Jeg har været i Guiamaca i eftermiddag. – Jeg manglede lidt
frugt, noget taletid til min mobil, og så nogle hundrede balloner til mine
børn. Mit spansk udvikler sig – måske
ikke lige i en grammatisk korrekt retning, men - Bimba (kælenavnet på et af
mine børn) -s ballon sprang – hedder på mit spansk, Bimba bomba bang – og de
forstår det! Ballon hedder bomba på spansk.
Det er dejligt at komme til byen, jeg kan ikke lide at være
spærret inde bag en mur, eller i en lejlighed i Tegucigalpa. Der er så
anderledes udenfor muren, folk er fattige. I Tegucigalpa lever mange mennesker
på gaden, sover på gaden, er altid sultne, har kun pjaltet tøj – det kan jeg
godt se – men de hilser venligt og smiler – fuldstændig som i alle andre dele
af verden. Jeg ville føle mig helt tryg ved at gå alene i byen – men, det er jeg
ikke - så det må jeg ikke.
Anderledes er der her på Emmanuel, her er tryghed. Som
tidligere beskrevet er her dybe sofaer, amerikanske køleskabe, nyklippede
plæner, her er også mange små smarte firhjulstrækkere, små elbiler, samt have-
og landbrugsmaskiner af enhver art.
Indgangen til mit hus.
På toppen af Emmanuel ligger en kæmpevilla,
her bor papa og mama.
Her på Emmanuel har
børnene en seng at sove i, tøj at få på kroppen. Men de har ofte sko og tøj som
næsten ikke kan hænge sammen, de har store sovesale uden privatliv, her er handikappede
som bare opbevares, og ikke aktiveres eller undervises. Det står, for mig, i
skærende kontrast til alle de luksusting som er her. På Emmanuels officielle
hjemmeside kan man læse, at - børnene spiser 500 kager kaldet Moon Pies pr.
dag – det er knap en pr. mand til alle, fra baby til det 27 årige
børnehjemsbarn – en dreng/mand – Kagen vejer 78 g og der er 11 % fedt, og
27 g. sukker i den. –Huskede du at læse
det med småt? Mine handikappede børn får ofte sådan en til frokost. Hvorfor
er der ingen som sponsorerer frugt? Frugt er fuldstændig - ikke eksisterende. Eller
et sponsorat fra et havregrynsfirma? Sponsor til 600 par gode sko i rigtig
størrelse? Ja, jeg spørger bare.
Skrev jeg, at der bor en 27 årig ung mand på børnehjemmet?
Ja, det gjorde jeg. Når man er vokset op på Emmanuel er det vanskeligt at komme
herfra. Man kender intet til samfundet udenfor, Det er som hvis du flyttede
tilbage til 1890 – Her er en god skole, og når du bliver sendt ud, kan du både regne,
læse og skrive, måske både spansk og engelsk – men du har sandsynligvis ingen
netværk, ingen steder at bo, intet arbejde, og ingen penge. Hvis du er pige,
har ingen fortalt dig, hvordan du beskytter dig mod at blive gravid. Ni måneder
efter at du forlod Emmanuel, kan du være tilbage igen, nu som mor – 14 år
gammel – eller yngre.
Det er godt, og helt nødvendigt, at der er nogen der tager
sig af Tegucigalpas allersvageste børn, men vi bør overveje hvordan vi gør det.
De skal lære at leve i det Honduranske samfund, og ikke kun i et mini-USA bag en
beskyttende mur. Learn, give share, (lær,
giv, del) det er hvad Impact opfordrer os til! – Det vil jeg rigtig gerne. Lige nu jeg ved at lære her på Emmanuel – mit ophold
vil flytte grænser for hvad jeg mener om hjælp til fattige mennesker, for
resten af mit liv – i dette øjeblik deler jeg med dig. I morgen vil jeg igen give, alt hvad jeg kan
til en flok handikappe børn. Men hvad skal der blive af mine dejlige børn når de
bliver voksne? Både de handikappede og den normale. 
De børn er nemlig ikke kun stakkels fattige børn fra
Tegucigalpas gader – de er også mennesker med håb og drømme fuldstændig ligesom mig.
De fortjener en fremtid uden mure.
Kærlig hilsen Bodil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar