1

1
Tre piger fra Bweranyange.

søndag den 6. oktober 2013

Tanker i en dyb sofa 2

Jeg har været i Guiamaca i eftermiddag. – Jeg manglede lidt frugt, noget taletid til min mobil, og så nogle hundrede balloner til mine børn.  Mit spansk udvikler sig – måske ikke lige i en grammatisk korrekt retning, men - Bimba (kælenavnet på et af mine børn) -s ballon sprang – hedder på mit spansk, Bimba bomba bang – og de forstår det! Ballon hedder bomba på spansk.
Det er dejligt at komme til byen, jeg kan ikke lide at være spærret inde bag en mur, eller i en lejlighed i Tegucigalpa. Der er så anderledes udenfor muren, folk er fattige. I Tegucigalpa lever mange mennesker på gaden, sover på gaden, er altid sultne, har kun pjaltet tøj – det kan jeg godt se – men de hilser venligt og smiler – fuldstændig som i alle andre dele af verden. Jeg ville føle mig helt tryg ved at gå alene i byen – men,  det er jeg ikke - så det må jeg ikke.


Anderledes er der her på Emmanuel, her er tryghed. Som tidligere beskrevet er her dybe sofaer, amerikanske køleskabe, nyklippede plæner, her er også mange små smarte firhjulstrækkere, små elbiler, samt have- og landbrugsmaskiner af enhver art.
 Indgangen til mit hus.
 
 
 
 
 
 
 
På toppen af Emmanuel ligger en kæmpevilla, her bor papa og mama.
 Her på Emmanuel har børnene en seng at sove i, tøj at få på kroppen. Men de har ofte sko og tøj som næsten ikke kan hænge sammen, de har store sovesale uden privatliv, her er handikappede som bare opbevares, og ikke aktiveres eller undervises. Det står, for mig, i skærende kontrast til alle de luksusting som er her. På Emmanuels officielle hjemmeside kan man læse, at -  børnene spiser 500 kager kaldet Moon Pies pr. dag – det er knap en pr. mand til alle, fra baby til det 27 årige børnehjemsbarn – en dreng/mand – Kagen vejer 78 g og der er 11 % fedt, og 27 g. sukker i den.  –Huskede du at læse det med småt? Mine handikappede børn får ofte sådan en til frokost. Hvorfor er der ingen som sponsorerer frugt? Frugt er fuldstændig - ikke eksisterende. Eller et sponsorat fra et havregrynsfirma? Sponsor til 600 par gode sko i rigtig størrelse? Ja, jeg spørger bare.
Skrev jeg, at der bor en 27 årig ung mand på børnehjemmet? Ja, det gjorde jeg. Når man er vokset op på Emmanuel er det vanskeligt at komme herfra. Man kender intet til samfundet udenfor, Det er som hvis du flyttede tilbage til 1890 – Her er en god skole, og når du bliver sendt ud, kan du både regne, læse og skrive, måske både spansk og engelsk – men du har sandsynligvis ingen netværk, ingen steder at bo, intet arbejde, og ingen penge. Hvis du er pige, har ingen fortalt dig, hvordan du beskytter dig mod at blive gravid. Ni måneder efter at du forlod Emmanuel, kan du være tilbage igen, nu som mor – 14 år gammel – eller yngre.
Det er godt, og helt nødvendigt, at der er nogen der tager sig af Tegucigalpas allersvageste børn, men vi bør overveje hvordan vi gør det. De skal lære at leve i det Honduranske samfund, og ikke kun i et mini-USA bag en beskyttende mur.  Learn, give share, (lær, giv, del) det er hvad Impact opfordrer os til! – Det vil jeg rigtig gerne.  Lige nu jeg ved at lære her på Emmanuel – mit ophold vil flytte grænser for hvad jeg mener om hjælp til fattige mennesker, for resten af mit liv – i dette øjeblik deler jeg med dig.  I morgen vil jeg igen give, alt hvad jeg kan til en flok handikappe børn. Men hvad skal der blive af mine dejlige børn når de bliver voksne? Både de handikappede og den normale.

De børn er nemlig ikke kun stakkels fattige børn fra Tegucigalpas gader – de er også mennesker med håb og drømme fuldstændig ligesom mig. De fortjener en fremtid uden mure.
Kærlig hilsen Bodil

Ingen kommentarer:

Send en kommentar