Hvor mange mennesker kan der være i en minibus?

Tjah, hvis der skal være en plads til hver, så kan der vel være 11 plus chaufføren.

 Mange har spurgt mig, inden jeg tog til Tanzania – er du ikke bange for slanger, skorpioner og alt muligt andet kryb. Eller spurgt om jeg ikke var bange for den lange flyvetur. Sjovt nok har ingen spurgt mig om jeg ikke er bange for at færdes i trafikken her i landet.

Det kunne der ellers være god grund til. Hver mandag og fredag tager Claudia – som er en af Elses unge piger i huset – af sted, mandag til Nyabikulungu og fredag til Kachato for at strikke med et hold kvinder. Det foregår med offentlig transport. Vi starter hjemmefra bag på en motorcykel – en til hver – og det er vist lidt luksus, når jeg ser hvor mange mennesker, og hvor meget gods, der ellers kan være på en motorcykel. Jeg kan ikke lide at køre bag på en motorcykel – men vi har fundet en, der kører stille og roligt – når han så kører af sted med mig– så griner han pikipiki (motorcykel) polepole (langsom). Og han kører også stille og pænt – men jeg synes der er mange huller i de røde jordveje. Hvem sagde styrthjelm?  Vel fremme ved stationen venter vi så til bussen kommer. Det gør man jo også i Danmark – men her ved man aldrig hvornår bussen kommer – bussen kører ikke før den er fyldt op, så måske venter den på en station, eller to, tidligere end vores. Og så til spørgsmålet - hvor mange kan der være i en minibus? Ja, i går var vi 23 plus chaufføren.

 

Jeg sad baglæns, lige bag chaufførsædet. Hvad der lå under sædet, ved jeg ikke, men dansk sædevarme kan slet ikke være med – den her plads - for et sæde var det ikke – var meget, meget varmere. Samtidig stod der 5 personer op i bussen – og man kan ikke stå op i en mimibus, så de lænede sig indover os der sad ned. Av mit ben - det var vredet i en lidt mærkelig stilling - og jeg kunne ikke flytte det.

Nu kan jeg jo desværre ikke forstå, hvad de snakker om – og Claudia som gerne oversætter til engelsk for mig, var mast ind længere nede i bussen – men det var mig de talte om - denne underligt udseende dame som de havde med – for pludselig begyndte de at føle på mit hår – og så grinede de, og sagde ting som jeg ikke forstod. Hvor ville jeg dog gerne kunne lidt mere swahili – det ville have været fantastisk at kunne snakke med dem.

Snart stoppede bussen – nogle skulle af – der blev lidt bedre plads. Måske var vi kun 20 tilbage – og det er jo god plads – efter afrikanske forhold.  Turen sluttede med pikipiki polepole hjem. Endnu en dejlig og spændende dag – trafikken er en del af oplevelsen her i Tanzania.

De kærligste hilsner Bodil

 

 

 

HURRA! Jeg betaler kirkeskat i Danmark!

Tal, tal, tal! - Indsamlinger - flere slags - til kirkens almindelige drift - løn - nybyggeri - støtte til universitetet - hjælp til folk der f.eks. trænger til at komme på sygehuset - og til alt muligt andet. Her i Tanzania samles der ind i kirkerne hele tiden - 2-3 måske 4 indsamlinger til hver gudstjenester - også bryllupper. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at det var kirkens budskab at samle så mange penge ind som muligt. - Til gode formål forstås.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det er nødvendigt at samle ind, hvis kirken her i Tanzania skal bestå.  Der skal penge til lønninger, bygninger, kontorhold - men kirken driver også skoler, hospitaler - hjælper folk med sociale og praktiske problemer - og meget, meget andet - Kirken er en vigtig faktor her i Tanzania.  Men hurra for at vi gør det på en anden måde i Danmark..

Det er nu ikke fordi, der er for mange præster, eller at de er for højt lønnede. Hver præst har 5-8 - måske flere kirker. Dem kan han selvfølgelig ikke passe, alle sammen, hver søndag. Så passes de af evangelister - personer med kun lidt uddannelse og meget ringe løn - faktisk får de kun lommepenge.
Når præsten så kommer, er der nadver - øh altså  - hvis der er strøm til "alterbrødsbagemaskinen" - ellers ikke.

Ja, det er en kirke!

I søndags besøgte vi en søndagsskole. Vi startede en time inden  gudstjenesten med ca. 50 børn og et par søndagsskolelærere. Jeg havde fået lov til at fortælle en historie, og tænkte at historien om Jonas var spændende. Så jeg fortalte om Jonas, som flygtede, fordi han var bange for at tage til Nineve. Jeg fortalte om orkan, og om at han blev slugt af en stor hval - og børnene - de havde aldrig set et hav - vidste vel ikke rigtig hvad jeg snakkede om. Lidt specielt at fortælle på dansk, som så bliver oversat til swahili - og endelig til kinjambo.
I Kyerwa ligger der en primary school  - næsten som en dansk folkeskole op til 7. klasse. -  Jeg har fået lov at undervise i engelsk i 3. og 7. klasse, samt i matematik i 6 klasse. Der er ca. 90 børn i hver klasse! Normalt skriver læreren på tavlen og eleverne skriver af. Vi har sunget og leget - og jeg har til min overraskelse opdaget at engelsk er lettere at undervise i end matematik - der skal ikke oversættes så meget.

Det er mørkt i mange kirker.

 

Jeg har også været med ude at undervise søndagsskolelærere et par dage. Det har været sjovt - og jeg har nydt det rigtig meget. Vi har lavet dukketeater - der findes ikke et ord for dukketeater på swahili - søndagsskolelærerne har aldrig set noget lignende før - men de går til den  - jeg tror de nyder at være kreativ.

Til slut en lille historie fra mit virkelige tanzanialiv.
Efter at have undervist på skolen, var jeg med på lærerværelset. De vidste hvad jeg hed, og hvor jeg kom fra  - men hvor mange børn havde jeg? Ingen??! Stor undren! Hvad så med min mand? Ingen???! Lang tavshed! - Man kunne se at de virkelig tænkte - og undrede sig - men så spurgte en lærer: "Er du nonne?"
Nej det er jeg ikke.

Mange kærlige hilsner fra Bodil

Bweranyange. Skal - skal ikke.

Ja, udtal det  - hvis du kan! Bweranyange!

Bweranyange er en skole for piger i 8 -11 klasse. Skolen ligger et meget smukt område med en uhindret udsigt over smukke bjerge - en udsigt som ville koste mange millioner i Danmark. De 300 piger bor på værelser med 8 - 12 senge, og spiser sammen i en stor spisesal. De undervises i klasser på 40 til 50 piger  - for det meste er der en lærer i klassen, men ellers klarer pigerne selv undervisningen.

Jeg er privatindkvarteret hos Sofia - forstanderinden - en fantastisk sød og venlig dame, men også en dame med mange gøremål og stor myndighed. De to første dage er jeg gæst i hendes hus - det betyder, at jeg sidder i sofaen medens hun laver mad, henter vand og vasker op - hun er ekstremt træt, og vi aftaler, at jeg skal være med i det almindelige husarbejde i den tid jeg er der.
Dagene går med at kikke på lærerne, der underviser i matematik, fysik, biolog og geografi. Derudover undervises eleverne i swahili, historie, samfundsfag, engelsk og religion.
Jeg overvejer, om Bweranyange skal være mit næste volontørophold i Tanzania. Eleverne er søde, men jeg får ikke så meget kontakt med dem som på en dansk efterskole. Jeg er jo kun på skolen i undervisningstiden - det er ærgerligt.

Det er spændende at overvære lærernes undervisning. Der er mellem 40 og 50 elever i hver klasse, og kun få elever har en lærebog. Derfor går meget af tiden med at skrive lærebogen af - og med at holde forelæsning - men det må også være vanskeligt at undervise, på anden måde, med så mange elever.
Indimellem må en tidligere geolog og efterskolelærer - mig - dog undre sig. I biologi skulle vi lærer om Mendels "love" Nu sad der jo en hvid europæer bag i klassen, så måske var det lidt for oplagt - og det var nok lærerens egen ide. Han påstod, at hvis man parrer en hvid europæer med en sort afrikaner så får man to mulatter - en sort person - og en hvid person - men den holder ikke - for ærteblomster - som Mendel lavede forsøg med - men ikke for mennesker. Genetik er ikke så enkelt endda.

Skal - skal ikke - skal jeg tilbage til Bweranyange? Der går 300 piger som gerne skulle have en god uddannelse - det ville være fantastisk at være en lille del af det - men skal - skal ikke - jeg ved det ikke?

 

Der er sket så meget andet. Jeg var til bryllup både lørdag og søndag - festligt og spændende! Bryllupsgudstjenesterne varede 3 og 4 timer - derefter store fester som alle gæsterne havde bidraget til. Der var masser af mad, mange gaver, trommedans - og masser af høj elektronisk musik. I dag er det så askeonsdag - indledningen på fasten og dermed forberedelsen til påsken  - der er gudstjeneste kl. 15,00.

Kærlig hilsen Bodil

Det var spændende at have besøg af Farsø Efterskole.

Så er de rejst hjem eleverne fra Farsø Efterskole. Det var spændende at have besøg af dem. I ca. 4 dage boede de her, på deres studietur til Tanzania. Især har det været spændende at opleve deres reaktion på afrikanske forhold. Jeg var privatindkvarteret sammen med en elev fra skolen. Vi besøgte en rigtig dejlig familie, som gjorde alt for, at vi skulle føle os godt tilpas. Der var dejlig mad, bløde senge, varme bade - alt hvad man kunne ønske sig. En rigtig god oplevelse, men altså uden vand i bruseren, uden toiletter som var helt magen til dem i Danmark og ikke mindst uden fredagsslik fra Haribo.

Når man kommer til Afrika - eller et andet land, som er så forskelligt fra Danmark, som Tanzania er - er det vigtigt at være åben og nysgerrig. Det var spændende at snakke med de danske elever, høre hvordan de oplevede at være i Afrika.

Jeg tænker tit på første gang jeg var i Afrika, det var i  Zambia, i 1984 - eller deromkring - i øvrigt med Else Højvang som rejseleder, og FDF som arrangør. Oplevelserne fyldte min hjerne  - og vel også mit hjerte -  fuldstændig. Turen flyttede mine tanker og meninger om Afrika for altid. Verden blev mindre, mindre skræmmende - jeg mødte mennesker, som godt nok levede helt anderledes end jeg gjorde, men som alligevel havde de samme håb og drømme som mig selv. Jeg håber, meget, at eleverne fra Farsø må have fået en tilsvarende oplevelse.

Hvad der ellers er sket? Jo jeg har "strikkedamer" i tre forskellige kirker. Ca. 20 -25 damer pr. gang. Det er ikke altid let, de har ikke strikket før, og vi har ikke noget fælles sprog - men det er sjovt! - Vi griner meget - især af hende den store blege dame som forsøger sig med nogle ord på swahili  - Ndio - visuri sana - hun er mig. og hun kan ikke ret meget swahili!
Har også været en tur i Bukoba og overnattet på et lille fint hotel beliggende i en meget smuk have.
Til sidst skal I lige have en historie fra gudstjenesten  sammen med nogle af Farsø eleverne. Vi var blevet bedt om at sætte os på bænken lige ved siden af et af korene. Ankia - vores vært der hvor vi boede  - sad ved siden af os, og oversatte til engelsk for os. Foran os sad et kormedlem - en meget fed dame. Ankia pegede på damen og sagde - a fat lady ( en fed dame) - jeg nåede lige at tænke, at det havde hun ret i, men det vidste damen sikkert godt og hun sagde det så højt, at hun sagtens kunne høre det - men så sagde Anika  - like you (som dig)! Kulturen er ikke helt ens i Danmark og i Tanzania.

Johanna og Claudia strikker.

De kærligste hilsner Bodil