Lidt om lidt forskelligt.

For lang tid siden kom jeg vist til at skrive, at der hver dag kom en dame og tegnede flotte mønstre foran mit hus. Nu er hver dag måske en smugle overdrevet. Hun har lige været her anden gang – på en måned.

Men flot det er det. Foran næsten alle huse bliver der tegnet de smukkeste mønstre hver dag ved solopgang. På Quo Vadis er der altid kolam – som det hedder. Kolam er lavet af rismel – det betyder, at alle de mindste levende væsner kan spise det.

Kolam er også et signal til de hellige mænd, sadhuerne, at her kan de få mad. En dag sad jeg og kikkede med da det blev lavet.

På min venstre hånd er der også tegnet flotte mønstre. For et par dage siden kom der en dame på besøg på Quo Vadis, hun medbragte, nogle små kræmmerhuse, og så kunne vi vælge hvilket mønster, vi ville have tegnet på hænderne med henna. Hun tegnede sirligt og nøjagtigt efter en tegning, og derefter skulle det tørre i to timer. I dag er det næsten væk igen, men jeg nåede da lige at få et billede af min hånd. 

De to samtaler som jeg refererede i sidste blog, er de bedste jeg har haft hernede. Det er let at få kontakt, med det er meget forskelligt hvad vi snakker om. Jeg var i Sri Ramsuratkumar Asram i går, jeg ville gerne finde sadhuen  igen, men det lykkedes ikke. Til gengæld kom der en lille tynd dame hen til mig, jeg var ret sikker på, at hun ville tigge, hun satte sig på gulvet ved siden af mig, sagde en masse og lavede en masse fagter. Men jeg forstod ikke noget. Så tog hun min hånd, sad med den i begge sine i et par minutter - det er lang tid – rejste sig og gik.

Bagefter gik jeg i Ramana Asram for at kikke efter den anden mand – han ville være let at spotte – han var et godt stykke større end mig  - både den ene og den anden led.

Jeg fandt ham ikke – desværre – ham ville jeg især godt snakke mere med – han vidste meget om hinduisme – og altså også om kristendom, og så snakkede han fremragende engelsk.  Da jeg gik derfra fik jeg lige et billede af en hindupræst, sådan som de er klædt på, han var vidst i kiosken efter lidt til den søde tand – hans egen.

Her i Indien klæder man sig passende.

Drenge og mænd går i lange bukser, ligesom kvinder dækker skuldrene, og benene til anklerne. Der er dog mange mænd der går i lungi – de hedder vist noget andet, når de er hvide.  Det er et rør af stof som man vikler om sig fra taljen til anklerne. Når det så bliver varmt - og det gør det hele tiden - tager mange fat i den nederste kant og putter den ned ved taljen – så ser det ud som om de har en stor gammeldags stofble på. Lidt sjovt

Sidder her en aften i mit hus og skriver, her er godt nok intet internet, men jeg skriver på word, så kan jeg overføre senere.

Nu er det vist tid til aftenskaffen, jeg tro aldrig jeg har spist så mange kiks som den sidste måned.

Kærligste hilsner til jer der – endnu engang - kæmpede jeg gennem mængden af ord.

Bodil

Flere tanker på et tag.

Så sidder jeg igen på taget -  og tænker. Mange oplevelser rigere.

Hvis du ikke gider læse mine overvejelser om hinduisme og kristendom, så stop her. Du kan evt. kikke billeder, de er fra morgenens tur  på bjerget. Der er så smukt.

Som jeg skrev, har jeg været i templet. Sammen med den tyske ungdoms gruppe, en hinduistisk præst, og JP fik vi mulighed for, at komme helt ind i det allerhelligste af det store Shivatempel.

Her er vi alle på besøg i templet.

  Vi satte alle skoene ude foran templet, og gik ind. Fik fortalt om nogle af helligdommene - der er adskillige helligdomme i tempelkomplekset -  og gik så ind i det, jeg tror, er det helligste - tæt på Shiva Lingamet. Tættere på må kun hindupræsterne komme.  Her satte vi os på gulvet, fortalte vores navne til præsten, som gentog dem, sagde en masse ord som jeg ikke forstod. Derefter fik vi en prik af aske i panden. Dette gentog sig tre gange. Efterfølgende gik præsten med os ud, og vi satte os på en ”terrasse” mellem søjler, og vi kunne stille spørgsmål til præsten – det blev nu ikke til så mange spørgsmål. Det er tit vanskeligt at stille spørgsmål til noget man ikke forstår. For mig var det en meget speciel oplevelse. Det var tydeligt for mig, at der var mere ”på spil” end jeg lige kan forklare. Der inde, i det allerhelligste, sad der en figur af Shiva påklædt, smykket med blomster, bespist, der var ild som blev båret rundt i lokalet, som kun var et lille og tilsodet sted.

Jeg kan aldrig lade være med at tænke over oplevelser jeg har haft - i lang tid – det er ikke altid jeg kommer til et resultat -  måske heller ikke denne gang.

En Shiva statue, af metal/sten/keramik eller hvad som helst – det var ikke det som gav mig en følelse af, at her var der noget større, noget jeg godt kendte hjemmefra – fra kristendommen - på spil. Bagefter kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke, at de hinduister bare leger med dukker. 

Så forleden dag gik jeg, som tidligere nævnt, i Sri Ramsuratkumar Asram, satte mig på trappen, og en sadhu satte sig ved siden af mig. Jeg skal ikke kæmpe særlig meget for at få kontakt med folk, jeg ser så mærkelig ud, at de er nødt til at have stillet deres nysgerrighed. Nå, han satte sig, vi fik styr på hvem jeg var, og hvor jeg kom fra. Fortalte at jeg havde været til puja. Spurgte forsigtigt til ofringen – pujaen – det var jo en figur af dødt materiale de tilbad. Han så på mig med stor forbløffelse – måske forargelse - hvor dum kan den store hvide dame dog være – og jeg tænkte –nu har du rigtig trådt i spinaten igen, igen. Og så spurgte han mig om jeg tilbad Kabaen i Mekka.

Øh - nej det gør jeg ikke,  af den simple grund, at jeg ikke er muslim. Men jeg kan godt gennemskue, at det gør muslimerne heller ikke. Til min store overraskelse sagde han, at ingen hindu tilbad guder af sten – i hinduismen var der kun en Gud, det var Brahman de tilbad, og kun ham, også i Shiva templet! Jeg var ved at tabe både næse og mund – takkede for snakken – og gik rystet derfra.

I går gik jeg så i templet, satte mig et skyggefuldt sted. Efter få minutter var jeg med på det første familiefoto. Når børnene tør snakke med mig, så er der flere der tør. Til sidst var der en lidt ældre mand som satte sig ved siden af mig, og spurgte om jeg vidste hvor Ramana Asram lå, og om der var mulighed for at bo der. Jeg vidste godt hvor det lå, men var lidt i tvivl om hvem der kunne bo der, men jeg foreslog ham at tage en otto. Han var målløs kunne man ikke gå. 40 rupis (ca. 5 danske kroner) det var utænkeligt.

Jeg havde siddet i templet et godt stykke tid, og sagde, at jeg var parat til at gå hjem, vi kunne følges ad.

Det gjorde vi, og snakkede, han var inder, på pilgrimsrejse til Tiruvannamalai, største ønske at besøge og opholde sig i Ramana Asram. Hans store gurus asram. Håber han fik lov til at bo der. Forsøgte igen, fra en lidt anden vinkel. Men I dyrker vel ikke figurerne af guderne, men den ene Gud Brahma. Og han svarede, at selvfølgelig tilbad hinduer kun Brahman.  Kristne tilbeder jo heller ikke dukken Jesus på et kors! (min udlægning!) Sådan!!

OK! Nu er jeg måske især forvirret på et højere plan. Jeg vil spørge igen.  Skal måske have det 3. gang for at acceptere det. Håber jeg får lige så god en samtale som med de to ældre mænd.

Men selvfølgelig gør hinduerne det – tilbeder Brahman -  og ingen andre - for der er jo kun en Gud,  ligegyldig hvad vi kalder ham -  vi er vel bare ikke helt enige om, hvad vi tror om denne ene  Gud. Jeg er i hvert fald ikke klar til at acceptere, at Gud befinder sig i min sjæl, og at jeg skal dyrke min sjæl, for at blive født bedre næste gang, for til sidst efter adskillige genfødsler, at smelte sammen med Gud.

Som du sår sådan høster du, siger hinduerne. Enhver er sin egen lykkes smed, siger vi. Nej - ikke hos mig.

Kærlig hilsen Bodil

                            

Fuldstændig fantastiske dage.

Lange dage starter tidligt om morgenen.

Af sted i bil mod en af Danish Missions secundary schools. Vi bliver modtaget af en hel skolegård fuld af børn. Efter varm velkomst blomster m.v. får vi lov til at kikke ind i klasserne. Det er rart at møde engagerede lærer og børn. Hvor er de børn bare fantastisk kønne – ærgerligt, at man ikke kan tage en to tre stykker med hjem – men det går nok ikke – de er så yndige – skoleuniformer, fletninger med blomster og så de smil!!!

 Endnu en skole – lidt mindre – men lige så spændende og velfungerende. På tredje skole som er en grundskole, møder vi et børneparlament. Børn som lærer om demokrati – og udøver det. Børnene, som er mellem10 og 18 år gamle er valgte, af deres lige så gamle kammerater. De nedsætter en regering og kommer med forslag til hvad der kunne ændres i skolen og landsbyen, de har også lidt penge at råde over, og bestemme hvad skal bruges til. En virkelig god ide!

Bagefter var vi med en gruppe kvinder til kvindemøde i kirken. Kvinderne mødes en til to gange om måneden for at diskutere og tage hånd om de problemer som er i landsbyen. Jeg var der sammen med en gruppe elever fra Hamburg. Havde kvindegruppen noget de ville spørge tyskerne om? Det havde de – og skal jeg tro de tyske elever så er Tyskland et helt andet samfund end det danske. Ingen unge drikker, der næsten er ingen skilsmisser, ingen arbejdsløshed, osv.  Som afslutning på dagen så vi en danse- og trommegruppe i billygternes skær. Det var helt utrolig hvad de kunne. Det meste var uden ord, men når der var tale, fik vi det oversat. Aftenen sluttede med en dejlig middag. Vi fik mange gaver i løbet af den dag – to gange fik vi blomster, desuden en lommelygte, en lille metalstage, en keramikfigur af ”Bambi” og dens mor, to tørklæder og et gæstehåndklæde.

Og så dagen efter - i går, startede jeg i Sri Ramsuratkumar Asram. Overværede en puja – det vil sige en ofring til guden. Gik derefter hen i en meditationshal og kikkede på de mange guruer der hang på væggen. Til sidst satte jeg mig lidt på en trappesten udenfor meditationshallen. Pludselig sad der en sadhu ved siden af mig.

Hvor kom jeg fra? Hvad hed jeg? OSV. Spurgte om han kunne fortælle mig lidt om stedet. Et kunne han godt. Jeg spurgte lidt forsigtigt ind til det med hinduismens mange guder, og dyrkelsen af dem – fik et noget overraskende svar. Derom senere.

Og så i aftes var jeg på Giripradakshina- fuldstændig forrygende. Hvad det er? Jo sammen med flere tusind mennesker vandrede jeg de 14 km. rundt om bjerget Arunachala – bjerget en et Shiva Lingam – Shiva selv. Vi gik enormt tæt, og sikke en stemning, Der var boder hvor man kunne købe alt muligt. Små steder hvor man kunne købe kaffe eller sodavand, foruden alle templerne - og meget, meget andet. Jeg gik i sandaler, men næsten alle gik i bare fødder, her blev spillet, sunget, tigget, snakket – men her var ingen fulde folk, og ingen ballademagere. Det regnede lidt, men det gjorde ikke så meget. Glæder mig allerede til næste fuldmåne. Man går nemlig ved hver fuldmåne. Har ingen billeder fra giripradakshina, mit kamera er ikke så godt til billeder i mørke.

Var en tur i Ramana Asram i dag, satte mig på trappen, pludselig sad der en stor abeunge på min skulder, den begyndte at pille mig i håret – gad vide hvad den fandt. Indrømmet jeg blev lidt forskrækket.  Aberne har unger i øjeblikket de er bare så søde.

De kærligste hilsner Bodil

Lidt dagligliv i Tiruvannamalai

Det første en hindugud - helst - skal se om morgenen, før morgenmad, bad og påklædning, er en ko. Foran mit hus, og foran havelågen er der et lille stykke med jord – sådan 1-2 meters brede. Som regel ligger der en ko og tygger drev. Indimellem ligger der tre, så kan jeg næsten ikke komme ud og ind. Det er enormt hyggeligt med de køer, jeg føler føle mig helt guddommelig, når jeg kikker ud på dem om morgenen! Men de afleverer også nogle klatter, så jeg passer på hvor jeg træder. Jeg har opgivet at holde stykket rent. Jeg har fejet det nogle gange, men man fejer bare skidtet lidt til siden, og det første vindpust, så er det der igen. Det vækker også en del opsigt, når en stor hvid dame som jeg begynder at feje fortov. Ja - fortov – det er bare et stykke med jord inden veje begynder.

Men indenfor min havelåge der forsøger jeg, at holde det pænt rent.

Jeg var til en fin fest i går aftes, på et fint hotel. De tyske elever havde været der hele dagen for at lave kunst. Jeg kom ved aftensmad tid sammen med en gruppe tamiler. Vi blev klædt på i sari – de er flotte, men praktiske - det er de ikke. I hvert tilfælde ikke for mig, der ikke plejer at gå i sari. Utroligt at Indiske kvinder kan klare alt muligt arbejde i en sari.

Efter påklædningen var der en god times lejrbålsunderholdning - i bedste FDF stil. Derefter fin middag i det fri. En rigtig dejlig aften.

 Da jeg kom hjem var der en kakerlak i mit baderum!!!! Og stor, det var den. Det lykkedes mig at træde på den. Her til morgen er huset gjort grundig rent, men det hjælper nok ikke så meget, jeg må nok indse at dette ikke er Danmark.

Jeg var også ude at samle papir og plastik i min have - for et par dage siden. Jeg har nedfaldsfrugt! Og her er det ikke nedfaldsæbler som hjemme i Danmark men nedfaldskokosnødder. Lidt eksotisk, men i grunden lige så naturligt. 

Sidder her søndag formiddag og nyder ikke at skulle noget særligt. De tyske elever er trætte, og deres lærer har afgjort, at de ikke skal i kirke i dag. Jeg benyttede mig af chancen, og sagde ikke noget, så jeg har sovet længe, gjort grundig rent, spist morgenmad – jeg får altid havregryn med mælk, kaffe – uden sukker og mælk! samt noget frugt. Det er bestemt ikke indisk morgenmad. Jeg laver selv min morgenmad, det er jeg (og min mave) glad(e) for.

I eftermiddag skal de tyske elever se en kollywood film - tror jeg – det skal jeg heller ikke! – håber jeg!

Nu vil jeg gå op på Quo Vadis der er internet, så jeg kan få læst mails, og måske nå lidt nyheder inden strømmen forsvinder mellem kl. 12 a.m. og 2 p.m.

De kærligste hilsner Bodil              

De myrer har en god karma.

De sidste par dage har vi været i Pondicherry. En ”lille” by ved den Indiske østkyst.

Vi startede et meget specielt sted – Auroville 10 km. nord for Pondicherry. På jord fra 124 lande byggede man i 1968 en landsby. Her bor der i dag 1800 mennesker. Vi mødes ved indgangen med tyske Ingrid – hun har boet her i mange år. Hun fortæller lidt om stedet. Landsbyen blev grundlagt at The Mother – en fransk kunstner. Her var det meningen, at folk skulle leve i fred og harmoni, leve af håndværk, landbrug, alternativ teknologi m.v. Husene er flotte, alt er velordnet – her er rent.

Ingrid fortæller, at hvis man kommer til stedet og har lyst til at bo her, så skal man vurderes af fællesskabet efter et år – 2/3 af beboerne er vesterlændinge – jeg kunne ikke lade være med at se, at der er hegn omkring landsbyen - solidt hegn. Et spørgsmål til Ingrid – hvad lever du af. Hun tog sig af gadehunde, men hun kunne kun leve og overleve i Auroville fordi hun havde en tysk pension. En tysk pension rækker rigtig langt her i Indien. Lige som Aurovill er jeg rigtig 68´er – blev 20 år i 68 – har en tendens til at sætte spørgsmålstegn ved alting. Jeg synes egentlig ikke så godt om tanken – et fællesskab hvor der ikke er plads til alle - et fællesskab for de stærke. Turister er ikke direkte ønskede, men her er både restaurant og butikker som man kan handle i. 

Så tager vi af sted for at finde vores overnatningssted. Skønt sted, høje palmer, lyden af høje bølger. Overnatning i stråhytter på 1. sal med udsigt over havet. Desværre er der vist ikke plads i stråhytterne, så jeg kommer til at overnatte i bestyrerens dagligstue – lige midt mellem akvariet og fjernsynet – specielt, og spændende.  Det viser sig efter lidt trykken på en fjernbetjening, at fjernsynet godt kan slukkes. Men fiskene skal have ilt -grrrrrpppppppppppgrrrrrr host host  grrrrrrrpppp………. hele natten –nå, jeg er god til at sove, så problemet er ikke så stort. På 1. sal er der en terrasse med udsigt over havet. Det er fantastisk at sidde og kikke ud over havet i mørket. Indien er fantastisk, foruroligende, forvirrende, der er nok at ting at tænke over, og forsøge at få sat på plads.

I dag (torsdag) har jeg været i Aurovilles åndelige hjerte. Matrimandir en flot, flot bygning, en stor gylden golfbold. Indeni er den af hvidt marmor, og med tykke hvide tæpper på gulvene. Øverst oppe et der et interreligiøst meditationsrum. Der er en lysstråle som kommer ind i rummet og rammer et meget stort krystal, det er smukt. Jeg bruger mange overvejelser på at finde ud af, hvad jeg selv mener om de ting jeg oplever.

Hun er også en del af Indiens virkelighed. En kvinde på min egen alder, men med så helt anderledes muligheder.

Fredag skal vi hjem, jeg kører med Quo Vadis teamet, vi er mange i bilen, men det er hyggeligt. Her i Indien er der skorpioner og slanger, men det farligste er trafikken.

Vel hjemme i mit hus kan jeg se, at der er usædvanlig mange myrer.

Vi var i templet for et par dage siden, helt inde i det allerinderste, og -helligste. Der fik vi blomsterkranse, billeder at Shiva, samt nogle specielle småkager – alt sammen helt særligt og velsignet. Da jeg kom hjem i dag var myrerne ved at spise småkagerne – det må deres karma have godt af. De bliver nok født som køer i deres næste liv. Nej, spøg til side! Jeg har også været i templet, det var en voldsom og foruroligende oplevelse, jeg er ikke parat til at skrive om det endnu – men det kommer.         

Kærligste hilsner

Bodil

Den dag jeg blev bortført

Eller – Nu stiger kunsten.

Søndag er kirkedag, aftalen er hel klar, jeg skal besøge en kirke sammen med Andreas som er dansk volontør i Indien. Jeg skal være på Quo Vadis kl. 8.  Som fuldblodsdansker kommer jeg kl. 7,58

Der står en person klar til at hente mig, jeg bliver straks puttet ind i en bil, kørt til et samlingssted, og derfra i en anden bil kørt til en kirke. Fin gudstjeneste, 3 salmer jeg kan synge med på - på dansk - jeg kan dem udenad! Vi følger helt den danske liturgi, dog er oblaterne, for sådan nogle er der også, ikke lavet på diakonissestiftelsen – det er tydeligt. Det problem kunne vel forholdsvis let rettes.

Efter gudstjenesten er der søndagsskole – kan jeg fortælle en historie? Ja, jeg kender en om et bjerg, meget passende, og nogle termitter – men jeg kan ikke huske hvad termitter hedder på engelsk, så historien kommer til at handle om nogle myrer i et bjerg. De takker pænt.

Godt hjemme ringer min telefon, hvor har jeg været i formiddag? Har jeg overhovedet været i kirke? Helt i overensstemmelse med sandheden siger jeg – ja! – Men tilføjer dog ikke hvor jeg har været. Et øjeblik efter får jeg spørgsmålet - hvor? Det ved jeg faktisk ikke.  - - - -Jeg skulle have været et andet sted!! – Utroligt, at man bortfører gamle koner, for at få dem med til sin egen gudstjeneste. Jeg bliver aldrig færdig med at undres.

I aften skal vi ud og se indisk kultur. Vi skal mødes kl. 5.30 p.m. Vi er mange - 20 tyske unge i en gruppe, og mindst lige så mange indere i forskellig alder. Hvor er det dejligt med så mange frivillige, indiske unge. Glæder mig til at vandre rundt om bjerget sammen med dem når det bliver fuldmåne.  Vi kører af sted – Indien time - 6.30 p.m. Indien time – betyder, at vi er mellem 30 minutter og 1,5 time forsinket. Vi kører og kører, holder en pause for at spise og kører så igen. Jeg tror de Indiske kører-/ hviletidsbestemmelser er meget skrappe, vi holder i hvert fald mange tepauser. Kl. 11,30 p.m. er vi fremme! Her er en scene, hvor der foregår nogle meget voldsomme optrin, de slår hele tiden hinanden ihjel. Foran er der nogle jordmarken med mange sten, her kan publikum sidde. Jeg spørger en af tamilerne hvad der foregår, men får at vide, at det er vanskeligt at forklare, og at det alligevel snart er slut. Sååå deeet.

Bagefter kommer der nogle unge, som spiller trommer. Der er flot, kræver ingen sprogkundskaber. Helt suverænt!! Så kommer der skyggeteater, sjove figurer, men igen taler de et sprog jeg ikke forstår, og så slår de også hele tiden hinanden ihjel – der er selvfølgelig mange mennesker i Indien, men alligevel. Klokken er blevet 2,30 a.m. vi har været her i 3 timer, de fleste vil gerne hjem. Vi går som det sidste over, og ser skolen hvor de unge lærer at være kunstnere.

Vi aftaler, at dem der vil hjem går til busserne nu, og bliver kørt hjem nu, resten venter en time og ser skuespillet færdigt, og bliver så kørt hjem. De fleste går til busserne. Der venter de en time, indtil vi alle samlet kører hjem. (vi er i tre busser)

Vi har det fantastisk hernede – men en tur på næsten 12 timer i en meget gammel bus, en rigtig indisk bus, for at se noget som vi ikke forstår, er måske lidt rigeligt. Og en gudstjeneste som i Danmark - men på tamil – jeg er målløs – (dog ikke i ordets egentlige betydning!) Så hvis der fornemmes en anelse ironi, så er den god nok.

Kærligste hilsner Bodil

Jeg har været på bjerget i dag.

Ikke et hvilket som helst bjerg, nej, jeg har været på det hellige bjerg i Tiruvannamalai.

Legenden fortæller at Shiva åbenbarede sig i en ildsøjle, og da ilden på Arunachala bjerget i Tiruvannamalai kølede af, stod det originale Shiva lingam tilbage.  Bjerget har derfor form som Shiva selv- et Shiva lingam.

Der var en smuk tur. Vi startede kl. 6 i morges. Ja, I læste rigtigt, jeg var oppe kl. 5 for at nå det. Først gik vi gennem Ramana Asram, og kom ud på den anden side ud mod bjerget, mod skov og natur.  Da vi havde gået lidt væk fra byens støj, blev der dejlig stille, der var biller på jorden, og der var fugle i træerne. Det gik opad, og snart fortalte min kondition (eller mangel på samme) mig, at det var tid til en pause. Så holdt vi alle en pause – Sri Ramana har boet her på bjerget sammen med sin mor, i nogle grotter i bjerget, og der var den flotteste udsigt ud over byen. Hurtigt videre, og godt forpustet og svedende nåede jeg toppen. Smuk, smuk  - udsigt ned over templet og byen – desværre var det så diset at fotografierne ikke blev gode. Efter en pause hvor vi beundrede udsigten, startede nedturen. Den var stejl, men det kunne min kondition bedre klare. Vi kom ned lige ved det store tempel.

Og netop byens tempelkompleks er helt fantastisk. Arunachaleswa templet, som det hedder, er et af Indiens største tempelkomplekser. Dele af templet kan dateres tilbage fra det 11. århundrede og med ni tårne, på op til 66 meter, er det et fantastisk bygningsværk. På de mange bygninger er der historier fra den hinduistiske mytologi, og fra de mange forskellige udformninger som de hinduistiske guder har. Udsmykningen er et eventyr i sig selv, og et smukt virvar for mig, der ikke er så velbevandrede i hinduismens myter og legender.
Jeg er blevet velsignet af en elefant! I en af helligdommene står der en elefant. Jeg puttede nogle mønter i snablen på elefanten, sådan en rigtig levende en, og meget stor – og så lagde den snablen på mit hoved og velsignede mig! Fantastisk!

Efter vort besøg i tempelet, gik vi ind i en fin og kold (aircondition) restaurant og spiste morgenmad.

Jeg fik æggenudler med kokosmælk, det smagte lidt sødt men alligevel dejligt.  Jeg fik at vide hvad det hed – hele to gange - men alligevel har jeg glemt det.

Jeg gik hjem, det var dejligt, det var ikke så varmt endnu. De andre dog en otto – sådan udtaler vi det. Det er en autorichaw. Har ellers brugt dagen til at læse, i morgen kommer der en tysk gruppe, så håber jeg der kommer til at ske lidt mere.

Har kedet mig lidt i eftermiddag, kunne måske selv finde ud af at tage nogle initiativer!!  Nå, vi får se. Jeg har også læst og drømt lidt om nogle ting som jeg godt kunne tænke mig at opleve nu jeg er i Indien.

Jeg vil forfærdelig gerne se vilde elefanter, tigre, papegøjer og meget mere, samt jungle, mangrove og vild natur.  Og så går der et lille tog op i Nilgiri-bjergene. Toget har en meget stejl stigning, og går gennem noget fantastisk natur.

Det vil jeg studere næste gang jeg keder mig, håber det sker snart.

Kærlig hilsen Bodil