De fattige.....

 En herlig aften går vi om bord på et skib i Mungla. Aftensmaden består af den traditionelle ris, grøntsager med karry og dall, men i aften er der også fisk – og det smager skønt.  Så bliver køjerne fordelt, og de er vist lidt hårde – mener nogle! Mon ikke mændenes er de hårdeste?  Det er der et par stykker, af de herrer, der lige kontrollerer. Jeg ved ikke hvad resultatet blev, men der er nogle, som selv mener, at det er meget synd for dem – skal de virkelig sove på de hårde madrasser. Hov, hvor forsvandt de hynder til stolene lige hen? Skal besætningen virkelig sove direkte på de hårde stole eller på gulvet?

 

Efter aftensmad sejler vi lidt væk fra Munglas støj, og ligger for anker natten igennem. – Jeg sover godt trods de lidt hårde madrasser. Jeg er ved at være vant til det. Vi sejler hele dagen, det bliver en stille dag med flot natur. Vi får bl.a. mulighed for at komme ned i en lille robåd, og komme helt tæt på naturen i mangroven. Vi ser masser af aber, fugle og en varan - eller er det en lille krokodille?  Ved middagstid når vi en af skovvæsnets stationer. Her ser vi især masser af røde krabber og fugle, men også mange tigerspor – Desværre er tigeren ikke lige hjemme i dag, den gider vist ikke æde turister, en bengalsk brændehugger smager meget bedre. Vi fortsætter sejladsen resten af dagen, ser mange af de truede floddelfiner, kikker på de store skibe, som mange gange er læsset, så de ligger dybt, dybt i vandet. Hen ad aften når vi Mungle igen. Vi overværer også en dragebådssejlads, et stort tilløbsstykke.

Vi går en tur på Munglas marked. Der er altid mange spændende ting på de mange markeder i Bangladesh. Vi får igen shoppet lidt her og der. Vi møder også en tigger – ja, dem møder vi faktisk en masse af.  Men i aften møder vi en ganske ung pige - 14-15 år gammel. Med et toårigt barn på hoften. Hun forøger at tigge, men vi har vænnet os til at afvise tiggere. Vi får dog senere historien om hende (Filip, vores rejseleder, kan snakke bangla). Hendes far er død, og derfor er hun, som meget ung – 12 år -  blevet giftet væk, til en mand som er afhængig at bl.a. narkotika. Derfor har hun forladt ham sammen med deres søn. Hun lever nu af at tigge, og har fået lov til at bo under et halvtag et sted i byen. Da vi møder hende, har hun ikke fået noget at spise den dag, og hendes søn, ikke siden om morgenen.  Heldigvis forstår Filip hende og giver hende penge til mad – men der er tusinder - mange tusinder - der er i hendes situation i Bangladesh. Det er ikke rart at tænke på at mennesker, lever så fattigt.

 

 

 

Efter endnu en nat på båden og endnu en dejlig fiskemiddag, tager vi afsked med besætningen. Vi bliver sejlet i land, hvor bilerne venter på os. Formiddagen går med besøg i moske, hos en lidt sløv krokodille, en lille samling af handikappede mennesker, en almindelig folkeskole, inden vi spiser frokost på en folkehøjskole, som er opbygget efter inspiration fra danske folkehøjskoler og Grundtvigs tanker.  Vi kører tilbage til Mungla, hvor vi skal bo på et hotel om natten, inden vi næste dag går om bord på Rocket for at sejle til Dhaka.

Om eftermiddagen går jeg en tur alene i byen – en lang tur. Efter at være drejet omkring adskillige hjørner kommer jeg til at tænke på, om jeg kan huske hvad hotellet hedder – det kan jeg ikke!!  Heldigvis kan jeg huske turen, og kan gå den baglæns – og genkende hotellet – puha – jeg må huske at få et kort på hotellerne, næste gang, inden jeg går nogen steder.

Tidlig morgen, af sted fra hotellet, vi skal først køre et par timer, og så gå om bord på Rocket inden kl. 9 om morgenen. Det er et spændende skib vi bliver indkvarteret på. Øverst ligger 1- klasse, hvor vi skal bo. Fine tjenere, bløde senge – tillader jeg mig at mene, selvom jeg ved nogen er uenige – lige ved siden af ligger 2. klasse. – Her er også senge, ikke så rene og pæne som første klasse. Her er mange mennesker, men ikke så stort mylder, som nede på 3. klasse – og gratisklassen. Her ligger folk helt tæt, kun med et tæppe på det hårde gulv. Her ligger de helt op ad maskinerne og de store skovlhjul, Her er masser af mennesker, drønende larm, ingen rigtig beskyttelse ud mod vandet, her er masser af fattige mennesker – og tre meter over dem bor jeg, bløde senge, tre måltider serveret af fine tjenere, masser af plads – det gør indtryk - oplevelser som jeg må overveje med mig selv. Jeg går flere gange ned til dem – de er meget venlige, meget nysgerrige, der er ikke så mange der kan snakke engelsk, men jeg får utallige håndtryk, smil og masser af forsøg på af gøre sig forståelig – hvad er jeg dog for et mærkeligt menneske.

 

 Jeg snakker bl.a. men en ung mand, som er på rejse med hans søster, en helt tilsløret ung kvinde, jeg kan kun se øjnene, men hun rækker en behandsket hånd frem mod mig. Hun smiler med øjnene. – Normalt kan jeg godt undre mig over de helt tilslørede, og behandskede kvinder, synes at de er lidt mærkelige, men her var det var så dejligt at holde hendes hånd i min – en kvinde så forskellig, men alligevel helt ligesom mig selv.

Jeg har det lidt svært med den opdeling – hvorfor er det lige netop mig der skal sove i de bløde senge, have plads nok, have nok at spise, penge nok – i hvert fald til de nødvendige ting? Er det rimeligt at jeg kan rejse om på den anden side af jorden – og være, nå ja, rig – medens de mennesker som jeg møder her sover på det hårde gulv, lyttende til en voldsom larm fra maskinerne, kæmpende for overhovedet at få noget at spise??

 Vores tur fortsætter i ren luksus med flyvetur til Cox Bazar badning og tur til en koralø. Mere om det senere.

Kærlig hilsen Bodil