For lang tid siden kom jeg vist til at skrive, at der hver dag kom en dame og tegnede flotte mønstre foran mit hus. Nu er hver dag måske en smugle overdrevet. Hun har lige været her anden gang – på en måned.
Men flot det er det. Foran næsten alle huse bliver der tegnet de smukkeste mønstre hver dag ved solopgang. På Quo Vadis er der altid kolam – som det hedder. Kolam er lavet af rismel – det betyder, at alle de mindste levende væsner kan spise det.
Kolam er også et signal til de hellige mænd, sadhuerne, at her kan de få mad. En dag sad jeg og kikkede med da det blev lavet.
På min venstre hånd er der også tegnet flotte mønstre. For et par dage siden kom der en dame på besøg på Quo Vadis, hun medbragte, nogle små kræmmerhuse, og så kunne vi vælge hvilket mønster, vi ville have tegnet på hænderne med henna. Hun tegnede sirligt og nøjagtigt efter en tegning, og derefter skulle det tørre i to timer. I dag er det næsten væk igen, men jeg nåede da lige at få et billede af min hånd.
De to samtaler som jeg refererede i sidste blog, er de bedste jeg har haft hernede. Det er let at få kontakt, med det er meget forskelligt hvad vi snakker om. Jeg var i Sri Ramsuratkumar Asram i går, jeg ville gerne finde sadhuen igen, men det lykkedes ikke. Til gengæld kom der en lille tynd dame hen til mig, jeg var ret sikker på, at hun ville tigge, hun satte sig på gulvet ved siden af mig, sagde en masse og lavede en masse fagter. Men jeg forstod ikke noget. Så tog hun min hånd, sad med den i begge sine i et par minutter - det er lang tid – rejste sig og gik.
Bagefter gik jeg i Ramana Asram for at kikke efter den anden mand – han ville være let at spotte – han var et godt stykke større end mig - både den ene og den anden led.
Jeg fandt ham ikke – desværre – ham ville jeg især godt snakke mere med – han vidste meget om hinduisme – og altså også om kristendom, og så snakkede han fremragende engelsk. Da jeg gik derfra fik jeg lige et billede af en hindupræst, sådan som de er klædt på, han var vidst i kiosken efter lidt til den søde tand – hans egen.
Her i Indien klæder man sig passende.
Drenge og mænd går i lange bukser, ligesom kvinder dækker skuldrene, og benene til anklerne. Der er dog mange mænd der går i lungi – de hedder vist noget andet, når de er hvide. Det er et rør af stof som man vikler om sig fra taljen til anklerne. Når det så bliver varmt - og det gør det hele tiden - tager mange fat i den nederste kant og putter den ned ved taljen – så ser det ud som om de har en stor gammeldags stofble på. Lidt sjovt
Sidder her en aften i mit hus og skriver, her er godt nok intet internet, men jeg skriver på word, så kan jeg overføre senere.
Nu er det vist tid til aftenskaffen, jeg tro aldrig jeg har spist så mange kiks som den sidste måned.
Kærligste hilsner til jer der – endnu engang - kæmpede jeg gennem mængden af ord.
Bodil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar