Bodil på nye eventyr: Farvel Emmanuel

Vandtårnet

Muren

Jeg synes egentlig, jeg var parat til at forlade Emmanuel, men den sidste morgen var det alligevel lidt vemodigt. Savnede faktisk allerede mine herlige unge mennesker - inden jeg havde forladt dem. Håber der vil komme andre, som vil tage sig af dem – eller gør jeg? - En ny hver tredje måned! Jeg kan ikke lade være med at overveje, hvem mit ophold på Emmanuel har været til mest til glæde for - mig selv eller børnene. Det vil jeg tænke mere over.

Juletræ i kirken - ikke verdens smukkeste.

Den sidste dag jeg var på Emmanuel gik Ninoska selv.
Jeg håber hendes fremgangen fortsætter.

Et par dage har vi været på kursus i Tegucigalpa, set universitetet og hørt om Honduras historie. Den sidste eftermiddag havde vi besøg af en pige som er vokset op på Emmanuel. Det var en voldsom historie hun fortalte. Som fire årig havde hun set hendes onkel myrde hendes far med en kniv – ja, hun havde faktisk selv taget kniven ud af hans bryst – senere var flere i familien blevet myrdet. Sammen med en søster blev hun, efter nogle forskellige anbringelser, kørt til Emanuel. Desværre flygtede søsteren, og hun følte sig helt alene, – savnede sin mor – havde ingen familie, ingen identitet - man vidste f.eks. ikke hvor gammel hun var. Vi fik en meget stærk historie om at vokse op på Emmanuel - også om nogle af de ting som jeg ikke har brudt mig om. Om at blive mishandlet, og slået, af dem der er større end en selv (det går også ud over de handikappede - kan jeg føje til) om at lyve, og gøre sig hård, for at overleve. Hun fortalte mange andre ting om både opholdet på Emmanuel og hendes liv bagefter. En meget tankevækkende beretning!

Tidlig lørdag morgen, parat til at tage på ferie, ventede jeg så på Taxa - Tino, desværre kom han ikke – han sov. Og klokken 5, om morgenen, ville jeg så ringe til ham – det gik gruelig galt – der var kun kodet et nummer ind i telefonen, for jeg har ikke brugt min telefon, det var Kathrines nummer.– Normalt påstår jeg, jeg kun lider af demens light, men den morgen kunne jeg altså ikke finde ud af at ringe til Tino - jeg vækkede stakkels Kathrine – Jeg har stadig dårlig samvittighed. Undskyld Kathrine!