1

1
Tre piger fra Bweranyange.

fredag den 9. december 2011

Happy Deepam.

Der er fest i byen, ja over hele Tamil Nadu. Det er Deepam, en indisk - hinduistisk lysfest. Da jeg kom tilbage fra ferie var byen og især templet oplyst at lyskæder. Her er også voldsomt mange mennesker, man siger at der er kommet ca. 2 millioner mennesker ekstra til byen for at fejre Deepam her.
Det var her myten startede, og måske har jeg fortalt noget af historien tidligere, men nu får I den lige en gang til. De tre guder Shiva, Visnu og Brahma var kommet op at diskutere om, hvem af dem der var den største. Den slags kan også ske i gudernes verden. Derfor skabte Shiva sig om til en ildsøjle, og så sagde han til Visnu og Brahma at de Ikke kunne finde enderne på den - for den var endeløs. Brahma skabte sig derfor om til en svane og fløj højt, højt op – Visnu skabte sig om til et svin, og gravede sig dybt ned i jorden for at finde enden der. Brahma kom tilbage og sagde, at han havde fundet enden, men det var jo løgn, for ildsøjlen var uden ende. Derfor blev Brahma straffet, og der er næsten ingen brahmatempler i Indien. Da ildsøjlen kølede af stod bjerget der som en perfekt manifestation af Lord Shiva – et Shiva lingam.
Deepam opstod altså i Tiruvannamalai, og folk valfarter her til byen for at fejre deepam. I går var så dagen, hvor man tænder ild på toppen af bjerget. Om formiddagen gik jeg en tur til templet, for at se på folk, og måske snakke med dem. Når man så over mod bjerget, var det som om to små geledder af myrer bevægede sig op ad bjerget. Det var folk på vej til toppen af bjerget. Nede ved templet myldrede det med mennesker. Jeg tror aldrig jeg har stået/gået så tæt. Da jeg ønskede at dreje af op ad en vej, hvor der var lidt færre mennesker, lænede jeg mig lidt til den side hvor vejen var, blev trykket lidt i den rigtige retning, det var umuligt at falde. I aftes var vi inviteret til fest hos JP og Penita på Lebanon. Jeg tog en otto sammen med en tysk dame på min egen alder. Vi betalte 3 gange normal dagspris for en otto, alt er steget i pris disse dage.
 Vi sad på en tagterrasse på toppen af Lebanon, fik kaffe og kage, så at de tændte ild på toppen af bjerget til minde om ildsøjlen, og derefter bragede fyrværkeriet løs ligesom på en god nytårsaften derhjemme. Efterfølgende gik vi tur i byens gader, og så hvordan folk havde pyntet deres huse med lys og de flotteste kolams– et helt eventyrland at gå igennem.




I en gade boede der hovedsagelig hindupræster og deres familier, vi var på besøg i et hjem hvor vi så pujarummet, og fik kager.
Vi sluttede med lækker mad på terrassen.


I morgen aften skal jeg ud at gå rundt om bjerget, jeg har en aftale med to tyske damer. Vi starter kl. 18 så er vi hjemme inden 22,oo.

Nu vil jeg gå en tur i byen, jeg håber der sker noget spændende, og at der er nogle spændende mennesker at tale med. Der foregår alt muligt i byen i disse dage. Mere om det senere.
                                                                        Penita og Rakel
De kærligste hilsner Bodil

Ingen kommentarer:

Send en kommentar