Tanker, i en dyb lænestol, søndag eftermiddag.

Det er over 20 år siden det startede! – Et amerikansk ægtepar solgte, alt hvad de ejede for at gøre en forskel for Tegucigalpas gadebørn. I 1989 åbnede børnehjemmet Emmanuel, der var plads til 5 børn. Siden er projektet vokset, og i dag er der omkring 600 børn på børnehjemmet. De børn der bor på Emmanuel, har alle en fortid, de har måske været udsat for vold – fysisk eller psykisk - eller for seksuelt misbrug. De har alle set ting, som børn (og voksne for den sags skyld) ikke bør se.  Børnehjemmet ledes stadig af det amerikanske ægtepar, David og Lydia, som startede det.

Der kommer stadig børn til Emmanuel. Der er enormt stort brug for børnehjemmet Emmanuel og alle andre børnehjem. Honduras er et land fyldt med vold, kriminalitet og korruption. Det er vanskeligt at bekæmpe fattigdom i landet.  Man anslår, at der, i hele Latinamerika, lever 40.000 børn på gaden. Heraf ca. 5.000 i Honduras. - I hovedstaden Tegucigalpa alene ca. 1500.

 

Her på Emmanuel er der masser af dejlige børn, som alle har brug for voksne til at hjælpe dem med at få et godt liv. Her er ikke mange medarbejdere – nærmest få. Her er mange materielle ting - ting som ikke findes udenfor muren. Lige nu, efter 7 dage på Emmanuel, kan jeg ikke lade være med at undre mig, hvad folk dog sponsorerer. Jeg sidder, her onsdag eftermiddag, i en blød amerikansk sofa, med fødderne på et blankpoleret sofabord. Udenfor er de flotteste og mest moderne legeredskaber, det kreative værksted flyder over med ting, som nok aldrig bliver brugt, måske ikke engang pakket ud. Jeg tror aldrig jeg har set så mange materialer, (heller ikke på Kirkeladens loft – nogle (få) vil vide, hvad jeg snakker om!) alle sponsoreret af venlige mennesker.

 Og så alt det jeg ikke har set! Her mangler medarbejdere – deres plads fyldes ud af volontører – frivillige, de fleste er her kun i nogle måneder. Børnene skal hele tiden forholde sig til nye mennesker – mange kan ikke tale deres sprog, spansk – bl.a. mig.

Hvad er det, der får os, der indimellem giver ting til ”de fattige”, til at tro, at vi bedst ved, hvad de har brug for? Hvorfor er det, at vi lige sender en dyb lænestol, et amerikanske køleskabe eller en palle limstifter (overdrivelse fremmer forståelsen) til Honduras i stedet for penge? Hvorfor giver vi ikke Emmanuel mulighed for selv at finde ud af, hvad pengene skal bruges til? - Medarbejdere, sofaer eller limstifter. Det ville sikkert være billigere at købe limstifter i Honduras.

 Jeg kan ikke lade være med, at tænke over det jeg oplever.  Hvis du læser min blog vil du opdage det.

Kærlig hilsen Bodil