Demens?

Så er det snart slut. Jeg forlader Honduras om 3 dage. Ligger lige nu i en hængekøje i Copán Ruinas og nyder solen – som næsten er for skarp – og varmen. Om lidt går solen ned og der følger en af disse herlige lune aftener. Det har været nogle fantastiske dage. Foruden ruinerne og fugleparken har jeg nydt at gå rundt i byen – sidde på et skyggefuldt sted og nyde en Granitas de cafè, eller bare en kop kaffe. Jeg har også brugt timer på at ligge og læse eller skrive i en hængekøje. Denne have er fantastisk! Bjerge danner baggrunden, på himmelen svæver en stor flok kondorer (gribbe). Lige udenfor haven er der en lidt fugtig eng – her holder en større gruppe ibisser til (smukke hvide fugle) - hvem sagde myg?  I havens blomster finder kolibrierne deres føde – det er fantastisk at se de bittesmå fugle stå helt stille i luften – og flyve baglæns - det kan de også.  Nå ja, foruden palmerne, orkideerne i blomst, bananerne, og alt det andet.

Det er let at få kontakt med beboerne i byen, der er ikke så mange turister i øjeblikket. Der har været fredeligt under valget – et par demonstrationer før valget - efter valget, en glædesdemonstration, fra dem der regner med at de vinder valget! Biler, motorcykler, tuk-tuker, rundt om hele byen, masser af fyrværkeri og kanonslag. Her to dage efter valgafslutningen er der stadig ikke kommet noget resultat, men Juan Orlando Hernandez fra det konservative, nationale parti forventes at vinde, og har da også, for længst, udråbt sig selv som vinder. Honduras kunne ellers godt trænge til nogle forandringer, vil jeg mene – uden at have en pind forstand på det.  Foreløbig har valget været fredeligt, jeg håber meget det holder.

Ellers har jeg været på besøg i en kaffeplantage, oplevet en familie som ejede hele den dal som vi besøgte – havde kaffefarme, opdræt af køer og heste, dyrkning af majs, kakao, yams, turister og en hel masse mere. Vi red 3 timer rundt i dalen, op af bjergstier, gennem vandløb. Det var første gange, jeg sad på en hest – det var en god hest, udvalgt til begyndere – men jeg tror, jeg var alt for tung til hesten.  Og – AV – AV – AV – jeg gik på en meget underlig måde dagen efter - jeg ved ikke hvordan hesten havde det. Jeg har også været på besøg ved de varme kilder. – I et større område vælter varmt vand ud af bjergene. Nogle steder er det kogende vand, og andre steder er det lidt mere tempereret vand. Man har opdelt bjergskråningen i forskellige bassiner, hvor man kan bade - det var virkelig dejligt. Skoven omkring ligger i evig damp. Specielle og spændende planter og blomster vokser i et tæt og smukt vildnis.
Billeder? – Øh! Ja! Aftenen før havde jeg taget kortet ud af mit kamera – jeg ville lige lægge billederne over på min computer, så jeg havde god plads. Jeg havde også sørget for at oplade begge batterier til kameraet! Men - da jeg skulle bruge kameraet, sad kortet - - i computeren! – Jeg havde 5 billeder! Sååååå. Et par billeder af en lettere dement kvinde på en stakkels hest, det er alt. Øh, de skal for resten hentes med et kabel som ligger i Tegucigalpa – så de kommer - måske.

Der har også været god tid til at overveje mit ophold på Emmanuel. – Jeg er i tvivl om, jeg har gjort skade eller gavn. Er det i orden at gå ind i børns liv i to måneder, og så forsvinde igen – har børn ikke brug for kontinuitet? Hvorfor har honduranere ikke arbejde på Emmanuel, få løn for det, forsørge en familie? Har jeg svigtet børnene? Er mit ophold på Emmanuel som min ridetur på hesten? Det var dejligt og spændende for mig, men slet ikke godt for hesten – eller børnene. Ren egoisme? Det skal jeg finde ud af, så der kommer mindst en blog mere – hvis  jeg husker det.

                                                                                        Kærlig hilsen Bodil