I det ene hjørne af Emmanuel ligger et stort flot hus. Mange gange om året kommer der teams fra USA.
Det må være fantastisk, at tage på tur
med sin kirke - eller et andet fællesskab – bo tæt sammen - lave aktiviteter
sammen – det er sådan teamene gør. Det må give et stærkt fællesskab, og mange
kommer da også tilbage år efter år. – Måske kommer de for at opleve
fællesskabet? Måske kommer de for at støtte Emmanuel? Eller måske kommer de bare
for at……………..
Læg mærke til afmærkning af målet!
Teamene går rundt tre eller fire personer sammen, og laver
aktiviteter med børnene. Hos special
need børnene kommer de nok lige knap så tit – der er mange aktiviteter, som
børnene ikke kan deltage i. Special need børnene har været af sted for at lave,
og spise, kager. Det var færdige kager, bagt i USA, som de pyntede og spiste –
lækker aktivitet. For et par dage siden, kom der nogen med sæbebobler – der var
også en dag, hvor alle, både pigerne, drengene og jeg, fik lagt neglelak i
fantastiske former – det nød vi meget. Det bedste er dog, at der i teamhuset
står en softicemaskine, der får børnene, på skift, lov til at komme op og få en
softice. Chokoladeisen er meget lækker!
– En del at teamene inviterer alle volontører på aftensmad i ugens løb –
det er hyggeligt, masser af snak, amerikansk mad og softice ad libitum! Sjovt nok virker amerikansk mad lidt
gammeldags på mig. Forstået på den måde, at maden er som min mormors. Min
mormor lavede rigtig god mad, hun var en meget dygtig kok, og maden smagte
dejligt – og det gør amerikanernes mad også, men der er rigtig meget sukker og
fedt i. Mere end jeg, og de fleste danskere, bruger i dag.
David
Jeg tror teamene er gode for Emmanuel, alt det kreative
materiale der ligger i La Casita (det er sådan det staves – jeg har prøvet
andre stavemåder, jeg ved det godt), er overskud fra deres aktiviteter. Og
mange, af de amerikanere som besøger Emmanuel, er sponsorer for børnene. De
betaler et fast beløb til Emmanuel, og desuden sørger de for, at børnene indimellem
får nye og spændende ting – og gode julegaver.
Franklin og en af de piger der hjælper.
Der er mange fordele ved teamene, men i dag var to damer på
min alder – altså to gamle koner - nede for at se på special need børnene. De
ville invitere tre drenge, og tre piger på udflugt i tiendaen - til cola og
chips. De valgte selvfølgelig tre af de, sødest smilende, store piger, som egentlig
kun er der for at hjælpe special need børnene, og de to drenge der har det mest
charmerende smil – og så valgte de Franklin. Franklin er en sød dreng, og
bortset fra et dårligt øje, ser han faktisk helt almindelig ud. Han kaster sig
om halsen på hvem som helst, og uddeler kram og meget våde kys. Franklin har
ikke noget sprog - men en masse lyde, og Franklin har en masse, han gerne vil
fortælle. Jeg gik tilfældigvis forbi tiendaen, medens de var i gang med cola og
chips, og måtte fnise lidt - i smug – de to damer havde deres hyr med at holde
Franklins kys, kram og mange fagter lidt på afstand. Desværre kom de 6 personer tilbage med
resterne af udflugten, halve colaer og halve poser chips – og jeg skal love
for, at de andre i yarden blev misundelige. Den sidste dag jeg er her – og ikke
før – tager jeg hele special need gruppen med på udflugt i tiendaen. Jeg er
helt sikker på, at jeg får god hjælp af Wendy og de store piger – de skal
nemlig med.
Mange kærlige hilsner Bodil
Nej det er ikke Checkpoint Charlie!
Men her går vi ind og ud af Emmanuel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar