Nu har hverdagene vist indfundet sig.

Dagene begynder at ligne hinanden også hernede i Tanzania.

I morges – mandag - kl. 7 var jeg til morgensang og morgenbøn sammen med alle eleverne. – Ja, det er jeg sådan set hver mandag morgen. De mandage har været en helt fantastisk oplevelse. Vi har siddet godt 300 personer i skolens spise- og mødesal, vi har hørt på ord, som jeg desværre ikke forstår, lyttet til pigernes fantastiske korsang - og medens vi sad der, og lyttede, stod solen ganske langsomt op - vi gik fra mørke til lys i salen – udsigten, gennem vinduerne, ud over bjergene blev synlig - en helt speciel oplevelse.

Nu har vi heldigvis fået elektrisk lys! – Eller skulle jeg sige desværre? – I morges blev det elektriske lys tændt, da vi startede morgensangen – og oplevelsen var en helt anden - og slet ikke så intens som den har været de andre mandage.  Mig?? Ja, selvfølgelig har jeg da elektrisk lys i mit hjem i Haderslev! – Nej, jeg vil selvfølgelig ikke leve uden elektrisk lys. Jeg kan godt forstå, at de er glade for lyset – og selvfølgelig skal der også være udvikling her.

Også her i Gudrun Vests hus har vi fået elektrisk lys – og det i alle rum. – I mit lille rum på 3-4 m² har jeg fået et langt lysstofrør, samt en stikkontakt, så lige nu ligger jeg på min seng og skriver blog – her er godt nok ingen internet – men en af dagene lægger jeg det på internettet. Nå ja – så forsvandt elektriciteten for en stund – og solcellerne er igen ved at oplade min computer – medens jeg sidder i husets sofa og skriver videre.  Men det kommer sikkert snart igen – ja, det håber jeg da.

Man må sige, at hverdagen har indfundet sig i Bushangaro og på Bweranyange. Faktisk nyder jeg, at hverdagen bare er lidt forudsigelig. Det giver et lidt større overskud. En af de ting der er mest forudsigelig her i huset er maden. Jeg starter hver dag med selv at tage min morgenmad – kaffe, toastbrød, marmelade, og så masser af frugt – det kan være bananer, ananas eller passionsfrugt. Derefter går jeg til skolen, her starter alle lærerne også hver dag med morgensang og morgenbøn kl. 7,30.  Herefter er der undervisning til kl. 10,40. Så serveres der morgenmad - for lærerne – eleverne har fortsat ikke fået noget.– Morgenmaden kan være små fedtkogte brød, eller pandekager – det er lækkert begge dele. Indimellem får vi også kogt kassava eller kogte kolde søde kartofler – hertil får vi altid te med masser af sukker og mælk. Så er der undervisning igen til kl. 14 hvor der serveres lunch.  Nu får pigerne deres første måltid, de får altid ugali og bønner, medens lærerne som regel får ris og bønner. Undervisningen fortsætter til kl. 17, og når den er ovre, går jeg som ofte hjem,

 – Jeg kikker altid lidt på skyerne, inden jeg går fra skolen – sommetider er der en enkelt mørk sky i horisonten – og hver dag tænker jeg: – ”Der kommer, helt bestemt, ingen regn inden jeg er hjemme” – men ganske ofte vokser skyen med eksplosionsagtig hastighed og når jeg er midtvejs, begynder det at dryppe – og i løbet af ganske få minutter vælter regnen ned, som jeg aldrig har set det i Danmark. Heldigvis har jeg medbragt et stort regnslag – men den nederste del af min kjole samt mine sandaler er pjaskvåde og fulde af mudder.

 Vel hjemme i Gudrun Vests hus, og efter at jeg har iført mig tørt tøj, serveres der eftermiddagsfrugt - næsten som i danske børnehaver. Så har jeg lidt forberedelse og lidt afslapning inden aftensmaden.  Der er meget stor variation i aftensmaden - som regel får vi ris, kogte bananer eller bananmos, ofte kartofler eller søde kartofler, ristet kål eller kogt salat fra shambaen, indimellem majs - samt en sovs med fisk. – Hov!  - Så lignede dagen i dag slet ikke de andre, for vi fik ikke fisk – vi fik kød i sovs – virkelig lækkert – Der er efterret hver dag, som regel frugtsalat af forskellige frugter, eller skiver af ananas, mango samt bananer. Dina er en fantastisk kok, vi får virkelig dejlig mad her i huset. På dette tidspunkt er klokken blevet omkring 10 om aftenen – og da mit vækkeur ringer kl. 6 næste morgen, så er det ved at være sengetid.

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Det er fantastisk at have ung pige i huset – overvejer hvordan jeg skal klare mig uden i Danmark. – Hvem skal lave min mad? Hvem skal vaske mit tøj? Hvem skal gøre mit hus rent?  Hvem skal forberede min daglige fisk? Hvem skal pusle om mig med eftermiddagsfrugt, nykogte æg til morgen, kaffe når jeg har lyst til det. Hvem skal bære mit vand ind?

Min private indgang - og mit vindue i baggrunden.

Nå ja, der er visse ting som er nemmere hjemme i Danmark – og måske behøver jeg heller ikke at spise fisk 7 gange om ugen.

It is for you.

Klokken er 7.10 da jeg går hjemmefra. Som sædvanlig venter der 8-10 børn på mig – vi siger godmorgen – Habari za asubuhi og børnene synger for mig (lydskrift): ”guddi morning tisjer – guddi morning tisjer  - på melodien happy birthday.

Da vi har overstået vores sædvanlige morgenritual, kommer der en pige og giver mig en passionsfrugt - en af de store som bruges til juice – hun giver mig også et kæmpesmil og siger: ” it is for you” – på fejlfrit engelsk. Det har hun øvet sig på længe, er jeg sikker på. Jeg siger tak – mange gange tak – og på de smugler af henholdsvis engelsk og swahili som vi, hver især, kan, nævner vi de frugter som vi kender. Passionsfrugt, ananas, mango, bananer, papaja – det bliver vist ikke til flere. Jeg siger tak endnu engang – og jeg mener det virkeligt.– Tænk, at hun har plukket en frugt til mig, og øvet sig på at aflevere den – det er virkelig rørende. Da vi lidt efter skilles, får jeg endnu et strålende smil – en af Tanzanias skønne piger skal videre - hun skal gå mindst en halv time mere inden hun når hendes Primary school.

Den passionsfrugt so hun gav mig.

Jeg synes efterhånden, det går rigtig godt med min form 2 klasse. 58 unge damer med gang i – og indimellem lige så trætte som alle andre teenagere. De arbejder godt med i timerne, tør spørge hvis der er noget de ikke forstår!! Ja, det er rigtigt, en del af pigerne er begyndt at spørge, hvis de ikke forstår, det jeg fortæller dem. De er holdt op med at kopiere bevidstløs, fra det der står på tavlen. Det er virkeligt skønt!

I går eftermiddag sad jeg på science lærerværelset! - Det hedder science departement – mindre kan ikke gøre det. Ind trådte 5 piger fra min form 2 klasse – og de var vrede, det var tydeligt. Jeg nåede lige at tænke - hvad nu – hvad har jeg gjort forkert – men det var læreren ved siden af mig, de var vrede på. Især den ene af pigerne var vred, hun råbte af læreren og tårerne trillede ned af kinderne på hende. De andre var også vrede, men mere afdæmpede. De snakkede swahili – jeg forstod ikke et ord. Bagefter spurgte jeg en af pigerne hvad der var galt.

Læreren havde slået en af pigerne fra klassen, hun var syg, men havde valgt ikke at gå i seng, fordi hun gerne ville følge med i undervisningen og få gode karakterer. Og ja, hun er en af klassens dygtigste og flittigste piger.  Pigen forklarede mig, at det var uretfærdigt, hun havde ikke gjort noget, hun var slap og syg og læreren havde slået voldsomt hårdt.  Selvfølgelig fik de ikke noget ud af det – de to andre mandlige science lærere blandede sig, pigerne blev skældt ud og smidt ud af

lærerværelset. De får sikkert tæv efterfølgende, men hvor var det sejt af pigerne, at de turde. Der er gods i de piger. Det er fantastisk at være blevet ”efterskolelærer” igen, - det kan man godt blive afhængig af!

Nu skal vi snart i gang med at opmaske skoletrøjer – nu kan jeg snart undvære hæklenålene og stoppenålene i fysikundervisningen. Fem af hæklenålene er lavet af jern, de kan gøres magnetiske – og ophængt i en sytråd kan de bruges som kompas – både horisontalt og vertikalt. De kan også blive til elektromagneter sammen med et batteri fra min lommelygte og lidt indkøbt ledning. Men nu er vi færdige med magnetisme, og skal til kraft og ligevægt, så nu får jeg brug for min bagagevægt, en plastiklineal, og en minitommestok, som nøglering, jeg engang købte i Tigeren. Og sikkert en masse andet.

Tak til Danmissions Genbrug og til venner og bekendte for hjælp til mine fysiktimer.

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Hver uge debatterer eleverne, et eller andet emne, som en del af undervisningen. Sidste uge debatterede de, om man tager skade af at have for mange penge. Er pengene roden til alt ondt? – Kan man blive så pengegrisk, at man slet ikke vil dele sit overskud med mennesker, der har behov for hjælp? I dag har de debatteret om fysisk straf er nødvendigt. Er det nødvendigt, at lærerne slår eleverne for at få dem til at passe deres ting og lave noget? En del af eleverne mente – ja, det er nødvendigt!! Jeg undrer mig - og hvem skal så slå lærerne? Og forstanderinden?  Og mig?

Enkens skærv.

Biologitimen er lige begyndt. – En dobbelttime. - Vi skal snakke om symbiose og slutte af med at gå ud og skære lidt bark af et af træerne – har jeg planlagt! Men efter 15 minutter ringer klokken – eller det hedder vist, at der bliver slået på det ophængte nav til et bilhjul. Jeg ser undrende på eleverne og de kikker lidt forskrækket på hinanden. Den ringen betyder møde, siger en af eleverne, hvad nu?

Vi går ud af klassen, eleverne stiller op til parade - en elev kommanderer ret- rør- ret- rør …… Så træder viceinspektøren frem. Præsenterer manden som sidder på bænken. - Jeg har ikke lagt mærke til ham tidligere, men ser nu, at han medbringer en kraftig krykke. Viceinspektøren gør eleverne opmærksom på, at de er heldige, de er raske og sunde, men gør samtidig opmærksom på, at det kan vende på et splitsekund, så det pludselig er dem, der er syge og har brug for hjælp.

Mandens historie er, at han for nogen tid siden var ude for en ulykke. Han mistede det meste af den ene fod – og nu har han smerter og brug for en operation. Han kan næsten ikke gå, og kan slet ikke arbejde – hans familie kan ikke hjælpe ham mere – vil lærerne og pigerne hjælpe ham? Lærerne samler ind, de fleste giver småbeløb.

Efter endt parade løber pigerne til deres sovesale, jeg tænker, at de nok kun har meget få penge – endnu færre end lærerne.

Alligevel samler eleverne penge ind. Nogle kommer med 500 TZ shilling – andre med 200 Tz shilling – enkelte har ingen penge. Helt naturligt hjælper pigerne, hvis de kan. Giver af det lidt de har. Efterfølgende fortæller de mig, at de fleste har lidt penge til at give ved indsamlingerne i kirken – i hvert fald en gang imellem, samt lige nok til at de kan komme hjem til påske. For mig er det overvældende, at se dem give af det lidt de har for at hjælpe en gammel mand.

Vi bruger resten af timen til at snakke og eleverne lover mig, at når de bliver gamle nok til at bestemme, så skal det være gratis at komme på hospitalet og til læge – hvis det står til dem. Vi er også ganske enige om at uddannelse skal være god og gratis. – Deres far og mor betaler mange penge, for at de kan gå på skolen. Og alle de andre - dem der ikke har en familie, der kan betale, de skal også have en mulighed for, at få en uddannelse og et godt liv. Det er vi enige om! – En af pigerne lover mig endog, at hun vil går efter at blive præsident i Tanzania. Og jeg lover hende, at jeg, til den tid, vil se hende i fjernsynet, og være meget, meget stolt af at have kendt hende.

Da jeg tog herned sagde jeg ofte: – ”300 tøse i puberteten – det bliver ikke kedeligt.” Og det er det heller ikke blevet. De er helt lige så pjattede, provokerende og fnisende som danske teenagere. Men hvor er det nogle fantastisk dejlige piger, opmærksomme på hinanden og deres omgivelser, tænksomme - og bare så søde.  – De er Afrikas fremtid! – De har fortjent det allerbedste!

Ja - det var så den biologitime!

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Kunne det tænkes, at du ikke kan huske Enkens skærv? Så kan du læse den hos Markus. Du skal finde -kapitel 12 vers 41-44 – I dag hedder den - Den fattige enkes gave.

Og - puha – den lidt trælse – skolen har væggelus - på en, eller flere, sovesale – der skal jeg heldigvis ikke sove, så jeg håber, at jeg slipper! Men træls det er det – både for skolen og for eleverne.

Den lokale slagter.

Mon vi skal have fisk til aften?

Jeg har været alene med min unge pige i huset i snart to uger  nu. Sister Zeulia – ja, sådan staves hendes navn, jeg ved godt, at jeg har stavet det på en anden måde tidligere - er til bryllup og har bl.a. været en tur omkring Dar Es Salaam. Dina, som min unge pige i huset hedder, laver fantastisk mad. Vi får meget mere spændende mad, når hun er alene end når Sister Zeulia er her. Vi får altid ris og kogte bananer, somme tider kartofler eller søde kartofler, men i  går fik vi også revet kål med sherrytomater – kogt forstås, vi skal passe på vores maver, det var bare guf. Tomaterne havde jeg købt på kirkeauktionen for 500 Tz shilling. (ca. 1,65 kr.) – En lille pose, let smattede, tomater som ingen rigtig ville byde på, og så gjorde jeg det – og fik dem. Kålen havde søndagsskolelæreren købt og foræret mig. Forleden fik vi salat blandet med gulerødder, løg, og tomater - det var også lækkert. Til gengæld har jeg fået fisk hver dag. Jeg tror, Dina har noget tørret fisk som hun bruger af. Jeg elsker fisk og det er sundt – men hver dag……….

Desværre kan vi ikke snakke så meget sammen. Jeg kan kun sige nogle få ord på swahili – godmorgen, sov godt, tak, samt lidt andet – men slet ikke nok til at føre en samtale – og Dina kan slet ingen engelske ord.

Jeg er ret vild med den der kirkeauktion – det er sjovt at være med til – og selv om jeg ikke er ret god til at udtale tallene, så lader de mig være med til at byde. Pengene fra auktionen går til kirkeskat. Hvis man ingen penge har, så bringer man naturalier til auktionen. Det bliver så registreret som betalt kirkeskat hos den person, som er kommet med tingene – sommetider bare et æg som måske kan sælges til 200 Tz shilling. (70 øre)

Nej, det er rigtigt  - billedet er ikke fra Bweranyange.

Dejligt afbræk, fra dagligdagen, med et par dage på hotel i Kayanga. Dejligt at gå i butikker! – Egentlig troede jeg ikke, at mit shoppinggen var særlig veludviklet, men da jeg skulle hjem fra Kayanga, kunne alle mine indkøb næsten ikke være i taxaen. En ny madras, frugt og brød til os i Gudruns hus, kladdehæfter blyanter m.v. til mine elever – foruden alt det andet.

Tror måske også, jeg fik mit behov for kolde juice og sodavand dækket for et stykke tid. Sådan en kold juice nydt under en solparasol midt på gaden i Kayanga – medens byens indbyggere myldrer forbi - i gang med at foretage sig både det ene og det andet. Det var skønt. Det bliver ikke sidste gang, jeg gør det.

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Jeg skrev i går eftermiddag, i Gudrun Vests hus, men der rækker mit internet ikke - så jeg lægger først ind, på nettet, her onsdag formiddag på skolen. Og nej, vi fik ikke fisk, jeg tror den tørrede fisk er sluppet op, vi fik bønner. Dejligt med lidt forandring.

Spændende debatter

Vi havde besøg af en gruppe svenskere i går - og en svensk familie på 4 i dag. Begge besøg gav anledning til lang debat blandt lærerne. Det første besøg var nogle af skolens sponsorer. 6 personer som blev budt på rundvisning, opvisning i traditionel dans i spisesalen, sange og masser af taler, efterfulgt af virkelig lækker mad til de besøgende og lærerne. Lærerne var i dagens anledning trukket i deres bedste tøj – pailletter, sifon, og nålestribede jakkesæt dominerede - og så kom svenskerne – de var i krøllede joggingbukser –

forvaskede pyjamasbukser – trævlede cowboybukser og mærkelige T-shirts.
 I dag havde vi så besøg igen – en familie fra Sverige med en stor teenager datter. Moderen – vel sidst i 50erne - iført gamacher og en meget kort nederdel. Datteren i meget, meget korte shorts. Lang debat under lunchen - som de ikke deltog i – kan de være det bekendt?

Især datteren i shorts vakte forargelse – vi siger til pigerne, at de skal klæde sig anstændigt, skulle vi så have sagt nej til, at hun kunne komme ind på skolen i den mundering. Desværre går debatten hurtigt over i swahili, når bølgerne går lidt højt. I dag spurgte de mig bagefter på engelsk - hvis der kom en i dit hjem og ikke fulgte din husorden - hvad så? Jamn´ måtte jeg sige, hjemme hos mig er det mig der bestemmer, hvis folk ikke opfører sig, som jeg synes de skal, så er de ikke velkomne. Det er faktisk spændende - alt kan diskuteres på lærerværelset. Også min undervisning, min vægring ved at slå eleverne, dansk velfærd og skattetryk, herunder gratis hospitaler og uddannelser – KAN MAN FÅ PENGE, MEDENS MAN UDDANNER SIG!!!!!!!!!! Nej, nu står verden da ikke længere!  – Og så fortæller jeg om, hvor meget vi betaler i skat - og hvor meget mit hus koster mig hver måned.  – Jamn´ hvordan får du så råd til at spise? – Lidt vanskeligt at gøre rede for.

For mig var det spændende at snakke med svenskerne – det er det tredje hold, medens jeg er her – selv om jeg sådan set er enig – de kunne godt have taget noget ordentlig tøj på! Det er vel almindelig høflighed, når man bliver inviteret i byen. Som gave fik svenskerne sådan en dims i bronze med Bweranyange indgraveret. De smilede pænt og sagde tak. Til gengæld forærede de skolen to pakker kuglepenne – svenskerne hev kuglepennene op, gav dem i hænderne på Edina og viceinspektøren – de smilede – og så blev der ellers taget billeder. Bagefter debatterede lærerne – hvad ville svenskerne have tænkt, hvis skolen havde givet dem to pakker kuglepenne? Hvad tænker de om os? Om Tanzania?

Jeg nyder stadig at være her. Tænkte hjemmefra, at det var min indsats som lærer, der var vigtigst – men egentlig tror jeg, at mine, sommetider, lidt anderledes måder at se og gøre tingene på er mindst lige så vigtige. - Det at jeg har blandet mig i søndagsskolen og i den lokale kirke. Kæmper lidt med eleverne – når jeg ikke vil slå dem, så behøver de vel ikke at lave noget? Jo, DET GØR DE – JEG MÅ SOMMETIDER TALE MED STORE BOGSTAVER TIL DEM. Og det gør jeg så.


 – Jeg husker, den første gang jeg var i Bangladesh – rejselederen sagde, at vi skulle klæde os ordentlig på - lange nederdele og bluser med et lille ærme - mindst – eller indisk tøj, eller vi kunne få noget syet i Dhaka - det var billigt – han ville ikke rejse rundt med en flok, der ikke kunne finde ud af at klæde sig anstændigt på. Den gang tænkte jeg ikke så meget over det, men gjorde bare som han sagde – i dag kan jeg ikke være mere enig! – Danskere – og svenskere – lad os  vise lidt respekt for de mennesker som vi besøger.

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Og så tordner det igen – og regnen vælter ned…………