Men størst er kærligheden.

Det er onsdag sidst på eftermiddagen, der er gudstjeneste.  – Det forventes, at jeg kommer. – Jeg har været i La Casita med Franklin i eftermiddag – hyggelig eftermiddag, vi legede med Lego, - hvor højt et tårn kan vi bygge og vælte igen. Franklin nød det, og ville ikke hjem til yarden igen. Jeg måtte lokke ham med en fin rød ballon, - og glemte alt om oprydning. 

Der er 15 minutter, til gudstjenesten starter – jeg kan vist lige nå at rydde op. Da jeg går ud fra La Casita, kan jeg høre Ninoska skrige – sådan skriger hun, når hun har haft et epileptisk anfald - måske er det det. Jeg går over til hendes hus, måske kan jeg gøre noget. Men pigerne er låst inde, så det kan jeg ikke – der er Nicole, Zenia, Ofelia, Nohami, Ninoska, et par mere som jeg har glemt navnene på, og så et par piger på ca. 13 år som ikke er speciale need.

Jeg forsøger at snakke lidt gennem vinduet, men mit spanske fungerer ikke særlig godt. Jeg er nødt til at gå, jeg kan ikke gøre noget, det er en tung gang. Jeg går op til volontørhuset, og sætter mig på en bænk – jeg har ikke lyst til at deltage i gudstjenesten – synes ikke, det er i orden at låse handikappede børn inde for at gå til gudstjeneste. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg både høre Ninoskas skrig og rytmerne fra kirken – Der spilles på trommer, bas, og el-klaver og der er rytmisk kor. Der synges lovsang! Jeg bliver mere og mere glad for de gamle danske salmer med lidt mere indhold – og for orgel – hvem skulle nu have troet det. Måske er jeg også lidt ekstra negativ her til aften – hvor jeg får høj rytmisk musik og sang, fra den ene side, og Ninoskas skrig fra den anden.

Efter en halv times tid ophører både skrig og musik på stort set samme tid. Der bliver stille. I kirken prædikes der, og Ninoska er sikkert faldet i søvn. Jeg kikker ud over det meget smukke Honduranske landskab, medens solen går ned.
For mig er det her et kæmpe dilemma, jeg ved ikke hvad jeg skal mene. På den ene side giver Emmanuel børnene et sted at bo, mad, tøj og skolegang. På den anden side låser man en flok af de allersvageste børn inde – så man selv kan komme til gudstjeneste. Disciplinen er hård, her er kæft, trit og retning – hvis du ikke lystrer, så har det konsekvenser. Jeg forlader Emmanuel om, under, en uge – det er jeg både glad for og ked af. Der er alt for mange ting, som jeg ikke synes, jeg har lyst til at være vidne til, men jeg kommer til at savne mine special need børn, de er fantastiske, jeg holder så meget af dem.

Hvis Gud eksisterer, så er han ikke i kirken i aften, ligegyldig hvor meget de lovsynger ham. Så er han låst inde sammen med en flok handikappede piger.  
”Så bliver da tro, håb, og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” Citat af Paulus

Med de kærligste hilsner Bodil