Demens?

Så er det snart slut. Jeg forlader Honduras om 3 dage. Ligger lige nu i en hængekøje i Copán Ruinas og nyder solen – som næsten er for skarp – og varmen. Om lidt går solen ned og der følger en af disse herlige lune aftener. Det har været nogle fantastiske dage. Foruden ruinerne og fugleparken har jeg nydt at gå rundt i byen – sidde på et skyggefuldt sted og nyde en Granitas de cafè, eller bare en kop kaffe. Jeg har også brugt timer på at ligge og læse eller skrive i en hængekøje. Denne have er fantastisk! Bjerge danner baggrunden, på himmelen svæver en stor flok kondorer (gribbe). Lige udenfor haven er der en lidt fugtig eng – her holder en større gruppe ibisser til (smukke hvide fugle) - hvem sagde myg?  I havens blomster finder kolibrierne deres føde – det er fantastisk at se de bittesmå fugle stå helt stille i luften – og flyve baglæns - det kan de også.  Nå ja, foruden palmerne, orkideerne i blomst, bananerne, og alt det andet.

Det er let at få kontakt med beboerne i byen, der er ikke så mange turister i øjeblikket. Der har været fredeligt under valget – et par demonstrationer før valget - efter valget, en glædesdemonstration, fra dem der regner med at de vinder valget! Biler, motorcykler, tuk-tuker, rundt om hele byen, masser af fyrværkeri og kanonslag. Her to dage efter valgafslutningen er der stadig ikke kommet noget resultat, men Juan Orlando Hernandez fra det konservative, nationale parti forventes at vinde, og har da også, for længst, udråbt sig selv som vinder. Honduras kunne ellers godt trænge til nogle forandringer, vil jeg mene – uden at have en pind forstand på det.  Foreløbig har valget været fredeligt, jeg håber meget det holder.

Ellers har jeg været på besøg i en kaffeplantage, oplevet en familie som ejede hele den dal som vi besøgte – havde kaffefarme, opdræt af køer og heste, dyrkning af majs, kakao, yams, turister og en hel masse mere. Vi red 3 timer rundt i dalen, op af bjergstier, gennem vandløb. Det var første gange, jeg sad på en hest – det var en god hest, udvalgt til begyndere – men jeg tror, jeg var alt for tung til hesten.  Og – AV – AV – AV – jeg gik på en meget underlig måde dagen efter - jeg ved ikke hvordan hesten havde det. Jeg har også været på besøg ved de varme kilder. – I et større område vælter varmt vand ud af bjergene. Nogle steder er det kogende vand, og andre steder er det lidt mere tempereret vand. Man har opdelt bjergskråningen i forskellige bassiner, hvor man kan bade - det var virkelig dejligt. Skoven omkring ligger i evig damp. Specielle og spændende planter og blomster vokser i et tæt og smukt vildnis.
Billeder? – Øh! Ja! Aftenen før havde jeg taget kortet ud af mit kamera – jeg ville lige lægge billederne over på min computer, så jeg havde god plads. Jeg havde også sørget for at oplade begge batterier til kameraet! Men - da jeg skulle bruge kameraet, sad kortet - - i computeren! – Jeg havde 5 billeder! Sååååå. Et par billeder af en lettere dement kvinde på en stakkels hest, det er alt. Øh, de skal for resten hentes med et kabel som ligger i Tegucigalpa – så de kommer - måske.

Der har også været god tid til at overveje mit ophold på Emmanuel. – Jeg er i tvivl om, jeg har gjort skade eller gavn. Er det i orden at gå ind i børns liv i to måneder, og så forsvinde igen – har børn ikke brug for kontinuitet? Hvorfor har honduranere ikke arbejde på Emmanuel, få løn for det, forsørge en familie? Har jeg svigtet børnene? Er mit ophold på Emmanuel som min ridetur på hesten? Det var dejligt og spændende for mig, men slet ikke godt for hesten – eller børnene. Ren egoisme? Det skal jeg finde ud af, så der kommer mindst en blog mere – hvis  jeg husker det.

                                                                                        Kærlig hilsen Bodil

Vingesus.

Nyder solnedgangen og den lune aften i en hængekøje på La Casa de Cafe.

Copan gade med tuk-tuk

La Casa de Cafe udefra vejen,
 

På himmelen kredser en stor flok rovfugle – det er gribbe.

Det store torv.

Men jeg er nogenlunde frisk endnu, og nyder at være her i Copan. Nyder at gå og kikke på byen, drikke en kop kaffe på Via Via eller nippe til en ice café på byens torv, medens jeg kikker på folkelivet.

 

 

 

I går tog jeg en tuk-tuk ud til mayaruinerne. Det kostede kun 6 kroner. Men, det var halv dyrt at komme ind i ruinerne, i alt ca. 250 kroner– og skulle jeg så yderligere have en guide?  - Ca. 250 kroner ekstra. Jeg mødte en guide lige foran indgangen – han bedyrede, at han var ”bueno at english y loved mayers y danese.” Jeg havde læst en del på forhånd, så jeg valgte at se ruinerne uden guide.

 

 

Den sidste konge hos Copans mayaer.

 

En nulevende mayaindianer.

Spændende at gå rundt i resterne af en kongeby som engang havde mindst 24.000 indbyggere, og se, at man både havde styr på matematik, astronomi, skrift og kunst – på et tidspunkt hvor Danmark stadig levede i oldtiden.

 

 

 

 

 

 

 

I dag har jeg så været i Macaw Mountain Bird Park. Fantastisk sted, her flyver fuglene for det meste frit, og bliver kun lokket til parken og burene med frugt. – Så der skal jeg også i morgen. – Der er også lige blevet ringet om en tur til kaffeplantagerne – så mangler jeg kun en til de varme kilder. Det er ikke turistsæson her i Copán lige nu – der er ikke så mange udlændinge, det er især en fordel.

I får kun en kort tekst denne gang – billeder fortæller langt mere.

Kærlig hilsen Bodil

Farvel Emmanuel



Vandtårnet

Muren

Jeg synes egentlig, jeg var parat til at forlade Emmanuel, men den sidste morgen var det alligevel lidt vemodigt. Savnede faktisk allerede mine herlige unge mennesker - inden jeg havde forladt dem. Håber der vil komme andre, som vil tage sig af dem – eller gør jeg?  - En ny hver tredje måned! Jeg kan ikke lade være med at overveje, hvem mit ophold på Emmanuel har været til mest til glæde for - mig selv eller børnene. Det vil jeg tænke mere over.

Juletræ i kirken - ikke verdens smukkeste.

Den sidste dag jeg var på Emmanuel gik Ninoska selv.
Jeg håber hendes fremgangen fortsætter.

Et par dage har vi været på kursus i Tegucigalpa, set universitetet og hørt om Honduras historie. Den sidste eftermiddag havde vi besøg af en pige som er vokset op på Emmanuel. Det var en voldsom historie hun fortalte. Som fire årig havde hun set hendes onkel myrde hendes far med en kniv – ja, hun havde faktisk selv taget kniven ud af hans bryst – senere var flere i familien blevet myrdet. Sammen med en søster blev hun, efter nogle forskellige anbringelser, kørt til Emanuel. Desværre flygtede søsteren, og hun følte sig helt alene, – savnede sin mor – havde ingen familie, ingen identitet - man vidste f.eks. ikke hvor gammel hun var. Vi fik en meget stærk historie om at vokse op på Emmanuel - også om nogle af de ting som jeg ikke har brudt mig om. Om at blive mishandlet, og slået, af dem der er større end en selv (det går også ud over de handikappede - kan jeg føje til) om at lyve, og gøre sig hård, for at overleve. Hun fortalte mange andre ting om både opholdet på Emmanuel og hendes liv bagefter. En meget tankevækkende beretning!

Tidlig lørdag morgen, parat til at tage på ferie, ventede jeg så på Taxa - Tino, desværre kom han ikke – han sov. Og klokken 5, om morgenen, ville jeg så ringe til ham – det gik gruelig galt – der var kun kodet et nummer ind i telefonen, for jeg har ikke brugt min telefon, det var Kathrines nummer.– Normalt påstår jeg, jeg kun lider af demens light, men den morgen kunne jeg altså ikke finde ud af at ringe til Tino - jeg vækkede stakkels Kathrine – Jeg har stadig dårlig samvittighed. Undskyld Kathrine!

Sover jeg eller er jeg sur?

Efter en fin bustur til Copan Ruinas bor jeg nu på et dejligt lille hotel - smuk udsigt - dejlig mad - spændende ting at besøge– herom senere.

Kærlig hilsen Bodil

Farvel mine kære, og dejlige, unge mennesker

Jeg kender ikke jeres historie, har vist heller ikke lyst til at kende den, jeg er bange for at den er for barsk til, at jeg kan holde den ud – men I skal leve med den resten af livet – Bare jeg dog kunne hjælpe jer, men jeg kan ikke engang snakke jeres sprog ordentligt.

Nohami bliver 13 år i morgen. Tillykke!

I Honduras har 50 % kvinder og piger været seksuelt misbrugte – her på børnehjemmet er det langt flere. Mange har været udsat for fysisk og/eller psykisk vold, er gået hjemmefra, og har levet på gaden. Sikkert flere af jer.

Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange knus i løbet af så kort tid.  Tak for dem! Jeg har følt, at hvert eneste knus har været ærligt ment, for ikke at tale om alle de gange I har taget mig i hånden, for at vise mig noget, som ingen af os har kendt ordene for. Tak for det! Jeg har altid vidst, at alt hvad I gjorde, var venligt ment.

Jeg tænker tit på den historie, som Alvin fortalte da vi var i Tegucigalpa. Det er ikke jeres historie, men det kunne det godt have været. Alvin fortalte den til tre af os, medens vi en aften sad og spiste.

En far og en mor havde to døtre. Fra pigerne er 6-7 år gamle, misbrugte faderen begge piger
seksuelt. På et tidspunkt bliver den yngste gravid. Da den ældste finder ud af, at man kan få børn, af det hendes far gør ved hende, flygter hun hjemmefra. Den yngste pige bliver boende til barnet er omkring 1 år, så flygter hun også, kun barnet blev boende - hos bedsteforældrene, - som hun tror, er hendes far og mor.  Da mormoren dør, begynder faderen - eller bedstefaderen som det jo også er, at misbruge den lille pige. I starten er der ikke nogen der opdager noget, men efter en tid finder pigen ud af, at hun kan blive gravid af det, som hendes far/bedstefar gør, og hun siger nej – hvorefter hun bliver banket gul og blå. Heldigvis opdager nogle hvor forslået hun er, og melder det til myndighederne. I dag er pigen 19 år, og bor hos Alvin – han siger, at han har adopteret hende – hvad det så end betyder. – I hvert fald betyder det, at hun har det godt. 

Jeres historie er sikkert lige så forfærdelig. Man kan ikke glemme sådan noget – I skal leve videre med hver jeres historie.  Ligesom så mange volontører før mig – og efter mig – har jeg kun været kort tid i jeres liv, taler knap jeres sprog, og nu tager jeg hjem til Danmark. I vil glemme mig, men jeg vil huske jer resten af mit liv - Nicole, Bimba, Nohami, Osmin, Franklin, Ninoska og flere til. I har gjort en forskel i mit liv. Gid jeg kunne gøre en i jeres. Jeg vil kæmpe for jer, så godt jeg kan, for I har også rettigheder.  Det er ikke let at være handikappet, hverken i Honduras eller i Danmark, men I skal bo på børnehjemmet Emmanuel resten af jeres liv.

Franklin

Franklin, vi havde en dårlig oplevelse i formiddag – Sammen var vi gået i La Casita – det fungerede fantastisk. Vi legede med byggeklodser, og jeg fandt sådan en babytingest, hvor man trykker på nogle knapper, og så kommer der lys og lyde. Franklin du elskede den – dansede til den. Men tiden går jo, og vi skulle tilbage til Yarden – vi forsøgte at trække det lidt, men efterhånden var vi nødt til at gå. Du fik lov til at beholde babytingesten, men da vi kom ud, løb du skrigende i den modsatte retning af Yarden. Da jeg fandt dig skreg og græd du. Men gik efterhånden med tilbage til Yarden. En times tid efter mødte jeg dig på vej hjem, sammen med en af de store drenge der hjælper i dit hus – han spurgte hvad der var sket, for du gik rundt og græd. Stakkels Franklin, jeg ville give dig et par timers frikvarter fra Yarden, og så gik det så galt. Du havde ikke forstået, at det kun var for en tid, vi var i La Casita – du var så glad. Håber du kan tilgive mig – Jeg har ingen forstand, på det jeg gør – og det gik ud over dig – undskyld Franklin.

 

Kære venner. - Tak for at I tog mig ind i jeres liv, de tre måneder jeg var på Emmanuel. Jeg skal aldrig glemme jer.

Mange kærlige hilsner Bodil
PS: Jeg forlader Emmanuel om tre dage, skal være 3 dage i Tegucigalpa - og så tager jeg på ferie. Måske bliver der en lille "blogpause."

Men størst er kærligheden.

Det er onsdag sidst på eftermiddagen, der er gudstjeneste.  – Det forventes, at jeg kommer. – Jeg har været i La Casita med Franklin i eftermiddag – hyggelig eftermiddag, vi legede med Lego, - hvor højt et tårn kan vi bygge og vælte igen. Franklin nød det, og ville ikke hjem til yarden igen. Jeg måtte lokke ham med en fin rød ballon, - og glemte alt om oprydning. 

Der er 15 minutter, til gudstjenesten starter – jeg kan vist lige nå at rydde op. Da jeg går ud fra La Casita, kan jeg høre Ninoska skrige – sådan skriger hun, når hun har haft et epileptisk anfald - måske er det det. Jeg går over til hendes hus, måske kan jeg gøre noget. Men pigerne er låst inde, så det kan jeg ikke – der er Nicole, Zenia, Ofelia, Nohami, Ninoska, et par mere som jeg har glemt navnene på, og så et par piger på ca. 13 år som ikke er speciale need.

Jeg forsøger at snakke lidt gennem vinduet, men mit spanske fungerer ikke særlig godt. Jeg er nødt til at gå, jeg kan ikke gøre noget, det er en tung gang. Jeg går op til volontørhuset, og sætter mig på en bænk – jeg har ikke lyst til at deltage i gudstjenesten – synes ikke, det er i orden at låse handikappede børn inde for at gå til gudstjeneste. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg både høre Ninoskas skrig og rytmerne fra kirken – Der spilles på trommer, bas, og el-klaver og der er rytmisk kor. Der synges lovsang! Jeg bliver mere og mere glad for de gamle danske salmer med lidt mere indhold – og for orgel – hvem skulle nu have troet det. Måske er jeg også lidt ekstra negativ her til aften – hvor jeg får høj rytmisk musik og sang, fra den ene side, og Ninoskas skrig fra den anden.

Efter en halv times tid ophører både skrig og musik på stort set samme tid. Der bliver stille. I kirken prædikes der, og Ninoska er sikkert faldet i søvn. Jeg kikker ud over det meget smukke Honduranske landskab, medens solen går ned.
For mig er det her et kæmpe dilemma, jeg ved ikke hvad jeg skal mene. På den ene side giver Emmanuel børnene et sted at bo, mad, tøj og skolegang. På den anden side låser man en flok af de allersvageste børn inde – så man selv kan komme til gudstjeneste. Disciplinen er hård, her er kæft, trit og retning – hvis du ikke lystrer, så har det konsekvenser. Jeg forlader Emmanuel om, under, en uge – det er jeg både glad for og ked af. Der er alt for mange ting, som jeg ikke synes, jeg har lyst til at være vidne til, men jeg kommer til at savne mine special need børn, de er fantastiske, jeg holder så meget af dem.

Hvis Gud eksisterer, så er han ikke i kirken i aften, ligegyldig hvor meget de lovsynger ham. Så er han låst inde sammen med en flok handikappede piger.  
”Så bliver da tro, håb, og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” Citat af Paulus

Med de kærligste hilsner Bodil