Giv en ged!

To fantastiske måneder, i Tanzania, er ved at være slut.

Ligger på min seng og skriver, i baggrunden kan jeg høre korsang – det er pigerne på Bweranyange – mine piger – de øver sig, der skal være fest på mandag. De holder fest for mig, men heldigvis bliver det i denne omgang en fest for alle – eleverne holder juleferie fra 30. november til 8. januar – så det kommer til at virke som en afslutningsdag for alle med sang, musik, dans og god mad. Eleverne elsker at synge, danse og optræde – jeg glæder mig, rigtig meget, til festen.

Søndag holder vi en lille fest her i huset – også med god mad og gaveoverrækkelse. Fra nu af er alle dage en fest. En lidt mærkelig følelse! – Jeg glæder mig til at vende hjem til Danmark, men det er alligevel trist, at sige farvel til alle de skønne mennesker jeg har mødt. Glæder mig allerede til at komme tilbage på skolen i 2018.

Det har, igen, været en fantastisk oplevelse, at være volontør her på Bweranyange. Fantastisk at se pigernes glæde ved at få bøger. Se deres glæde ved at lege med de fysikinstrumenter, som jeg havde med. Nååååh nej - pigernes glæde ved at lave forsøg med de fysikinstrumenter, som jeg havde med. Men der må gøres noget for lærerne – det er blevet vanskeligt, at være lærer. Når man altid har brugt tiden i klassen på, at skrive bøgerne af på tavlen og eleverne så har kopierede det, der stod på tavlen til kladdehæftet, som lærerne så samlede sammen og rettede. – Lærerne bruger oceaner af tid på, at rette det som eleverne har skrevet af – eller måske især på at kontrollere, at de virkelig har skrevet det, som de skulle. Det er ikke effektiv undervisning og når så tiden hvor de er – eller skulle være - i klassen bruges på at komme for sent og på at slå pigerne – kan jeg faktisk godt forstå elevernes dårlige standpunkt. Jeg har snakket rigtig meget med, især, sciencelærere, men også med flere af de andre lærere, og nogle fra bestyrelsen, om det.

En af lærerne er til en konference i øjeblikket og vi andre – sciencelærere - retter hans eksamensopgaver – det giver sommetider nogle sjove oplevelser – ja, jeg forstår ikke altid rettevejledningen – f.eks. fra Kemi.  Indsæt et ord: ……..ikke ind i laboratoriet uden at have fået lov. Der skal stå gå! - Det siger rettevejledningen.  – Kan der måske også stå løb? Eller kik?  Eller: ……….ikke kemikalierne uden lærerens tilladelse. Der skal stå bland! Kunne der også stå smag? Eller spis? Eller drik? Eleverne har mange gode forslag – og nogen af dem kan jo være rigtige nok! Jeg tror ikke Fuglsang bryggerierne i Haderslev, vil mene, at de er en kemisk industri – men det er de ifølge rettevejledningen – og indrømmet, jeg har heller aldrig set et appelsindepot på fabrikken. Til gengæld har tandpasta og benzin - ifølge samme rettevejledning - ikke noget med kemi at gøre!  Sådan bliver jeg klogere hver dag – og det er jo dejligt i min alder.

Det næste år - inden jeg regner med at vende tilbage – skal jeg have søgt om penge til flere bøger, og til andre projekter. Men der skal også være tid til at overveje, hvad der kan gøres bedre i matematikundervisningen. I hele Tanzania består kun 12-15 % af eleverne til eksamen i matematik Form 2 og endnu færre i Form 4. Bweranyange ligger desværre endnu lavere! Jeg har set nogle af de nationale prøver og de er ikke svære.

Desværre kan jeg ikke lave om på undervisningssproget (der undervises i øvrigt meget på swahili på Bweranyange – selv om undervisningssproget er engelsk – godt for forståelsen af fagene men det betyder, jo desværre, at pigerne ikke er alt for gode til engelsk, når de sidder til eksamen). Jeg kan heller ikke lave om på lærernes uddannelse - men måske er der nogen af jer, der sidder derhjemme, og læser dette, der kunne tænke sig at blive volontør på Bweranyange og hjælpe lærerne med undervisning i pædagogik. – Et par pensionerede lærere? – Det er en fantastisk oplevelse, at være seniorvolontør her i Tanzania. Kunne det ikke være fantastisk at være med til at gøre Bweranyange til en mønsterskole? – Se ideer og pædagogik spreder sig til andre (af ELCTs) skole.

Nu øver de også i kirken, lige ved siden af hvor jeg bor – korsang til 1. søndag i advent. Deres sang overdøver sangen fra skolen. Glæder mig til at være med til 1. søndag i advent her i min lokale sognekirke – regner med, at der er masser af sang – og børnene har øvet sig på drama og talekor – har jeg set.

 Jeg har snakket med Zeulia. – Jeg vil gerne køber en levende ged, som min julegave til dem der bor her i kompounden – hun siger, at der sommetider er en ged på kirkemarkedet her op til jul - men jeg kan godt være i tvivl, om jeg kan finde ud af, at købe en. Jeg kender kun tallene på swahili op til 39.500 - det er godt hundrede kroner – og det får jeg vist ikke en ged for. Jeg skal overbevise Zeulia om, at jeg mener det med geden inden søndag. Hun kan godt slagte den – siger hun. Det kan jeg ikke – men købe den, det vil jeg gerne.

Her lørdag snakker vi stadig om at købe en ged. Problemet er, at Zeulia faktisk ikke kan slagte en ged, som hun ellers sagde – men det kan evangelisten – og så får alle alligevel gedesteg til jul.

Eller gør de? – Sidste udvikling er, at Zeulia mener, at jeg bare kan give hende pengene og så kan hun købe en ged, når vi når lidt tættere på jul. – Men den går ikke! Her er masser af plads til en ged. Jeg har boet for længe i Bushangaro, til at tro på hvad som helst.

Lørdag eller søndag er min sidste dag på internettet – sidste blog, i denne omgang, kommer fra Danmark – når jeg igen er hjemme i mørket og kulden.

Kærlig hilsen og glædelig advent

Bodil.

PS: Lige inden jeg lagde min blog på nettet. Så fik vi alligevel købt en ged – 45.000 Tz shillings – omkring 150 kr. - Kød til jul til alle her i vores lille kompound. Og så bliver græsset også slået!

For …… da. Rådne unge!

!

 Mandag var jeg ”snydepasser” hele dagen fra kl. 8 til kl. 16 – med indlagte spisepauser. Da jeg ville gå hjem, var der en lærer, der spurgte, om jeg havde travlt – om jeg ikke lige kunne passe hans hold, bare nogle minutter til han kom tilbage. – Han kom selvfølgelig ikke tilbage og jeg fik lige et par timer mere i dag – det var også OK.

 Form 1 - skriftlig historie. Mens jeg sad og kikkede ud over flokken, så det lidt mærkelig ud hos en af eleverne – og ganske rigtigt, hun sad med en veltilrettelagt ”snydeseddel”, som jeg selvfølgelig tog. Da eksamen var slut, græd hun som pisket – og jeg havde en mistanke om at det kun var skuespil. – Ville jeg ikke godt tilgive hende? – Men nej! – Dette var for groft. Hendes historielærer var der ikke – så jeg snakkede med en anden historielærer. ”Snydesedlen” er givet videre

Nu, et par timer efter tænker jeg, at jeg er så meget i tvivl. Hvad gør de ved hende? Skulle jeg have tilgivet hende? Hun havde helt sikkert forberedt sig grundigt på at snyde.– Selvfølgelig skal hun have sin uddannelse - håber ikke de kan finde på at smide hende ud af skolen – men hun er også nødt til at lære, at gode karakterer er noget man arbejder sig til – ikke noget man snyder sig til.  Jeg er bare, så meget, i tvivl!!                                                                     

Tørrede græshopper og biller.

Tørrede græshopper – små tørrede fisk med hoved, øjne, og indvolde – det er ok, det kan jeg godt spise. – Men når jeg ser insekter kravle rundt og deres vinger ligge i hobetal langs vejene, så synes jeg ikke, lige jeg har lyst til at spise dem.  Eleverne fortalte, at de tørrer og rister insekterne – og at de er virkelig lækre – de ville gerne tørre og riste nogle, så jeg kunne smage dem.  De grinede meget, da jeg tøvende sagde neeeeej tak, det behøvede de skam ikke.

I morges da jeg gik i skole, kunne jeg se, at vejen var fyldt men flotte, store insektvinger – langs vejene gik folk med poser og kander og samlede insekter. Da jeg nåede skolen, samlede eleverne også insekter – flere af dem havde store håndfulde. Sommetider trak de næsten insekterne op ad jorden.  Biologilæreren standsede, fnisede henrykt – skulle jeg ikke smage – de smagte pragtfuldt og var meget proteinrige. Tak, tak, men………. - Altså det var en delikatesse – helt på linje med tørrede græshopper – som jeg egentlig ikke synes rigtig smager af så meget.

5 dage om ugen får eleverne ugali og bønner - stiv majs- eller kassavagrød og kærnerne af store bønner kogt med løg og strimler af peberfrugter. – To dage om ugen får de ris i stedet for ugali. Derudover består menuen af sød te – ikke andet. Det ser ud som om pigerne trives med det – mange af dem er høje og kraftige piger – de ser hverken ud til at være under- eller fejlernærede.

Jeg har kun smagt ugali en gang – for snart 5 år siden - da jeg var i Tanzania for første gang overtalte jeg Magdalene, min værtinde i Kyerwa, til at lave det til mig. Det var ikke ligefrem superlækkert men bestemt heller ikke uspiseligt.

I går aftes fik jeg stegt hane, bananmos (som ligner og smager næsten som kartoffelmos), tomatsovs, ristet hvidkål med tomater og løg, ægfrugter og tomater kogt sammen, kogt spinat med løg og gulerødder i skiver - 6 forskellige skåle på bordet. Til efterret en tyk skive ananas.

Bananer, løg, tomater, ægplanter, kål og gulerødder m.v. holder sig jo fint i Zeulias spisekammer – Her er hverken er fryser eller køleskab. Men kød og fisk hvad gør man så? Ja, så er man nødt til at købe det på markedet og bruge det samme dag – eller man kan købe dyret levende og have det gående i snor eller hønsegård indtil man skal bruge kødet. Det giver selvfølgeligt lidt ulemper, f.eks. når en hane galer i tide - og især i utide – men hvis man vil have fjerkræ, så er det sådan det er. Man får ikke kød ret tit her. Eleverne, på skolen, får det aldrig – lærerne en gang om ugen – men jeg får det næsten hver dag. Det er ren luksus på et sted som dette. Da jeg købte en hane på kirkeauktionen, startede budene på 2.ooo Tz shilling - men ganske hurtigt var der kun præsten og mig som bød på hanen – han bød hele tiden over – og jeg havde besluttet, at den hane skulle være min - og den sluttede på 15.000 Tz shilling – noget mere end man normalt betaler for en gammel hane. Bagefter fortalte præsten mig, at hanen var medbragt af en der havde vanskeligt ved at betale den lovede kirkeskat – og havde behov for lidt ekstra hjælp - det fik hun så - af præsten og mig.

Jeg har besluttet, at give eleverne et godt måltid med kød og grøntsager, det er min afskedsgave til dem. – Ville man give et helt almindeligt måltid mad som gave til danske unge?  Nej, for i Danmark er god og nærende mad en selvfølge – en rettighed som man har. Hvor ville det være dejligt, hvis god mad og nok af den, blev en rettighed, som alle mennesker har.

Hvis jeg kører til og fra Kayanga - hvilket jeg har gjort 2 gange den sidste måned – så kører jeg gennem et område, hvor kaffetræerne ingen blade har – de ser ud som om, de er gået ud, (men måske kan de skyde fra roden og blive grønne igen). Enkelte bananplanter har måske et lille grønt blad i toppen men ingen bananer – der er ingen majs og ingen bønner. Når man kører gennem sådan et området, har man indtryk af, at her er der sket en katastrofe, og der er der på en måde også – afgrøderne har ikke fået regn i omkring to år.  Det er heldigvis ikke alle områder, der er ramt lige hårdt - selvom de fleste, heromkring, er ramt af tørke – så mon ikke naboerne hjælper dem, der er hårdest ramt - så ingen kommer til at dø af sult. For os i Danmark? - Vi har helt bestemt ikke råd til at hjælpe! – (Ironi kan forekomme)

Kærlig hilsen Bodil

PS: Sister Zeulia har lige fortalt mig, at der sommetider er en ged på kirkeauktionen – og hvis der er, må jeg gerne købe den – hun skal nok slagte den. Det var der desværre ikke i dag – søndag – men hvis der er næste søndag, vil jeg gerne købe den, så Zeulia og hendes naboer kan få gedesteg til jul.

Jeg har skrevet om det før – men det fylder bare så meget i min hverdag.

Da jeg var barn, mente min mor, helt bestemt, at jeg skulle være lærer – men det skulle jeg i hvert fald ikke - mente jeg.

Og det var helt tilfældigt, at jeg endte i skoleverden. Der var mange ting, som jeg var ret vild med, da jeg var barn – spejder, idræt, Røde Kors – eller bare de andre unger ude på gaden - frikvartererne frem for timerne. – Så lærer – nej tak! Jeg fik dog lært at regne, læse og skrive, fik også en uddannelse – og valgte så at blive efterskolelærer - bare for et år – jeg skulle, selvfølgelig, arbejde som geolog, når det nu var det, jeg var uddannet som. Et år på efterskole blev til to år, blev til 3 år, blev til……….blev til 13 fantastiske år som efterskolelærer – det ene år tog bare det andet. Resten af mit arbejdsliv kom også til at handle om undervisning og jeg kom aldrig rigtig til at arbejde som geolog.

Efter at jeg gik på pension, var der så meget, som jeg skulle nå – alt det som der ikke havde været tid til i et travlt arbejdsliv – bøger som skulle læses - foredrag der skulle høres – seniorvolontør i dialog i Indien - pædagogmedhjælper i Honduras - kvinder og børn i Tanzania - en kort tid på skoler og landbrug i Bangladesh og Mozambique – nå ja, foruden alt det andet – mine små spejdere – sogneklubben og sandelig også en sognecafé – min besøgsveninde – familiefødselsdage og……. Alt sammen til stor glæde og fornøjelse for mig selv.

Men så kom jeg til Bweranyange – kostskole for 300 piger ca. 14-18 år. Pludselig var jeg tilbage i efterskoleverdenen – og endnu engang blev jeg grebet af det – kunne slet ikke holde op igen – tager lige en omgang til – også her på Bweranyange.

I går besøgte jeg Karagwe Secondary School – stor skole, mange elever - så mange at forstanderinden ikke engang ved hvor mange – men 6-700 piger og drenge fra 8. klasse og op til studentereksamen – efter danske forhold. Spændende at se bygninger og snakke med lærerne – men allerbedst at gå alene rundt på området og snakke med eleverne – disse herlige unge mennesker – fyldt med boblende livsmod og -glæde parate til at gå ud og erobre hele verden – også selv om deres verden er knap så nem at erobre som vores. Mødte et par der sad og så hinanden dybt i øjnene – måtte jeg tage et billede? – Nej, helst ikke! – Man har vel også en smule privatliv her midt mylderet af kammerater.

Nu har jeg været på Bweranyange i 5 måneder – og jeg synes slet ikke, jeg kan få nok af samværet med pigerne. Har tit lidt ondt af dem – det tror jeg faktisk ikke, de selv har – måske er det kun mig, der indimellem synes, det er synd for dem – for dem er det bare sådan hverdagen er. Jeg forstår ikke tanzaniansk (skole)kultur. Bedst som jeg tror, pigerne studerer flittigt – så har de gang i alt muligt andet – nå ja, sådan var det vist også, da jeg gik i skole i Danmark - så det bør jeg vel forstå.  Men netop som jeg troede, at lærerne var begyndt at komme lidt mindre for sent til timerne - så kommer de slet ikke til timerne - der er lige noget, der er vigtigere - eller sjovere.  Netop som jeg tror, at lærerne snakker venligt til eleverne, høres der slag og høje skrig.

Jeg har, her under prøverne, haft god tid til at tænke over tingene, og det virker som om lærerne og eleverne ikke arbejder hen mod samme mål - at give pigerne så god en uddannelse som muligt. Når jeg underviser lærerne i fysik, er jeg chokeret. De kan skrive flotte og indviklede formler af på tavlen – men de mest simple sammenhænge kender og forstår de ikke. Jeg troede, at det var hovedregning 1600:8 = 200 – fordi 16:8 =2 – er det 2. klasse i Danmark? Og så er der de to nuller, som bare skal sætter bagefter. Men det måtte skrives som et rigtigt ”dividerstykke”. – Vi taler om en matematik- og fysiklærer!

Jeg tænker sommetider, at sciencelærerne virkelig er dårligt uddannede, når de slår, eller nedværdiger pigerne, så er det for at forsvare sig selv – for ikke at indrømme at de ikke ved, eller kan forstår, det som pigerne spørger om, eller ikke kan forklare det, som pigerne har lavet fejl. Pigerne får ikke de svar, som de har brug for – tør ikke spørge – er bange for at få tæv – det får de så alligevel – eller bliver nedværdiget på anden vis.  Det er en ond cirkel! – Hvordan får vi den brudt?

Det er ikke første gang, jeg stiller mig selv de spørgsmål – da jeg var på børnehjemmet Emmanuel i Honduras med Impact – var både fysisk og psykisk vold også hverdagen der – jeg skrev om det i min rapport, men blev ikke taget alvorligt: -” Ja altså - sådan er det nu engang på det sted.” Nu må jeg, på samme måde, spørge hvorfor Danmission ikke går i dialog med vores samarbejdspartnere ELCT her i landet? Ja, det gør de jo også - fordi jeg, som seniorvolontør i Danmission, gør det. Men hvordan kan man samarbejde med, og støtte, en organisation, der har skoler, hvor vold mod børn er en del af dagligdagen?

Jeg er på Bweranyange lidt tid endnu, men jeg glæder mig allerede til at komme tilbage til mine piger med flere bøger og flere fysikinstrumenter – det er vigtigt for pigernes uddannelse - men det andet – det med fysisk, og psykisk, vold,det er mindst lige så vigtigt.

Kærlig hilsen Bodil

Afsked med Form 4

Her i Tanzania tager man pænt afsked med folk, når de forlader ens hjem. Man følger dem et stykke på vejen. – Jeg har selv oplevet det mange gange.  Tænker, at når jeg selv siger farvel til mennesker, i mit hus, hjemme i Danmark - nogen som har været gæster i mit hjem - så følger jeg dem egentlig også tit ud til bilen eller vinker, i det mindste, til dem fra trappestenen.  Når jeg tænker efter, tror jeg, vi er mange, der gør sådan i Danmark.

Da jeg var lærer på en efterskole i Danmark og vi skulle sige farvel til et elevhold, festede vi hele dagen i forvejen - og de sidste timer var der store knus og mange tårer. Jeg kan ikke huske at nogen af lærerne græd, men eleverne gjorde. – Jeg kan også godt huske, at jeg selv har haft en klump i halsen – for hvor var jeg dog kommet til at holde af alle de irriterende, dovne, provokerende, møgunger - for de var jo, alle sammen, fantastisk skønne unge mennesker.

I disse dage tager vi afsked med Form 4. De har været elever på skolen i 4 år. Nogle af dem var til eksamen i dag og en time efter bar de deres ting ud fra skolen, de sidste skal til eksamen i handel i morgen – så rejser de også hjem. Her var ingen afslutning eller fest. – Eksamensbeviset kommer sidst i januar – ja, man har jo ikke post her i landet, men det bliver, på en eller anden måde, sendt til forældrene.  En ganske stor del af pigerne er desværre dumpet. For rigtig manges vedkommende skyldes det især matematik men også fysik.

Jeg blev overrasket, da jeg så dem komme gående med deres lille kasse samt en sammenrullet madras.– Jeg havde tænkt, at de skulle feste fredag aften eller evt. lørdag, inden de tog af sted. Jeg kan huske, hvordan alle eleverne festede for mig, da jeg havde været her i tre måneder – og jeg ved, at der er afskedsfest for mig mandag d. 28. november, inden jeg forlader skolen. Jeg ved at eleverne elsker at feste, synge, danse, holde taler.

I dag kom de første så gående ud af skolen på vej hjem. På parkeringspladsen ventede to taxier samt nogle motorcykler.  Men inden da stod der tre lærere parat - kasserne skulle åbnes – alt blev rodet igennem – havde eleverne taget noget, der hørte skolen til? Pigernes hæfter blev undersøgt for skolens stempler - lærerne fandt ikke noget, som eleverne ikke måtte have.

Og jo, det gjorde de. - En af pigerne havde klistret den indvendige side af låget på hendes kasse helt til med billeder.  Billeder af hende selv og kammeraterne i skoleuniform – billeder af popidoler, tror jeg det var – og så nogle billeder af hende selv, taget ved en bygning som jeg ikke kendte, iført en top med stropper og lange bukser. Først grinede lærerne fjollet i et stykke tid – så tog de fat i billederne og hev dem af låget. Jeg forstod ikke hvad der foregik, så jeg spurgte hvad der var galt – fik først intet svar, men da jeg spurgte igen, sagde de, at det var imod skolens regler. Pigen var meget ked af det – og jeg tænkte, at det var pæne og anstændige billeder, de kunne være taget på gaden i Bukoba og kassen skulle med hende hjem, så lærerne kunne vel være ligeglade, men lærerne beholdt billederne.  Udover de lærere der undersøgte kasserne var der ingen lærere, eller forstanderinde, til at sige farvel til eleverne – ikke et knus ikke et håndtryk - ingen sagde farvel og ha´ det godt – jo jeg gjorde.

Jeg holder meget af Bweranyange. Eleverne er fantastiske og lærerne er også rare og venlige overfor mig. Men jeg bliver sommetider virkelig vred, når jeg ser hvordan lærerne behandler eleverne.

Jeg ved ikke, om det var nødvendigt at gennemrode alt eleverne bagage, inden de forlod skolen – det er muligt, at der ellers kunne være g(l)emt noget i bagagen. Lærerne kunne måske have kikket, inden eleverne lukkede kassen, på sovesalen – eller i det mindste kunne de have talt ordentligt til pigerne, når de nu ikke fandt noget i deres kasser. Var det virkelig nødvendigt at beslaglægge en piges billeder?  Og jeg kunne fortsætte. – Er det virkelig nødvendigt at tæve pigerne med kæppe?  - Eller slå med en kæp i håndfladerne dagen før en skriftlig eksamen?  Er det virkelig nødvendigt at grine af pigerne, i stedet for at hjælpe dem, hvis der er noget, de ikke kan finde ud af?

Hver dag starter med morgensang og morgenbøn her på skolen. Lærerne holder på skift taler - ofte med kraftig røst, og mange fagter – jeg forstår, som regel, ikke noget som helst - talen er på swahili – indimellem oversætter taleren lidt til engelsk – nøgleord tænker jeg - eller en anden lærer fortæller mig, hvad dagens tale handlede om – og jeg kender jo teksten de taler om.  Der er ingen sammenhæng! – Kristendommen handler (bl.a.) om at elske sin næste som dig selv – om at behandle andre mennesker som du selv vil behandles – eller (måske lidt højtravende) man kan sige, at det handler om at elske andre mennesker, ligesom du selv er elsket af Gud. – Og så mener jeg, kristendom handler knap så meget om at se from ud – gå i kirke hver søndag - synge salmer - be´ alenlange bønner og holde fromme taler.

Ja, undskyld – men jeg mener lærerne har misforstået kristendommen temmelig kraftigt, når de tillader sig at slå og nedværdige en flok store piger.

Kærlige hilsner Bodil

PS: Jeg skal hilse fra Sister Zeulia og Dina.

Der er praktiske prøver i biologi i dag.

Der er praktiske prøver i biologi i dag. Praktiske prøver? Ja, det kom også lidt bag på mig. Lærerne var i den sidste periode, hvor jeg var her, stort set ikke i laboratorierne.  Når de var, var det højst et spørgsmål om, at eleverne sad på taburetter og ikke på stole – læreren var iført en kittel - men ellers foregik al undervisning på tavlen som det plejede - rent teoretisk.

Da jeg kom her i oktober, blev jeg glad hver gang lærerne var i gang i laboratorierne. Der var ikke så meget materiale at gå i gang med – men jeg har set elever, som har lavet plancher, hvor de har tegnet voltmetre, tegnet en bismervægt efter en anden tegning og givet de forskellige dele af vægten navne. Og så blev der jo anskaffet en flok potentiometre – og dem har eleverne også lavet ”forsøg” med. – Ja - altså eleverne har fået strøm fra et batteri, indsat et voltmeter og fået strømmen til at gå gennem metaltråden på potentiometret. Altså ingen rigtige målinger – bare viseren på voltmetret bevægede sig, var forsøget udført og vellykket.

130 lommeregnere givet af bodil og Niels Hjorth

Jeg tror, potentiometret kommer som eksamensspørgsmål i år – og hvis de havde praktiske prøver sidste år, så var den praktiske del, at forklare et voltmeters brug og indsættelse i et kredsløb – det giver en forklaring på de mange voltmetre. Jeg tror, man, i Tanzania, er i gang med at tilføje nogle praktiske aktiviteter til nogle ellers helt igennem teoretiske prøver. – Jeg tror, det vil være godt for eleverne – det vil gøre det nemmere at forstå fysik, og andre fag, for rigtig mange elever. – Og det vil give mening at sende godt dansk fysikudstyr til Bweranyange, lærerne vil være tvunget til at ændre deres undervisning til noget der er mere praktiske, Hvis der er noget i depotet, som det er let at bruge, motiverer det lettere lærerne til at gå i gang med praktiske øvelser – til glæde for eleverne.

Jeg har rigtig god tid i øjeblikket – men de praktiske prøver gør, at sciencelærerne har travlt. – Målebægre og reagensglas skal vaskes – det gør elevere. Bordene skal stilles op på rigtig måde – det gør eleverne. Prøverne skal forberedes, senere rettes – det gør ministeriet. Der skal være vagter til prøverne - det klarer ministeriet også. Jeg tænker, at lærerne, i forbindelse med de praktiske prøver, er mere nervøse end eleverne – derfor suser de lidt rundt og ser forvirrede ud.

Jeg har ikke suset rundt – men snarere drysset rundt – det har været lidt småkedelige dage. Normalt skriver jeg blog om aftenen. - Efter kl. 17-18 er der som regel strøm hjemme hos Sister Zeulia - og så lægger jeg bloggen på nettet dagen efter, på skolen, hvor internettet er rimeligt godt. I dag er skriverierne foregået på skolen i et kladdehæfte – og skrevet ind på computer hjemme efter at strømmen er kommet.

Ellers er hverdagen ved at indfinde sig – savnede i starten mine søde skolepiger om morgenen – der var ingen til at følge mig i skole syngende guddi morning tisjer ……….men nu er de dukket op, det er jeg glad for – det er hyggeligt, det er nogle fantastiske piger.

Jeg regner med, at jeg skal besøg KARASECO en af dagen, inden jeg rejser hjem. KARASECO er en Secondary School lige som Bweranyange, men de har klasser fra Form 1 til Form 6 og er en skole for både piger og drenge. Jeg tænker, at når jeg får rigtig mange fysikinstrumenter i efteråret 2017 – og finder ud af, hvordan jeg kan få dem til Tanzania, med container eller…….– så er der for mange til én skole – så måske kan de også bruge nogle fysikinstrumenter på KARASECO. Jeg vil gerne besøge skolen og se deres fysiklokale. Det er Sophia der er forstanderinde på skolen. Da jeg besøgte Bweranyange i foråret 2015, var det Sophia der var forstanderinde her. Jeg boede en uge i hendes hus, det kunne være hyggeligt at hilse på hende igen. Har netop hørt fra Sophia – jeg tager af sted i næste uge.

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Der har været praktiske kemiprøver i dag – (den dag jeg lægger på nettet). For de lidt kemikyndige: – Titrering af natriumhydroxyd (NAOH) med saltsyre (HCl) til PH 7. Udfør øvelsen og beskriv reaktionen. 3 timers prøve for piger i en klasse der nogenlunde svarer til 1.g i Danmark – piger som har tilvalgt fysik og kemi. 

Har netop fået at vide, at der, også tidligere, har været praktiske prøver i science-fagene. Man har klaret sig med tegninger og billeder - men i morgen kommer der potentiometre i praktisk fysik - det er helt officielt. Hvis de piger ikke får nogle gode karakterer.......

Om økonomi, regn og en del andre ting.

Hver morgen, efter morgensang og morgenbøn, er der afsat lidt tid til et møde, hvis der er noget, som medarbejderne har brug for at snakke om. I øjeblikket er der møde hver morgen og alle møderne handler om det samme – at få nye elever til Form 1. Der er 87 elever, der forlader skolen efter Form 4. Men lige nu er der kun 40 elever til den kommende form 1. Erfaringerne fra de sidste år er skræmmende. Der er 87 elever på Form 4, 83 elever på form 3, 58 elever på form 2, og 65 elever på form 1. Skolen skulle gerne op over 300 elever, hvis økonomien skal hænge sammen. Skolen prøver lige i øjeblikket at ringe rundt til mulige nye elever – og de fleste siger, at de gerne vil sende deres pige til skolen – men de har ikke penge til det. Der har været tørke i området i lang tid, og økonomien er virkelig trængt i mange familier.

Når jeg går rundt i området og ser bananplanter, kaffetræer og næsten alle andre træer og buske, så hænger de – selv eukalyptus træerne og de langnålede fyrretræer hænger. Når jeg spørger Sister Zeulia, hvorfor jeg ikke kan købe de små, søde bananer i de lokale butikker, som jeg plejer, (plejer er januar til april i år) får jeg ikke rigtig noget svar – en grimasse - og svaret, at det ikke er så godt – at der heller ikke er så mange af de andre bananer – og jeg kan godt se, at planterne mistrives. Indtil i går er der vel højst faldet 10 mm regn, i de snart 4 uger jeg har været her.

Nogle af kaffetræerne ser ud som om de er gået ud. En skov med eukalyptustræer ser ud, som når det er efterår i Danmark. Biologilæreren fortalte mig, at det er tørken der gør det, mange af kaffetræerne har ikke blomstret i år – og så kommer der heller ingen frugt. Mange forældre betaler skolepenge når kaffehøsten er i hus – men i år og næste år bliver høsten meget lille – Der er ikke penge til at sende børnene i skole.

Torsdag faldt der masser af regn – veje og stier forvandledes til floder. Alle jublede, det var en velsignelse og man takkede Gud for, at regnen endelig kom efter lang tids tørke.  Jeg ville egentlig snarere have brokket mig til Gud over der i det hele taget skulle være tørke. Spurgt ham om hvorfor, i forvejen, fattige mennesker skal trues af en mulig sultkatastrofe. Hvorfor en i forvejen spinkel økonomi skal ødelægges fordi det ikke regner – men sådan tænker vi jo forskelligt. Flere af eleverne fortæller, at deres far er i enten Tyskland eller Sverige, ellers var der ikke penge til, at de kunne gå i skole.

Sidst, jeg var her, havde jeg et fast skema. Denne gang må jeg bede de andre lærere om at få nogle af deres timer.  I oktober lykkedes det rigtig godt, jeg havde mange timer med interesserede og engagerede elever - som forbløffende hurtigt fik styr på de danske fysikinstrumenter. Men lige nu er vi i gang med de nationale prøver for form 4 og så er her en lidt stille stemning – lærerne drysser rundt – kører på markedet – skriver læseplanen af. Eleverne læser i bøgerne, og i deres notater, men ellers foregår her ikke så meget. Sidst på formiddagen kommer form 4 eleverne ud og ser temmelig bælgøjede ud. De lægger sig i græsset med bogen til den næste eksamen foran sig. Hvis jeg spørger, hvordan det er gået svarer de. ”joooh det gik vist……….måske………..jeg håber da…………….I morgen er det matematik …………..det er vi altså rigtig bange for……………..bed for os………og det lover jeg så.  Alle eleverne er virkelig dårlige til matematik, og virkelig bange for eksamen – jeg forstår det ikke – ved heller ikke hvordan jeg, på sigt, kan hjælpe dem. Næste eksamen venter bare tre timer efter, fokus er allerede på næste fag – i dag er det kemi og samfundskundskab.

Mange kærlige hilsner Bodil

Det lykkedes mig i øvrigt at købe en lille kurvfuld søde bananer i Kayanga. Jeg elsker dem! Ja, alt frugt er dejligt i Tanzania. Ananas er søde og saftige, slet ikke som dem vi kan købe i Danmark. Der er de lækreste papajaer og passionsfrugter. Selv avocado, som jeg egentlig ikke bryder mig om i Danmark, er lækre her.