Spændende debatter

Vi havde besøg af en gruppe svenskere i går - og en svensk familie på 4 i dag. Begge besøg gav anledning til lang debat blandt lærerne. Det første besøg var nogle af skolens sponsorer. 6 personer som blev budt på rundvisning, opvisning i traditionel dans i spisesalen, sange og masser af taler, efterfulgt af virkelig lækker mad til de besøgende og lærerne. Lærerne var i dagens anledning trukket i deres bedste tøj – pailletter, sifon, og nålestribede jakkesæt dominerede - og så kom svenskerne – de var i krøllede joggingbukser –

forvaskede pyjamasbukser – trævlede cowboybukser og mærkelige T-shirts.
 I dag havde vi så besøg igen – en familie fra Sverige med en stor teenager datter. Moderen – vel sidst i 50erne - iført gamacher og en meget kort nederdel. Datteren i meget, meget korte shorts. Lang debat under lunchen - som de ikke deltog i – kan de være det bekendt?

Især datteren i shorts vakte forargelse – vi siger til pigerne, at de skal klæde sig anstændigt, skulle vi så have sagt nej til, at hun kunne komme ind på skolen i den mundering. Desværre går debatten hurtigt over i swahili, når bølgerne går lidt højt. I dag spurgte de mig bagefter på engelsk - hvis der kom en i dit hjem og ikke fulgte din husorden - hvad så? Jamn´ måtte jeg sige, hjemme hos mig er det mig der bestemmer, hvis folk ikke opfører sig, som jeg synes de skal, så er de ikke velkomne. Det er faktisk spændende - alt kan diskuteres på lærerværelset. Også min undervisning, min vægring ved at slå eleverne, dansk velfærd og skattetryk, herunder gratis hospitaler og uddannelser – KAN MAN FÅ PENGE, MEDENS MAN UDDANNER SIG!!!!!!!!!! Nej, nu står verden da ikke længere!  – Og så fortæller jeg om, hvor meget vi betaler i skat - og hvor meget mit hus koster mig hver måned.  – Jamn´ hvordan får du så råd til at spise? – Lidt vanskeligt at gøre rede for.

For mig var det spændende at snakke med svenskerne – det er det tredje hold, medens jeg er her – selv om jeg sådan set er enig – de kunne godt have taget noget ordentlig tøj på! Det er vel almindelig høflighed, når man bliver inviteret i byen. Som gave fik svenskerne sådan en dims i bronze med Bweranyange indgraveret. De smilede pænt og sagde tak. Til gengæld forærede de skolen to pakker kuglepenne – svenskerne hev kuglepennene op, gav dem i hænderne på Edina og viceinspektøren – de smilede – og så blev der ellers taget billeder. Bagefter debatterede lærerne – hvad ville svenskerne have tænkt, hvis skolen havde givet dem to pakker kuglepenne? Hvad tænker de om os? Om Tanzania?

Jeg nyder stadig at være her. Tænkte hjemmefra, at det var min indsats som lærer, der var vigtigst – men egentlig tror jeg, at mine, sommetider, lidt anderledes måder at se og gøre tingene på er mindst lige så vigtige. - Det at jeg har blandet mig i søndagsskolen og i den lokale kirke. Kæmper lidt med eleverne – når jeg ikke vil slå dem, så behøver de vel ikke at lave noget? Jo, DET GØR DE – JEG MÅ SOMMETIDER TALE MED STORE BOGSTAVER TIL DEM. Og det gør jeg så.


 – Jeg husker, den første gang jeg var i Bangladesh – rejselederen sagde, at vi skulle klæde os ordentlig på - lange nederdele og bluser med et lille ærme - mindst – eller indisk tøj, eller vi kunne få noget syet i Dhaka - det var billigt – han ville ikke rejse rundt med en flok, der ikke kunne finde ud af at klæde sig anstændigt på. Den gang tænkte jeg ikke så meget over det, men gjorde bare som han sagde – i dag kan jeg ikke være mere enig! – Danskere – og svenskere – lad os  vise lidt respekt for de mennesker som vi besøger.

Mange kærlige hilsner Bodil

PS: Og så tordner det igen – og regnen vælter ned…………