Dagen før dagen.

Det er dagen før de nationale tests. Jeg mødte Edina i Kayanga her i weekenden. Hun var inde for at kontrollere, at der er styr på opgaverne, til Bweranyange, til de nationale tests som starter på tirsdag – i morgen. Hun kørte med den taxa, der skulle hente mig i Kayanga - derind og med skolens lastbil, der var i Kayanga med deltagere til begravelse, hjem. Den tidligere forstanderinde Sofias far døde i torsdags – og der holdes begravelse over flere dage - stor begivenhed med mange gæster.  –

Afrikanere er væsentlig bedre til at udnytte befordringsmulighederne, end vi er – der var hele tiden en eller to ekstra passagerer i ”min” taxa – og det er jo en god ide – men det skyldes nok, at der sjældent holder en bil parkeret i garagen her i Bushangaro, ligesom der gør i Danmark.

Dagen før de nationale tests skulle man tro, at lærerne har travlt med at repetere og gennemgå svært stof en gang til. Denne formiddag bliver jeg spurgt, om jeg ikke lige kan undervise hele flokken af fysikelever hele formiddagen – altså gennemgå de fysikforsøg der kan laves med de

fysikinstrumenter, som jeg har medbragt – en gang til.  – 300 elever i et laboratorium med 80 taburetter – og der er tryk på når der er 80 elever! – Hvorfor? Spørger jeg. Ja, så har lærerne jo tid til at rette opgaver og forberede sig til prøverne. - - -ØH! Forberede sig til prøverne? Kommer de ikke fiks og færdige fra Dar es Salaam? Jooh… men det er godt at være forberedt. Hvordan? Ja altså, tænke over prøverne. Jamn´ I kender jo ikke prøverne. Neeej….men…… For første gang siger jeg nej. Det bevirkede, at én lærer går til time, mens de 6 andre klasser sidder uden lærer. Og lærerne? Ja, de retter opgave, snakker, diskuterer. Bl.a. spørger en af lærerne om, eleverne i Danmark bruger bøger i skolen. Ja, selvfølgelig gør de det. Jamn´ det er da meget bedre med Ipads. Havde det ikke været bedre hvis jeg havde købt Ipads til eleverne, så kunne de selv finde det, de har brug for, på internettet. Nu er 300 Ipads nok ikke en økonomisk mulighed og nok heller ikke nogen god ide. Skolen har et computerrum med 5 computere – ofte er der ingen strøm og der er aldrig internet – jeg tror ikke, rummet har været åbent, medens jeg har været her. Når Edina og jeg er på nettet, er det via et modem. Her er ikke andre muligheder.

Det er en langt vanskeligere opgave, end jeg havde regnet med, for lærerne, at omstille sig til at eleverne har bøger. Jeg havde vel slet ikke tænkt over det. Denne formiddag sidder der en lærer og er ved at skrive – ordret - af fra en bog, som eleverne nu har, og over i et kladdehæfte – fra kladdehæftet skriver han så af på tavlen. Men hvordan gør man, når eleverne nu har den samme tekst, uden at skulle skrive den af fra tavlen – hvad gør man, når man selv er blevet undervist på den måde og aldrig har tænkt på, at der kan være andre muligheder? Det er ikke let – pædagogiske kurser efterlyses. Findes der mon ikke en pensioneret lærer som kunne tænke sig at tage til Bweranyange som volontør og hjælpe lærerne – til glæde for lærerne - men til mindst lige så meget glæde for personen selv.

Jeg havde ellers en god weekend i Kayanga. Jeg fik købt gaver (gad vide om skolen får en bold hver gang der er europæiske gæster – i så fald får de nu 2 mere, til samlingen, samt en boldpumpe) Lørdag formiddag da jeg var ude at handle, på markedet, blev jeg godt irriteret. Hver gang jeg gik forbi en flok unge herrer, og der var mange flokke, især dem med motorcykler og i grupper, så råbte de mzungu (den hvide) mzungu, mzungu, mzungu – 100 gange på en time – mindst/måske – så da en af de unge herrer råbte på engelsk - du er en mzungu – goddag mzungu, hvordan har du det mzungu, mzungu, så gik jeg hen til ham og spurgte, hvordan han ville synes om, at der blev råbt den sorte efter ham hele tiden – pludselig forstod han ikke engelsk mere! Da jeg gik, grinede de alle sammen. Jeg synes det er i orden, når børn råber mzungu efter mig – men når man er blevet så gammel, at man må køre på motorcykel, så må man også godt vide hvordan man opfører sig.  Måske har nogen alligevel forstået engelsk, jeg hørte ikke ordet resten af weekenden

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Troede et øjeblik, at jeg var kommet Indien i aften. Dina havde puttet en hel, meget stærk, chili i maden for at give lidt mere smag. Den skulle have været taget op, inden maden blev serveret – det glemte hun – jeg spiste den. Det var en brændende mundfuld.

Hvorfor flytter du ikke til Tanzania - bliver statsborger og bor her for altid?

 Jeg får ret ofte det spørgsmål – Som regel fra mine kolleger på skolen og de tilbyder desuden, at de har et hus og en shamba hvor jeg kan bo – indimellem er jeg også blevet tilbudt, at de vil finde en mand til mig.

Og hvad svarer jeg så? Tak, tak, men nu er jeg jo født i Danmark, jeg taler dansk, jeg har et hus og et lille stykke jord – ikke en shamba – men lidt jord – lige nok til at jeg kan få en smule jord under neglene. – Desuden har jeg jo familie og venner, som jeg skal hjem til. Såååå… Tanzania er et meget smukt land, menneskene er gæstfrie og venlige – men jeg hører altså til i Danmark.

I dag fik vi ris til middag – kun ris ingen bønner eller sovs – det sker indimellem her på skolen. Kollegerne spurgte mig. Hvad kalder I det her i Danmark? Ja, altså, vi kalder det ris. – Hvad så med det andet – har I en speciel betegnelse for kød, sovs, grøntsager, bønner? Og det har vi vel ikke - måske tilbehør – men ikke rigtigt. Spiser I nogensinde kun ris og ikke andet i Danmark? Og hvis jeg skal være ærlig - og det bestræber jeg mig på at være - også overfor lærerne på skolen – (så vidt det lader sig gøre) – så er svaret nej. Og så kom spørgsmålet selvfølgelig – I lever meget bedre i Danmark, I får kød hver dag – I har store flotte huse – biler – råd til at rejse verden rundt – er det derfor du hellere vil bo i Danmark?

Og ja, jeg sætter stor pris på, at alle kan spise sig mætte, har et godt sted at bo og kan tage på ferie indimellem – jeg sætter også pris på, at alle kan få lægehjælp, også selv om de ingen penge har, at alle kan komme på sygehuset, hvis de har behov for det, at der er gratis og gode skoler og uddannelser – og på rigtig meget andet i det danske samfund. Jeg sætter virkelig stor pris på mange af hverdagens store og små luksusoplevelser – f.eks. et varmt brusebad (efter måneder med iskold vand i en kande – forstår ikke vandet kan være så koldt om morgenen, når luften faktisk er meget varm).

Måske kunne jeg godt undvære nogle ting – ja, ikke min familie og mine venner – eller skoler – læger og sygehuse - men altså noget af det andet.

Alligevel ville jeg ikke trives, på lang sigt, her i Tanzania. Jeg har en helt anden opfattelse af tid, end de har. Efter at vi har diskuteret det, at komme for sent, kraftigt, på lærerværelset, er lærerne blevet lidt bedre til at komme til tiden – eller knap så meget for sent. Men det praktiske personale – og her er mange – vagter, chauffører, kontordamer, køkkenpersonale, regnskabsfører, sygepasser osv. osv. De har ikke travlt – ligger ofte en hel dag på græsset eller på en bænk – og når lærerne har mulighed for det, ligger de ved siden af – og jeg tænker – lærerne kunne da forberede sig – det bruger de ikke megen tid på. Og de andre – ja, der er nok at gøre.  De kunne plante frugttræer som tilskud til pigernes kost, dyrke skolens shamba, rydde op både her og der – der er nok at tage fat på – men de gør det ikke. Spilder meget god tid, som kunne være brugt på at gøre samfundet, og dem selv, rigere.

Man er heller ikke god til at dele det man har.

Skolen har fået internet - eller ledning til internet.er det vist bare,

 Her på skolen er der forskel på mennesker – her er kamp om at få privatkontor – kamp om at besidde nøglen til biblioteket – kamp om nøglen til laboratorierne osv. Hver tirsdag får lærerne serveret kød – først får forstanderinden – rigelige mængder – derefter lærerne i rangfølge.  Man overvejer ikke, at der skal være til alle – kun at jeg skal have. Når de første 10 har fået, er der ikke mere kød – og de sidste 20 får kun sovsen. – Ja, jeg får godt nok altid - uden kamp – ikke de store mængder - sikkert på grund af min alder og hudfarve.

Jeg bliver irriteret, når nogen forsøger at snyde mig (og endnu mere når det lykkes) Når prisen pludselig ikke er i Tz shillings - men der forsvinder tre nuller og så er det USD. Det er næsten dobbelt pris. Jeg synes, man forsøger at snyde igen og igen. – Præsident Magufuli bekæmper korruption, så godt han kan, men virkningen er ikke nået helt herud på landet endnu.

På trods af det jeg har skrevet, nyder jeg tiden her. En fantastisk periode i min seniortilværelse – til stor glæde for mig selv - men forhåbentlig også til glæde for andre. Jeg glæder mig altid til at rejse til Tanzania – men også til at komme hjem til Danmark igen – Et Danmark hvor jeg ligner alle andre – ikke en mzungu - men en helt almindelig dansker - selv om jeg har brune øjne, og engang har haft mørkt hår.

Kærlig hilsen Bodil

PS: Skolen har netop købt ekstra fysikudstyr. 15 potentiometre – helt magen til dem jeg husker fra min gymnasietid for 50 år siden. På grund af den strømforsyning og de ledninger jeg har medbragt, kan skolen bruge dem – men ikke dem alle på en gang! Desuden har de købt 12 prismer – dem kan de kikke på og konstatere, at sådan ser et prisme altså ud – men de kan ikke bruge dem, det har de ikke udstyr til.

Så nu ejer skolen det udstyr, som jeg er kommet med – samt ca. 50 voltmetre, 15 potentiometre, 12 prismer, 4 stopure der dur, og nogle der ikke dur, nogle spejle og nogle små fjedre og lodder. Det ser ud som om, lærerne er begyndt at bruge laboratorierne – og det er jo dejligt.

I dag spurgte geografilæreren mig: ”Er det nat i Danmark nu?”  Klokken var 14,10 i Tanzania – og altså 13,10 i Danmark.  Man kunne f.eks. bruge tid på, at finde ud af hvor Europa ligger – når man nu underviser i geografi.

Hvad handler det om? Glæde? Ansvar? Skyld?

Der var ikke så meget at lave i dag – troede jeg – der er ingen strøm og det er jo svært at lave el-lære uden strøm. Jeg har ellers haft nogle fantastiske fysiktimer – eleverne er helt enormt nysgerrige – fuldstændig optaget af de nye fysikinstrumenter. Det er for alles vedkommende første gang, de står med to stangmagneter i hånden og mærker tiltrækning og frastødning - eller ser de magnetiske linjer – ser, at det som de har set skrevet på tavlen, faktisk eksisterer i virkeligheden. Desværre er to af de tre fysiklærere ikke særlig interesserede. Da de selv gik i skole, skrev man bøgerne af på tavlen og hvad der var godt nok til dem er vel også godt nok til deres elever. Jeg kan godt forstå dem. De har arbejdet på den måde i en mange år – hvorfor skal jeg så komme fra en helt anden verdensdel og ændre på det? Hvilken forstand har jeg på afrikansk undervisning? Det kan da godt være, at eleverne får dårlige karakterer - det er vel ikke lærernes skyld – eleverne må arbejde noget hårdere, hvis de vil have bedre karakterer. Jeg tænker på, hvordan jeg selv ville reagere, hvis det var mig, der var i deres sted.

Jeg skrev en mail til skolen for nogle måneder siden. – Det var en aftale, som jeg havde med lærerne og forstanderen – jeg skrev om, hvad der havde undret mig og hvad jeg ville ændre, hvis jeg kunne bestemme. Jeg skrev, at jeg synes det er et problem, at lærerne ikke møder til tiden, når de skal undervise. Oftest kommer de 20 minutter, eller mere, for sent i en 40 minutters lektion. Derudover fremhævede jeg, at man ikke skal bruge undervisningstiden på at slå pigerne – undervisningstiden skal bruges på undervisning. - - Så kan man slå i fritiden!………Nej det skrev jeg ikke……….slet ikke!

Jeg ved Edina - forstanderinden - er ret enig med mig – og jeg ved, at lærerstaben har drøftet min holdning.

Jeg har kun været her en uges tid – og det ser ud til, at det har haft en lille virkning – som jeg ser det, kommer lærerne nu kun 10 – 12 minutter for sent – og foreløbig har de ikke brugt undervisningstid på at slå pigerne – men jeg har, som sagt, kun været her en god uges tid – så tingene kan stadig ændre sig. I øvrigt har jeg hørt, at der er kommet en lovændring her i Tanzania – som betyder, at lærere ikke må slå eleverne, men at det kun er skolelederen der må – håber meget, det er rigtigt.

Ellers går dagene stille og roligt. Fysiktingene er på plads, lokalet er rengjort og uden strøm er det jo svært at få en pære til at lyse – eller at bevise Ohms lov med forsøg. Herhjemme – i Sister Zeulia hus - er det en meget mørk morgen, når hverken det elektriske lys eller solarlyset virker. Kl. 6 er solen ikke stået op endnu – og jeg ville ønske, at jeg heller ikke var – her er ”bullermørkt”.

I går var jeg alene hjemme. Sister Zeulia havde fået tandpine og Dina var ude at shoppe – Når jeg tænker på folk, som er ude at shoppe tænker jeg på piger – især – som køber dyrt tøj, dyre sko og tasker – men Dina var ude for at købe mad – bananer til at koge og stege, ris, bønner og tørret fisk. Sister Zeulia kom hjem uden tandpine – og uden den tand der gjorde ondt. Tandudtrækning er vist eneste tandlægebehandling her i området.

Her mangler regn og det er ved at være katastrofalt – planterne hænger. Det giver også anledning til nogle debatter på lærerværelset. Desværre foregår debatterne ofte på swahili og så er jeg jo ikke en del af dem – men de sidste dage har vi diskuteret klimaforandringer - på engelsk - så er rigtig mange af medarbejderne, som ikke er lærere, udelukket. - Det er Nordamerika og Europas skyld, at det ikke regner i Bushangaro! Så enkelt kan det siges..  - Så kom den ellers slumrende geolog op i mig. – Nu er det jo ikke sikkert, at klimaforandringerne er menneskeskabte. – Klimaet har gennem hele jordens historie ændret sig, også før der var mennesker – og det er ikke en normaltilstand, i jordens historie, at der er is på polerne. Men jeg kom rigtig under beskydning. – Det er vores skyld, i den rige verden, at der er klimaforandringer – og Afrika tager konsekvensen af det – det er ikke rimeligt. Og når jeg går hjem og ser planterne dø på grund af manglende regn, kan jeg godt forstå reaktionen – og Danmark og andre industrialiserede lande skal selvfølgelig begrænse udledning af CO² så meget som overhovedet muligt. Men Tanzania skal også huske at plante lige så mange træer, som de fælder – mindst - og begrænse forureningen fra deres industri så godt som det er muligt. Desværre må jeg sige, at jeg ikke tror på, at vi kan stoppe klimaændringerne – langt mindre skrue dem tilbage. Vi må tænke i mere tørkeresistente afgrøder i områder som disse – det er nok det mest sikre.

I dag havde vi valg til elevparlamentet!  4 timers valg! Demokratisk? Jaaaah……….knap så demokratisk som jeg ville have foretrukket det. Der var hele tiden 2 kandidater til hver plads i parlamentet – udvalgt af lærerne. Når der skulle stemmes, trådte de to elever frem og fortalte, hvorfor man skulle stemme på dem – f.eks. som sundheds præfekt, som medie præfekt, som mad præfekt, rengørings præfekt osv. osv. Så stemte eleverne - men i de fleste tilfælde skulle der netop bruges to personer, så selv om den ene fik 298 og den anden 2 stemmer blev de begge valgte. Kun i enkelte tilfælde skulle der kun bruges en - og så blev den med færrest stemmer ikke valgt. Forstanderinden bestemte hvem der blev formand, næstformand og sekretær. Hun var godt nok ikke hjemme på skolen i dag – men hun havde truffet afgørelsen på forhånd. Jeg må samle penge nok ind til, at de kan få bøger til samfundskundskab når jeg kommer næste gang – pigerne skal altså lære noget om demokrati.

Kærlig hilsen Bodil

PS: Jeg rejser hjem 29. november – så har jeg i alt, på min flyrejse, udleder 1.069,26 kg. CO²  

Og de talte dansk!

Havde en rigtig dejlig søndag. Den startede ellers med nogen frustration. Jeg havde bestilt en taxa fra Bushangaro til Kyerwa - en tur på omkring 1,5 time. Vi skulle starte kl. 7,30 for at være fremme kl. 9, hvor gudstjenesten startede. Men taxaen kom ikke! Efter et par opkald dukkede den op med 40 minutters forsinkelse – og så gik det ellers over stok og sten, børn flygtede til siden og mine pole pole (langsomt) hjalp ikke det mindste. Vi nåede Kyerwa efter 1 time og 5 minutter netop i rette tid.

Gudstjenesten gik sin gang – i vel omkring 3 timer – og derefter var der auktion. Man betaler ikke kirkeskat, som vi kender det derhjemme. Man giver pengene ved indsamlinger i kirken – men hvis man ingen penge har, kan man give noget i naturalier – f.eks. et æg, en pose tomater, en høne, en klase bananer, en ananas eller noget andet som man har. Som afslutningen på gudstjenesten bliver der så holdet auktion - og man giver det i kirkeskat, som auktionen, på ens ting, har indbragt. Jeg har vist skrevet det før – men jeg synes altså, at det er sjovt at være med til at byde på tingene.

 Det var hyggeligt at møde den danske gruppe fra Herning – jeg kendte nogle af dem men langt fra alle – men hvor var det dejligt at snakke lidt dansk igen. – Efter gudstjeneste og dejlig frokost fik jeg de fysikinstrumenter som venlige mennesker har transporteret til Kyerwa for mig – tak for det - fik lov til at låne et par bøger af Else – jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle vente så længe i Bukoba. – Jeg fik læst store dele af mine medbragte bøger.  Og så gik det ellers for fuld fart hjemad igen – taxaen havde ventet på mig.

Efter at have gjort rent i fysiklokalet kunne jeg i dag, mandag, begynde at pakke fysikinstrumenterne ud. Fantastisk at de alle har klaret turen – kun et lille reagensglas, af glas, er gået i stykker. Gang på gang stod pigerne i døren – ville jeg ikke have hjælp???? De ville så gerne hjælpe.  Men nej tak, jeg ville helst selv pakke ud. Da alt lå på bordet, kom to af fysiklærerne - (der er vist 3) ind og kikkede undersøgende på tingene – havde aldrig set en strømforsyning – kikkede underligt på ledningerne – hvad var det? - Og spoler? - Øh det havde de aldrig set – pludselig udbryder den ene af dem - jamn´ så kan vi jo lave en transformer!!!! – Ja, det kan de – og de kan også lave induktion - takket være venlige fysiklærere og skoler i Haderslev kommune.

Nu er alt pakket ud. Lokalet er gjort rent – så nu havde jeg egentlig regnet med, at jeg bare skulle stille borde på plads og så var jeg klar til at undervise. men, men, men – nu skal det hele registreres – så i morgen bruger vi dagen på at skrive alt ned – og sætte borde og taburetter på plads – og mon det så ikke skulle kunne lade sig gøre, at starte undervisningen onsdag. Og nu har jeg så lige opdaget, at der er jord til den nyeste strømforsyning og ingen jord i den adapter som jeg har medbragt hjemmefra - til privat brug - og glemt at jeg også skulle bruge en på skolen – Øv – jeg håber, skolen har en - eller at den kan skaffes i Kayanga – problemet skal løses!

Men hvem skal undervises først – som en af lærerne sagde: ”Hvis du underviser os først, så kan vi jo være med når du underviser eleverne – og så kan vi jo supplere din undervisning” – tak, tak men………. Så måske skal det være form 4, som jeg starter med – de skal til afsluttende eksamen om to uger – Det ville have været rigtig godt, hvis jeg havde været her lidt tidligere – men det var jo tandlægen, der kom til at bestemme, hvornår jeg kunne rejse.

Ellers har jeg det rigtig dejligt her. Solen skinner og varmer hver dag. Når jeg går til og fra skolen, kan jeg se, at bønnerne og også majsen hænger – vi kan godt bruge lidt regn. Jeg medbringer regntøj hver dag - så måske er det derfor. Det håber jeg ikke!  Og nej – jeg tror det heller ikke! - Else fortalte mig, at hvis man tror, at det er min skyld, at det ikke regner, så kan man finde på at komme og skære alle mine bananplanter ned! Nu har jeg ingen bananplanter – så det………. Men jeg kan rigtig godt tænke mig, at der snart kommer masser af regn – det er ikke rart at se planterne hænger - når man godt ved at familiens indkomst, i høj grad, afhænger af regnen.

Kærlig hilsen Bodil

PS: Fisk er sundt og smager dejligt! Men tørret fisk hver dag – det kan godt blive lidt for meget af det gode.

I dag, tirsdag, har jeg i øvrigt savet hele jordforbindelsen væk! Altså den der sad på strømforsyningen – så nu virker det.

Vildt!!

Jeg ankom til Bweranyange tirsdag aften.  Vi skulle forbi skolen for at aflevere - bøger, en vagtmand, en matron, 2 elever, en klase bananer, adskillige poser brød, noget brænde m.v.

Form 2 holdt vakt – hvornår kommer bilen? Da de så den, stormede de frem og aldrig har jeg fået så mange knus – både af form 2 og også af mange af de andre elever – fantastisk modtagelse.

Efter at være blevet afleveret hos Sister Zeulia sagde chaufføren farvel med endnu et kæmpeknus.

Nu bor jeg så her på mit gamle værelse, det er hyggeligt om end stadig lidt småt.  – Det elektriske lys fungerer kun med halv spænding – og vandet hentes stadig i spande af min unge pige Dina.  – Når der ellers er noget vand. Vi er midt i den lille regntid, som burde være startet sidst i august – men folk siger, at der kun er kommet én rigtig byge. Efter den skyndte de sig at så bønner – de spirrede, men nu trænger de snart til regn. Det er alvorligt - manglende regn betyder sult et sted som her.

I går og i dag har vi så uddelt bøger til eleverne – helt præcist 1015 bøger til en pris af 10.300.000 Tz shilling (hvis du dividerer med 300 så har du ca. prisen i danske kroner – og det er jo billigt for bøger set med danske øjne). Desuden 130 lommeregnere som er en gave fra Bodil og Niels Hjort i Hoptrup ved Haderslev. 

Jeg har aldrig set skoleelever blive så glade for skolebøger – de jublede og smilede. Jeg har kæmpet for, at bøgerne skal tilhøre skolen og eleverne skal låne dem af skolen, i den tid de har brug for dem – helt som vi gør i Danmark. Det er lykkedes – i høj grad fordi forstanderinden også synes, at det er en god ide. Der er stadig et stort ønsker om bøger til handel, samfundskundskab, historie, geografi, swahili – og sikkert et par fag mere. Jeg synes personligt, at det ville være fantastisk hvis der kunne blive samlet ind til bøger i samfundskundskab og måske historie. Det er vigtige fag, for at pigerne kan forså det samfund de lever i og tør blande sig i den politiske debat - det er der brug for.

Jeg tror, jeg vil gøre en indsats for at samle penge til samfundskundskab – historie er et rigtigt fortællefag – det ville (gode, gamle, danske) Grundtvig sikkert give mig ret – men det forudsætter selvfølgelig at læreren befinder sig i klassen i timerne og bruger tiden på undervisning.

På søndag går turen til Kyerwa – Jeg skal hente fysikinstrumenter og så skal jeg møde den danske gruppe – glæder mig til at se dem og til at snakke lidt dansk - men derom senere

Kærlig hilsen Bodil

PS: Lige nu går dagene, udover udlevering af bøger, med rengøring og oprydning i fysiklaboratoriet – navnet og murene er flotte – men indholdet – mest af alt er her støv, fint rødt støv, blandet med gamle papirer (bl.a. Mr. Nassons eksamenspapirer!) desuden masser af rust, smådyr der piler af sted, bjerge af ledningsstumper og ja, indrømmet også en masse som jeg ikke ved hvad er – mange af tingene indsmurt i en tyk olie – drysset med fint rødt støv.

Og så har jeg lige fået spørgsmålet, om hvad der skal stå på den plade, som skal sættes på skolens mur, fordi jeg kom med bøger. Men der skal slet ikke være nogen plade……….

Hak, hak, hakke, hakke hak………. Eller.................Jeg øver mig i afrikansk tålmodighed.

For nogle få uger siden var der jordskælv i det nordvestlige Tanzania. Det gik hårdest ud over byen Bukoba – der hvor jeg er nu.  Området bærer stadig præg af det. Der er dybe revner og mure er faldet samen. 19 mennesker blev dræbt her i Bukoba - 500 kvæstet og omkring 2000 huse er styrtet sammen. – Langs vejen, som jeg skal gå eller køre når jeg skal til centrum, er et stort hul – der var opstået dybe revner i vejsiderne, så man var nødt til at  grave vejen væk og bygge den op igen, så man var sikker på at den kunne holde.

Her, på det fine hotel som jeg bor på, er de begyndt at reparere. Når jeg er hjemme en eftermiddag, kan jeg høre hak, hak hakke, hak, og efterfølgende kan jeg se store plamager på væggene. Det er et fint og ret nyt hus, som jeg bor i, men der er mange revner. Det er et stort og dyrt arbejde at få det udbedret – og der er ingen forsikringer. Jeg håber, diverse indsamlinger giver penge til dem der trænger allermest. Der er brug for det.

Ellers går min tid mest med at vente. Vente i kø for at få penge i ATM automaten. Vente på at hotellet prøver at finde noget WiFi – hvilket de nok ikke gør – det blev vist ødelagt af jordskælvet. Vente på at Airtel butikken finder ud af, at der måske er sket noget med mit modem – så jeg ikke kan få internet – men at jeg er nødt til at købe et nyt modem. Vente medens de finder ud af, at ingen af deres modem dur. Vente medens de sender bud efter et andet (det skete over 3 dage og vel omkring 5-6 timer i alt) - men også være så heldig at ventetiden indimellem bruges på at sidde i tørvejr, medens regnen vælter ned udenfor. Mest af alt venter jeg på mine bøger – butikken kender mig ikke, så de turde ikke bestille bøgerne hjem, inden de så mig – og jeg betalte et depositum. Så gik der et par dage med at undersøge prislister – vi havde ellers lavet aftaler hjemmefra – men bøgerne steg i pris. Så havde forlaget ikke så mange bøger på lager – og de måtte skaffe ekstra et andet sted – torsdag blev til fredag - blev til lørdag. Lørdag blev de sendt af sted – fra Dar es Salaam - med bus - godt 1000 bøger i 36 kasser. De skulle ankomme søndag eftermiddag. Personalet skal på arbejde en søndag – for min skyld. Men jeg har kikket ind i butikken her søndag eftermiddag – og der er ingen bøger - så vidt jeg kan se – håber jeg tager fejl.

Men som butikslederen Mr. Stanley  siger - med et stort smil og et glimt i øjet – ”De er der søndag -  hvis da ikke bussen falder sammen på vejen.” 

Hvad laver jeg ellers medens jeg venter?  Her er meget smukt - og vejret er fint det meste af dagen – så jeg nyder at gå lange ture, nyder at bruge lang tid på at spise. De laver lækkert mad på hotel Kolping – Jeg nyder en efterfølgende kop kaffe, medens jeg bare glor ud over Victoriasøen og ikke tænker på noget som helst! – Ser de mange flotte, store og små, fugle, som bor i deres smukke have – ser de små sorte væverfugle bygge de mest fantastiske reder. Nyder at sove længe og læse til langt ud på aftnen. En herlig kontrast til de hektiske dage lige inden jeg rejste fra Danmark. Dejligt – når bare det ikke varer for længe! Jeg håber meget bøgerne kommer snart, at bussen ikke braser sammen - eller at der sker noget andet underligt. Glæder mig til at komme i gang igen.

Kærlig hilsen Bodil.

PS: Nå ja.... Jeg har selvfølgelig fået MIT værelse igen! Værelset med den helt fantastiske udsigt.

Bøger for 9.000.000,00

Tanzanianske shilling  forstås.  - Ca 4150 US dollars – Tusind tak skal I have - alle jer der har støttet.

Så går turen sydpå igen. I morgen rejser jeg til Tanzania. Jeg glæder mig!

Jeg skal til Bukoba for at købe bøger til pigerne. Der er samlet penge nok til at alle kan få en matematikbog og en biologibog. – Dem der har fysik og kemi - og det har alle på form 1 og 2 samt en god del af pigerne på form 3 og 4 - de kan også få en fysik- og en kemibog.

Jamn´ der er da naturligt at man har en skolebog!  Ja for os i Danmark – men ikke for skoleelever i Tanzania – de skriver bøgerne af efter tavlen - eller ofte efter gamle notater (igen og igen) – jeg håber og tror de bliver glade for bøgerne. Jeg ved, at der er mange der gerne vil være læger – det er nok kun et fåtal der bliver det - men jeg håber, vi kan være med til at give dem så god en eksamen, at de kan uddanne sig til sygeplejersker, jordmødre, og andet sundhedspersonale – eller lærere – der mangler masser af lærere i science fagene i hele Tanzania.

En elev skriver af på tavlen - hvor er læreren? Tjaaah.........

De andre fag – historie, engelsk, swahili m.fl. Nej der har de stadig ingen bøger. Der skriver de stadig af efter gamle notater og tavlen.  Måske kan vi samle flere penge så der også kan blive bøger i de fag.

Glæder mig til at aflevere masser af fysikinstrumenter – 130 lommeregnere samt omkring 1000 bøger til skolen. Jeg skal være med til at lave et dansk system så bøgerne tilhører skolen men pigerne har dem i den tid de bruger dem - og så afleverer de dem igen. Jeg skal undervise lærerne i at bruge fysikinstrumenterne – og så håber jeg, at jeg kan overbevise lærerne om, at de skal møde til tiden i timerne og bruge tiden på at undervise – men det bliver svært.

Jeg skriver jævnligt blog – oftest med lidt mere indhold end denne.

Mange kærlige hilsner Bodil