Børn med særlige behov.

Special need”. Børn med specielle behov, det var dem, jeg skulle tage mig af. Jeg regnede med at de skulle have undervisning, eller aktivitet i skoletiden, hver dag. Det viste sig imidlertid, at de kun blev undervist i ca. en time hver skoledag, og derefter havde både de og jeg fri. Det betød, at jeg, de første 6 dage hvor jeg boede på Emmanuel, havde fri hver dag, for der var nemlig fri fra skole hver dag. Derfor gik jeg tur rundt på Emmanuel. Den første dag faldt jeg ind hos todlerne, - glade og friske børn på omkring 1-3 år. Der blev leget for fuld kraft, gået tur, spist pasta, sovet middagssøvn - osv. osv. Rigtig hyggeligt, men der var også rigtig mange volontører. Da vi skulle gå tur om formiddagen, havde vi en hånd til hver todler – mindst. Dagen efter faldt jeg ind på legepladsen, lige nedenfor det hus som jeg selv bor i. Her var børnene langt mere handikappede. Faktisk har en del af børnene et mindre ordforråd end jeg – på spansk. Enkelte kan slet ikke tale.

Der blev jeg! De børn har til daglig en legeplads, og en trappe hvor de holder til, og finder skygge. Nogle af børnene er det let at få kontakt med. Andre kræver det stort arbejde at få, blot lidt, kontakt med. Vi har klappet forskellige takter, sunget danske børnesange – tommelfinger, tommelfinger. ……. Mærket på min hånd og arm - jo den mærkes helt almindelig, selv om den ser meget mærkelig ud. Leget lidt med vand, talt til 10. Forleden dag lånte jeg en bold i ”todlerhuset” den var rød og fin, og af plastik så den kunne skylles hvis den endte i mudderet eller i toilettet. Det har været en stor succes at trille og kaste med en bold. Der er blevet grinet meget, og grædt lidt, når det ikke gik helt, som det skulle.

Her følger nogle billeder af mine børn:

 

Dejlige børn på trods af svære handikaps.

Kærlig hilsen Bodil

 

Lørdagsslik med tre søskende.

Har endnu ikke helt styr på mine arbejdsopgaver. Jeg arbejder faktisk kun de dage hvor børnene er i skole. Emmanuel har været bange for at komme til at give mig for mange arbejdsopgaver. Så jeg har næsten ingen opgaver fået.

Det betyder, at jeg går og laver alt muligt. Hver dag går jeg ned til nogle handikappede, store børn som sidder eller ligger på en legeplads, uden nogen aktivitetsmuligheder. Jeg forsøger at få kontakt med dem, for nogles vedkommende er det let, og for andres er det vanskeligt. Jeg drømmer om at kunne gå ture med dem, besøge farmen, eller lave kreative ting med dem.

 

Men i dag er der fri fra skole – ingen special need børn til undervisning, ingen handikappede på legepladsen. Jeg har fri! Det har de andre volontører ikke! - -. Gik en lang tur i regnvejret i formiddag, fandt det meste af vejen udenom Emmanuel – her er også stille og smukke skove, små vandløb, fugleliv og blomster.

I eftermiddag var jeg på ”sliktur” med en søskendeflok. Børnene bor i forskellige huse alt efter alder og køn, det betyder, at søskende måske ikke ser hinanden ret meget. De fleste af børnene har sponsorer. Nogle søskendegrupper har et sponsorater til at mødes i kiosken, være sammen, og købe snolder sammen.

Jeg var sammen med sådan en gruppe i eftermiddag, det var hyggeligt, jeg tror de nød at være sammen. Da de skulle følges hjem til deres huse, ville pigerne gerne følge Raul, deres bror, hjem til ”mellemdrengenes hus”. Helt sikkert fordi de var glade for at være sammen med ham – måske også lidt fordi vi går lige forbi ”de store drenges hus” – og det er jo altid spændende.

 

Kærlig hilsen Bodil

Tanker, i en dyb lænestol, søndag eftermiddag.

Det er over 20 år siden det startede! – Et amerikansk ægtepar solgte, alt hvad de ejede for at gøre en forskel for Tegucigalpas gadebørn. I 1989 åbnede børnehjemmet Emmanuel, der var plads til 5 børn. Siden er projektet vokset, og i dag er der omkring 600 børn på børnehjemmet. De børn der bor på Emmanuel, har alle en fortid, de har måske været udsat for vold – fysisk eller psykisk - eller for seksuelt misbrug. De har alle set ting, som børn (og voksne for den sags skyld) ikke bør se.  Børnehjemmet ledes stadig af det amerikanske ægtepar, David og Lydia, som startede det.

Der kommer stadig børn til Emmanuel. Der er enormt stort brug for børnehjemmet Emmanuel og alle andre børnehjem. Honduras er et land fyldt med vold, kriminalitet og korruption. Det er vanskeligt at bekæmpe fattigdom i landet.  Man anslår, at der, i hele Latinamerika, lever 40.000 børn på gaden. Heraf ca. 5.000 i Honduras. - I hovedstaden Tegucigalpa alene ca. 1500.

 

Her på Emmanuel er der masser af dejlige børn, som alle har brug for voksne til at hjælpe dem med at få et godt liv. Her er ikke mange medarbejdere – nærmest få. Her er mange materielle ting - ting som ikke findes udenfor muren. Lige nu, efter 7 dage på Emmanuel, kan jeg ikke lade være med at undre mig, hvad folk dog sponsorerer. Jeg sidder, her onsdag eftermiddag, i en blød amerikansk sofa, med fødderne på et blankpoleret sofabord. Udenfor er de flotteste og mest moderne legeredskaber, det kreative værksted flyder over med ting, som nok aldrig bliver brugt, måske ikke engang pakket ud. Jeg tror aldrig jeg har set så mange materialer, (heller ikke på Kirkeladens loft – nogle (få) vil vide, hvad jeg snakker om!) alle sponsoreret af venlige mennesker.

 Og så alt det jeg ikke har set! Her mangler medarbejdere – deres plads fyldes ud af volontører – frivillige, de fleste er her kun i nogle måneder. Børnene skal hele tiden forholde sig til nye mennesker – mange kan ikke tale deres sprog, spansk – bl.a. mig.

Hvad er det, der får os, der indimellem giver ting til ”de fattige”, til at tro, at vi bedst ved, hvad de har brug for? Hvorfor er det, at vi lige sender en dyb lænestol, et amerikanske køleskabe eller en palle limstifter (overdrivelse fremmer forståelsen) til Honduras i stedet for penge? Hvorfor giver vi ikke Emmanuel mulighed for selv at finde ud af, hvad pengene skal bruges til? - Medarbejdere, sofaer eller limstifter. Det ville sikkert være billigere at købe limstifter i Honduras.

 Jeg kan ikke lade være med, at tænke over det jeg oplever.  Hvis du læser min blog vil du opdage det.

Kærlig hilsen Bodil

Kan man køre fra Tegucigalpa til USA på to timer?

Så er vi på Emmanuelle. Vi kører knap to timer, fra Tegucigalpa, med bus gennem det smukke honduranske landskab – bjerge og dale afløser hinanden. Turen slutter ved en stor port i en solid mur. Vi blev lukket ind – ind til hvad? Jeg troede, jeg var i USA.

 En lille landsby, det ene hus smukkere end det andet. Veltrimmede græsplæner og springvand. En kiosk hvor man kan købe sodavand, slik samt  fast food.  Her kan man drikke vandet direkte fra vandhanerne – og det smager ikke engang af klor.

Volontørhus med mange og dybe sofaer og lænestole – og ikke mindst en sted hvor man må putte toiletpapiret i toilettet efter brug – nå, plejer du også at gøre det?– Men, det gør man altså ikke i Honduras.

Jeg skal hjælpe i huset for børn med specielle behov. Jeg har snakket med lederen af huset i dag, der er 14 børn – normalt kommer der omkring 10, vi skal lave kreative ting, forsøge at lære dem bogstaverne og evt. at læse lidt spansk – glæder mig til i morgen, det lyder rigtig spændende. Jeg skal møde kl. 9,15!!!! Direktørtid!

Om der ikke er sket andre ting? Jo, jeg har været til mit livs første fodboldlandskamp. Honduras - Panama – sikke en stemning på tilskuerrækkerne. Jeg ved ikke så meget om fodbold, men der var nogen, det sparkede til en bold inde midt på banen - jeg tror det var det det handlede om. 2-2 var resultatet.

Vi har også været på tur med spansklærerne – set den flotte park med udsigt over hele byen, set den 8 meter høje kristusfigur som ser ud over byen, vi har leget og holdt taler - - - - - -PÅ SPANSK!

 

Kærlig hilsen Bodil

Vandfald og kolibrier.

Det er weekend, vi holder fri efter et par hårde uger med spansk. – Kl. 9 holder bussen foran døren. 17 mennesker myldrer ind. Vi skal på tur, se et smukt vandfald, og måske også gå en tur bag det. Vi skal bade, spise dejlig mad og sove længe, i det hele taget slappe af og nyde at have fri.

 

Efterhånden som vi kører væk fra byen, bliver landskabet flottere og flottere, bjerge og smukke dale afløser hinanden. Efter mange timers kørsel holder vi ind på en flotbeliggende restaurant lige ned til en smuk sø.  

Vi vælger selv menuen – min består af hel fisk fanget i søen – hertil pomme fritter lavet af bananer, samt lidt ris med bønner. Det er lækkert – måske især fisken - men det mest specielle er pomme fritter som ikke er lavet af kartofler men af bananer – det smager fantastisk godt – og der er masser af dem, flere end jeg kan spise. Efter middagen, en god lang pause, og solbadning, kører vi videre til et stort flot vandfald. Der er mulighed for at gå bag vandfaldet, og for at bade i en lille sø. 

Min fiskemiddag med banan pommes fritter.

Jeg er en ”kylling” – ville egentlig gerne med bag vandfaldet. – Jeg har hørt, at der er vand, der hele tiden falder ned i hovedet på dem der går der, at der er dybe huller, strømhvirvler, at det er spændende at gå der, men også lidt skræmmende. Jeg vælger at sige nej tak – overvejer mange gange, men svaret bliver nej. Får senere at vide, at det er værre i år, end det plejer at være, på grund af meget vand.

 

Fra vandfaldet kører vi til det sted, vi skal bo, det er mørkt, og først søndag morgen, kan vi se hvor vi er kommet hen. En grøn oase - træer, blomster, fugle. Meget, meget smukt. Jeg bruger dagen til at slappe af, betragte de smukke kolibrier - bitte små fugle som kan stå helt stille i luften medens de drikke nektar fra blomsterne – eller sukkervand fra plastbeholdere - forsøger at fotografere dem. Det er svært, de er hurtige.



Efter middag kører vi igen imod Tegucigalpa, spiser vores aftensmad i storcentret – weekenden er forbi.

 I morgen er der afsked med spansklærerne, nu går turen snart til Emmanuel.

Kærlig hilsen Bodil

Jeg er ikke doven - jeg er vist bare lidt dum.

Så blev det weekend. Har længe glædet mig til at komme ud og se Tegucigalpa. Lørdag var vi på tur i byen. En ret almindelig storby. Vi blev anbefalet ikke at medbringe kamera. Honduras er et af verdens mest kriminelle lande, og vi risikerer at blive overfaldet, hvis nogen ser, at vi har et kamera med.

 Men det var spændende at gå rundt i byen. Vi så det fattige kvarter, som om dagen ser ret uskyldig ud, men om natten er helt anderledes. Et kvarter hvor vi senere i september skal med præsten, Alvin, ud for at dele mad ud og se hvordan området er om natten. Vi kikkede også ind i et marked, hvor vi så de overdådige frugt – og grøntboder. Vi så og lugtede til slagterforretningerne, så at de rensede komaver. 

Vi gik også en tur på gågaden – spændende, men i grunden ikke så forskellig fra gågaden i Haderslev. En fin tur i byen sluttede med besøg i et stort flot storcenter – go home Kolding Storcenter! - Det her er bare meget større og flottere. Som nogen vil vide, er jeg ikke så meget til shopping, men da vi ikke må gå alene omkring, var jeg på shopping, og – indrømmet - det var hyggeligt at shoppe, spise frokost, og senere is sammen med de andre. 

I dag, søndag, skulle vi møde tidligt. Der kom en bus og hentede os, vi skulle først i kirke og senere besøge et forlystelsessted. Chaufføren blev ringet op, da det var tiden, at han skulle holde foran døren, han havde glemt os! – Ti minutter efter holdt han foran huset.

 
Gudstjeneste! – Meget karismatisk! – Først en times sang, rytmisk forstås, og derefter en times prædiken på spansk. Om jeg forstod noget? Nej desværre!

Efter gudstjenesten blev vi kørt til busstationen, og tog bussen til et Valle de Angeles – et forlystelsessted, næsten ligesom Himmelbjerget - de havde nogle dejlige Ice Caféer. Jeg nød meget at sidde og kikke på folkelivet, nippende til en Ice Café.

I morgen står den på spansk igen. Vi har fået strenge ordre til at læse lektier. Det gør vi også. Vores lærer tror vist, vi er lidt dovne. Det er vi ikke, men det er svært for mig – jeg er nok bare lidt for dum.

 

Kærlige hilsner fra Bodil