Quo hvad? Quo Vadis!

Quo Vadis er latin og betyder hvor går du hen. – Livet er en rejse – hvor er du på vej hen?  Nu har jeg skrevet Quo Vadis et utal af gange, uden at forklare noget som helst.

hovedindgangen

Her er lågen som jeg går gennem flere gange om dagen – hvis jeg ellers ikke lige smutter ind af bagdøren –

bagindgangen

 de er slemme til at glemme at åbne bagdøren, og så må jeg udenom. (højst 100 skridt ekstra!) En smuk indgang til et flot område med palmer, krukker med planter, lotusblomster og velholdt beplantning, rent og pænt.

Vagten

Det første man ser, er to magelige lænestole, det er oftest her jeg sidder når jeg sender mails, eller lægger min blog på nettet. Ved siden af er der en reception, det er Vimalas arbejdsplads. Gå med længere ind.

 Her møder vi den lille røde hytte som var den første bygning på Quo Vadis – arkitekten som byggede resten af centret mente at det var synd at rive den ned. Det er jeg helt enig med ham i. Det er en helt utrolig smuk og unik hytte. Her kan man gå ind for at finde stilhed, og ro, der brænder altid en flamme herinde – teoretisk set altså – i praksis er det oftest noget andet.

 

På taget er der en rod, som blomsterne dog helt har dækket. Herinde holdes der meditation hver søndag aften, eller man kan bare gå herind og sidde lidt og tænke. 

Udenfor stod der engang et træ, og det måtte man jo lave noget ud af, da det skulle fældes. 

 Foran hytten er der et bassin med de smukkeste lotusblomster, og bænke til dialog. Gå med videre frem så kommer vi til cafeen. Et dejligt sted, bygget som en indisk mantapam. 

 Her serveres hver dag virkelig veltillavet mad – for ca. 3,5 danske kroner får man en stor portion ris og 5 forskellige skåle med vegetariske retter, grøntsager, curry, daal samt pappadams – tynde sprøde brød, næsten som kæmpestore chips, og alt det drikkevand man vil have (husk her kan man ikke drikke vandet fra vandhanen). Et virkelig godt måltid.

 Ovenpå cafeen er det tag, hvor jeg har siddet og tænkt, medens jeg har set på dette specielle billede af Jesus der mediterer. Lige ved bagdøren er køkkenet hvor den dygtige kok og hans medhjælpere arbejder.
Tilbage igen ved indgangen kan vi gå op på første sal, her er chefens kontor, og i forkontoret  er det specielle bord med en rod nedenunder – på Quo Vadis skal man ikke glemme sine rødder – bordpladen er en glasplade- her er det ikke muligt at gemme noget under bordet, alt er synligt, her er ingen skjulte dagsordner.  Bemærk også at bordet er rundt, der er ingen der sidder for bordenden og bestemmer. Her i Indien kan der godt være lidt forskel mellem teori og praksis – fuldstændig som i Danmark. Se også de gamle flotte stole, dem har tidligere danske missionærer siddet i.

Lige overfor er biblioteket – her er man lige nu ved at afprøve på hvor mange måder man kan stille godt 2000 bøger – det bliver et enormt tal – nej det er selvfølgelig noget sludder. Biblioteket er bare et stort rod, og det er ærgerligt, det ville være dejligt med et lille velordnet bibliotek.

Øverst oppe er der en dejlig tagterrasse med udsigt til byen og det hellige bjerg.

Man kan ikke se templet derfra så det er man nødt til at gå ind og se. Jeg var der i dag - igen, ærgerligt at man ikke må tage billeder inde i templet. Jeg kom til det alligevel, jeg taler jo ikke tamil og hvis de spørger på engelsk er jeg bange for, at jeg ikke helt har forstået, at jeg ikke må fotografere. Så her er nogle få billeder. Elefanten som velsigner folk. Bemærk de tre vandrette streger i panden – det betyder at den tilslutter sig Shiva.

Og så et par billeder fra tempelgården, med bjerget i baggrunden. Og så ikke flere! Der var fuld af store børn i templet i dag, teenagere, i deres stiveste puds, sammen med far, mor og andet familie. Jeg snakkede med flere af dem, de store børn er generelt rimelige til engelsk.  De skulle i templet og så ud at spise, med familien bagefter. Jeg forstår desværre ikke altid hvad jeg ser og hører. Jeg fornemmer mest jeg var til et ritual der kan sammenlignes med vores konfirmation. Da jeg senere skulle finde et sted at spise var restauranten fyldt med glade familier. Jeg fandt dog et lille bord sammen med en anden gammel kone. Vi kunne ikke snakke sammen med ord, men med fingrene gik det helt fint. Vi spiste begge thali - altså ris og tilbehør i små skåle - med fingrene, samtidig med at vi fægtede med de samme fingre i luften for at forstå hinanden. Supersjovt.

Så kærlig hilsen, til jer derhjemme, her fra Tiruvannamalai.

Bodil