Tanker i en magelig liggestol et sted i Tanzania.

Da jeg var på Bweranyange, var jeg med i en historietime, hvor temaet var kolonisering og frihed i Tanzania.  Det var en dygtig lærer, der fortalte eleverne om hvordan portugisiske, tyske og engelske kolonimagter underlagde sig Tanganyika, som landet hed dengang. – Han fortalte, så alle lyttede – måske var han lidt for venligt overfor kolonimagterne, når han fortalte om hvordan de udnyttede afrikanske landets resurser og mennesker til gavn for europæisk økonomi. Han fortalte om frihedsbevægelser - og om TANU som i 1953 fik Julius Nyerere - Tanzanias senere præsident  - som formand.  - Om frihed og demokrati i 1961 - om det blodige kup på Zanzibar i 1963 og sammenslutningen af Tanganyika og Zanzibar, samme år, til landet Tanzania.
For et år siden var jeg i Sydafrika – kun nogle få dage. Her mærker man tydeligt, at mennesker med min hudfarve ikke er så velkomne – vi fik fortalt, at der, f.eks. i offentlige stillinger, er positiv særbehandling for sorte, og at det kan være vanskeligt, i det hele taget, at få et job hvis man er hvid. Når jeg tænker på Sydafrikas historie med bl.a. apartheid, så forstår jeg det egentlig godt.

Men her i Tanzania føler jeg mig virkelig velkommen. I det område hvor jeg bor, er der ikke ret mange hvide, og somme tider kan jeg godt synes, at jeg vækker lidt for meget opsigt med mit anderledes udseende – men jeg oplever aldrig andet end nysgerrighed og undren.  

For et par uger siden var søndagens tema bevarelse af naturen. Her fortalte evangelisten om plantning af træer. Jeg spidsede ører, da han fortalte, at man, som led i handlen med Co2 kvoter, fik penge for at plante træer – træerne skulle så blive stående, og gro, i tanzaniansk jord mange år – sådan at jeg, i Europa, kunne blive ved med at svine  bl.a. med store fabrikker, men også ved at køre i bil og flyve verden rundt. Jeg vidste godt, at man købte og solgte Co2 kvoter, men havde aldrig tænkt over, hvordan det foregik. Tanzania har helt klart brug for pengene men vel også for jord til at dyrke mad på.  Jeg er glad for min bil, og vil nødig undvære mine flyveture, f.eks. til Tanzania - men ………………ja, det må jeg lige tænke lidt mere over.

Var på skolen for at undervise i engelsk i dag – men der var idrætsdag.  Så jeg satte mig lidt i skyggen og kikkede på, at de løb fodboldbanen rundt. Tænker ofte på, hvordan det var gået mig, hvis jeg var født og opvokset i en landsby her i Tanzania. Når jeg tænker på de 90 elever i klassen, er jeg helt sikker på, at jeg ville have gemt mig i mængden og ikke have fået lære ret meget.– Eller  - det er jo lang tid siden jeg gik i skole i Danmark - måske var jeg aldrig kommet i skole hvis jeg var opvokset her i Tanzania. – Så ville jeg måske have været en af de gamle udslidte og fattige koner - hvis jeg overhovedet havde levet i dag. Mærkeligt at tænke på, at jeg har haft alle muligheder i livet - og andre mennesker - her i Tanzania – men også mange andre steder i verden - næsten ingen muligheder har haft.

Mange kærlige hilsner Bodil

Hov! Hvor blev min skygge lige af?

Jeg har i hvert fald ikke solgt den!  Her, godt middag, var jeg ved at hænge vasketøj op, og så kom jeg til at kikke ned på jorden, jeg havde kun en lillebitte skygge lige under mig. Solen stod lige over mit hoved.  Og varmt det er det også. Vi er jo i starten af regntiden, men foreløbig har vi ikke fået så meget regn. Nogle gode byger men heller ikke andet. 

 

 

I formiddag havde jeg besøg af Esther, min swahililærer, hun er evangelist, og tjener en lillebitte smule ved det. Desuden har hun og hendes mand et lille landbrug med bananer, bønner, majs, kassava, kaffe og forskelligt andet. Medens vi drak formiddagskaffe snakkede vi. Esther har 6 børn - de 4 af dem går i secondary school - og det skal der betales for her i landet.  Nu må der gerne snart komme regn, sagde hun, ellers går det ud over bønnerne – og der er sygdom i kaffebuskene og i bananerne – og der skulle gerne være penge til børnenes skole. – Og så må vi håbe, at ingen bliver syge – for læge og sygehus koster mange penge. Jeg har besøgt Esther i hendes hus – et flot hus – når det bliver færdigt. Huset blev bygget, lige inden børnene begyndte på secondary school – siden da har der ikke været penge til at bygge videre på det, så indendørs er der rå og upudsede vægge. Gulvet er jord og sten, hvorpå der er lagt nogle flettede måtter – ingen møbler - børnenes skole har første prioritet – men hos Esther og hendes mand er man altid velkommen.  Så nu må regnen gerne komme - i rigelige mængder – så Esther og hendes familie – og mange andre - både kan sende børnene i skole og få noget at spise.  Det ville også være dejligt med lidt mindre støv på vejene. Biler og motorcykler rejser store støvskyer, når de kører. Desværre bliver vejene hurtigt til mudder når regnen kommer.

 

 

Her i Udkantstanzania, hvor jeg bor, er der meget smukt. Her er bjerge - og dale med søer i bunden, store marker med bananpalmer, og frodige skråninger med græssende geder, høje slanke eukalyptustræer – og så de røde jordveje der snor sig op og ned gennem landskabet. Hver aften står jeg i den lille gård ved Elses hus og kikke på månen og stjernerne - medens jeg børster tænder.  - Her i aften vil lyset i gården ikke tænde – det gør stjernerne ekstra flotte.  Jeg kender ikke stjernebillederne - vi er jo på den sydlige himmel – og månen ligger ned – men det er et fantastisk syn. Jeg kommer helt naturligt til at tænke på ordene fra salme 8: ” Når jeg ser din himmel, dine hænders værk, månen og stjernerne som du satte der – hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det”

Mange kærlige hilsner.

Bodil

Gode dage i Tanzania

Sidder netop nu med to fnisende piger Johanna og Claudia – de er ved at lære at strikke ret og vrang. Jeg ved ikke, hvad det hedder på swahili – så vi kalder det moja og mpili – et og to. Det er svært, når man næsten lige har lært at strikke ret – og aldrig har prøvet at strikke før.

Jeg nyder at være her.  Dagene går med mange forskellige ting – 4 dage strikker jeg med forskellige kvindegrupper i området, 3-4 dage hjælper jeg med engelskundervisningen i den lokale skole – og så er der jo også min egen undervisning - i swahili – det er svært - ikke for tanzanianerne – men for mig.

Men der også de helt anderledes dage – og dem er der heldigvis mange af. For et par dage siden var vi på besøg hos lokale evangelister. Bilen blev fyldt med 6 evangelister, en landbrugskonsulent samt Else og jeg – og så kørte vi – hele dagen - fra den ene evangelist til den næste.

Evangelisterne får ikke ret meget i løn, så de har alle en shamba – et landbrug. Vi var på rundgang i shambaerne, og landbrugskonsulenten kom med gode råd til, hvad man kunne gøre bedre og dermed øge sin indtjening.  Også husene blev gennemgået. Hvorfor var det ikke kommet et glat lerlag på huset endnu? Hvordan var det lige med toiletterne?  Var der gode baderum? Man forsøger at hjælpe evangelisterne, så de kan optimere deres indkomster, og så andre kan se, at det kan betale sig at gøre noget ud af hus og shamba. Vi fik selvfølgelig te med mælk og meget sukker samt jordnødder alle steder.  Og middagsmad med kogte bananer, bønner, kål og kød det sidste sted – en virkelig dejlig og anderledes dag.

Søndag var vi til gudstjeneste, og søndagsskole i Illega,, ca. 1,5 timers kørsel fra Kyerwa hvor vi bor.  Kirken var blevet udvidet for ikke ret lang tid siden, så den var med rå murstensvægge og halm på gulvet.  Men der var fuldt hus. – Jeg vil gætte på at der var 130 børn og 230 voksne - sådan cirka. Under prædikenen var vi ude for at fortælle bibelhistorie for de 130 børn – det er en stor gruppe – og så med to oversættelser – fra dansk til swahili og derefter fra swahili til kinjambo.  Efter gudstjenesten, som varede godt et par timer, var der frokost for hele menigheden. Kogte bananer, bønner, kartofler og kød – alt i rigelige mængder – til de ca. 350 mennesker. Til sidst underviste Else i hvordan man forvalter sin kirke. Bl.a. havde man sat friske grene med blomster i vinduerne til jul. De var nu helt tørre og visne - det var ved tiden at få dem pillet ned.

Gode dage, men også hårde dage. Man er træt efter sådan en dag. Og jeg har endda ikke kørt på de hullede grusveje og heller ikke undervist i hvordan man forvalter sin kirke – så Else må være endnu mere træt.  Frederick og Else er her til morgen kørt afsted på en 3 dages tur for at besøge 150 kvinder, som skal have et mikrolån – jeg har kun haft lidt undervisning i skolen og strikkedamer her i eftermiddag – ganske afslappende. Men – det har ikke været den rene afslapning for Else og Frederick– faktisk lige modsat.

 

Kærlig hilsen Bodil

Hvor mange mennesker kan der være i en minibus?

Tjah, hvis der skal være en plads til hver, så kan der vel være 11 plus chaufføren.

 Mange har spurgt mig, inden jeg tog til Tanzania – er du ikke bange for slanger, skorpioner og alt muligt andet kryb. Eller spurgt om jeg ikke var bange for den lange flyvetur. Sjovt nok har ingen spurgt mig om jeg ikke er bange for at færdes i trafikken her i landet.

Det kunne der ellers være god grund til. Hver mandag og fredag tager Claudia – som er en af Elses unge piger i huset – af sted, mandag til Nyabikulungu og fredag til Kachato for at strikke med et hold kvinder. Det foregår med offentlig transport. Vi starter hjemmefra bag på en motorcykel – en til hver – og det er vist lidt luksus, når jeg ser hvor mange mennesker, og hvor meget gods, der ellers kan være på en motorcykel. Jeg kan ikke lide at køre bag på en motorcykel – men vi har fundet en, der kører stille og roligt – når han så kører af sted med mig– så griner han pikipiki (motorcykel) polepole (langsom). Og han kører også stille og pænt – men jeg synes der er mange huller i de røde jordveje. Hvem sagde styrthjelm?  Vel fremme ved stationen venter vi så til bussen kommer. Det gør man jo også i Danmark – men her ved man aldrig hvornår bussen kommer – bussen kører ikke før den er fyldt op, så måske venter den på en station, eller to, tidligere end vores. Og så til spørgsmålet - hvor mange kan der være i en minibus? Ja, i går var vi 23 plus chaufføren.

 

Jeg sad baglæns, lige bag chaufførsædet. Hvad der lå under sædet, ved jeg ikke, men dansk sædevarme kan slet ikke være med – den her plads - for et sæde var det ikke – var meget, meget varmere. Samtidig stod der 5 personer op i bussen – og man kan ikke stå op i en mimibus, så de lænede sig indover os der sad ned. Av mit ben - det var vredet i en lidt mærkelig stilling - og jeg kunne ikke flytte det.

Nu kan jeg jo desværre ikke forstå, hvad de snakker om – og Claudia som gerne oversætter til engelsk for mig, var mast ind længere nede i bussen – men det var mig de talte om - denne underligt udseende dame som de havde med – for pludselig begyndte de at føle på mit hår – og så grinede de, og sagde ting som jeg ikke forstod. Hvor ville jeg dog gerne kunne lidt mere swahili – det ville have været fantastisk at kunne snakke med dem.

Snart stoppede bussen – nogle skulle af – der blev lidt bedre plads. Måske var vi kun 20 tilbage – og det er jo god plads – efter afrikanske forhold.  Turen sluttede med pikipiki polepole hjem. Endnu en dejlig og spændende dag – trafikken er en del af oplevelsen her i Tanzania.

De kærligste hilsner Bodil

 

 

 

HURRA! Jeg betaler kirkeskat i Danmark!

Tal, tal, tal! - Indsamlinger - flere slags - til kirkens almindelige drift - løn - nybyggeri - støtte til universitetet - hjælp til folk der f.eks. trænger til at komme på sygehuset - og til alt muligt andet. Her i Tanzania samles der ind i kirkerne hele tiden - 2-3 måske 4 indsamlinger til hver gudstjenester - også bryllupper. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at det var kirkens budskab at samle så mange penge ind som muligt. - Til gode formål forstås.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det er nødvendigt at samle ind, hvis kirken her i Tanzania skal bestå.  Der skal penge til lønninger, bygninger, kontorhold - men kirken driver også skoler, hospitaler - hjælper folk med sociale og praktiske problemer - og meget, meget andet - Kirken er en vigtig faktor her i Tanzania.  Men hurra for at vi gør det på en anden måde i Danmark..

Det er nu ikke fordi, der er for mange præster, eller at de er for højt lønnede. Hver præst har 5-8 - måske flere kirker. Dem kan han selvfølgelig ikke passe, alle sammen, hver søndag. Så passes de af evangelister - personer med kun lidt uddannelse og meget ringe løn - faktisk får de kun lommepenge.
Når præsten så kommer, er der nadver - øh altså  - hvis der er strøm til "alterbrødsbagemaskinen" - ellers ikke.

Ja, det er en kirke!

I søndags besøgte vi en søndagsskole. Vi startede en time inden  gudstjenesten med ca. 50 børn og et par søndagsskolelærere. Jeg havde fået lov til at fortælle en historie, og tænkte at historien om Jonas var spændende. Så jeg fortalte om Jonas, som flygtede, fordi han var bange for at tage til Nineve. Jeg fortalte om orkan, og om at han blev slugt af en stor hval - og børnene - de havde aldrig set et hav - vidste vel ikke rigtig hvad jeg snakkede om. Lidt specielt at fortælle på dansk, som så bliver oversat til swahili - og endelig til kinjambo.
I Kyerwa ligger der en primary school  - næsten som en dansk folkeskole op til 7. klasse. -  Jeg har fået lov at undervise i engelsk i 3. og 7. klasse, samt i matematik i 6 klasse. Der er ca. 90 børn i hver klasse! Normalt skriver læreren på tavlen og eleverne skriver af. Vi har sunget og leget - og jeg har til min overraskelse opdaget at engelsk er lettere at undervise i end matematik - der skal ikke oversættes så meget.

Det er mørkt i mange kirker.

 

Jeg har også været med ude at undervise søndagsskolelærere et par dage. Det har været sjovt - og jeg har nydt det rigtig meget. Vi har lavet dukketeater - der findes ikke et ord for dukketeater på swahili - søndagsskolelærerne har aldrig set noget lignende før - men de går til den  - jeg tror de nyder at være kreativ.

Til slut en lille historie fra mit virkelige tanzanialiv.
Efter at have undervist på skolen, var jeg med på lærerværelset. De vidste hvad jeg hed, og hvor jeg kom fra  - men hvor mange børn havde jeg? Ingen??! Stor undren! Hvad så med min mand? Ingen???! Lang tavshed! - Man kunne se at de virkelig tænkte - og undrede sig - men så spurgte en lærer: "Er du nonne?"
Nej det er jeg ikke.

Mange kærlige hilsner fra Bodil

Bweranyange. Skal - skal ikke.

Ja, udtal det  - hvis du kan! Bweranyange!

Bweranyange er en skole for piger i 8 -11 klasse. Skolen ligger et meget smukt område med en uhindret udsigt over smukke bjerge - en udsigt som ville koste mange millioner i Danmark. De 300 piger bor på værelser med 8 - 12 senge, og spiser sammen i en stor spisesal. De undervises i klasser på 40 til 50 piger  - for det meste er der en lærer i klassen, men ellers klarer pigerne selv undervisningen.

Jeg er privatindkvarteret hos Sofia - forstanderinden - en fantastisk sød og venlig dame, men også en dame med mange gøremål og stor myndighed. De to første dage er jeg gæst i hendes hus - det betyder, at jeg sidder i sofaen medens hun laver mad, henter vand og vasker op - hun er ekstremt træt, og vi aftaler, at jeg skal være med i det almindelige husarbejde i den tid jeg er der.
Dagene går med at kikke på lærerne, der underviser i matematik, fysik, biolog og geografi. Derudover undervises eleverne i swahili, historie, samfundsfag, engelsk og religion.
Jeg overvejer, om Bweranyange skal være mit næste volontørophold i Tanzania. Eleverne er søde, men jeg får ikke så meget kontakt med dem som på en dansk efterskole. Jeg er jo kun på skolen i undervisningstiden - det er ærgerligt.

Det er spændende at overvære lærernes undervisning. Der er mellem 40 og 50 elever i hver klasse, og kun få elever har en lærebog. Derfor går meget af tiden med at skrive lærebogen af - og med at holde forelæsning - men det må også være vanskeligt at undervise, på anden måde, med så mange elever.
Indimellem må en tidligere geolog og efterskolelærer - mig - dog undre sig. I biologi skulle vi lærer om Mendels "love" Nu sad der jo en hvid europæer bag i klassen, så måske var det lidt for oplagt - og det var nok lærerens egen ide. Han påstod, at hvis man parrer en hvid europæer med en sort afrikaner så får man to mulatter - en sort person - og en hvid person - men den holder ikke - for ærteblomster - som Mendel lavede forsøg med - men ikke for mennesker. Genetik er ikke så enkelt endda.

Skal - skal ikke - skal jeg tilbage til Bweranyange? Der går 300 piger som gerne skulle have en god uddannelse - det ville være fantastisk at være en lille del af det - men skal - skal ikke - jeg ved det ikke?

 

Der er sket så meget andet. Jeg var til bryllup både lørdag og søndag - festligt og spændende! Bryllupsgudstjenesterne varede 3 og 4 timer - derefter store fester som alle gæsterne havde bidraget til. Der var masser af mad, mange gaver, trommedans - og masser af høj elektronisk musik. I dag er det så askeonsdag - indledningen på fasten og dermed forberedelsen til påsken  - der er gudstjeneste kl. 15,00.

Kærlig hilsen Bodil

Det var spændende at have besøg af Farsø Efterskole.

Så er de rejst hjem eleverne fra Farsø Efterskole. Det var spændende at have besøg af dem. I ca. 4 dage boede de her, på deres studietur til Tanzania. Især har det været spændende at opleve deres reaktion på afrikanske forhold. Jeg var privatindkvarteret sammen med en elev fra skolen. Vi besøgte en rigtig dejlig familie, som gjorde alt for, at vi skulle føle os godt tilpas. Der var dejlig mad, bløde senge, varme bade - alt hvad man kunne ønske sig. En rigtig god oplevelse, men altså uden vand i bruseren, uden toiletter som var helt magen til dem i Danmark og ikke mindst uden fredagsslik fra Haribo.

Når man kommer til Afrika - eller et andet land, som er så forskelligt fra Danmark, som Tanzania er - er det vigtigt at være åben og nysgerrig. Det var spændende at snakke med de danske elever, høre hvordan de oplevede at være i Afrika.

Jeg tænker tit på første gang jeg var i Afrika, det var i  Zambia, i 1984 - eller deromkring - i øvrigt med Else Højvang som rejseleder, og FDF som arrangør. Oplevelserne fyldte min hjerne  - og vel også mit hjerte -  fuldstændig. Turen flyttede mine tanker og meninger om Afrika for altid. Verden blev mindre, mindre skræmmende - jeg mødte mennesker, som godt nok levede helt anderledes end jeg gjorde, men som alligevel havde de samme håb og drømme som mig selv. Jeg håber, meget, at eleverne fra Farsø må have fået en tilsvarende oplevelse.

Hvad der ellers er sket? Jo jeg har "strikkedamer" i tre forskellige kirker. Ca. 20 -25 damer pr. gang. Det er ikke altid let, de har ikke strikket før, og vi har ikke noget fælles sprog - men det er sjovt! - Vi griner meget - især af hende den store blege dame som forsøger sig med nogle ord på swahili  - Ndio - visuri sana - hun er mig. og hun kan ikke ret meget swahili!
Har også været en tur i Bukoba og overnattet på et lille fint hotel beliggende i en meget smuk have.
Til sidst skal I lige have en historie fra gudstjenesten  sammen med nogle af Farsø eleverne. Vi var blevet bedt om at sætte os på bænken lige ved siden af et af korene. Ankia - vores vært der hvor vi boede  - sad ved siden af os, og oversatte til engelsk for os. Foran os sad et kormedlem - en meget fed dame. Ankia pegede på damen og sagde - a fat lady ( en fed dame) - jeg nåede lige at tænke, at det havde hun ret i, men det vidste damen sikkert godt og hun sagde det så højt, at hun sagtens kunne høre det - men så sagde Anika  - like you (som dig)! Kulturen er ikke helt ens i Danmark og i Tanzania.

Johanna og Claudia strikker.

De kærligste hilsner Bodil