Så er der dømt weekend her i Mozambique..

Lørdag morgen får vi lov til at sove længe, der er først morgenmad kl. 8,30. – Dejligt at sove længe for en gangs skyld.

Kl. 10,00 går turen til et stort marked. Her er alt hvad hjertet begærer. Jeg har købt batikfarvet stof – og så har jeg købt tre plastikvaskebaljer. Forleden dag skulle jeg hjælpe med at lave aftensmad. Vi ribbede græskarblade, som blev hakket helt fint. Derudover lavede vi selv kokosmælk, af friske kokosnødder, Da vi havde vredet alt saften og kraften ud af kokossen, skulle jeg smide kokosmel-resterne i skraldespanden – og bang, så gik den store plastbalje i to stykker. Nu har jeg så købt tre nye baljer – den ene dekoreret med flotte blomster – til den fyrstelige sum af knap 10 kroner - i alt. Man kunne også købe købe sko, brudekjoler, hatte, frisk frugt og kød næsten uden fluer – hvis vi ellers havde haft lyst til det.

Da vi havde kikket på markedet, i nogen tid, besøgte vi en kirke, bygget af halm – flot kirke, men halm er ikke det mest solide byggemateriale, så forfaldet var i fuld gang.

Efter en gang power shopping i et supermarked gik vi på restaurant og spiste omelet og salat – lækkert!

Da vi ikke havde været så tidlig oppe, hyggede vi med snak og strikketøj efter aftensmad og aftenskaffen.

 

Det er søndag, og så gik den ikke længere med at sove længe, Vi spiste morgenmad, kl. 6,30 og kørte  mod Xai-Xai – vi skal i kirke. Meget speciel – bl.a. rytmisk dans, musik og sang. Efter gudstjenesten, som varer omkring 2½ time, går turen mod stranden.

Badetur i Det Indiske Ocean – det er dejligt – varmt, salt vand og skønt bølgebrus. Efter en lækker is, og en mindst lige så lækker frokost, på en fantastisk restaurant, med udsigt over havet, tager vi hjem. En dejlig søndag slutter med aftensmad og hygge på Honey Pot.

I morgen skal vi på besøg hos en af landbrugsskolens tidligere elever – Jeg håber, og tror,  at vi skal besøge et autentisk afrikansk landbrug.
Jeg glæder mig.
Mange kærlige hilsner Bodil

Så går det atter sydpå.

Denne gang går turen til Mozambique. Der er langt – først tre timer til Kastrup lufthavn – derefter to timer til Paris, og så godt 10 timer til Johannesburg i Sydafrika – derefter omkring 9-10 timers kørsel til Malelane  - stadig i Sydafrika - hvor vi overnattede på et flot lille hotel.

Tirsdag nåede vi grænsen mellem Sydafrika og Mozambique. Det var en voldsom kontrast. Vi havde kørt gennem kæmpestore majsmarker, set både kul og guldminer på vores tur – faktisk havde man på fornemmelsen, at man kørte i Sydeuropa eller USA. Men så kørte vi ind i Mozambique – så kom vi til Afrika!

 

Her er små boder langs vejen – lavet af lidt rafter og et stykke hullet plastik. Her sælges alt muligt, bananer, sko, elektronik, mad, tøj, cola og Fanta, kun fantasien sætter grænsen. Igen, tirsdag kørte vi mange timer og fik de fleste af vores oplevelser via bilruden.  Men hen under aften, og efter mange timer på landevejen nåede vi endelig til Honey Pot – et hyggeligt lille sted med hytter. Her skal vi bo det meste af tiden i Mozambique.

Efter en god nats søvn – vi fik lov til at sove længe - der var først morgenmad klokken 7!! Her i Mozambique er man nødt til at bruge de kølige timer om morgenen til at arbejde og opleve noget – lidt op ad dagen bliver det simpelthen alt for varmt.

På WutomiAgri blev vi modtaget med dans og sang. Efter rundvisning og byggemøde gik vi i gang – med kaffen og bollerne.  Nå ja, der skulle også arbejdes lidt. Vi skal bygge en svinesti, lave et skilt og strikke med nogle afrikanske damer. Vi startede med svinestien – udgravninger, blanding af beton – jeg kommer til at save jernstænger – Efter ganske få minutter stod der en ung afrikaner, og ville overtage arbejdet, det er ikke kvindearbejde! Så var jeg kun ”hold ved montør”. Spændende, at møde medarbejderne på skolen.  Torsdag besøgte vi et katolsk børnehjem - med kun få børn – det var spændende, og noget af en kontrast til det børnehjem som jeg var på i Honduras. Vi besøgte også rismarker lavet af kineserne, spiste på restaurant og meget andet.

 

I dag skulle vi undervise i strikning og hækling på landbrugsskolen, det var spændende om der var nogle der havde lyst til at være med. Det var der! - Der kom 6 kvinder. Der sad vi så - 5 kvinder fra Danmark og 6 kvinder fra Mozambique - og strikkede sammen under et stort skyggefuldt træ. Det var hyggeligt!! Kvinderne er gode til at lære at strikke og hækle – efter kort tid gik snakken og sangen lystigt.

I eftermiddag har jeg købt ny bil! Nogle vil vide,

at det har jeg snakket om i længere tid. Jeg regner med at putte den i kufferten hjem. Der kommer et billede af bilen – når jeg kommer hjem.

Og så de flotte fuglereder fra væverfuglen.

 

Kærlig hilsen Bodil.

Du er min ven resten af livet.

Sådan sagde hun – på korrekt engelsk - to dage før jeg rejste fra Emmanuel.

Hun havde haft fødselsdag, var blevet 13 år, vi havde været i tiendaen, og hun havde fået en sodavand og en stor pose chips. 

Noami er speciale need pige. Selv om hun er 13 år kan hun hverken læse, skrive eller regne.  Man har ikke tilbudt hende reel skolegang – jeg tror hun er velbegavet – hun snakker rimelig engelsk – men hun kan ikke sidde stille på en stol, og holde mund, i ret lang tid af gangen.  Jeg er bange for, at hun er dømt til et liv på Emmanuel eller allernederst i samfundet.

I mine måneder på Emmanuel har jeg arbejdet med børn og unge, som har fået betegnelsen speciale need. Hun er ikke den eneste, der er flere, som sagtens kan lære noget og få et godt og selvstændigt liv.

Jeg elsker at tage ud i verden - rejse til Afrika, Asien og nu også til Honduras i Mellemamerika. Det er spændende at arbejde i 3. verdens lande – religionsdialog i Indien, pædagogmedhjælper i Honduras. Jeg nyder det! Oplever fremmede ting, får kontakt med mennesker, der lever et helt andet liv end mig.  Jeg har vel aldrig gjort særlig meget gavn de steder jeg har været, men vel heller ikke været til skade. Jeg tror ikke på, at jeg kan redde verden. – Til gengæld har jeg altid delt mine oplevelser, når jeg er kommet hjem.

For første gang, nogen sinde, overvejer jeg, om det har været i orden, det jeg har gjort. – Har min indsats i Honduras været til skade for børnene? Gå ind i børns liv og så trække sig ud igen. Børn der har oplevet svigt på svigt i deres liv – nu også fra mig. Ville vi nogensinde tilbyde danske børn den opvækst?  - En opvækst præget af et andet lands værdier end det land som er deres. Vi volontører udgør en stor del af personalet – børnene knytter sig til os – i 3 til 6 måneder – og derefter til en ny - og en ny - og en ny -  og…………… Hvordan skal de børn der vokser op  på Emmanuel,  nogensinde blive hele mennesker, og klare sig i det Honduranske samfund? Hvordan lærer de at få tillid på folk – som mig?

Jeg har været glad for at være på Emmanuel, har nydt mit samvær med især speciale need børnene – det er dejlige børn – som alle børn - overalt i verden – jeg ønsker alt det bedste for dem. Jeg tror og håber, at man om få år vil overveje, og ændre, forholdene på børnehjem som Emmanuel - og give honduranske gadebørn en værdig og honduransk opvækst. En fremtid der gør dem klar til at gå ind i det honduranske samfund – det honduranske demokrati..

Tak for 3 spændende måneder i Honduras. Godt nytår.

Kærlig hilsen Bodil

Demens?

Så er det snart slut. Jeg forlader Honduras om 3 dage. Ligger lige nu i en hængekøje i Copán Ruinas og nyder solen – som næsten er for skarp – og varmen. Om lidt går solen ned og der følger en af disse herlige lune aftener. Det har været nogle fantastiske dage. Foruden ruinerne og fugleparken har jeg nydt at gå rundt i byen – sidde på et skyggefuldt sted og nyde en Granitas de cafè, eller bare en kop kaffe. Jeg har også brugt timer på at ligge og læse eller skrive i en hængekøje. Denne have er fantastisk! Bjerge danner baggrunden, på himmelen svæver en stor flok kondorer (gribbe). Lige udenfor haven er der en lidt fugtig eng – her holder en større gruppe ibisser til (smukke hvide fugle) - hvem sagde myg?  I havens blomster finder kolibrierne deres føde – det er fantastisk at se de bittesmå fugle stå helt stille i luften – og flyve baglæns - det kan de også.  Nå ja, foruden palmerne, orkideerne i blomst, bananerne, og alt det andet.

Det er let at få kontakt med beboerne i byen, der er ikke så mange turister i øjeblikket. Der har været fredeligt under valget – et par demonstrationer før valget - efter valget, en glædesdemonstration, fra dem der regner med at de vinder valget! Biler, motorcykler, tuk-tuker, rundt om hele byen, masser af fyrværkeri og kanonslag. Her to dage efter valgafslutningen er der stadig ikke kommet noget resultat, men Juan Orlando Hernandez fra det konservative, nationale parti forventes at vinde, og har da også, for længst, udråbt sig selv som vinder. Honduras kunne ellers godt trænge til nogle forandringer, vil jeg mene – uden at have en pind forstand på det.  Foreløbig har valget været fredeligt, jeg håber meget det holder.

Ellers har jeg været på besøg i en kaffeplantage, oplevet en familie som ejede hele den dal som vi besøgte – havde kaffefarme, opdræt af køer og heste, dyrkning af majs, kakao, yams, turister og en hel masse mere. Vi red 3 timer rundt i dalen, op af bjergstier, gennem vandløb. Det var første gange, jeg sad på en hest – det var en god hest, udvalgt til begyndere – men jeg tror, jeg var alt for tung til hesten.  Og – AV – AV – AV – jeg gik på en meget underlig måde dagen efter - jeg ved ikke hvordan hesten havde det. Jeg har også været på besøg ved de varme kilder. – I et større område vælter varmt vand ud af bjergene. Nogle steder er det kogende vand, og andre steder er det lidt mere tempereret vand. Man har opdelt bjergskråningen i forskellige bassiner, hvor man kan bade - det var virkelig dejligt. Skoven omkring ligger i evig damp. Specielle og spændende planter og blomster vokser i et tæt og smukt vildnis.
Billeder? – Øh! Ja! Aftenen før havde jeg taget kortet ud af mit kamera – jeg ville lige lægge billederne over på min computer, så jeg havde god plads. Jeg havde også sørget for at oplade begge batterier til kameraet! Men - da jeg skulle bruge kameraet, sad kortet - - i computeren! – Jeg havde 5 billeder! Sååååå. Et par billeder af en lettere dement kvinde på en stakkels hest, det er alt. Øh, de skal for resten hentes med et kabel som ligger i Tegucigalpa – så de kommer - måske.

Der har også været god tid til at overveje mit ophold på Emmanuel. – Jeg er i tvivl om, jeg har gjort skade eller gavn. Er det i orden at gå ind i børns liv i to måneder, og så forsvinde igen – har børn ikke brug for kontinuitet? Hvorfor har honduranere ikke arbejde på Emmanuel, få løn for det, forsørge en familie? Har jeg svigtet børnene? Er mit ophold på Emmanuel som min ridetur på hesten? Det var dejligt og spændende for mig, men slet ikke godt for hesten – eller børnene. Ren egoisme? Det skal jeg finde ud af, så der kommer mindst en blog mere – hvis  jeg husker det.

                                                                                        Kærlig hilsen Bodil

Vingesus.

Nyder solnedgangen og den lune aften i en hængekøje på La Casa de Cafe.

Copan gade med tuk-tuk

La Casa de Cafe udefra vejen,
 

På himmelen kredser en stor flok rovfugle – det er gribbe.

Det store torv.

Men jeg er nogenlunde frisk endnu, og nyder at være her i Copan. Nyder at gå og kikke på byen, drikke en kop kaffe på Via Via eller nippe til en ice café på byens torv, medens jeg kikker på folkelivet.

 

 

 

I går tog jeg en tuk-tuk ud til mayaruinerne. Det kostede kun 6 kroner. Men, det var halv dyrt at komme ind i ruinerne, i alt ca. 250 kroner– og skulle jeg så yderligere have en guide?  - Ca. 250 kroner ekstra. Jeg mødte en guide lige foran indgangen – han bedyrede, at han var ”bueno at english y loved mayers y danese.” Jeg havde læst en del på forhånd, så jeg valgte at se ruinerne uden guide.

 

 

Den sidste konge hos Copans mayaer.

 

En nulevende mayaindianer.

Spændende at gå rundt i resterne af en kongeby som engang havde mindst 24.000 indbyggere, og se, at man både havde styr på matematik, astronomi, skrift og kunst – på et tidspunkt hvor Danmark stadig levede i oldtiden.

 

 

 

 

 

 

 

I dag har jeg så været i Macaw Mountain Bird Park. Fantastisk sted, her flyver fuglene for det meste frit, og bliver kun lokket til parken og burene med frugt. – Så der skal jeg også i morgen. – Der er også lige blevet ringet om en tur til kaffeplantagerne – så mangler jeg kun en til de varme kilder. Det er ikke turistsæson her i Copán lige nu – der er ikke så mange udlændinge, det er især en fordel.

I får kun en kort tekst denne gang – billeder fortæller langt mere.

Kærlig hilsen Bodil

Farvel Emmanuel



Vandtårnet

Muren

Jeg synes egentlig, jeg var parat til at forlade Emmanuel, men den sidste morgen var det alligevel lidt vemodigt. Savnede faktisk allerede mine herlige unge mennesker - inden jeg havde forladt dem. Håber der vil komme andre, som vil tage sig af dem – eller gør jeg?  - En ny hver tredje måned! Jeg kan ikke lade være med at overveje, hvem mit ophold på Emmanuel har været til mest til glæde for - mig selv eller børnene. Det vil jeg tænke mere over.

Juletræ i kirken - ikke verdens smukkeste.

Den sidste dag jeg var på Emmanuel gik Ninoska selv.
Jeg håber hendes fremgangen fortsætter.

Et par dage har vi været på kursus i Tegucigalpa, set universitetet og hørt om Honduras historie. Den sidste eftermiddag havde vi besøg af en pige som er vokset op på Emmanuel. Det var en voldsom historie hun fortalte. Som fire årig havde hun set hendes onkel myrde hendes far med en kniv – ja, hun havde faktisk selv taget kniven ud af hans bryst – senere var flere i familien blevet myrdet. Sammen med en søster blev hun, efter nogle forskellige anbringelser, kørt til Emanuel. Desværre flygtede søsteren, og hun følte sig helt alene, – savnede sin mor – havde ingen familie, ingen identitet - man vidste f.eks. ikke hvor gammel hun var. Vi fik en meget stærk historie om at vokse op på Emmanuel - også om nogle af de ting som jeg ikke har brudt mig om. Om at blive mishandlet, og slået, af dem der er større end en selv (det går også ud over de handikappede - kan jeg føje til) om at lyve, og gøre sig hård, for at overleve. Hun fortalte mange andre ting om både opholdet på Emmanuel og hendes liv bagefter. En meget tankevækkende beretning!

Tidlig lørdag morgen, parat til at tage på ferie, ventede jeg så på Taxa - Tino, desværre kom han ikke – han sov. Og klokken 5, om morgenen, ville jeg så ringe til ham – det gik gruelig galt – der var kun kodet et nummer ind i telefonen, for jeg har ikke brugt min telefon, det var Kathrines nummer.– Normalt påstår jeg, jeg kun lider af demens light, men den morgen kunne jeg altså ikke finde ud af at ringe til Tino - jeg vækkede stakkels Kathrine – Jeg har stadig dårlig samvittighed. Undskyld Kathrine!

Sover jeg eller er jeg sur?

Efter en fin bustur til Copan Ruinas bor jeg nu på et dejligt lille hotel - smuk udsigt - dejlig mad - spændende ting at besøge– herom senere.

Kærlig hilsen Bodil