Du er min ven resten af livet.

Sådan sagde hun – på korrekt engelsk - to dage før jeg rejste fra Emmanuel.

Hun havde haft fødselsdag, var blevet 13 år, vi havde været i tiendaen, og hun havde fået en sodavand og en stor pose chips. 

Noami er speciale need pige. Selv om hun er 13 år kan hun hverken læse, skrive eller regne.  Man har ikke tilbudt hende reel skolegang – jeg tror hun er velbegavet – hun snakker rimelig engelsk – men hun kan ikke sidde stille på en stol, og holde mund, i ret lang tid af gangen.  Jeg er bange for, at hun er dømt til et liv på Emmanuel eller allernederst i samfundet.

I mine måneder på Emmanuel har jeg arbejdet med børn og unge, som har fået betegnelsen speciale need. Hun er ikke den eneste, der er flere, som sagtens kan lære noget og få et godt og selvstændigt liv.

Jeg elsker at tage ud i verden - rejse til Afrika, Asien og nu også til Honduras i Mellemamerika. Det er spændende at arbejde i 3. verdens lande – religionsdialog i Indien, pædagogmedhjælper i Honduras. Jeg nyder det! Oplever fremmede ting, får kontakt med mennesker, der lever et helt andet liv end mig.  Jeg har vel aldrig gjort særlig meget gavn de steder jeg har været, men vel heller ikke været til skade. Jeg tror ikke på, at jeg kan redde verden. – Til gengæld har jeg altid delt mine oplevelser, når jeg er kommet hjem.

For første gang, nogen sinde, overvejer jeg, om det har været i orden, det jeg har gjort. – Har min indsats i Honduras været til skade for børnene? Gå ind i børns liv og så trække sig ud igen. Børn der har oplevet svigt på svigt i deres liv – nu også fra mig. Ville vi nogensinde tilbyde danske børn den opvækst?  - En opvækst præget af et andet lands værdier end det land som er deres. Vi volontører udgør en stor del af personalet – børnene knytter sig til os – i 3 til 6 måneder – og derefter til en ny - og en ny - og en ny -  og…………… Hvordan skal de børn der vokser op  på Emmanuel,  nogensinde blive hele mennesker, og klare sig i det Honduranske samfund? Hvordan lærer de at få tillid på folk – som mig?

Jeg har været glad for at være på Emmanuel, har nydt mit samvær med især speciale need børnene – det er dejlige børn – som alle børn - overalt i verden – jeg ønsker alt det bedste for dem. Jeg tror og håber, at man om få år vil overveje, og ændre, forholdene på børnehjem som Emmanuel - og give honduranske gadebørn en værdig og honduransk opvækst. En fremtid der gør dem klar til at gå ind i det honduranske samfund – det honduranske demokrati..

Tak for 3 spændende måneder i Honduras. Godt nytår.

Kærlig hilsen Bodil