Mon Gud har humor?

Vi havde besøg i søndags – hele huset var gjort fint rent, sofaerne var arrangeret i rundkreds, der var bagt boller og kager, - Lydia og David kom på besøg.

Der var først mulighed for at stille spørgsmål, og det var vi mange der gjorde. Jeg fik bl.a. at vide, at de handikappede børn og unge selvfølgelig kan blive boende på Emmanuel, også selv om de bliver gamle – som David sagde: ”Dette er deres hjem, også når de bliver gamle.”  Det var dejligt at vide, for selv om de ikke har de forhold, vi giver handikappede i Danmark, så er der sørget for, at de har en rimelig tilværelse. Efter spørgsmålene fortalte, først David og senere Lydia, om deres liv, om ikke selv at kunne få børn, og om deres vision for et hjem for forældreløse børn. Det blev en meget personlig historie– for mig en lidt for traditionel historie - om David der røg, drak og lavede en masse grimt, men så mødte han Jesus og blev omvendt, - holdt op med at drikke og ryge og alt det andet slemme, og så fik han besked på at byggede et børnehjem.

Vi fik historien, lige fra der kun var 5 børn. Hvordan de selv dyrkede jorden, opdrættede kyllingerne, vaske ved bækken – Vi hørte, hvordan der kom folk fra Amerika og borede en brønd, så de fik meget, og fint, drikkevand – ja, de fik så meget vand, at da alle andre i landsbyen, efter cyklonen Mitch, manglede vand, så kunne de hente det på Emmanuel. Lydia fortalte også om hendes liv, om vask og rengøring, om at passe de syge børn, men også om de amerikanere der havde bestemt, at de skulle have en kæmpevilla – selv om de havde sagt, at et lille hus var fint og nok. Det var tydeligt, at David og Lydia havde arbejdet hårdt for Emmanuel, været sparsommelige i begyndelsen - og at amerikansk velgørenhed har hjulpet til, at gøre stedet til hvad det er i dag.  Sådan vælger jeg at tolke det.

David og Lydia fortalte godt nok en lidt anden historie. Det er Gud som har klaret det hele, de har bedt - og ber´ stadig om ting, og så leverer Gud det.  Vi har lige fået to nye amerikanske køle-/fryseskabe i volontørhuset, de gamle fungerede fint nok – men var ikke helt nye. Det var ikke det Emmanuel manglede mest – børnene mangler f.eks. sko og tøj.

Jeg kan ikke lade være med at spørge: ”Hvordan kan Gud dog tage så meget fejl af leverancen?” Jeg forstår det ikke - jeg forstår ikke den tankegang der ligger bag. Jo!– måske har Gud humor.

Mange kærlige hilsner Bodil