Så er vi på Emmanuelle. Vi kører knap to timer, fra Tegucigalpa, med bus gennem det smukke honduranske landskab – bjerge og dale afløser hinanden. Turen slutter ved en stor port i en solid mur. Vi blev lukket ind – ind til hvad? Jeg troede, jeg var i USA.
En lille landsby, det ene hus smukkere end det andet. Veltrimmede græsplæner og springvand. En kiosk hvor man kan købe sodavand, slik samt fast food. Her kan man drikke vandet direkte fra vandhanerne – og det smager ikke engang af klor.
Volontørhus med mange og dybe sofaer og lænestole – og ikke
mindst en sted hvor man må putte toiletpapiret i toilettet efter brug – nå, plejer
du også at gøre det?– Men, det gør man altså ikke i Honduras.
Jeg skal hjælpe i huset for børn med specielle behov. Jeg
har snakket med lederen af huset i dag, der er 14 børn – normalt kommer der omkring 10, vi
skal lave kreative ting, forsøge at lære dem bogstaverne og evt. at læse lidt
spansk – glæder mig til i morgen, det lyder rigtig spændende. Jeg skal møde kl.
9,15!!!! Direktørtid!
Om der ikke er sket andre ting? Jo, jeg har været til mit
livs første fodboldlandskamp. Honduras - Panama – sikke en stemning på
tilskuerrækkerne. Jeg ved ikke så meget om fodbold, men der var nogen, det
sparkede til en bold inde midt på banen - jeg tror det var det det handlede om.
2-2 var resultatet.
Vi har også været på tur med spansklærerne – set den flotte
park med udsigt over hele byen, set den 8 meter høje kristusfigur som ser ud
over byen, vi har leget og holdt taler - - - - - -PÅ SPANSK!
Kærlig hilsen Bodil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar