1

1
Tre piger fra Bweranyange.

fredag den 27. februar 2015

HURRA! Jeg betaler kirkeskat i Danmark!


Tal, tal, tal! - Indsamlinger - flere slags - til kirkens almindelige drift - løn - nybyggeri - støtte til universitetet - hjælp til folk der f.eks. trænger til at komme på sygehuset - og til alt muligt andet. Her i Tanzania samles der ind i kirkerne hele tiden - 2-3 måske 4 indsamlinger til hver gudstjenester - også bryllupper. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at det var kirkens budskab at samle så mange penge ind som muligt. - Til gode formål forstås.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det er nødvendigt at samle ind, hvis kirken her i Tanzania skal bestå.  Der skal penge til lønninger, bygninger, kontorhold - men kirken driver også skoler, hospitaler - hjælper folk med sociale og praktiske problemer - og meget, meget andet - Kirken er en vigtig faktor her i Tanzania.  Men hurra for at vi gør det på en anden måde i Danmark..

Det er nu ikke fordi, der er for mange præster, eller at de er for højt lønnede. Hver præst har 5-8 - måske flere kirker. Dem kan han selvfølgelig ikke passe, alle sammen, hver søndag. Så passes de af evangelister - personer med kun lidt uddannelse og meget ringe løn - faktisk får de kun lommepenge.
Når præsten så kommer, er der nadver - øh altså  - hvis der er strøm til "alterbrødsbagemaskinen" - ellers ikke.
Ja, det er en kirke!
I søndags besøgte vi en søndagsskole. Vi startede en time inden  gudstjenesten med ca. 50 børn og et par søndagsskolelærere. Jeg havde fået lov til at fortælle en historie, og tænkte at historien om Jonas var spændende. Så jeg fortalte om Jonas, som flygtede, fordi han var bange for at tage til Nineve. Jeg fortalte om orkan, og om at han blev slugt af en stor hval - og børnene - de havde aldrig set et hav - vidste vel ikke rigtig hvad jeg snakkede om. Lidt specielt at fortælle på dansk, som så bliver oversat til swahili - og endelig til kinjambo.
I Kyerwa ligger der en primary school  - næsten som en dansk folkeskole op til 7. klasse. -  Jeg har fået lov at undervise i engelsk i 3. og 7. klasse, samt i matematik i 6 klasse. Der er ca. 90 børn i hver klasse! Normalt skriver læreren på tavlen og eleverne skriver af. Vi har sunget og leget - og jeg har til min overraskelse opdaget at engelsk er lettere at undervise i end matematik - der skal ikke oversættes så meget.
Det er mørkt i mange kirker.
 
Jeg har også været med ude at undervise søndagsskolelærere et par dage. Det har været sjovt - og jeg har nydt det rigtig meget. Vi har lavet dukketeater - der findes ikke et ord for dukketeater på swahili - søndagsskolelærerne har aldrig set noget lignende før - men de går til den  - jeg tror de nyder at være kreativ.
Til slut en lille historie fra mit virkelige tanzanialiv.
Efter at have undervist på skolen, var jeg med på lærerværelset. De vidste hvad jeg hed, og hvor jeg kom fra  - men hvor mange børn havde jeg? Ingen??! Stor undren! Hvad så med min mand? Ingen???! Lang tavshed! - Man kunne se at de virkelig tænkte - og undrede sig - men så spurgte en lærer: "Er du nonne?"
Nej det er jeg ikke.

Mange kærlige hilsner fra Bodil

Ingen kommentarer:

Send en kommentar