Kære venner - tak for mails

Det er dejligt at høre fra jer Specielt tak til Ulla som giver inspiration til denne blog. Jeg troede der var primitivt  i Indien, men dine billeder viser jo at der er flot og hyggelig derude skrev hun.

Nu vil fortælle om dagen i dag og forsøge at tage alle aspektet med:

Jeg har næsten lige været i templet, og jeg har også besøgt de fleste asrams for nyligt. Lunch på Quo Vadis er først kl. 13, så jeg har god tid. Beslutter bare at gå ud i byen på må og få og se hvad der sker. Det har regnet i nat, så vejene er, udover at de er hullede, også plørede. Faktisk er de lige så smattede og glatte som dansk snesjap – men pløret, 3-4 cm., består af vand, jord, komøg, tis fra køer, hunde og mennesker, samt affald af alle slags. 

Templet er også smukt i regnvejr.

 Da jeg kommer tættere på templet, er der kaos af biler, motorcykler og gående - trafikken er gået i stå, og kun os der går, kommer frem. Vel ude af kaos bliver jeg fanget af en otto, han kører helt ind på mig – skal jeg ikke køres et eller andet sted hen – NEJ TAK jeg elsker at gå. Jeg bliver stående, men han kan ikke komme væk før jeg har flyttet mig, jeg tror ikke en otto kan bakke, hans kan i hvert tilfælde ikke. Der er hård kamp om kunderne – han skal tjene en løn. Måske også betale til ejeren af ottoen –jeg ved det ikke.

Så begynder det at regne, jeg slår selvfølgelig bare min paraply op. Jeg har købt en paraply for 100 rupis det er godt 11 kroner – for mig – men ca. en halv dagløn for den kvinde der bærer sten, sand m.v. på hovedet i forbindelse med byggeri.

Jeg går ned til tempeldammen. Tager et par af den slags billede som jeg har lidt dårlig samvittighed over at tage – men altså ikke mere end at jeg gør det alligevel. Her er en mand som er ved at tage morgenbad, samtidig med at han vasker det tøj som han har. Alle hans ejendele er på dette billede, og bemærk at han har et par sandaler, så der er nogle der har mindre -  - Vi er også nogle der har mere – væsentligt mere!!

Jeg fortsætter min vandring i pløret. Der er åbne kloakker i byen, og husene bagved er bygget af palmeblade, idyllisk, men når det regner, er de utætte, og plastikken er knap så idyllisk, men nødvendig – jeg er glad for mit tætte hus!

ALC kirke.

Da jeg har gået lidt dukker der en kirke op - en Arcot Lutheran Church. Den er åbn, og jeg går ind for at kikke, øjeblikket efter står der en mand som gerne vil vise mig kirken. Bagefter sætter vi os i kirken og snakker i lang tid. Han arbejder med praktiske ting i kirken - har jeg set alle tavlerne med danske navne udenpå kirken? Kommer jeg på søndag – det er vist OK! Jeg har en aftale, selv om der er langt at gå.

Han fortæller, at der ligger en katolsk kirke hvis jeg fortsætter lige ud af vejen. Han pointerer, at jeg ikke skal gå til messe der, bare kikke. Det aftaler vi og jeg fortsætter ud ad vejen.  Kort efter får jeg følgeskab af en ældre mand. Hvem er jeg? Husband? Nej jeg er ikke gift. Children? Nej heller ikke. Vil jeg med hjem og se hans børn? Egentlig har jeg lyst til at sige ja tak, men takker alligevel nej. Så har vi nået kirken, og jeg vil sige farvel, men han vil have penge – for hvad? - Ja for at snakke, og følges med mig. Jeg går, og han får ikke noget - en lidt anderledes tigger.

Kirken er smuk. Jeg sætter mig på en bænk, jeg er træt, og vil sidde lidt og kikke og tænke. Der sidder et par stille på en bænk et stykke fra mig. Oppe omkring altret pusler en mand omkring.

katolsk kirke

Da jeg har siddet et stykke tid, kommer ham der puslede rundt om altret, og sætter sig ved siden af mig. Han er præst ved kirken – Hvem er jeg?- Skal han vise mig kirken? Han viser mig både kirken og ”menighedslokalerne” her er der mulighed for at komme og få et gratis måltid – Man vil gerne i dialog med det samfund, hovedsagelig af hinduer, som er rundt om kirken – mad er en god begyndelse.

 Jeg har oplevet det før. Forleden dag var jeg i Yogi Ramsuratkumars Asram, der fik jeg tilbudt gratis morgenmad. Nu ligner jeg jo ikke ligefrem en der sulter, men her kan alle få morgenmad.  Hvis man er sadhu, kan man få gratis lunch i Ramana Asram. Her i Tiruvannamalai er ingen akut sult, og nød, børn går i skole, folk virker tilfredse. Jo her er mange tiggere, men her er også mange vesterlændinge, og de trækker tiggerne til.

Jeg begynder at gå hjem, ad smattede gader fyldt med affald, forbi tiggere, stinkende kloaker – hjem til mit hus hvor der har været strømafbrydelse tre gange i dag. I morgen flytter jeg på Quo Vadis, et lille åndehul smukt og rent – og tæt.

Sådan bor ikke alle. Jeg besøgte et hjem på Lebanon. I det hjørne som jeg ikke fotograferede, står der en jernseng – sådan en står der også i mit hus – forskellen er bare at på min ligger en madras samt nogle lagner – hun sover direkte på metallet.

Da jeg kom lidt senere til lunch i dag, var der kun 3 personer i cafeen – jeg kender dem godt – jeg har snakket fodbold med dem flere gange – det har jeg ingen forstand på. Det gad jeg ikke i dag, så jeg satte mig ved et andet bord. En af mændene har ofte spurgt – når det ikke lige var fodbold vi skulle snakke - hvor vil du foretrække at bo, Danmark eller Indien?

Jeg er født og opvokset i Danmark - Indien er fantastisk – for en periode, men jeg er meget glad for at kunne vende tilbage til Danmark – til et land hvor vi tager os af hinanden og også af de svageste, et land hvor ingen behøver at tigge, et land uden korruption, et land med rimelig lighed, uddannelse til alle, gratis læge hvis du er syg og meget mere.

Til Dine and dialog, for nogle dage, siden skrev jeg, at vi hovedsagelig fik styr på vejret. Men en af de unge amerikanere fortalte mig, at en af hendes kammerater var begyndt at studere i København og havde været ude for at søge efter et kristent fællesskab – og havde intet fundet – hvad er Danmark dog for et land - spurgte hun. Nej det er nok ikke så let at finde – men alligevel er Danmark et supergodt land at leve i – lad det fortsætte med at være det.

Slutbillede - også i dag - er de ikke bare kære?

Kærlig hilsen og tak til alle for reaktioner.

Bodil