Jeg får ret ofte det spørgsmål – Som regel fra mine kolleger
på skolen og de tilbyder desuden, at de har et hus og en shamba hvor jeg kan bo
– indimellem er jeg også blevet tilbudt, at de vil finde en mand til mig.
Og hvad svarer jeg så? Tak, tak, men nu er jeg jo født i
Danmark, jeg taler dansk, jeg har et hus og et lille stykke jord – ikke en
shamba – men lidt jord – lige nok til at jeg kan få en smule jord under
neglene. – Desuden har jeg jo familie og venner, som jeg skal hjem til. Såååå…
Tanzania er et meget smukt land, menneskene er gæstfrie og venlige – men jeg
hører altså til i Danmark.
I dag fik vi ris til middag – kun ris ingen bønner eller
sovs – det sker indimellem her på skolen. Kollegerne spurgte mig. Hvad kalder I
det her i Danmark? Ja, altså, vi kalder det ris. – Hvad så med det andet – har
I en speciel betegnelse for kød, sovs, grøntsager, bønner? Og det har vi vel
ikke - måske tilbehør – men ikke rigtigt. Spiser I nogensinde kun ris og ikke
andet i Danmark? Og hvis jeg skal være ærlig - og det bestræber jeg mig på at
være - også overfor lærerne på skolen – (så vidt det lader sig gøre) – så er
svaret nej. Og så kom spørgsmålet selvfølgelig – I lever meget bedre i Danmark,
I får kød hver dag – I har store flotte huse – biler – råd til at rejse verden
rundt – er det derfor du hellere vil bo i Danmark?
Og ja, jeg sætter stor pris på, at alle kan spise sig mætte,
har et godt sted at bo og kan tage på ferie indimellem – jeg sætter også pris
på, at alle kan få lægehjælp, også selv om de ingen penge har, at alle kan
komme på sygehuset, hvis de har behov for det, at der er gratis og gode skoler
og uddannelser – og på rigtig meget andet i det danske samfund. Jeg sætter
virkelig stor pris på mange af hverdagens store og små luksusoplevelser –
f.eks. et varmt brusebad (efter måneder med iskold vand i en kande – forstår
ikke vandet kan være så koldt om morgenen, når luften faktisk er meget varm).
Måske kunne jeg godt undvære nogle ting – ja, ikke min
familie og mine venner – eller skoler – læger og sygehuse - men altså noget af det
andet.
Alligevel ville jeg ikke trives, på lang sigt, her i
Tanzania. Jeg har en helt anden opfattelse af tid, end de har. Efter at vi har
diskuteret det, at komme for sent, kraftigt, på lærerværelset, er lærerne
blevet lidt bedre til at komme til tiden – eller knap så meget for sent. Men
det praktiske personale – og her er mange – vagter, chauffører, kontordamer,
køkkenpersonale, regnskabsfører, sygepasser osv. osv. De har ikke travlt –
ligger ofte en hel dag på græsset eller på en bænk – og når lærerne har
mulighed for det, ligger de ved siden af – og jeg tænker – lærerne kunne da
forberede sig – det bruger de ikke megen tid på. Og de andre – ja, der er nok
at gøre. De kunne plante frugttræer som
tilskud til pigernes kost, dyrke skolens shamba, rydde op både her og der – der
er nok at tage fat på – men de gør det ikke. Spilder meget god tid, som kunne
være brugt på at gøre samfundet, og dem selv, rigere.
Man er heller ikke god til at dele det man har.
 |
| Skolen har fået internet - eller ledning til internet.er det vist bare, |
Her på skolen er der
forskel på mennesker – her er kamp om at få privatkontor – kamp om at besidde
nøglen til biblioteket – kamp om nøglen til laboratorierne osv. Hver tirsdag
får lærerne serveret kød – først får forstanderinden – rigelige mængder –
derefter lærerne i rangfølge. Man
overvejer ikke, at der skal være til alle – kun at jeg skal have. Når de første
10 har fået, er der ikke mere kød – og de sidste 20 får kun sovsen. – Ja, jeg
får godt nok altid - uden kamp – ikke de store mængder - sikkert på grund af
min alder og hudfarve.
Jeg bliver irriteret, når nogen forsøger at snyde mig (og
endnu mere når det lykkes) Når prisen pludselig ikke er i Tz shillings - men
der forsvinder tre nuller og så er det USD. Det er næsten dobbelt pris. Jeg
synes, man forsøger at snyde igen og igen. – Præsident Magufuli bekæmper
korruption, så godt han kan, men virkningen er ikke nået helt herud på landet
endnu.
På trods af det jeg har skrevet, nyder jeg tiden her. En
fantastisk periode i min seniortilværelse – til stor glæde for mig selv - men
forhåbentlig også til glæde for andre. Jeg glæder mig altid til at rejse til
Tanzania – men også til at komme hjem til Danmark igen – Et Danmark hvor jeg
ligner alle andre – ikke en mzungu - men en helt almindelig dansker - selv om
jeg har brune øjne, og engang har haft mørkt hår.
Kærlig hilsen Bodil
PS: Skolen har netop købt ekstra fysikudstyr. 15
potentiometre – helt magen til dem jeg husker fra min gymnasietid for 50 år
siden. På grund af den strømforsyning og de ledninger jeg har medbragt, kan
skolen bruge dem – men ikke dem alle på en gang! Desuden har de købt 12 prismer
– dem kan de kikke på og konstatere, at sådan ser et prisme altså ud – men de
kan ikke bruge dem, det har de ikke udstyr til.
Så nu ejer skolen det udstyr, som jeg er kommet med – samt
ca. 50 voltmetre, 15 potentiometre, 12 prismer, 4 stopure der dur, og nogle der
ikke dur, nogle spejle og nogle små fjedre og lodder. Det ser ud som om,
lærerne er begyndt at bruge laboratorierne – og det er jo dejligt.
I dag spurgte geografilæreren mig: ”Er det nat i Danmark nu?” Klokken var 14,10 i Tanzania – og altså 13,10
i Danmark. Man kunne f.eks. bruge tid på,
at finde ud af hvor Europa ligger – når man nu underviser i geografi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar