Det er dagen før de nationale tests. Jeg mødte Edina i
Kayanga her i weekenden. Hun var inde for at kontrollere, at der er styr på
opgaverne, til Bweranyange, til de nationale tests som starter på tirsdag – i
morgen. Hun kørte med den taxa, der skulle hente mig i Kayanga - derind og med
skolens lastbil, der var i Kayanga med deltagere til begravelse, hjem. Den
tidligere forstanderinde Sofias far døde i torsdags – og der holdes begravelse
over flere dage - stor begivenhed med mange gæster. –
Afrikanere er væsentlig bedre til at udnytte befordringsmulighederne, end vi er – der var hele tiden en eller to ekstra passagerer i ”min” taxa – og det er jo en god ide – men det skyldes nok, at der sjældent holder en bil parkeret i garagen her i Bushangaro, ligesom der gør i Danmark.
Afrikanere er væsentlig bedre til at udnytte befordringsmulighederne, end vi er – der var hele tiden en eller to ekstra passagerer i ”min” taxa – og det er jo en god ide – men det skyldes nok, at der sjældent holder en bil parkeret i garagen her i Bushangaro, ligesom der gør i Danmark.
Dagen før de nationale tests skulle man tro, at lærerne har
travlt med at repetere og gennemgå svært stof en gang til. Denne formiddag
bliver jeg spurgt, om jeg ikke lige kan undervise hele flokken af fysikelever
hele formiddagen – altså gennemgå de fysikforsøg der kan laves med de
fysikinstrumenter, som jeg har medbragt – en gang til. – 300 elever i et laboratorium med 80 taburetter – og der er tryk på når der er 80 elever! – Hvorfor? Spørger jeg. Ja, så har lærerne jo tid til at rette opgaver og forberede sig til prøverne. - - -ØH! Forberede sig til prøverne? Kommer de ikke fiks og færdige fra Dar es Salaam? Jooh… men det er godt at være forberedt. Hvordan? Ja altså, tænke over prøverne. Jamn´ I kender jo ikke prøverne. Neeej….men…… For første gang siger jeg nej. Det bevirkede, at én lærer går til time, mens de 6 andre klasser sidder uden lærer. Og lærerne? Ja, de retter opgave, snakker, diskuterer. Bl.a. spørger en af lærerne om, eleverne i Danmark bruger bøger i skolen. Ja, selvfølgelig gør de det. Jamn´ det er da meget bedre med Ipads. Havde det ikke været bedre hvis jeg havde købt Ipads til eleverne, så kunne de selv finde det, de har brug for, på internettet. Nu er 300 Ipads nok ikke en økonomisk mulighed og nok heller ikke nogen god ide. Skolen har et computerrum med 5 computere – ofte er der ingen strøm og der er aldrig internet – jeg tror ikke, rummet har været åbent, medens jeg har været her. Når Edina og jeg er på nettet, er det via et modem. Her er ikke andre muligheder.
fysikinstrumenter, som jeg har medbragt – en gang til. – 300 elever i et laboratorium med 80 taburetter – og der er tryk på når der er 80 elever! – Hvorfor? Spørger jeg. Ja, så har lærerne jo tid til at rette opgaver og forberede sig til prøverne. - - -ØH! Forberede sig til prøverne? Kommer de ikke fiks og færdige fra Dar es Salaam? Jooh… men det er godt at være forberedt. Hvordan? Ja altså, tænke over prøverne. Jamn´ I kender jo ikke prøverne. Neeej….men…… For første gang siger jeg nej. Det bevirkede, at én lærer går til time, mens de 6 andre klasser sidder uden lærer. Og lærerne? Ja, de retter opgave, snakker, diskuterer. Bl.a. spørger en af lærerne om, eleverne i Danmark bruger bøger i skolen. Ja, selvfølgelig gør de det. Jamn´ det er da meget bedre med Ipads. Havde det ikke været bedre hvis jeg havde købt Ipads til eleverne, så kunne de selv finde det, de har brug for, på internettet. Nu er 300 Ipads nok ikke en økonomisk mulighed og nok heller ikke nogen god ide. Skolen har et computerrum med 5 computere – ofte er der ingen strøm og der er aldrig internet – jeg tror ikke, rummet har været åbent, medens jeg har været her. Når Edina og jeg er på nettet, er det via et modem. Her er ikke andre muligheder.
Det er en langt vanskeligere opgave, end jeg havde regnet
med, for lærerne, at omstille sig til at eleverne har bøger. Jeg havde vel slet
ikke tænkt over det. Denne formiddag sidder der en lærer og er ved at skrive –
ordret - af fra en bog, som eleverne nu har, og over i et kladdehæfte – fra
kladdehæftet skriver han så af på tavlen. Men hvordan gør man, når eleverne nu
har den samme tekst, uden at skulle skrive den af fra tavlen – hvad gør man,
når man selv er blevet undervist på den måde og aldrig har tænkt på, at der kan
være andre muligheder? Det er ikke let – pædagogiske kurser efterlyses. Findes
der mon ikke en pensioneret lærer som kunne tænke sig at tage til Bweranyange som
volontør og hjælpe lærerne – til glæde for lærerne - men til mindst lige så
meget glæde for personen selv.
Jeg havde ellers en god weekend i Kayanga. Jeg fik købt gaver
(gad vide om skolen får en bold hver gang der er europæiske gæster – i så fald
får de nu 2 mere, til samlingen, samt en boldpumpe) Lørdag formiddag da jeg var
ude at handle, på markedet, blev jeg godt irriteret. Hver gang jeg gik forbi en
flok unge herrer, og der var mange flokke, især dem med motorcykler og i
grupper, så råbte de mzungu (den hvide) mzungu, mzungu, mzungu – 100 gange på
en time – mindst/måske – så da en af de unge herrer råbte på engelsk - du er en
mzungu – goddag mzungu, hvordan har du det mzungu, mzungu, så gik jeg hen til
ham og spurgte, hvordan han ville synes om, at der blev råbt den sorte efter
ham hele tiden – pludselig forstod han ikke engelsk mere! Da jeg gik, grinede
de alle sammen. Jeg synes det er i orden, når børn råber mzungu efter mig – men
når man er blevet så gammel, at man må køre på motorcykel, så må man også godt
vide hvordan man opfører sig.
Måske har nogen alligevel forstået engelsk, jeg hørte ikke ordet resten
af weekenden
Mange kærlige hilsner Bodil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar