Han holdt ind til siden, da han snakkede i mobiltelefon.

Nej, det er bestemt ikke en selvfølge, heller ikke her i Indien!

Lørdag spurgte jeg Petersen rigtig mange gange– for det var nemlig ham, der var her - om han ikke havde en spændende kirke til søndag. Hver gang svarede han meget venligt - for Petersen er en venlig mand – Naaaaaahhhh – og så blev det derved. Lørdag aften en halv time før han kørte hjem, besluttede jeg, at det skulle han altså finde ud af for mig. Han sad netop og ”skypede” med sin tyske kæreste, men hun måtte vente. Så OK da, JR – en ung pige - ville tage med mig ud i en landsby – når det nu ikke kunne være anderledes. Men hvis jeg ikke ville transporteres bag på en motorcykel – uden styrthjelm – i vanvittig trafik - så kostede en otto altså 300 rupis!!?? Det er ca. 33 danske kroner – eller en indisk dagløn til en mand – jeg sagde ja og tak, og så var den aftale i hus, Kæresten kunne få den sidste snak uden yderligere afbrydelser. Jeg skulle møde kl. 8 ved porten til Quo Vadis. Kl. 8.30 kom ottoen, kørte til landsbykirken, hvor gudstjenesten sluttede netop da vi kom.

Jo, det er beboelseshuse.

Præsten skulle videre til næste gudstjeneste, også i en landsby – ville jeg med? Ja, det ville jeg gerne. Forhandlinger med otto chaufføren på tamil, jeg forstod det ikke, med fik forklaret, at han ville have 100 rupis mere for at køre videre, og præsten og hans medhjælpere havde presset ham ned til 90 – de havde presset ham omkring 90 øre i danske penge!! Jeg skyndte mig at sige ja, og så sagde jeg 400 - og så måske et lidt skævt smil hos chaufføren. Så er vi oppe på 44 danske kroner. Han kørte til den næste landsby, med en kirke bygget som et tempel. Der var en halv time inden gudstjenesten startede, så vi gik rundt i landsbyen.

JR har et hus i landsbyen, det var jeg inde at se –

snakkede med nogle skolebørn som sad på muren til skolen – søndag er fridag i Indien - på grund af kolonitiden under England. Næsten alt er åbent søndag, men skoler og offentlige kontorer m.v. er lukket.

Jeg hilste på JRs bedstemor, en smuk gammel dame – jeg kender også JRs far, jeg tror bedstemoderen er på alder med mig. Hilste på forskellige børn og voksne – men så blev det kirketid. Udsigt fra tagterrassen

– Gudstjenesten var, som den slags nu engang er. Det er dejligt at der ikke er orgel og ansat en organist - det er ikke altid vellyd der kommer ud af de orgler– på den anden side lykkedes det menigheden at synge så falsk, at jeg kunne høre det. Og som mange af jeg vil vide, skal der noget til. MEN - Det var en superdejlig gudstjeneste, jeg nød den, selv om jeg intet forstod, stemningen i kirken var helt fantastisk. Det kunne jeg sagtens både forstå og mærke.

Vi sagde farvel, og begyndte at køre hjem, gennem marker, landsbyer, skøn natur, jeg nød turen. Da vi var næsten hjemme holdt chaufføren ind til siden – jeg tænkte hvad nu - jeg bor ikke her – men telefonen havde ringet – han kørte ikke otto, samtidig med at han talte i telefon – fuldstændig fantastisk – det har jeg aldrig oplevet før!!

Da turen sluttede, havde han kørt i ca. halvanden time og ventet i 2 timer - altså 3,5 time for 44 kroner. Jeg gav ham 500 rupis (55 kroner) - jeg blev så glad for det med mobiltelefonen. Men undskyld til jer der skal ud op praje en otto, når jeg er taget hjem.

Har nydt min aftensmad - i lang tid - på Hotel Ramanas tagterrasse, skøn, skøn udsigt over hele byen. Dejlig restaurant  - næsten uden myg.

I morgen kommer der endnu et hold teologistuderende. Det er spændende når der sker noget her på Quo Vadis. Det må I høre om næste gang – jeg skulle også gerne få tid til at købe en togbillet til Mudumalai nationalpark, jeg vil så gerne se elefanter, tigre, mangrove og alt det der. – Sidst jeg hørte om det, var hele området regnet væk – nu får vi se. Se lige hvad chauffæren lavede i kirketiden.

Bemærk benene på den ene side og lidt af hovedet på den anden.

Middagen forberedes.

Mange kærlige hilsner til alle fra Bodil