Jeg kender ikke jeres historie, har vist heller ikke lyst
til at kende den, jeg er bange for at den er for barsk til, at jeg kan holde
den ud – men I skal leve med den resten af livet – Bare jeg dog kunne hjælpe
jer, men jeg kan ikke engang snakke jeres sprog ordentligt.
Nohami bliver 13 år i morgen. Tillykke! |
I Honduras har
50 % kvinder og piger været seksuelt misbrugte – her på børnehjemmet er
det langt flere. Mange har været udsat for fysisk og/eller psykisk vold, er
gået hjemmefra, og har levet på gaden. Sikkert flere af jer.
Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange knus i løbet af så
kort tid. Tak for dem! Jeg har følt, at
hvert eneste knus har været ærligt ment, for ikke at tale om alle de gange I
har taget mig i hånden, for at vise mig noget, som ingen af os har kendt ordene
for. Tak for det! Jeg har altid vidst, at alt hvad I gjorde, var venligt ment.
Jeg tænker tit på den historie, som Alvin fortalte da vi var
i Tegucigalpa. Det er ikke jeres historie, men det kunne det godt have været.
Alvin fortalte den til tre af os, medens vi en aften sad og spiste.
En far og en mor havde to døtre. Fra pigerne er 6-7 år gamle,
misbrugte faderen begge piger seksuelt. På et tidspunkt bliver den yngste gravid. Da den ældste finder ud af, at man kan få børn, af det hendes far gør ved hende, flygter hun hjemmefra. Den yngste pige bliver boende til barnet er omkring 1 år, så flygter hun også, kun barnet blev boende - hos bedsteforældrene, - som hun tror, er hendes far og mor. Da mormoren dør, begynder faderen - eller bedstefaderen som det jo også er, at misbruge den lille pige. I starten er der ikke nogen der opdager noget, men efter en tid finder pigen ud af, at hun kan blive gravid af det, som hendes far/bedstefar gør, og hun siger nej – hvorefter hun bliver banket gul og blå. Heldigvis opdager nogle hvor forslået hun er, og melder det til myndighederne. I dag er pigen 19 år, og bor hos Alvin – han siger, at han har adopteret hende – hvad det så end betyder. – I hvert fald betyder det, at hun har det godt.
Jeres historie er sikkert lige så forfærdelig. Man kan ikke
glemme sådan noget – I skal leve videre med hver jeres historie. Ligesom så mange volontører før mig – og efter mig – har jeg
kun været kort tid i jeres liv, taler knap jeres sprog, og nu tager jeg hjem
til Danmark. I vil glemme mig, men jeg vil huske jer resten af mit liv - Nicole,
Bimba, Nohami, Osmin, Franklin, Ninoska og flere til. I har gjort en forskel i
mit liv. Gid jeg kunne gøre en i jeres. Jeg vil kæmpe for jer, så godt jeg kan,
for I har også rettigheder. Det er ikke
let at være handikappet, hverken i Honduras eller i Danmark, men I skal bo på
børnehjemmet Emmanuel resten af jeres liv.
Franklin |
Franklin, vi havde en dårlig oplevelse i formiddag – Sammen
var vi gået i La Casita – det fungerede fantastisk. Vi legede med byggeklodser,
og jeg fandt sådan en babytingest, hvor man trykker på nogle knapper, og så
kommer der lys og lyde. Franklin du elskede den – dansede til den. Men tiden går
jo, og vi skulle tilbage til Yarden – vi forsøgte at trække det lidt, men
efterhånden var vi nødt til at gå. Du fik lov til at beholde babytingesten, men
da vi kom ud, løb du skrigende i den modsatte retning af Yarden. Da jeg fandt
dig skreg og græd du. Men gik efterhånden med tilbage til Yarden. En times tid
efter mødte jeg dig på vej hjem, sammen med en af de store drenge der hjælper i
dit hus – han spurgte hvad der var sket, for du gik rundt og græd. Stakkels
Franklin, jeg ville give dig et par timers frikvarter fra Yarden, og så gik det
så galt. Du havde ikke forstået, at det kun var for en tid, vi var i La Casita
– du var så glad. Håber du kan tilgive mig – Jeg har ingen forstand, på det jeg
gør – og det gik ud over dig – undskyld Franklin.
Kære venner. - Tak for at I tog mig ind i jeres liv, de tre
måneder jeg var på Emmanuel. Jeg skal aldrig glemme jer.
Mange kærlige hilsner Bodil
PS: Jeg forlader Emmanuel om tre dage, skal være 3 dage i Tegucigalpa - og så tager jeg på ferie. Måske bliver der en lille "blogpause."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar