Dagligliv i yarden.

Der er begyndt at komme lidt liv i yarden – nå ja, sådan kalder de den, jeg ville bare kalde den for en legeplads – men Yarden det er navnet.

Nej, det skyldes ikke kun min indsats. Der er kommet en ny leder af yarden, Wendy – hun er vokset op her på Emmanuel, og er nu tilbage som enlig mor til en lille dreng – Jonathan – yndig unge! Hvis man skal bo her, som voksen, så skal man arbejde, så de handikappede i yarden blev hendes job.

 

Første gang jeg mødte hende, syntes jeg egentlig, hun var lidt for skrap, og at hun gjorde, lige lovlig effektivt og ofte, rent.

Jeg har fundet ud af at hun også kan andet. Hun er stadig lidt skrap, og den udendørs trappe bliver vasket mindst hver anden time, ligesom alt det andet. Men jeg må indrømme, at der er begyndt at ske noget. For et par dage siden var vi ude at gå, vi gik en tur omkring farmen, og hjem gennem skoven, i går var det et langt sjippetov der var i brug, og i dag er der blevet spillet bold. Wendy gør det godt!

Udover hendes aktiviteter kommer jeg også med lidt aktiviteter, vi er begyndt at øve tal hver morgen – der er faktisk mange der kan tælle til mindst 20. Vi øver også lidt bogstaver, og dem kan de, også de fleste af. Jeg har fundet lidt forskellige spil i La Casitta som øver tal og bogstaver, det er dem vi bruger, det vil de gerne – både dem der kan finde ud af det, og dem der ikke kan. Her er selvfølgelig også nogle der slet ikke har noget sprog, eller kun få ord.

Vi spiller hver dag bold med balloner, det vil de også gerne, og selvom ballonerne tit går i stykker, er der meget aktivitet i en ballon. Jeg har også, forsigtigt, trillet med en bold sammen med de allersvageste. Så efterhånden er her kommet lidt mere aktivitet.

Jeg bruger en del tid på at snakke med nogle af børnene på yarden. Primitivt spansk samt masser af kropssprog. I dag var jeg ved at få noget i den gale hals. En pige, en af dem der kun kan nogle få ord, på vel 17-18 år, klappede sig på maven og sagde bebè hvorefter hun lagde sig ned på jorden og græd så der blev en stor sø – jeg har faktisk aldrig set noget lignende. Jeg spurgte lidt til hende - så godt jeg nu kunne på spansk – og det er ikke ret godt - men hun fastholdt, at der var bebé i hendes mave. På et tidspunkt faldt hun i søvn – jeg gik op til Wendy og spurgte, Wendy kan lidt engelsk, og heldigvis fortalte hun at det ikke passede. PUHA det var godt! Her i Honduras havde hun været nødt til at føde barnet.

Her sker mange andre ting, i dag var vi oppe i Guaimaca for at spise sammen med David og Lydia, det var dejligt at få god mad. Her er også kommer to nye volontører i ”pigehuset”, så jeg tror vi er 19, nu. Nummer 20 kommer i næste uge. Så er her ikke flere senge. Her er lidt trangt, jeg er ikke vandt til en firemandssovesal. Der bor kun to i ”drengehuset”, jeg ved ikke om det er lige så stort som vores. Piger og drenge, mænd og kvinder er skarpt adskilt her på Emmanuel

Mange kærlige hilsner Bodil