ÅH NEJ!!!

Nu er der kun 12 dage tilbage, så skal jeg forlade Tanzania for denne gang. Det er ikke rart at tænke på – men jeg er helt sikker på, at jeg vender tilbage igen – Tanzania er en fantastisk oplevelse. 

Sagde farvel til kvindegruppen i Kachato i går. De sang og dansede for os - Claudia og mig – lidt uretfærdigt, fik Claudia en pose ærter, medens jeg fik en fin håndlavet måtte. De sagde, at alle kvinderne havde været med til at lave den. – Den er jeg meget glad for. Glæder mig til at kikke på den, hver dag, hjemme i Danmark og mindes kvinderne i Kachato. I går var jeg med på sidste søndagsskolekursus. 17 lærere var samlet i en lille kirke langt ude på landet. Det har været enormt hyggeligt at være med til - og sjovt. Det kommer jeg til at savne - rigtig meget.

På kurset snakkede jeg om, at man også kunne lave bagtæpper til dukketeatret – men det blev ikke oversat til swahili. - - Hvor skulle de få de papkasser fra?  Spurgte Else. Gamle papkasser er ikke bare noget man smider ud her i Tanzania – de bliver bl.a. brugt til at opbevare tøj i husene – og hvis du ikke har en papkasse, så må du købe den.  Alt bliver brugt her – mærkeligt at tænke på alle de ting som vi bare smider ud i Danmark – her er der mennesker der mangler alt.

Lige i øjeblikket sidder en af Elses unge piger, her ved siden af mig, og forsøger at slå masker op – hun skal lige have styr på det, inden jeg rejser. Hun har gjort det før, men når man kun har gjort det nogle få gange, er det svært at huske, på hvilken side af – kidolle gumba – tommelfingeren - garnet lige skal placeres. Men nu går det fint – der er startet på en Kofia wa mtoto - hue til et barn. Nu sidder vi, her i Elses hyggelige gård, og strikker eller skriver. Foran os står 6 store tomme malingsspande. Det betyder, at den nye bygning ved Tumainicenteret er færdig – kun det udendørs område mangler.

Malebøtterne? – Jo, de skal gemmes. De er gode at hente vand i. - Nej, her er ikke en vandhane i hvert hus – vandet skal hentes – og sommetider bæres over store afstande – sommetider kun fra en privat vandtank, tæt på huset, og ind i huset.

På mit sidste søndagsskole kursus og på kvindemødet følte jeg næsten, at jeg fik for meget opmærksomhed. Hvad er det der adskiller mig fra alle de andre? Jo, jeg var så heldig at blive født i Danmark – at få alt den skolegang som jeg kunne klare – den lægehjælp som jeg behøvede – og alle mine andre behov dækket. Men hvordan det kvalificerer mig til al den opmærksomhed - og alt den tak som jeg har fået – det forstår jeg ikke.

Jeg håber ikke, det bliver sidste gang, jeg besøger Tanzania. Har vist allerede besluttet mig for at tage til Bweranyange i 2016 – Hvis de ellers har lyst til at have besøg af mig. – Jeg har købt bøger, så jeg kan undervise i biologi og fysik. Og så har jeg rigtig meget lyst til at tage med på søndagsskole kursus, og besøge strikkedamerne, og alt det andet.

Og hvorfor er det så lige, at jeg skal opleve Tanzania – og folk fra Tanzania ikke skal opleve Danmark???? Det er der ingen god grund til – så det kunne vi godt lave om på.

 De kærligste hilsner Bodil

Så er der vist dømt almindelig hverdag her i Tanzania.

Jeg synes dagene går hurtigt. – Der er strikkekursus, undervisning i skolen, anderledes dage med evangelister, søndagsskoler og så er der jo min egen swahiliundervisning.  Jeg synes, at det er svært at lære swahili – jeg har ellers gået i skole i mange år, er nogenlunde vandt til at blive undervist – jeg har oven i købet en lærer, der gør, alt hvad hun kan, for at proppe tingene ind i hovedet på mig – men lige meget hjælper det – det vil ikke hænge fast. Hvor vanskeligt må det så ikke være for mennesker - som ikke har gået i skole – eller kun ganske få år – at lærer om landbrug, sundhed og hygiejne.  Alligevel lykkes det at uddanne evangelisterne til små fyrtårne, hvor andre kan se, og lære, hvordan man gør, at familien kan blive sundere og tjene flere penge - det kan betale sig at gøre noget.

 Tænk hvis alle børn i nær fremtid kunne møde op i skolen sunde og mætte – parate til at lære nye ting. Tænk hvis alle børn kunne få en god skoleuddannelse – Tænk hvis der var et sundhedssystem, hvor alle kunne få den lægehjælp, som de har behov for – Tænk hvis de havde råd til at købe den medicin, som de får ordineret Tænk hvis alle mennesker kunne få bare de mest basale behov dækket. Tænk hvis…….

Møder ofte mennesker som tror, at hvis man er hvid – som jeg - så har man enorme mængder af penge. Forleden var der en præst, som sagde: ”Når du nu kommer tilbage til Tanzania – kunne du så ikke lige tage en computer med til mig? Jeg mangler nemlig en.  Jeg har spurgt nogle andre, men de kunne ikke hjælpe mig.”

Nu er det jo ikke sikkert, at jeg kommer tilbage – og faktisk tror jeg at computere er billigere i Tanzania end i Danmark. Lidt forsigtig og meget usikker hovedregning – jeg tror måske, at man ville kunne få en billig computer i Danmark for 1.000.000 tanzanianske shilling – stor overraskelse. – For præsten, som jeg talte, med var det omkring 3 måneders løn – før skat.  Måske har han tænkt at jeg, der jo kom fra Europa, havde ubegrænset af penge – Det har jeg måske – eller måske ikke– økonomien hænger sammen på en lidt forskellig måde her i Tanzania og i Danmark.

 

Her i Tanzania er boliger billige – det er de ikke i Danmark. Og her i Tanzania er de vigtigste fødevarer – bananer, kassava, bønner og majs - enten nogle der gror i egen shamba eller meget billige at købe. En banan koster ca. 1000 tanzanianske shilling (3 kroner) - hvis du køber den i Danmark, det får man en hel lille stok bananer for her i Tanzania. I Danmark betaler vi meget mere i skat end her i Tanzania. – Men så har vi også betalt for læge, sygehus – for gode skoler og uddannelser – med lærere nok - vi har betalt, for at ingen sulter eller ikke har et sted at bo – og en masse andet. Men voldsomt rige er vi jo ikke – og dog – når vi kommer til Tanzania, så har vi mange penge og stor sikkerhed i forhold til Tanzanias indbyggere. Efter at have oplevet hvor vanskeligt det er at komme til læge eller på sygehus her i Tanzania, glæder mig endnu mere over, at  et besøg hos lægen og hospitalet er gratis i Danmark.

Jeg giver gerne penge til, at et barn kan komme på hospitalet, eller at en gammel mand kan få sin medicin her i Tanzania. Men præsten og hans behov for en computer? Jeg har selv levet mange år uden en computer – så det kommer han også til at gøre lidt endnu – indtil han selv har sparret sammen til en.

Det regner!! Hvor er fantastisk – så kan afgrøderne igen vokse på markerne.

Mange kærlige hilsner Bodil

Skal du have lån eller uddannelse? - Gå i kirke!

Hønsegård?

Jeg var på kvindekursus i går. Ca. 160 kvinder samlet i en kirke i Mabira. Der har været 5 tidligere kurser med mindst lige så mange kvinder. Årsagen er, at man, på kurset, kan låne 40.000 Tanzanianske shillings i et halvt år – og så tilbagebetale 44.000. Det er der mange kvinder der gerne vil. De kan, med pengene i hånden, sætte gang i en lille virksomhed – sælge noget på markedet – plante jordnødder, eller kaffe, som de derefter kan sælge og tjene penge på. Kurset – kvinde kend dit værd - startede med spørgsmålet – hvad er en kvinde? Intet svar! Hvordan adskiller en kvinde sig fra en mand? Intet svar. Så svarer foredragsholderen selv – hun hedder Mary, er pensioneret lærer, taler både swahili, kinjambo og engelsk – har stor udstråling - og holder kvinderne i sin hule hånd i knap et par timer. Hun taler om mange ting, som en kvinde er og skal, om at holde hjemmet og familien rene og pæne – lave god og sund mad – stole på sig selv – hjælpe hinanden – bruge kvindelist overfor manden - -  - men altid huske at manden er hovedet i hjemmet!  Ja, det sagde hun faktisk – jeg ville ønske at hun havde sagt, at mænd og kvinder skulle huske at hjælpe hinanden med at få hjem og arbejde til at fungere bedst muligt – men det er nok en af de kulturelle forskelle, som jeg oplever rigtig ofte. Andet foredrag var om ernæring. Hvad indeholder den mad som de fik at spise i går?  Fik de nok proteiner? – Man spiser ikke ret meget kød - og hvordan med vitaminer – her er masser af lækker frugt – men spiser de det i familierne? Kulhydrater, får de nok af det?– Kommer de kun fra det sukker, som de putter læssevis af, i deres te?

Efter en god middag – kogte bananer, ris, bønner, kål og gedekød – var det tid for uddeling af lån – eller ansøgningsskemaer til lån. Hvordan udfylder man et ansøgningsskema, hvis man hverken kan læse eller skrive? Ja, det får man kvinden ved siden af til. Måske udfylder hun det rigtigt – måske ikke. Efter en lang proces, en del kaos og kvindefnidder, lykkedes det at få udbetalt pengene til kvinderne – nogle få må forlade kurset uden at få penge.

40.000 Tanzanianske shilling - små 150 kroner i danske penge – kan gøre en forskel i en families økonomi. Det fortæller hvor lidt en familie har, og hvor lidt der skal til for at give en udvikling i familiens økonomi. En rigtig spændende dag – som afsluttes med en lang køretur for at sætte medarbejdere af. Lange mørke veje fyldt med huller, mørke cyklister og motorcyklister.  På turen hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg selv ville have haft det, hvis det var mig der skulle udfylde et ansøgningsskema, men ikke kunne læse hvad der stod – eller skrive hvad der skulle skrives.  Hvordan ville jeg føle det, hvis jeg gik i banken for at få et lån, og så ikke kunne læse de papirer, de lagde foran mig - eller skrive under på dem – ja, min selvtillid ville nok ikke vokse.

I dag er vejret varmt og solrigt igen. Godt nok trækker der nogle mørke skyer henover himlen – men de er ikke faldet ned endnu, her er stadig varmt og tørt, og det er ved at være kritisk for afgrøden – vi har brug for regn – masser af regn. Hvis ikke der snart falder regn så visner bønnerne, og så går det ud over økonomien – over børnenes skolegang, muligheden for lægehjælp, for ordentlig mad. 







 

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Som afslutning på kurset kom præsten i øvrigt med et generøst tilbud. Han synes, jeg skal flytte til Tanzania permanent – slå mig ned i hans sogn – og så skal han nok finde en ægtefælle til mig!!! Jeg kommer tilbage til Danmark om tre uger!

Tanker i en magelig liggestol et sted i Tanzania.

Da jeg var på Bweranyange, var jeg med i en historietime, hvor temaet var kolonisering og frihed i Tanzania.  Det var en dygtig lærer, der fortalte eleverne om hvordan portugisiske, tyske og engelske kolonimagter underlagde sig Tanganyika, som landet hed dengang. – Han fortalte, så alle lyttede – måske var han lidt for venligt overfor kolonimagterne, når han fortalte om hvordan de udnyttede afrikanske landets resurser og mennesker til gavn for europæisk økonomi. Han fortalte om frihedsbevægelser - og om TANU som i 1953 fik Julius Nyerere - Tanzanias senere præsident  - som formand.  - Om frihed og demokrati i 1961 - om det blodige kup på Zanzibar i 1963 og sammenslutningen af Tanganyika og Zanzibar, samme år, til landet Tanzania.
For et år siden var jeg i Sydafrika – kun nogle få dage. Her mærker man tydeligt, at mennesker med min hudfarve ikke er så velkomne – vi fik fortalt, at der, f.eks. i offentlige stillinger, er positiv særbehandling for sorte, og at det kan være vanskeligt, i det hele taget, at få et job hvis man er hvid. Når jeg tænker på Sydafrikas historie med bl.a. apartheid, så forstår jeg det egentlig godt.

Men her i Tanzania føler jeg mig virkelig velkommen. I det område hvor jeg bor, er der ikke ret mange hvide, og somme tider kan jeg godt synes, at jeg vækker lidt for meget opsigt med mit anderledes udseende – men jeg oplever aldrig andet end nysgerrighed og undren.  

For et par uger siden var søndagens tema bevarelse af naturen. Her fortalte evangelisten om plantning af træer. Jeg spidsede ører, da han fortalte, at man, som led i handlen med Co2 kvoter, fik penge for at plante træer – træerne skulle så blive stående, og gro, i tanzaniansk jord mange år – sådan at jeg, i Europa, kunne blive ved med at svine  bl.a. med store fabrikker, men også ved at køre i bil og flyve verden rundt. Jeg vidste godt, at man købte og solgte Co2 kvoter, men havde aldrig tænkt over, hvordan det foregik. Tanzania har helt klart brug for pengene men vel også for jord til at dyrke mad på.  Jeg er glad for min bil, og vil nødig undvære mine flyveture, f.eks. til Tanzania - men ………………ja, det må jeg lige tænke lidt mere over.

Var på skolen for at undervise i engelsk i dag – men der var idrætsdag.  Så jeg satte mig lidt i skyggen og kikkede på, at de løb fodboldbanen rundt. Tænker ofte på, hvordan det var gået mig, hvis jeg var født og opvokset i en landsby her i Tanzania. Når jeg tænker på de 90 elever i klassen, er jeg helt sikker på, at jeg ville have gemt mig i mængden og ikke have fået lære ret meget.– Eller  - det er jo lang tid siden jeg gik i skole i Danmark - måske var jeg aldrig kommet i skole hvis jeg var opvokset her i Tanzania. – Så ville jeg måske have været en af de gamle udslidte og fattige koner - hvis jeg overhovedet havde levet i dag. Mærkeligt at tænke på, at jeg har haft alle muligheder i livet - og andre mennesker - her i Tanzania – men også mange andre steder i verden - næsten ingen muligheder har haft.

Mange kærlige hilsner Bodil

Hov! Hvor blev min skygge lige af?

Jeg har i hvert fald ikke solgt den!  Her, godt middag, var jeg ved at hænge vasketøj op, og så kom jeg til at kikke ned på jorden, jeg havde kun en lillebitte skygge lige under mig. Solen stod lige over mit hoved.  Og varmt det er det også. Vi er jo i starten af regntiden, men foreløbig har vi ikke fået så meget regn. Nogle gode byger men heller ikke andet. 

 

 

I formiddag havde jeg besøg af Esther, min swahililærer, hun er evangelist, og tjener en lillebitte smule ved det. Desuden har hun og hendes mand et lille landbrug med bananer, bønner, majs, kassava, kaffe og forskelligt andet. Medens vi drak formiddagskaffe snakkede vi. Esther har 6 børn - de 4 af dem går i secondary school - og det skal der betales for her i landet.  Nu må der gerne snart komme regn, sagde hun, ellers går det ud over bønnerne – og der er sygdom i kaffebuskene og i bananerne – og der skulle gerne være penge til børnenes skole. – Og så må vi håbe, at ingen bliver syge – for læge og sygehus koster mange penge. Jeg har besøgt Esther i hendes hus – et flot hus – når det bliver færdigt. Huset blev bygget, lige inden børnene begyndte på secondary school – siden da har der ikke været penge til at bygge videre på det, så indendørs er der rå og upudsede vægge. Gulvet er jord og sten, hvorpå der er lagt nogle flettede måtter – ingen møbler - børnenes skole har første prioritet – men hos Esther og hendes mand er man altid velkommen.  Så nu må regnen gerne komme - i rigelige mængder – så Esther og hendes familie – og mange andre - både kan sende børnene i skole og få noget at spise.  Det ville også være dejligt med lidt mindre støv på vejene. Biler og motorcykler rejser store støvskyer, når de kører. Desværre bliver vejene hurtigt til mudder når regnen kommer.

 

 

Her i Udkantstanzania, hvor jeg bor, er der meget smukt. Her er bjerge - og dale med søer i bunden, store marker med bananpalmer, og frodige skråninger med græssende geder, høje slanke eukalyptustræer – og så de røde jordveje der snor sig op og ned gennem landskabet. Hver aften står jeg i den lille gård ved Elses hus og kikke på månen og stjernerne - medens jeg børster tænder.  - Her i aften vil lyset i gården ikke tænde – det gør stjernerne ekstra flotte.  Jeg kender ikke stjernebillederne - vi er jo på den sydlige himmel – og månen ligger ned – men det er et fantastisk syn. Jeg kommer helt naturligt til at tænke på ordene fra salme 8: ” Når jeg ser din himmel, dine hænders værk, månen og stjernerne som du satte der – hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det”

Mange kærlige hilsner.

Bodil

Gode dage i Tanzania

Sidder netop nu med to fnisende piger Johanna og Claudia – de er ved at lære at strikke ret og vrang. Jeg ved ikke, hvad det hedder på swahili – så vi kalder det moja og mpili – et og to. Det er svært, når man næsten lige har lært at strikke ret – og aldrig har prøvet at strikke før.

Jeg nyder at være her.  Dagene går med mange forskellige ting – 4 dage strikker jeg med forskellige kvindegrupper i området, 3-4 dage hjælper jeg med engelskundervisningen i den lokale skole – og så er der jo også min egen undervisning - i swahili – det er svært - ikke for tanzanianerne – men for mig.

Men der også de helt anderledes dage – og dem er der heldigvis mange af. For et par dage siden var vi på besøg hos lokale evangelister. Bilen blev fyldt med 6 evangelister, en landbrugskonsulent samt Else og jeg – og så kørte vi – hele dagen - fra den ene evangelist til den næste.

Evangelisterne får ikke ret meget i løn, så de har alle en shamba – et landbrug. Vi var på rundgang i shambaerne, og landbrugskonsulenten kom med gode råd til, hvad man kunne gøre bedre og dermed øge sin indtjening.  Også husene blev gennemgået. Hvorfor var det ikke kommet et glat lerlag på huset endnu? Hvordan var det lige med toiletterne?  Var der gode baderum? Man forsøger at hjælpe evangelisterne, så de kan optimere deres indkomster, og så andre kan se, at det kan betale sig at gøre noget ud af hus og shamba. Vi fik selvfølgelig te med mælk og meget sukker samt jordnødder alle steder.  Og middagsmad med kogte bananer, bønner, kål og kød det sidste sted – en virkelig dejlig og anderledes dag.

Søndag var vi til gudstjeneste, og søndagsskole i Illega,, ca. 1,5 timers kørsel fra Kyerwa hvor vi bor.  Kirken var blevet udvidet for ikke ret lang tid siden, så den var med rå murstensvægge og halm på gulvet.  Men der var fuldt hus. – Jeg vil gætte på at der var 130 børn og 230 voksne - sådan cirka. Under prædikenen var vi ude for at fortælle bibelhistorie for de 130 børn – det er en stor gruppe – og så med to oversættelser – fra dansk til swahili og derefter fra swahili til kinjambo.  Efter gudstjenesten, som varede godt et par timer, var der frokost for hele menigheden. Kogte bananer, bønner, kartofler og kød – alt i rigelige mængder – til de ca. 350 mennesker. Til sidst underviste Else i hvordan man forvalter sin kirke. Bl.a. havde man sat friske grene med blomster i vinduerne til jul. De var nu helt tørre og visne - det var ved tiden at få dem pillet ned.

Gode dage, men også hårde dage. Man er træt efter sådan en dag. Og jeg har endda ikke kørt på de hullede grusveje og heller ikke undervist i hvordan man forvalter sin kirke – så Else må være endnu mere træt.  Frederick og Else er her til morgen kørt afsted på en 3 dages tur for at besøge 150 kvinder, som skal have et mikrolån – jeg har kun haft lidt undervisning i skolen og strikkedamer her i eftermiddag – ganske afslappende. Men – det har ikke været den rene afslapning for Else og Frederick– faktisk lige modsat.

 

Kærlig hilsen Bodil