Mon Gud har humor?

Vi havde besøg i søndags – hele huset var gjort fint rent, sofaerne var arrangeret i rundkreds, der var bagt boller og kager, - Lydia og David kom på besøg.

Der var først mulighed for at stille spørgsmål, og det var vi mange der gjorde. Jeg fik bl.a. at vide, at de handikappede børn og unge selvfølgelig kan blive boende på Emmanuel, også selv om de bliver gamle – som David sagde: ”Dette er deres hjem, også når de bliver gamle.”  Det var dejligt at vide, for selv om de ikke har de forhold, vi giver handikappede i Danmark, så er der sørget for, at de har en rimelig tilværelse. Efter spørgsmålene fortalte, først David og senere Lydia, om deres liv, om ikke selv at kunne få børn, og om deres vision for et hjem for forældreløse børn. Det blev en meget personlig historie– for mig en lidt for traditionel historie - om David der røg, drak og lavede en masse grimt, men så mødte han Jesus og blev omvendt, - holdt op med at drikke og ryge og alt det andet slemme, og så fik han besked på at byggede et børnehjem.

Vi fik historien, lige fra der kun var 5 børn. Hvordan de selv dyrkede jorden, opdrættede kyllingerne, vaske ved bækken – Vi hørte, hvordan der kom folk fra Amerika og borede en brønd, så de fik meget, og fint, drikkevand – ja, de fik så meget vand, at da alle andre i landsbyen, efter cyklonen Mitch, manglede vand, så kunne de hente det på Emmanuel. Lydia fortalte også om hendes liv, om vask og rengøring, om at passe de syge børn, men også om de amerikanere der havde bestemt, at de skulle have en kæmpevilla – selv om de havde sagt, at et lille hus var fint og nok. Det var tydeligt, at David og Lydia havde arbejdet hårdt for Emmanuel, været sparsommelige i begyndelsen - og at amerikansk velgørenhed har hjulpet til, at gøre stedet til hvad det er i dag.  Sådan vælger jeg at tolke det.

David og Lydia fortalte godt nok en lidt anden historie. Det er Gud som har klaret det hele, de har bedt - og ber´ stadig om ting, og så leverer Gud det.  Vi har lige fået to nye amerikanske køle-/fryseskabe i volontørhuset, de gamle fungerede fint nok – men var ikke helt nye. Det var ikke det Emmanuel manglede mest – børnene mangler f.eks. sko og tøj.

Jeg kan ikke lade være med at spørge: ”Hvordan kan Gud dog tage så meget fejl af leverancen?” Jeg forstår det ikke - jeg forstår ikke den tankegang der ligger bag. Jo!– måske har Gud humor.

Mange kærlige hilsner Bodil

Lørdag formiddag - rengøring og vandkamp.

Her bor Ninoska og de 8 andre piger.

Det er lørdag, og klokken er omkring 8. De andre er for længst gået til deres huse, eller taget til Tegucigalpa. Jeg kan se, at et par piger er ved at bringe Ninoska fra de store pigers spisesal og til deres sovesal. Det ser ud til at gå fint – sikker gang og god fart. Men så går det galt – Ninoska stopper med at gå, de to piger forsøger at holde hende gående. Men det ser ud som om, hun bare læner sig tilbage, Ninoska vejer ikke ret meget, måske 40 kg. men for to spinkle piger er 40 kg. dødvægt rigeligt. De holder hende på benene, og jeg skynder mig derned. Ninoska har ikke lyst til at gå mere. Med solidt arbejde, fra pigerne og mig, lykkes det at få hende anbragt i en køje i sovesalen. Ninoska og jeg skal lege, og de andre 8 piger skal gøre rent.

Samanta

Lidt imod mine forventninger er Ninoska rigtig i hopla. – Jeg har et almindeligt sjippetov med – nej, hun kan ikke hoppe i sjippetov - men vi svinger med tovet, i vild fart, Ninoska rejser sig i sengen, står selv! Hele kroppen er i bevægelse, i lange perioder har hun ikke fat i noget - hun står selv! Da hun er træt tegner vi lidt – det går ikke så nemt.

Medens vi leger, gør pigerne rent omkring os, og slutter med at skubbe møblerne fra det andet lokale ind til os.  Da vi skal til at lege med balloner, kommer der nogle mægtige hyl og et kraftigt sprøjt af vand. Gulvet er sæbet ind, og nu skal det skylles – ”desværre” var der en, der kom til at hælde vandet lige i hovedet på en af de andre. Øjeblikket efter er der vand overalt – alle pigerne er drivvåde.  Der skriges - som man jo skal under en vandkamp – pludselig bliver døren låst op - ja, vi er faktisk låst inde fra omkring kl. 8 til omkring kl. 12 - og en vred ung pige skælder ud på rivende hurtigt spansk – jeg forstår ikke et ord. Pigerne begynder at feje vandet op – døren bliver låst, og minutter efter ryger endnu en spand vand gennem luften. 

Ninoska er helt oppe på mærkerne, står i sengen og råber - vil forfærdelig gerne være med. Hvis hun fortsætter den fremgang, som hun er inde i lige nu, så er hun med inden der er gået et år! – Det ville være fantastisk. Kampen varer vel endnu en halv time, alle er våde. Mange liter vand på gulvet. Ninoska er træt, falder i søvn, og jeg sætter mig og venter på at jeg kan blive lukket ud – det varer en lille time.  Vandkampen gik så hurtigt at mit kamera ikke kunne følge med – der er bevægelser i billederne.

 

Medens jeg spiser min middagsmad i Tiendaen går Ninoska forbi, støttet af to piger, det ser ud til at gå fint – dejligt, hvis det er varige fremskridt. Jeg tager herfra om godt to uger, så jeg når, desværre, nok ikke at se hvordan det går.

Mange kærlige hilsner Bodil

Softice, kager, sæbebobler, to gamle koner og Franklin

I det ene hjørne af Emmanuel ligger et stort flot hus.  Mange gange om året kommer der teams fra USA.  Det må være fantastisk, at tage på tur med sin kirke - eller et andet fællesskab – bo tæt sammen - lave aktiviteter sammen – det er sådan teamene gør. Det må give et stærkt fællesskab, og mange kommer da også tilbage år efter år. – Måske kommer de for at opleve fællesskabet? Måske kommer de for at støtte Emmanuel? Eller måske kommer de bare for at……………..

Læg mærke til afmærkning af målet!

Teamene går rundt tre eller fire personer sammen, og laver aktiviteter med børnene. Hos special  need børnene kommer de nok lige knap så tit – der er mange aktiviteter, som børnene ikke kan deltage i. Special need børnene har været af sted for at lave, og spise, kager. Det var færdige kager, bagt i USA, som de pyntede og spiste – lækker aktivitet. For et par dage siden, kom der nogen med sæbebobler – der var også en dag, hvor alle, både pigerne, drengene og jeg, fik lagt neglelak i fantastiske former – det nød vi meget. Det bedste er dog, at der i teamhuset står en softicemaskine, der får børnene, på skift, lov til at komme op og få en softice. Chokoladeisen er meget lækker!  – En del at teamene inviterer alle volontører på aftensmad i ugens løb – det er hyggeligt, masser af snak, amerikansk mad og softice ad libitum!  Sjovt nok virker amerikansk mad lidt gammeldags på mig. Forstået på den måde, at maden er som min mormors. Min mormor lavede rigtig god mad, hun var en meget dygtig kok, og maden smagte dejligt – og det gør amerikanernes mad også, men der er rigtig meget sukker og fedt i. Mere end jeg, og de fleste danskere, bruger i dag.

David

Jeg tror teamene er gode for Emmanuel, alt det kreative materiale der ligger i La Casita (det er sådan det staves – jeg har prøvet andre stavemåder, jeg ved det godt), er overskud fra deres aktiviteter. Og mange, af de amerikanere som besøger Emmanuel, er sponsorer for børnene. De betaler et fast beløb til Emmanuel, og desuden sørger de for, at børnene indimellem får nye og spændende ting – og gode julegaver.

Franklin og en af de piger der hjælper.

Der er mange fordele ved teamene, men i dag var to damer på min alder – altså to gamle koner - nede for at se på special need børnene. De ville invitere tre drenge, og tre piger på udflugt i tiendaen - til cola og chips. De valgte selvfølgelig tre af de, sødest smilende, store piger, som egentlig kun er der for at hjælpe special need børnene, og de to drenge der har det mest charmerende smil – og så valgte de Franklin. Franklin er en sød dreng, og bortset fra et dårligt øje, ser han faktisk helt almindelig ud. Han kaster sig om halsen på hvem som helst, og uddeler kram og meget våde kys. Franklin har ikke noget sprog - men en masse lyde, og Franklin har en masse, han gerne vil fortælle. Jeg gik tilfældigvis forbi tiendaen, medens de var i gang med cola og chips, og måtte fnise lidt - i smug – de to damer havde deres hyr med at holde Franklins kys, kram og mange fagter lidt på afstand.  Desværre kom de 6 personer tilbage med resterne af udflugten, halve colaer og halve poser chips – og jeg skal love for, at de andre i yarden blev misundelige. Den sidste dag jeg er her – og ikke før – tager jeg hele special need gruppen med på udflugt i tiendaen. Jeg er helt sikker på, at jeg får god hjælp af Wendy og de store piger – de skal nemlig med.

Mange kærlige hilsner Bodil

Nej det er ikke Checkpoint Charlie!

Men her går vi ind og ud af Emmanuel

Når jeg nu alligevel ender i Helvede

Jeg var i kirke i søndags – det er jeg sådan set hver søndag – det skal vi nemlig – (helst).  Men i søndags var det David, stifteren og lederen af Emmanuel, der prædikede. Han startede med at fortælle, at, i Danmark sker der mange forfærdelige ting – jo, han nævnte Danmark - det er f.eks. lovligt at være homoseksuel, abort er lovligt, og moralen er forfærdelig.

Det er djævelen selv, der er på spil, så pas på. Det er imod Guds vilje, det er djævelen, der fortæller os at det er i orden at leve sådan. Men, hvis ikke vi omvender os, og bliver modstandere af homoseksualitet, fri abort, sex før ægteskabet og alt mulig andet ”forfærdeligt”, så ender vi i helvede. Han prædikede i omkring halvanden time – på skiftevis spansk og engelsk. - For min part hjalp det ikke, jeg går stadig ind for, at man skal have lov til at være homoseksuel, at man, som homoseksuel, skal have lov til at blive gift i en kirke, og for fri abort - og for så meget andet slemt – så jeg ender i helvede – øh…..jeg tror forresten slet ikke på at der findes et helvede………såååh deeeet.

Det har, igen, været skolefridag i dag. Så har jeg en let dag. Jeg startede i Yarden – i dag var der kun drenge – mange drenge – søde drenge – omkring 50 drenge. Mine handikappede drenge samt mellemdrengene på ca. 8-12 år, dejlige drenge, men hvor kan de dog tigge. Balloner - giv mig en ballon - jamen jeg har kun 10 balloner, de er til de handikappede drenge – jamen du behøver ikke give de andre, kun mig. Tag mig med i tiendaen (kiosken), giv mig cola og chips, du behøver kun at tage mig med - igen, igen, igen. Lidt træls!

Om eftermiddagen gik jeg lidt over til Ninoska – den handikappede pige jeg tit er sammen med - og derefter gik jeg en tur.

Jeg gik op til vandtårnet. Det ligger selvfølgelig højt, så der er en fantastisk udsigt over hele Emmanuel og området udenfor muren.

Vandtanken er et godt sted at tænke over tingene, her er smuk udsigt og skygge. Der er kant på vandtanken, og selv om den er lidt utæt, kan man finde et sted, hvor der både er skygge og
tørt.   

 Fantastisk, at nogen mener, at de kan, og skal, dømme andre – i Guds navn – ”Hvis du ikke mener det samme som mig, så er du ikke kristen, og så ender du i helvede.”  Og jeg som troede, at kirken var for os med den dårlig moral (i kirkens sprog, for syndere)– her på Emmanuel er den åbenbart kun for (selv?)retfærdige.                                                                       

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Jeg kan rigtig godt lidt at være her. Især børnene, er fantastiske. Hver dag ser, og hører, jeg bare ting, som jeg må undres over, og noget af det må jeg skrive om. Undskyld!!!                                                                                                                                                                                                                               

Dagligliv i yarden.

Der er begyndt at komme lidt liv i yarden – nå ja, sådan kalder de den, jeg ville bare kalde den for en legeplads – men Yarden det er navnet.

Nej, det skyldes ikke kun min indsats. Der er kommet en ny leder af yarden, Wendy – hun er vokset op her på Emmanuel, og er nu tilbage som enlig mor til en lille dreng – Jonathan – yndig unge! Hvis man skal bo her, som voksen, så skal man arbejde, så de handikappede i yarden blev hendes job.

 

Første gang jeg mødte hende, syntes jeg egentlig, hun var lidt for skrap, og at hun gjorde, lige lovlig effektivt og ofte, rent.

Jeg har fundet ud af at hun også kan andet. Hun er stadig lidt skrap, og den udendørs trappe bliver vasket mindst hver anden time, ligesom alt det andet. Men jeg må indrømme, at der er begyndt at ske noget. For et par dage siden var vi ude at gå, vi gik en tur omkring farmen, og hjem gennem skoven, i går var det et langt sjippetov der var i brug, og i dag er der blevet spillet bold. Wendy gør det godt!

Udover hendes aktiviteter kommer jeg også med lidt aktiviteter, vi er begyndt at øve tal hver morgen – der er faktisk mange der kan tælle til mindst 20. Vi øver også lidt bogstaver, og dem kan de, også de fleste af. Jeg har fundet lidt forskellige spil i La Casitta som øver tal og bogstaver, det er dem vi bruger, det vil de gerne – både dem der kan finde ud af det, og dem der ikke kan. Her er selvfølgelig også nogle der slet ikke har noget sprog, eller kun få ord.

Vi spiller hver dag bold med balloner, det vil de også gerne, og selvom ballonerne tit går i stykker, er der meget aktivitet i en ballon. Jeg har også, forsigtigt, trillet med en bold sammen med de allersvageste. Så efterhånden er her kommet lidt mere aktivitet.

Jeg bruger en del tid på at snakke med nogle af børnene på yarden. Primitivt spansk samt masser af kropssprog. I dag var jeg ved at få noget i den gale hals. En pige, en af dem der kun kan nogle få ord, på vel 17-18 år, klappede sig på maven og sagde bebè hvorefter hun lagde sig ned på jorden og græd så der blev en stor sø – jeg har faktisk aldrig set noget lignende. Jeg spurgte lidt til hende - så godt jeg nu kunne på spansk – og det er ikke ret godt - men hun fastholdt, at der var bebé i hendes mave. På et tidspunkt faldt hun i søvn – jeg gik op til Wendy og spurgte, Wendy kan lidt engelsk, og heldigvis fortalte hun at det ikke passede. PUHA det var godt! Her i Honduras havde hun været nødt til at føde barnet.

Her sker mange andre ting, i dag var vi oppe i Guaimaca for at spise sammen med David og Lydia, det var dejligt at få god mad. Her er også kommer to nye volontører i ”pigehuset”, så jeg tror vi er 19, nu. Nummer 20 kommer i næste uge. Så er her ikke flere senge. Her er lidt trangt, jeg er ikke vandt til en firemandssovesal. Der bor kun to i ”drengehuset”, jeg ved ikke om det er lige så stort som vores. Piger og drenge, mænd og kvinder er skarpt adskilt her på Emmanuel

Mange kærlige hilsner Bodil



Tanker i en dyb sofa 2

Jeg har været i Guiamaca i eftermiddag. – Jeg manglede lidt frugt, noget taletid til min mobil, og så nogle hundrede balloner til mine børn.  Mit spansk udvikler sig – måske ikke lige i en grammatisk korrekt retning, men - Bimba (kælenavnet på et af mine børn) -s ballon sprang – hedder på mit spansk, Bimba bomba bang – og de forstår det! Ballon hedder bomba på spansk.

Det er dejligt at komme til byen, jeg kan ikke lide at være spærret inde bag en mur, eller i en lejlighed i Tegucigalpa. Der er så anderledes udenfor muren, folk er fattige. I Tegucigalpa lever mange mennesker på gaden, sover på gaden, er altid sultne, har kun pjaltet tøj – det kan jeg godt se – men de hilser venligt og smiler – fuldstændig som i alle andre dele af verden. Jeg ville føle mig helt tryg ved at gå alene i byen – men,  det er jeg ikke - så det må jeg ikke.

Anderledes er der her på Emmanuel, her er tryghed. Som tidligere beskrevet er her dybe sofaer, amerikanske køleskabe, nyklippede plæner, her er også mange små smarte firhjulstrækkere, små elbiler, samt have- og landbrugsmaskiner af enhver art.

 Indgangen til mit hus.

 

 

 

 

 

 

 

På toppen af Emmanuel ligger en kæmpevilla, her bor papa og mama.

 Her på Emmanuel har børnene en seng at sove i, tøj at få på kroppen. Men de har ofte sko og tøj som næsten ikke kan hænge sammen, de har store sovesale uden privatliv, her er handikappede som bare opbevares, og ikke aktiveres eller undervises. Det står, for mig, i skærende kontrast til alle de luksusting som er her. På Emmanuels officielle hjemmeside kan man læse, at -  børnene spiser 500 kager kaldet Moon Pies pr. dag – det er knap en pr. mand til alle, fra baby til det 27 årige børnehjemsbarn – en dreng/mand – Kagen vejer 78 g og der er 11 % fedt, og 27 g. sukker i den.  –Huskede du at læse det med småt? Mine handikappede børn får ofte sådan en til frokost. Hvorfor er der ingen som sponsorerer frugt? Frugt er fuldstændig - ikke eksisterende. Eller et sponsorat fra et havregrynsfirma? Sponsor til 600 par gode sko i rigtig størrelse? Ja, jeg spørger bare.

Skrev jeg, at der bor en 27 årig ung mand på børnehjemmet? Ja, det gjorde jeg. Når man er vokset op på Emmanuel er det vanskeligt at komme herfra. Man kender intet til samfundet udenfor, Det er som hvis du flyttede tilbage til 1890 – Her er en god skole, og når du bliver sendt ud, kan du både regne, læse og skrive, måske både spansk og engelsk – men du har sandsynligvis ingen netværk, ingen steder at bo, intet arbejde, og ingen penge. Hvis du er pige, har ingen fortalt dig, hvordan du beskytter dig mod at blive gravid. Ni måneder efter at du forlod Emmanuel, kan du være tilbage igen, nu som mor – 14 år gammel – eller yngre.

Det er godt, og helt nødvendigt, at der er nogen der tager sig af Tegucigalpas allersvageste børn, men vi bør overveje hvordan vi gør det. De skal lære at leve i det Honduranske samfund, og ikke kun i et mini-USA bag en beskyttende mur.  Learn, give share, (lær, giv, del) det er hvad Impact opfordrer os til! – Det vil jeg rigtig gerne.  Lige nu jeg ved at lære her på Emmanuel – mit ophold vil flytte grænser for hvad jeg mener om hjælp til fattige mennesker, for resten af mit liv – i dette øjeblik deler jeg med dig.  I morgen vil jeg igen give, alt hvad jeg kan til en flok handikappe børn. Men hvad skal der blive af mine dejlige børn når de bliver voksne? Både de handikappede og den normale.

De børn er nemlig ikke kun stakkels fattige børn fra Tegucigalpas gader – de er også mennesker med håb og drømme fuldstændig ligesom mig. De fortjener en fremtid uden mure.

Kærlig hilsen Bodil

Jeg har givet, mindst, tre mordere et knus!

Helt almindelige piger på 13-15 år. Altså, bortset fra at de har myrdet deres mor, kæreste, eller en anden person.

Vi har været på weekend, søndag til fredag, for at høre om præsten Alvins arbejde i Tegucigalpas værste slum. Jeg kunne skrive side op og side ned! Det vil jeg forsøge ikke at gøre, ingen kan huske det alligevel, og der har været så stærke oplevelser, at jeg ikke er færdig med at bearbejde dem endnu.

Efter en lækker frokost – de laver fantastisk god mad i Alvins hus – delte vi oplevelser med hinanden, Alvin fortalte om sit arbejde, og der kom et tidligere bandemedlem, og fortalte, hvad han havde gjort, både det han var dømt for, og det myndighederne aldrig havde fundet ud af. Vi taler om mord, væbnet røveri, stort set alt hvad du kan komme i tanke om.
Han fortalte også, hvordan man kan komme ud af banderne - det kan man normalt ikke, man bliver myrdet hvis man forsøger. Der er to muligheder – enten kan du få fjernet alle tatoveringer - tatoveringer er karakteristisk for bandemedlemmer - og derefter flygte til USA, og få ny identitet. Hvis de andre bandemedlemmer ikke finder dig indenfor 4-5 år er du reddet – for så er alle de andre bandemedlemmer døde - de har slået hinanden ihjel. Den anden metode er at blive kristen – men det bliver kontrolleret, om det er ægte!!! Du skal altid have en bibel på dig, du skal deltage i ALLE de arrangementer din kirke har, du skal opføre dig ordentligt, ikke ryge, ikke drikke, ikke bande, ikke kikke på piger, altså ikke før du er gift med pigen - og så kun på hende – og sikkert en masse mere.  

Sidst på dagen smurte vi en masse sandwich, og efter endnu et lækkert måltid, kørte vi ud i det tidlige natteliv. Jeg har lidt dårlige billeder - det var bullermørkt. Vi stoppede tre gange. Gav mad til sultne børn og voksne, som bor i usle hytter ned til floden, besøgte sultne prostituerede og narkomaner, og de af deres børn som endnu ikke er kommet på børnehjem. Vi besøgte unge mennesker som fandt deres mad i restauranternes affald.

   

 

Så punkterede vores bil! Efter adskillige kilometers kørsel på et fladt dæk, og kl. 22,30 om aftnen, fik vi lappet og kørte hjem – nej vi ringede ikke til Falck, det er ikke en mulighed. - Jeg havde ikke brug for flere oplevelser den dag! – Jeg havde forstået, hvor forfærdelig børn, og voksne, på kanten lever i Honduras.

Efter en god nats søvn smurte vi atter madpakker, lækre madpakker, til os selv, vi skulle ud og se de centre hvor Alvins kirke arbejder, centre hvor børn kan få mad og undervisning, og måske få hjælp til et godt liv.  

Og så kørte vi til et børnefængsel, ( ingen billeder herfra) to drenge var isoleret fra de andre – den ene havde kidnappet en guvernørs søn, og myrdet både sønnen og to livvagter. Vi fik ikke lov til at komme helt ind. Det gjorde vi derimod i pigeafdelingen, her boede en stor gruppe piger på 13-17 år. Vi fik ikke at vide, hvad de havde gjort, og hvor længe de skulle sidde inde. Bagefter fortalte Alvin, at der var tre mordere, samt adskillige med voldsdomme. Jeg købte to børnepuder af en pige, som havde fået 3 års fængsel for at forsøge at myrde hendes egen bedstemor. Hun bliver løsladt i december, bedstemoderen vil ikke have hende boende – hvilket jeg godt kan forstå – men hun har ikke andre pårørende, og  så er der kun gaden tilbage. Sidste dag besøgte vi et børnehjem, som ejes af det offentlige. Her kommer børnene, inden man finder et privat børnehjem til dem. Vi besøgte også et lukket børnehjem, for de drenge som ingen børnehjem vil modtage.

Der er en smuk udsigt fra Alvins hus.

Det blev en lang smøre, og der er meget mere at sige om de dage, det kommer senere, når jeg har fået tid til at bearbejde det lidt. Så undskyld - for de mange ord - til jer der nåede så langt.  

Mange kærlige hilsner Bodil (udtales som regel Bådi på spansk)