Jeg har givet, mindst, tre mordere et knus!

Helt almindelige piger på 13-15 år. Altså, bortset fra at de har myrdet deres mor, kæreste, eller en anden person.

Vi har været på weekend, søndag til fredag, for at høre om præsten Alvins arbejde i Tegucigalpas værste slum. Jeg kunne skrive side op og side ned! Det vil jeg forsøge ikke at gøre, ingen kan huske det alligevel, og der har været så stærke oplevelser, at jeg ikke er færdig med at bearbejde dem endnu.

Efter en lækker frokost – de laver fantastisk god mad i Alvins hus – delte vi oplevelser med hinanden, Alvin fortalte om sit arbejde, og der kom et tidligere bandemedlem, og fortalte, hvad han havde gjort, både det han var dømt for, og det myndighederne aldrig havde fundet ud af. Vi taler om mord, væbnet røveri, stort set alt hvad du kan komme i tanke om.
Han fortalte også, hvordan man kan komme ud af banderne - det kan man normalt ikke, man bliver myrdet hvis man forsøger. Der er to muligheder – enten kan du få fjernet alle tatoveringer - tatoveringer er karakteristisk for bandemedlemmer - og derefter flygte til USA, og få ny identitet. Hvis de andre bandemedlemmer ikke finder dig indenfor 4-5 år er du reddet – for så er alle de andre bandemedlemmer døde - de har slået hinanden ihjel. Den anden metode er at blive kristen – men det bliver kontrolleret, om det er ægte!!! Du skal altid have en bibel på dig, du skal deltage i ALLE de arrangementer din kirke har, du skal opføre dig ordentligt, ikke ryge, ikke drikke, ikke bande, ikke kikke på piger, altså ikke før du er gift med pigen - og så kun på hende – og sikkert en masse mere.  

Sidst på dagen smurte vi en masse sandwich, og efter endnu et lækkert måltid, kørte vi ud i det tidlige natteliv. Jeg har lidt dårlige billeder - det var bullermørkt. Vi stoppede tre gange. Gav mad til sultne børn og voksne, som bor i usle hytter ned til floden, besøgte sultne prostituerede og narkomaner, og de af deres børn som endnu ikke er kommet på børnehjem. Vi besøgte unge mennesker som fandt deres mad i restauranternes affald.

   

 

Så punkterede vores bil! Efter adskillige kilometers kørsel på et fladt dæk, og kl. 22,30 om aftnen, fik vi lappet og kørte hjem – nej vi ringede ikke til Falck, det er ikke en mulighed. - Jeg havde ikke brug for flere oplevelser den dag! – Jeg havde forstået, hvor forfærdelig børn, og voksne, på kanten lever i Honduras.

Efter en god nats søvn smurte vi atter madpakker, lækre madpakker, til os selv, vi skulle ud og se de centre hvor Alvins kirke arbejder, centre hvor børn kan få mad og undervisning, og måske få hjælp til et godt liv.  

Og så kørte vi til et børnefængsel, ( ingen billeder herfra) to drenge var isoleret fra de andre – den ene havde kidnappet en guvernørs søn, og myrdet både sønnen og to livvagter. Vi fik ikke lov til at komme helt ind. Det gjorde vi derimod i pigeafdelingen, her boede en stor gruppe piger på 13-17 år. Vi fik ikke at vide, hvad de havde gjort, og hvor længe de skulle sidde inde. Bagefter fortalte Alvin, at der var tre mordere, samt adskillige med voldsdomme. Jeg købte to børnepuder af en pige, som havde fået 3 års fængsel for at forsøge at myrde hendes egen bedstemor. Hun bliver løsladt i december, bedstemoderen vil ikke have hende boende – hvilket jeg godt kan forstå – men hun har ikke andre pårørende, og  så er der kun gaden tilbage. Sidste dag besøgte vi et børnehjem, som ejes af det offentlige. Her kommer børnene, inden man finder et privat børnehjem til dem. Vi besøgte også et lukket børnehjem, for de drenge som ingen børnehjem vil modtage.

Der er en smuk udsigt fra Alvins hus.

Det blev en lang smøre, og der er meget mere at sige om de dage, det kommer senere, når jeg har fået tid til at bearbejde det lidt. Så undskyld - for de mange ord - til jer der nåede så langt.  

Mange kærlige hilsner Bodil (udtales som regel Bådi på spansk)