Jeg synes, at det er svært at lære swahili – jeg har ellers gået i skole i mange år, er nogenlunde vandt til at blive undervist – jeg har oven i købet en lærer, der gør, alt hvad hun kan, for at proppe tingene ind i hovedet på mig – men lige meget hjælper det – det vil ikke hænge fast. Hvor vanskeligt må det så ikke være for mennesker - som ikke har gået i skole – eller kun ganske få år – at lærer om landbrug, sundhed og hygiejne.  Alligevel lykkes det at uddanne evangelisterne til små fyrtårne, hvor andre kan se, og lære, hvordan man gør, at familien kan blive sundere og tjene flere penge - det kan betale sig at gøre noget.

 Tænk hvis alle børn i nær fremtid kunne møde op i skolen sunde og mætte – parate til at lære nye ting. Tænk hvis alle børn kunne få en god skoleuddannelse – Tænk hvis der var et sundhedssystem, hvor alle kunne få den lægehjælp, som de har behov for – Tænk hvis de havde råd til at købe den medicin, som de får ordineret Tænk hvis alle mennesker kunne få bare de mest basale behov dækket. Tænk hvis…….

Møder ofte mennesker som tror, at hvis man er hvid – som jeg - så har man enorme mængder af penge. Forleden var der en præst, som sagde: ”Når du nu kommer tilbage til Tanzania – kunne du så ikke lige tage en computer med til mig? Jeg mangler nemlig en.  Jeg har spurgt nogle andre, men de kunne ikke hjælpe mig.”

Nu er det jo ikke sikkert, at jeg kommer tilbage – og faktisk tror jeg at computere er billigere i Tanzania end i Danmark. Lidt forsigtig og meget usikker hovedregning – jeg tror måske, at man ville kunne få en billig computer i Danmark for 1.000.000 tanzanianske shilling – stor overraskelse. – For præsten, som jeg talte, med var det omkring 3 måneders løn – før skat.  Måske har han tænkt at jeg, der jo kom fra Europa, havde ubegrænset af penge – Det har jeg måske – eller måske ikke– økonomien hænger sammen på en lidt forskellig måde her i Tanzania og i Danmark.

 

Her i Tanzania er boliger billige – det er de ikke i Danmark. Og her i Tanzania er de vigtigste fødevarer – bananer, kassava, bønner og majs - enten nogle der gror i egen shamba eller meget billige at købe. En banan koster ca. 1000 tanzanianske shilling (3 kroner) - hvis du køber den i Danmark, det får man en hel lille stok bananer for her i Tanzania. I Danmark betaler vi meget mere i skat end her i Tanzania. – Men så har vi også betalt for læge, sygehus – for gode skoler og uddannelser – med lærere nok - vi har betalt, for at ingen sulter eller ikke har et sted at bo – og en masse andet. Men voldsomt rige er vi jo ikke – og dog – når vi kommer til Tanzania, så har vi mange penge og stor sikkerhed i forhold til Tanzanias indbyggere. Efter at have oplevet hvor vanskeligt det er at komme til læge eller på sygehus her i Tanzania, glæder mig endnu mere over, at  et besøg hos lægen og hospitalet er gratis i Danmark.

Jeg giver gerne penge til, at et barn kan komme på hospitalet, eller at en gammel mand kan få sin medicin her i Tanzania. Men præsten og hans behov for en computer? Jeg har selv levet mange år uden en computer – så det kommer han også til at gøre lidt endnu – indtil han selv har sparret sammen til en.

Det regner!! Hvor er fantastisk – så kan afgrøderne igen vokse på markerne.

Mange kærlige hilsner Bodil

Skal du have lån eller uddannelse? - Gå i kirke!

Hønsegård?

Jeg var på kvindekursus i går. Ca. 160 kvinder samlet i en kirke i Mabira. Der har været 5 tidligere kurser med mindst lige så mange kvinder. Årsagen er, at man, på kurset, kan låne 40.000 Tanzanianske shillings i et halvt år – og så tilbagebetale 44.000. Det er der mange kvinder der gerne vil. De kan, med pengene i hånden, sætte gang i en lille virksomhed – sælge noget på markedet – plante jordnødder, eller kaffe, som de derefter kan sælge og tjene penge på. Kurset – kvinde kend dit værd - startede med spørgsmålet – hvad er en kvinde? Intet svar! Hvordan adskiller en kvinde sig fra en mand? Intet svar. Så svarer foredragsholderen selv – hun hedder Mary, er pensioneret lærer, taler både swahili, kinjambo og engelsk – har stor udstråling - og holder kvinderne i sin hule hånd i knap et par timer. Hun taler om mange ting, som en kvinde er og skal, om at holde hjemmet og familien rene og pæne – lave god og sund mad – stole på sig selv – hjælpe hinanden – bruge kvindelist overfor manden - -  - men altid huske at manden er hovedet i hjemmet!  Ja, det sagde hun faktisk – jeg ville ønske at hun havde sagt, at mænd og kvinder skulle huske at hjælpe hinanden med at få hjem og arbejde til at fungere bedst muligt – men det er nok en af de kulturelle forskelle, som jeg oplever rigtig ofte. Andet foredrag var om ernæring. Hvad indeholder den mad som de fik at spise i går?  Fik de nok proteiner? – Man spiser ikke ret meget kød - og hvordan med vitaminer – her er masser af lækker frugt – men spiser de det i familierne? Kulhydrater, får de nok af det?– Kommer de kun fra det sukker, som de putter læssevis af, i deres te?

Efter en god middag – kogte bananer, ris, bønner, kål og gedekød – var det tid for uddeling af lån – eller ansøgningsskemaer til lån. Hvordan udfylder man et ansøgningsskema, hvis man hverken kan læse eller skrive? Ja, det får man kvinden ved siden af til. Måske udfylder hun det rigtigt – måske ikke. Efter en lang proces, en del kaos og kvindefnidder, lykkedes det at få udbetalt pengene til kvinderne – nogle få må forlade kurset uden at få penge.

40.000 Tanzanianske shilling - små 150 kroner i danske penge – kan gøre en forskel i en families økonomi. Det fortæller hvor lidt en familie har, og hvor lidt der skal til for at give en udvikling i familiens økonomi. En rigtig spændende dag – som afsluttes med en lang køretur for at sætte medarbejdere af. Lange mørke veje fyldt med huller, mørke cyklister og motorcyklister.  På turen hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg selv ville have haft det, hvis det var mig der skulle udfylde et ansøgningsskema, men ikke kunne læse hvad der stod – eller skrive hvad der skulle skrives.  Hvordan ville jeg føle det, hvis jeg gik i banken for at få et lån, og så ikke kunne læse de papirer, de lagde foran mig - eller skrive under på dem – ja, min selvtillid ville nok ikke vokse.

I dag er vejret varmt og solrigt igen. Godt nok trækker der nogle mørke skyer henover himlen – men de er ikke faldet ned endnu, her er stadig varmt og tørt, og det er ved at være kritisk for afgrøden – vi har brug for regn – masser af regn. Hvis ikke der snart falder regn så visner bønnerne, og så går det ud over økonomien – over børnenes skolegang, muligheden for lægehjælp, for ordentlig mad. 







 

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Som afslutning på kurset kom præsten i øvrigt med et generøst tilbud. Han synes, jeg skal flytte til Tanzania permanent – slå mig ned i hans sogn – og så skal han nok finde en ægtefælle til mig!!! Jeg kommer tilbage til Danmark om tre uger!

Tanker i en magelig liggestol et sted i Tanzania.

Da jeg var på Bweranyange, var jeg med i en historietime, hvor temaet var kolonisering og frihed i Tanzania.  Det var en dygtig lærer, der fortalte eleverne om hvordan portugisiske, tyske og engelske kolonimagter underlagde sig Tanganyika, som landet hed dengang. – Han fortalte, så alle lyttede – måske var han lidt for venligt overfor kolonimagterne, når han fortalte om hvordan de udnyttede afrikanske landets resurser og mennesker til gavn for europæisk økonomi. Han fortalte om frihedsbevægelser - og om TANU som i 1953 fik Julius Nyerere - Tanzanias senere præsident  - som formand.  - Om frihed og demokrati i 1961 - om det blodige kup på Zanzibar i 1963 og sammenslutningen af Tanganyika og Zanzibar, samme år, til landet Tanzania.
For et år siden var jeg i Sydafrika – kun nogle få dage. Her mærker man tydeligt, at mennesker med min hudfarve ikke er så velkomne – vi fik fortalt, at der, f.eks. i offentlige stillinger, er positiv særbehandling for sorte, og at det kan være vanskeligt, i det hele taget, at få et job hvis man er hvid. Når jeg tænker på Sydafrikas historie med bl.a. apartheid, så forstår jeg det egentlig godt.

Men her i Tanzania føler jeg mig virkelig velkommen. I det område hvor jeg bor, er der ikke ret mange hvide, og somme tider kan jeg godt synes, at jeg vækker lidt for meget opsigt med mit anderledes udseende – men jeg oplever aldrig andet end nysgerrighed og undren.  

For et par uger siden var søndagens tema bevarelse af naturen. Her fortalte evangelisten om plantning af træer. Jeg spidsede ører, da han fortalte, at man, som led i handlen med Co2 kvoter, fik penge for at plante træer – træerne skulle så blive stående, og gro, i tanzaniansk jord mange år – sådan at jeg, i Europa, kunne blive ved med at svine  bl.a. med store fabrikker, men også ved at køre i bil og flyve verden rundt. Jeg vidste godt, at man købte og solgte Co2 kvoter, men havde aldrig tænkt over, hvordan det foregik. Tanzania har helt klart brug for pengene men vel også for jord til at dyrke mad på.  Jeg er glad for min bil, og vil nødig undvære mine flyveture, f.eks. til Tanzania - men ………………ja, det må jeg lige tænke lidt mere over.

Var på skolen for at undervise i engelsk i dag – men der var idrætsdag.  Så jeg satte mig lidt i skyggen og kikkede på, at de løb fodboldbanen rundt. Tænker ofte på, hvordan det var gået mig, hvis jeg var født og opvokset i en landsby her i Tanzania. Når jeg tænker på de 90 elever i klassen, er jeg helt sikker på, at jeg ville have gemt mig i mængden og ikke have fået lære ret meget.– Eller  - det er jo lang tid siden jeg gik i skole i Danmark - måske var jeg aldrig kommet i skole hvis jeg var opvokset her i Tanzania. – Så ville jeg måske have været en af de gamle udslidte og fattige koner - hvis jeg overhovedet havde levet i dag. Mærkeligt at tænke på, at jeg har haft alle muligheder i livet - og andre mennesker - her i Tanzania – men også mange andre steder i verden - næsten ingen muligheder har haft.

Mange kærlige hilsner Bodil

Hov! Hvor blev min skygge lige af?

Jeg har i hvert fald ikke solgt den!  Her, godt middag, var jeg ved at hænge vasketøj op, og så kom jeg til at kikke ned på jorden, jeg havde kun en lillebitte skygge lige under mig. Solen stod lige over mit hoved.  Og varmt det er det også. Vi er jo i starten af regntiden, men foreløbig har vi ikke fået så meget regn. Nogle gode byger men heller ikke andet. 

 

 

I formiddag havde jeg besøg af Esther, min swahililærer, hun er evangelist, og tjener en lillebitte smule ved det. Desuden har hun og hendes mand et lille landbrug med bananer, bønner, majs, kassava, kaffe og forskelligt andet. Medens vi drak formiddagskaffe snakkede vi. Esther har 6 børn - de 4 af dem går i secondary school - og det skal der betales for her i landet.  Nu må der gerne snart komme regn, sagde hun, ellers går det ud over bønnerne – og der er sygdom i kaffebuskene og i bananerne – og der skulle gerne være penge til børnenes skole. – Og så må vi håbe, at ingen bliver syge – for læge og sygehus koster mange penge. Jeg har besøgt Esther i hendes hus – et flot hus – når det bliver færdigt. Huset blev bygget, lige inden børnene begyndte på secondary school – siden da har der ikke været penge til at bygge videre på det, så indendørs er der rå og upudsede vægge. Gulvet er jord og sten, hvorpå der er lagt nogle flettede måtter – ingen møbler - børnenes skole har første prioritet – men hos Esther og hendes mand er man altid velkommen.  Så nu må regnen gerne komme - i rigelige mængder – så Esther og hendes familie – og mange andre - både kan sende børnene i skole og få noget at spise.  Det ville også være dejligt med lidt mindre støv på vejene. Biler og motorcykler rejser store støvskyer, når de kører. Desværre bliver vejene hurtigt til mudder når regnen kommer.

 

 

Her i Udkantstanzania, hvor jeg bor, er der meget smukt. Her er bjerge - og dale med søer i bunden, store marker med bananpalmer, og frodige skråninger med græssende geder, høje slanke eukalyptustræer – og så de røde jordveje der snor sig op og ned gennem landskabet. Hver aften står jeg i den lille gård ved Elses hus og kikke på månen og stjernerne - medens jeg børster tænder.  - Her i aften vil lyset i gården ikke tænde – det gør stjernerne ekstra flotte.  Jeg kender ikke stjernebillederne - vi er jo på den sydlige himmel – og månen ligger ned – men det er et fantastisk syn. Jeg kommer helt naturligt til at tænke på ordene fra salme 8: ” Når jeg ser din himmel, dine hænders værk, månen og stjernerne som du satte der – hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det”

Mange kærlige hilsner.

Bodil

Gode dage i Tanzania

Sidder netop nu med to fnisende piger Johanna og Claudia – de er ved at lære at strikke ret og vrang. Jeg ved ikke, hvad det hedder på swahili – så vi kalder det moja og mpili – et og to. Det er svært, når man næsten lige har lært at strikke ret – og aldrig har prøvet at strikke før.

Jeg nyder at være her.  Dagene går med mange forskellige ting – 4 dage strikker jeg med forskellige kvindegrupper i området, 3-4 dage hjælper jeg med engelskundervisningen i den lokale skole – og så er der jo også min egen undervisning - i swahili – det er svært - ikke for tanzanianerne – men for mig.

Men der også de helt anderledes dage – og dem er der heldigvis mange af. For et par dage siden var vi på besøg hos lokale evangelister. Bilen blev fyldt med 6 evangelister, en landbrugskonsulent samt Else og jeg – og så kørte vi – hele dagen - fra den ene evangelist til den næste.

Evangelisterne får ikke ret meget i løn, så de har alle en shamba – et landbrug. Vi var på rundgang i shambaerne, og landbrugskonsulenten kom med gode råd til, hvad man kunne gøre bedre og dermed øge sin indtjening.  Også husene blev gennemgået. Hvorfor var det ikke kommet et glat lerlag på huset endnu? Hvordan var det lige med toiletterne?  Var der gode baderum? Man forsøger at hjælpe evangelisterne, så de kan optimere deres indkomster, og så andre kan se, at det kan betale sig at gøre noget ud af hus og shamba. Vi fik selvfølgelig te med mælk og meget sukker samt jordnødder alle steder.  Og middagsmad med kogte bananer, bønner, kål og kød det sidste sted – en virkelig dejlig og anderledes dag.

Søndag var vi til gudstjeneste, og søndagsskole i Illega,, ca. 1,5 timers kørsel fra Kyerwa hvor vi bor.  Kirken var blevet udvidet for ikke ret lang tid siden, så den var med rå murstensvægge og halm på gulvet.  Men der var fuldt hus. – Jeg vil gætte på at der var 130 børn og 230 voksne - sådan cirka. Under prædikenen var vi ude for at fortælle bibelhistorie for de 130 børn – det er en stor gruppe – og så med to oversættelser – fra dansk til swahili og derefter fra swahili til kinjambo.  Efter gudstjenesten, som varede godt et par timer, var der frokost for hele menigheden. Kogte bananer, bønner, kartofler og kød – alt i rigelige mængder – til de ca. 350 mennesker. Til sidst underviste Else i hvordan man forvalter sin kirke. Bl.a. havde man sat friske grene med blomster i vinduerne til jul. De var nu helt tørre og visne - det var ved tiden at få dem pillet ned.

Gode dage, men også hårde dage. Man er træt efter sådan en dag. Og jeg har endda ikke kørt på de hullede grusveje og heller ikke undervist i hvordan man forvalter sin kirke – så Else må være endnu mere træt.  Frederick og Else er her til morgen kørt afsted på en 3 dages tur for at besøge 150 kvinder, som skal have et mikrolån – jeg har kun haft lidt undervisning i skolen og strikkedamer her i eftermiddag – ganske afslappende. Men – det har ikke været den rene afslapning for Else og Frederick– faktisk lige modsat.

 

Kærlig hilsen Bodil

Hvor mange mennesker kan der være i en minibus?

Tjah, hvis der skal være en plads til hver, så kan der vel være 11 plus chaufføren.

 Mange har spurgt mig, inden jeg tog til Tanzania – er du ikke bange for slanger, skorpioner og alt muligt andet kryb. Eller spurgt om jeg ikke var bange for den lange flyvetur. Sjovt nok har ingen spurgt mig om jeg ikke er bange for at færdes i trafikken her i landet.

Det kunne der ellers være god grund til. Hver mandag og fredag tager Claudia – som er en af Elses unge piger i huset – af sted, mandag til Nyabikulungu og fredag til Kachato for at strikke med et hold kvinder. Det foregår med offentlig transport. Vi starter hjemmefra bag på en motorcykel – en til hver – og det er vist lidt luksus, når jeg ser hvor mange mennesker, og hvor meget gods, der ellers kan være på en motorcykel. Jeg kan ikke lide at køre bag på en motorcykel – men vi har fundet en, der kører stille og roligt – når han så kører af sted med mig– så griner han pikipiki (motorcykel) polepole (langsom). Og han kører også stille og pænt – men jeg synes der er mange huller i de røde jordveje. Hvem sagde styrthjelm?  Vel fremme ved stationen venter vi så til bussen kommer. Det gør man jo også i Danmark – men her ved man aldrig hvornår bussen kommer – bussen kører ikke før den er fyldt op, så måske venter den på en station, eller to, tidligere end vores. Og så til spørgsmålet - hvor mange kan der være i en minibus? Ja, i går var vi 23 plus chaufføren.

 

Jeg sad baglæns, lige bag chaufførsædet. Hvad der lå under sædet, ved jeg ikke, men dansk sædevarme kan slet ikke være med – den her plads - for et sæde var det ikke – var meget, meget varmere. Samtidig stod der 5 personer op i bussen – og man kan ikke stå op i en mimibus, så de lænede sig indover os der sad ned. Av mit ben - det var vredet i en lidt mærkelig stilling - og jeg kunne ikke flytte det.

Nu kan jeg jo desværre ikke forstå, hvad de snakker om – og Claudia som gerne oversætter til engelsk for mig, var mast ind længere nede i bussen – men det var mig de talte om - denne underligt udseende dame som de havde med – for pludselig begyndte de at føle på mit hår – og så grinede de, og sagde ting som jeg ikke forstod. Hvor ville jeg dog gerne kunne lidt mere swahili – det ville have været fantastisk at kunne snakke med dem.

Snart stoppede bussen – nogle skulle af – der blev lidt bedre plads. Måske var vi kun 20 tilbage – og det er jo god plads – efter afrikanske forhold.  Turen sluttede med pikipiki polepole hjem. Endnu en dejlig og spændende dag – trafikken er en del af oplevelsen her i Tanzania.

De kærligste hilsner Bodil