Om ananas, sne, psykiatriske hospitaler og Bushangaro.

Ligger på min seng og venter på en bil fra Bweranyange, i nat har der været et kæmpe regnvejr både her og i Bweranyange - så vejene, som i forvejen er dårlige, er blevet endnu værre - bilen er forsinket. Glæder mig til at komme ud på skolen. Men det er godt, at der er kommet regn til Bweranyange – eller Bushangaro - som det også hedder. De har ikke fået ret meget regn sidste regntid og alt er tørt. Bønnehøsten er slået fejl og det betyder store økonomiske problemer - i værste fald sult.

Jeg har været her i Kyanga siden i går eftermiddags. Else satte mig af på vej hjem til Kyerwa. Vi havde en familie med, som desværre måtte hente deres psykisk syge datter på en skole i Bukoba – det var meningen, hun skulle læse til lærer, men sygdommen var brudt ud igen – hun måtte hentes hjem til landsbyen. En trist skæbne – hvad skal der blive af den stakkels familie og den stakkels pige. Jeg kunne ønske, at der havde været et psykiatrisk hospital, hvor vi kunne have afleveret hende og hvor de kunne hjælpe hende, men der findes et eller to hospitaler for psykisk syge i hele Tanzania– og ingen her i nærheden.

Ananas er næsten lige som sne! –Hvis man aldrig har set eller smagt den ægte vare, så ved man ikke hvad det er. Jeg har igen spist disse vidunderlige ananas – søde på en helt fantastisk måde – hvis man aldrig har smagt en ananas som er groet og blevet moden her i varmen - og som bliver spist der hvor den har groet – så ved men ikke hvor helt fantastisk de smager. Helt anderledes end dem vi køber i Danmark.

Gik tur i Kyanga i går eftermiddags, det er en lidt speciel oplevelse – alle vil hilse på den store blege dame - og de fleste siger good morning - hele dagen. Jeg købte lidt tallerkner, skeer og gafler – samt et krus. Jeg kan huske, fra sidste gang, at det havde de ikke for meget af på lærerværelset. Fik en del kortere samtaler med nogle der kan en smugle engelsk og en lang samtale med en ældre mand som var god til engelsk. Hvor skulle jeg hen?? Bwerenyange - ….ahhhh……what..….næh det havde han aldrig hørt om  - - - Bushangaro  - ja, det er jo der jeg kommer fra – sagde han – nå ja, Bwerenyange det kendte han da godt. Det udtales Bweranyange - sagde han – ja, Bweranyange, sagde jeg – nej, Bweranyange sagde han. Det er altså et svært ord at udtale for en dansker, BW er helt umuligt, men resten er nu heller ikke nemt. Så er Bushangaro væsentlig nemmere.

Jeg venter stadig – godt halvanden time forsinket – african time hedder det vist – og jeg som stod tidligt op i morges for at nå i banken og få morgenmad inden jeg blev hentet kl. 9 – men nu er klokken 11 – og ingen bil i sigte.

Så er jeg vel ankommet til Bwerenyange – bilen, som var en stor lastbil – kom først kl. 15,40. På vejen samlede vi 3 elever op. Købte majs, bananer frugt, kørte en omvej med en god ven af chaufføren, besøgte chaufførens søster i en god time, og mange andre ting, så klokken var over otte da vi nåede frem. Så vel bil som passagerer var begravede i bananer papir, kiks, vand, bambus pinde, kufferter og meget andet. Forruden var halvt dækket til af toastbrød – man skulle nemlig hvad besøg af en af de der blege fra Danmark - så må der noget ekstra til. Godt det ikke var i Danmark vi kørte – så ville politiet have stoppet os ganske hurtigt.

Mange kærlige hilsner Bodil

Tanzania - glæder mig til oplevelser i dette skønne land.

Så kom dagen endeligt da jeg skulle rejse til Tanzania. Efter en perfekt flyvetur landede vi i Entebbe – Uganda – helt rettidigt – og med bagagen i god behold. Kaptajnen på flyet fortalte at der var 32 graders varme i Kampala. Det var noget af en overgang fra det kolde Danmark, som jeg havde forladt kun 12 timer forinden.

Lang køretur gennem Uganda og Tanzania til ELCT Hotellet i Bukoba. Dejligt at få lov til at sove 10 - 12 timer i træk.

Fredag – hen på formiddagen - var jeg klar til at gå til byen i Bukoba. Jeg skulle især købe telefontaletid og internet, men også en tur på markedet og i et ”supermarked” for at købe tørgær – hvad hedder det på swahili? Eller på engelsk for den sags skyld. Men det lykkedes!

Fredag aften var Else og jeg inviteret op til Anne Marie Wemmelund – sammen med to af Anne Maries venner - til aftensmad. Det blev en hyggelig aften med mange forskellige samtaleemner.

Lørdag startede som fredag. Lækker morgenmad på hotellet – brød, æg, syltetøj, frugt, kaffe - og ikke at forglemme masser af vand. Stor nydelse sammen med den smukkeste udsigt ud over Victoriasøen. Og så gik det til byen igen – mit internet fungerede ikke. Efter 3 timers venten i Airtel forretningen havde de skaffet et nyt modem, som passede til min computer. – Jeg håber meget at det fungerer, så jeg kan blive ved med at skrive blogs og læse mails. Lørdag aften var jeg med på besøg hos Elses Tanzanianske familie. Det er altid en fantastisk oplevelse at besøge ganske almindelige familier.

Nu sidder jeg så, og venter på at køre sammen med Else og en anden familie til Kayanga – der skal jeg overnatte på et andet hotel, inden jeg i morgen kl. 9 bliver hentet af en bil fra Bweranyange.  - - - Eller Bushangalo – det er væsentlig lettere at udtale.

Jeg håber snart der kommer flere blogs – og måske med lidt mere indhold.

Måske bilver det det sidste billede inden jeg kommer hjem til Danmark igen.

Mange varme og kærlige hilsner Bodil

Ekstrem fattigdom er blevet halveret siden 1990! – Men……………….

Det stod der på min Facebook-side for et par dage siden. Nu er der kun 1,4milliarder mennesker der lever for under 1,25 dollars pr. dag!

40 % af alle mennesker, på jorden, lever for under 2 dollars om dagen. – og det tal er næsten ikke faldet siden 1990. Jeg tror, jeg har mødt nogen af verdens allerfattigste mennesker. Man er i hvert fald fattig, når man skal vælge mellem at få noget at spise eller sende sine børn i skole - og så håbe på, at ingen i familien bliver syge, for der er ikke penge til at komme til læge eller på sygehus.

Påskelørdag, en af de sidste dage jeg boede i Elses hus, lød det forsigtigt hodi hodi udenfor huset. Da der blev svaret karibu – kom hun ind. Vi er i gang med morgenmaden, og hun spørger forsigtig, om hun må få lidt penge til mad i påsken. Hun er en af dem som arbejder i Elses mark – ja arbejder er måske så meget sagt, for hun har ingen kræfter til at arbejde med. Ved første blik kan man se at hun er en stakkel. Hun går og falder om, hun har muligvis epilepsi – men det er ikke rigtig undersøgt, for undersøgelse og medicin koster penge, og det har hun ikke. Else snakker lidt med hende - på swahili – hun har ingen jord - kunne hun evt. låne lidt jord af en eller anden – dyrke lidt søde kartofler? Hun har ikke kræfter til at dyrke bananer, bønner, kassava eller majs – hvad skal der blive af hende? Der er ingen steder hun kan få hjælp. – Jo hos Else – men……

Påskedag sidder jeg igen i en liggestol ved Elses hus – ved siden af mig sidder Lazarus. Eller den gamle Lazarus som de kalder ham. Han er født i 1922 - det er lidt usædvanligt, at han ved det. Men det gør han, så han bliver 93 her i maj. Lazarus har været ansat her i Karagwe stift som en slags postbud, der har gået med post fra provst til præst og til andet godtfolk – selvfølgelig altid på gåben.  Nu er han gammel, og håber, han kan leve til efter maj så han når at blive 93. Lazarus bor i en lille landsby, må gå langt efter vand, har aldrig været gift, og har ingen børn, tjener ingen penge, og får dårlig mad.

Derfor kommer han indimellem til Elses hus i Kyerwa – her er god mad, her er nogen at snakke med, Claudia og Johanna vasker hans tøj, her er en god seng at sove i - og her er også altid nogle penge at hente. Efter nogle dage tager han hjem igen – med minibus og gående.

Her i området er der mange skæbner. Her er ingen sikkerhedsnet, som vi er vandt til i Danmark. – Svigter regnen, kan det let betyde, at nogen må sulte. Klimaforandringer har gjort, at regnen er ustabil Vi har fået alt for lidt regn i år – håber det er kommet efter at jeg er rejst hjem.

Det er en underlig verden vi lever i, hvor Lazarus på 93 må gå mange kilometer for at hente vand – medens jeg har et hus, med mange vandhanerog både koldt, varmt og kogende vand. Jeg har et køleskab fyldt med mad – og hvis det bliver tomt ligger købmanden lige om hjørnet.  Hvis ikke regnen er kommet, i rigelige mængder, så er der risiko for sult i Karagwe.  Det er mindre end 10 timers flyvetur fra Danmark.  –De er mennesker som os! Men har ikke de samme muligheder som os.

Tak for tre fantastiske, men også meget tankevækkende, måneder i Tanzania.

Kærlig hilsen Bodil                    

Kan tro flytte bjerge?

Det er titlen på en bog, som Edith Aller er ved at skrive. Jeg glæder mig til at læse den.

I går var vi med til en mindehøjtidelighed for hendes mand Aksel Bjørn Aller. Han blev skudt d. 22. marts 1994, medens han udførte humanitært arbejde for flygtninge. Edith Aller solgte sommerhuset og inviterede 7 børnebørn en tur til Tanzania, for at markere 20 års dagen.

Vi kørte tidligt hjemmefra. Bilen var fyldt med mennesker. Præsten skulle til møde i Nkwenda – og tre skulle til hospitalet i Lukajanga – og så var Else og jeg også med. Vi skulle med til mindehøjtideligheden. Vi skulle møde ved et kors på en øde vej - ikke så langt fra Bukoba.

Første stop var Karagwe stift. Her er kontorer, og biskoppen bor i et hus lige ved siden af stiftets bygninger. Vi hilste både på biskoppen og generalsekretæren – var et smut omkring banken – og i en isbutik - med nogle meget, meget lækre is.

Middagsmaden blev indtaget hos Anne og Brighton samt deres fire børn. Derefter kørte Else, Brighton, Anne og jeg af sted for at deltage i mindehøjtideligheden. - En tur med forhindringer – på vejen lå pludselig to store lastbiler - på tværs – og en lang stribe lastbiler holdt i kø. Vi måtte over marker – gennem bananplantager – over grøfter og gennem mudder, inden vi nåede ud på den anden side af uheldet – godt vi kører i en kraftig firhjulstrækker, og har en erfaren chauffør. Så kørte og kørte vi – langt – meget længere end vi havde regnet med. Endelig nåede vi korset, hvor Aksel Aller var blevet skudt, og hvor mindehøjtideligheden skulle være.  En lidt anderledes forsamling - 15 hvide -, og en håndfuld sorte mennesker – samt to maskinpistolbevæbnede vagter. Der blev holdt en kort højtidelighed.

 

Vi sang to salmer, Brighton – som er præst – holdt en tale, og et af børnebørnene spillede tapto på trompet som afslutning. Edith Aller og nogle af børnebørnene talte, og der blev taget billeder. Så startede hjemturen. Der var heldigvis blevet lavet plads, så vi kunne komme forbi lastbilerne.  Vi satte Anne og Brighton af, hvorefter turen fortsatte, i mørket, efter Kyerwa.  Pludselig kom der en mærkelig lyd fra bilen – vi var punkteret – det er 5. gang, medens jeg er her i Kyerwa. – Nu holdt vi – to gamle damer på en mørk vej med et punkteret hjul. Hjulet lå nederst, under 100 salmebøger, sække med kartofler og mange meter pigtråd – ud kom tingene, og ud kom hjulet – og dunkraften!

Heldigvis stoppede en motorcykel for at hjælpe os. Uheldigvis var dunkraften, som Else lige havde købt den samme dag - ikke lang nok!!  Det gav store problemer. Efterhånden var tre mænd og en kvinde standset for at hjælpe os, og efter lidt tid kunne turen fortsætte – på det hjul som vi ikke havde nået at skifte, siden det sidst var blevet repareret.

På trods af problemer og uheld, var det en rigtig god dag og en rigtig fin mindehøjtidelighed for en mand, for hvem det kostede livet at arbejde med humanitært arbejde blandt flygtninge.

 

Jeg vil slutte med en tekst fra mindehøjtideligheden – den står hos Esajas 21, 14—15

I, der bor i Themas land,
Bring vand ud til de tørstende,
Gå flygtningene i møde med brød!
De er flygtet for sværdet, for det dragne sværd
Og den spændte bue, for krigens tunge byrde.

Ja, jeg tror på, at tro kan flytte bjerge!

Mange kærlige hilsner - og rigtig glædelig påske fra Bodil

ÅH NEJ!!!

Nu er der kun 12 dage tilbage, så skal jeg forlade Tanzania for denne gang. Det er ikke rart at tænke på – men jeg er helt sikker på, at jeg vender tilbage igen – Tanzania er en fantastisk oplevelse. 

Sagde farvel til kvindegruppen i Kachato i går. De sang og dansede for os - Claudia og mig – lidt uretfærdigt, fik Claudia en pose ærter, medens jeg fik en fin håndlavet måtte. De sagde, at alle kvinderne havde været med til at lave den. – Den er jeg meget glad for. Glæder mig til at kikke på den, hver dag, hjemme i Danmark og mindes kvinderne i Kachato. I går var jeg med på sidste søndagsskolekursus. 17 lærere var samlet i en lille kirke langt ude på landet. Det har været enormt hyggeligt at være med til - og sjovt. Det kommer jeg til at savne - rigtig meget.

På kurset snakkede jeg om, at man også kunne lave bagtæpper til dukketeatret – men det blev ikke oversat til swahili. - - Hvor skulle de få de papkasser fra?  Spurgte Else. Gamle papkasser er ikke bare noget man smider ud her i Tanzania – de bliver bl.a. brugt til at opbevare tøj i husene – og hvis du ikke har en papkasse, så må du købe den.  Alt bliver brugt her – mærkeligt at tænke på alle de ting som vi bare smider ud i Danmark – her er der mennesker der mangler alt.

Lige i øjeblikket sidder en af Elses unge piger, her ved siden af mig, og forsøger at slå masker op – hun skal lige have styr på det, inden jeg rejser. Hun har gjort det før, men når man kun har gjort det nogle få gange, er det svært at huske, på hvilken side af – kidolle gumba – tommelfingeren - garnet lige skal placeres. Men nu går det fint – der er startet på en Kofia wa mtoto - hue til et barn. Nu sidder vi, her i Elses hyggelige gård, og strikker eller skriver. Foran os står 6 store tomme malingsspande. Det betyder, at den nye bygning ved Tumainicenteret er færdig – kun det udendørs område mangler.

Malebøtterne? – Jo, de skal gemmes. De er gode at hente vand i. - Nej, her er ikke en vandhane i hvert hus – vandet skal hentes – og sommetider bæres over store afstande – sommetider kun fra en privat vandtank, tæt på huset, og ind i huset.

På mit sidste søndagsskole kursus og på kvindemødet følte jeg næsten, at jeg fik for meget opmærksomhed. Hvad er det der adskiller mig fra alle de andre? Jo, jeg var så heldig at blive født i Danmark – at få alt den skolegang som jeg kunne klare – den lægehjælp som jeg behøvede – og alle mine andre behov dækket. Men hvordan det kvalificerer mig til al den opmærksomhed - og alt den tak som jeg har fået – det forstår jeg ikke.

Jeg håber ikke, det bliver sidste gang, jeg besøger Tanzania. Har vist allerede besluttet mig for at tage til Bweranyange i 2016 – Hvis de ellers har lyst til at have besøg af mig. – Jeg har købt bøger, så jeg kan undervise i biologi og fysik. Og så har jeg rigtig meget lyst til at tage med på søndagsskole kursus, og besøge strikkedamerne, og alt det andet.

Og hvorfor er det så lige, at jeg skal opleve Tanzania – og folk fra Tanzania ikke skal opleve Danmark???? Det er der ingen god grund til – så det kunne vi godt lave om på.

 De kærligste hilsner Bodil

Så er der vist dømt almindelig hverdag her i Tanzania.

Jeg synes dagene går hurtigt. – Der er strikkekursus, undervisning i skolen, anderledes dage med evangelister, søndagsskoler og så er der jo min egen swahiliundervisning.  Jeg synes, at det er svært at lære swahili – jeg har ellers gået i skole i mange år, er nogenlunde vandt til at blive undervist – jeg har oven i købet en lærer, der gør, alt hvad hun kan, for at proppe tingene ind i hovedet på mig – men lige meget hjælper det – det vil ikke hænge fast. Hvor vanskeligt må det så ikke være for mennesker - som ikke har gået i skole – eller kun ganske få år – at lærer om landbrug, sundhed og hygiejne.  Alligevel lykkes det at uddanne evangelisterne til små fyrtårne, hvor andre kan se, og lære, hvordan man gør, at familien kan blive sundere og tjene flere penge - det kan betale sig at gøre noget.

 Tænk hvis alle børn i nær fremtid kunne møde op i skolen sunde og mætte – parate til at lære nye ting. Tænk hvis alle børn kunne få en god skoleuddannelse – Tænk hvis der var et sundhedssystem, hvor alle kunne få den lægehjælp, som de har behov for – Tænk hvis de havde råd til at købe den medicin, som de får ordineret Tænk hvis alle mennesker kunne få bare de mest basale behov dækket. Tænk hvis…….

Møder ofte mennesker som tror, at hvis man er hvid – som jeg - så har man enorme mængder af penge. Forleden var der en præst, som sagde: ”Når du nu kommer tilbage til Tanzania – kunne du så ikke lige tage en computer med til mig? Jeg mangler nemlig en.  Jeg har spurgt nogle andre, men de kunne ikke hjælpe mig.”

Nu er det jo ikke sikkert, at jeg kommer tilbage – og faktisk tror jeg at computere er billigere i Tanzania end i Danmark. Lidt forsigtig og meget usikker hovedregning – jeg tror måske, at man ville kunne få en billig computer i Danmark for 1.000.000 tanzanianske shilling – stor overraskelse. – For præsten, som jeg talte, med var det omkring 3 måneders løn – før skat.  Måske har han tænkt at jeg, der jo kom fra Europa, havde ubegrænset af penge – Det har jeg måske – eller måske ikke– økonomien hænger sammen på en lidt forskellig måde her i Tanzania og i Danmark.

 

Her i Tanzania er boliger billige – det er de ikke i Danmark. Og her i Tanzania er de vigtigste fødevarer – bananer, kassava, bønner og majs - enten nogle der gror i egen shamba eller meget billige at købe. En banan koster ca. 1000 tanzanianske shilling (3 kroner) - hvis du køber den i Danmark, det får man en hel lille stok bananer for her i Tanzania. I Danmark betaler vi meget mere i skat end her i Tanzania. – Men så har vi også betalt for læge, sygehus – for gode skoler og uddannelser – med lærere nok - vi har betalt, for at ingen sulter eller ikke har et sted at bo – og en masse andet. Men voldsomt rige er vi jo ikke – og dog – når vi kommer til Tanzania, så har vi mange penge og stor sikkerhed i forhold til Tanzanias indbyggere. Efter at have oplevet hvor vanskeligt det er at komme til læge eller på sygehus her i Tanzania, glæder mig endnu mere over, at  et besøg hos lægen og hospitalet er gratis i Danmark.

Jeg giver gerne penge til, at et barn kan komme på hospitalet, eller at en gammel mand kan få sin medicin her i Tanzania. Men præsten og hans behov for en computer? Jeg har selv levet mange år uden en computer – så det kommer han også til at gøre lidt endnu – indtil han selv har sparret sammen til en.

Det regner!! Hvor er fantastisk – så kan afgrøderne igen vokse på markerne.

Mange kærlige hilsner Bodil

Skal du have lån eller uddannelse? - Gå i kirke!

Hønsegård?

Jeg var på kvindekursus i går. Ca. 160 kvinder samlet i en kirke i Mabira. Der har været 5 tidligere kurser med mindst lige så mange kvinder. Årsagen er, at man, på kurset, kan låne 40.000 Tanzanianske shillings i et halvt år – og så tilbagebetale 44.000. Det er der mange kvinder der gerne vil. De kan, med pengene i hånden, sætte gang i en lille virksomhed – sælge noget på markedet – plante jordnødder, eller kaffe, som de derefter kan sælge og tjene penge på. Kurset – kvinde kend dit værd - startede med spørgsmålet – hvad er en kvinde? Intet svar! Hvordan adskiller en kvinde sig fra en mand? Intet svar. Så svarer foredragsholderen selv – hun hedder Mary, er pensioneret lærer, taler både swahili, kinjambo og engelsk – har stor udstråling - og holder kvinderne i sin hule hånd i knap et par timer. Hun taler om mange ting, som en kvinde er og skal, om at holde hjemmet og familien rene og pæne – lave god og sund mad – stole på sig selv – hjælpe hinanden – bruge kvindelist overfor manden - -  - men altid huske at manden er hovedet i hjemmet!  Ja, det sagde hun faktisk – jeg ville ønske at hun havde sagt, at mænd og kvinder skulle huske at hjælpe hinanden med at få hjem og arbejde til at fungere bedst muligt – men det er nok en af de kulturelle forskelle, som jeg oplever rigtig ofte. Andet foredrag var om ernæring. Hvad indeholder den mad som de fik at spise i går?  Fik de nok proteiner? – Man spiser ikke ret meget kød - og hvordan med vitaminer – her er masser af lækker frugt – men spiser de det i familierne? Kulhydrater, får de nok af det?– Kommer de kun fra det sukker, som de putter læssevis af, i deres te?

Efter en god middag – kogte bananer, ris, bønner, kål og gedekød – var det tid for uddeling af lån – eller ansøgningsskemaer til lån. Hvordan udfylder man et ansøgningsskema, hvis man hverken kan læse eller skrive? Ja, det får man kvinden ved siden af til. Måske udfylder hun det rigtigt – måske ikke. Efter en lang proces, en del kaos og kvindefnidder, lykkedes det at få udbetalt pengene til kvinderne – nogle få må forlade kurset uden at få penge.

40.000 Tanzanianske shilling - små 150 kroner i danske penge – kan gøre en forskel i en families økonomi. Det fortæller hvor lidt en familie har, og hvor lidt der skal til for at give en udvikling i familiens økonomi. En rigtig spændende dag – som afsluttes med en lang køretur for at sætte medarbejdere af. Lange mørke veje fyldt med huller, mørke cyklister og motorcyklister.  På turen hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg selv ville have haft det, hvis det var mig der skulle udfylde et ansøgningsskema, men ikke kunne læse hvad der stod – eller skrive hvad der skulle skrives.  Hvordan ville jeg føle det, hvis jeg gik i banken for at få et lån, og så ikke kunne læse de papirer, de lagde foran mig - eller skrive under på dem – ja, min selvtillid ville nok ikke vokse.

I dag er vejret varmt og solrigt igen. Godt nok trækker der nogle mørke skyer henover himlen – men de er ikke faldet ned endnu, her er stadig varmt og tørt, og det er ved at være kritisk for afgrøden – vi har brug for regn – masser af regn. Hvis ikke der snart falder regn så visner bønnerne, og så går det ud over økonomien – over børnenes skolegang, muligheden for lægehjælp, for ordentlig mad. 







 

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Som afslutning på kurset kom præsten i øvrigt med et generøst tilbud. Han synes, jeg skal flytte til Tanzania permanent – slå mig ned i hans sogn – og så skal han nok finde en ægtefælle til mig!!! Jeg kommer tilbage til Danmark om tre uger!